Hver søndag spiller min familie fodbold. Søndag er den dag, de fleste har fri. En normal arbejdsuge (fuldtid) er fra mandag til lørdag og kmring 10-12 timers arbejde. Heldigvis har de jo en fridag! Min familie er så stor, at vi næsten kan danne vores eget hold, onkler og fætre. For det meste kommer nogle af naboerne også med, deres sønner eller nevøer. Så tager de til Huachipa, en bydel som ligger ca. 15 herfra i bil og lejer en fodboldbane. Så spiller de om penge, og de få gange de endelig vinder, ja så ryger pengene på øl. Typisk mænd her. Søndag er deres flugt fra familien.
Jeg plejer at være den eneste pige. Har altid hængt meget ud med mine fætre, og min far kunne da jeg var mindre ikke sådan uden videre efterlade mig, så jeg har vænnet mig til at tage med og kigge på. Tage billeder, desuden er jeg også tidstager. En ret dårlig én, som glemmer tiden hele tiden. Men de snyder alligevel så meget her, at hvis de er i gang med at tabe, så trækker de lige tiden lidt ud! Fodbold er en slags nationalsport. Der er stor prestige i det, især fordi de gerne vil leve op til deres nabo Brasilien. De går helt vildt meget op i det. Råber af hinanden. De spiller ret beskidt, typisk latinamerikansk. Det skal man lige vænne sig til. Skubber, hiver, spænder ben og bruger armene. Der er ikke noget, der hedder frispark, de accepterer det bare. Råber af hinanden, giver hinanden skylden for, at de taber, kalder hinanden øgenavne. Jeg glæder mig til at se Jakob spille, det er nok meget godt han ikke forstår spanske skældsord endnu. Han er i hver fald nødt til at omstille sin spillemåde.
Lige nu er jeg i gang med at tage billeder af tío Fidel, fordi han snart fylder 50 år, og så vil mig og papá lave en billedserie til ham!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar