mandag den 24. januar 2011

Projekt "klippe papitos negle" / Lørdag aften

Ikke noget, som jeg har lyst til at uddybe! Nu er der bare tilbage, at få ham til at tage et bad. Han er jo bare en stor baby.

Nu kan jeg endelig prale med, at jeg har været ordentlig i byen her i Zárate. Mauro lovede, han ville tage mig med i byen i lørdags, og han er heldigvis af den type, som holder, hvad han lover. Det var hans venindes fødselsdag, så de var en hel gruppe, som jeg kunne joine. Cristina, hans søster, og min kusine Helen tog også med. Det tog dog et stykke tid at overbevise Helen om at tage med. For at overtale hende, skal man første overtale hendes far, tío Florentino. De er meget kristne hendes familie, så man tager ikke bare sådan lige ud i byen. Men jeg har mine metoder med at få min vilje. Jeg er jo lidt en yndlingsniece, så hvis jeg plager tilstrækkeligt, får min far med på ideen og de andre onkler, som er mere frisindede, så endte hun med at få lov. Fik jeg sagt, at hun er 25? Når man bor hjemme her, så skal man spørge om lov for at gå ud!
      Stedet hedder Azucar (sukker!) og ligger i "la primera zona", i starten af Zárate. Et kvarter fyldt med barer og diskoteker. Papá (som efterhånden kender dem allesammen) viste mig forleden kvarteret. Hver bar er kendt for det musik, de spiller. Rock, pop, folkemusik, salsa, cumbia etc. Azucar er et de steder, hvor der er live musik. Mest salsa, cumbia og reggaeton. Tog 50 soles med og kom hjem med det samme. Cristina gav taxaen, Mauro betalte for indgang, og fyrene betalte for øl. Ikke dårligt, er begyndt at lide den peruanske stil. Først ville jeg ikke danse, selvom Mauros venner bød op. Jeg kan jo ikke rigtig vænne mig til, at man danser i par her. Jeg er jo vant til at danse med mine veninder. Men Helen sagde, at hun synes, det er pinligt kun at danse piger. Så jeg havde ikke noget valg. Mauro blødte mig op ved at jeg dansede med ham. Og selvfølgelig mængden af øl, jeg kastede i mig. Der må være bare lidt vikingeblod i mine årer, for jeg kunne trods alt bælle øl hurtige end fyrene. Men bare rolig, ingen tømmermænd og intet opkast dagen efter. Jeg fik danset med Mauros venner, men da der komme nogle fyre, vi ikke kendte, og bøg mig op, så var Mauro og Cristina der hurtigt til at sige nej. Jeg nåede næsten ikke at svare selv. De passer virkeligt godt på mig her. De ved jo, de har ansvaret for mig.
      I bund og grund virker det som om, man bare til i byen for at danse her og drikke. De spørger mig konstant, hvad vi laver i DK, hvis vi ikke danser. Vi drikker, snakker og danser, når vi har fået nok indenbords. De synes i hvert fald, at det er meget mærkeligt, vi ikke hører salsa. Cristina plejer at kalde sådan noget stille rockmusik for "la música de los muertos", de dødes musik. De kan lide musik med gang i den, kan I nok forstå. Jeg fik faktisk og danset lidt reggaeton. Pludselig ændrede musikken sig, og jeg blev på dansegulvet. Men meget lidt, det er alligevel alt for grænseoverskridende.
      Vi endte med at tage hjem ved en 5-tiden. Helen brokkede sig over, hun var træt, og man kan ikke tage alene hjem her, man skal følges i flok, for det kan være farligt at gå eller tage taxi alene. To timer efter jeg havde lagt mig i seng, sætter tío Miguel Huayno (folkemusik fra Andesbjergene) på fuld drøn nede i stuen. Så kunne jeg ikke sove mere.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar