lørdag den 12. februar 2011

Don't ever trust the authorities

Nogle gange tænker jeg slet ikke over, hvad det er for noget jeg oplever her i Peru. Hvordan tingene er her, at jeg skal huske at låse min dør, fordi min egen familie kan finde på at tage andres ting, at der er kakerlakker og lignende ting. For mig er det bare Peru. Derfor prøver jeg lidt at beskrive forholdene, så I måske kan komme til at forstå, hvor anderledes det egentlig er!
 
I går var en lidt mærkelig aften. Måske kan I efter denne beretning danne et billede af, hvordan man behandler de psykisk syge her, samt hvordan politisystemet skal håndteres. Dagen startede ud med, at tío Willy om morgenen havde knaldrøde øjne. Det hænder, at han slet ikke sover om natten og bare strejfer rundt på gaderne. Det betyder så, at der er drugdealere, der sælger ham et eller andet form for stof. Han var i hvert fald helt oppe at køre og meget fraværende. Han plejer om morgenen at stille sig ved det nærmeste busstoppested, hvor han tjener nogle håndører ved at kalde folk op i busserne. Her er det sådan, at hver bus har en cobrador, ham der indkæver tariffen, og hans job er også at kalde folk til. De råber de områder eller gader op, som bussen passerer eller kører ad. Meget effektivt, men spild af energi, når man tænker på, at de bare kunne have et skilt ligesom i DK, hvor ruten er uddybet. Men uden tvivl, folk står altid på den bus, hvor el cobrador er mest udadvendt! Willys "job", selvopfundent, går ud på at hjælpe el cobrador. De giver ham så lidt lommepenge, for det meste taler vi om en krone, to kroner. Men mange bække små gør en stor å. Nok til at give ham en solid frokost i hvert fald.
      Men i går morges gad han ikke arbejde, og da vi ser ham på gaden, ser han helt anspændt og agressiv ud. Pludselig ud af det blå fyrer han en ordenlig knytnæve i hovedet på en hjemløs hund. Min familie gør ikke rigtig noget, selvom alle ved, at han er småfarlig, når han er i den tilstand. Først efter at han om aftenen kom op og slås med en smed fra området, begynder de at reagere. Hans kæbe er svøbt ind i blod, og han vil ikke gøre, hvad nogen beder han om. Et par timer efter henter politiet ham, fordi smedens familie har anlagt sag mod Willy. På stationen siger politiet bare, at de imellem familierne skal løse det, der er ikke noget, de kan gøre. Smedens familie beder om penge, for at betale de medicinske omkostninger, der kommer til at være. Men de kan ikke gøre noget, fordi Willy er erklæret mentalt ustabil, og derfor kan de ikke lægge sag an mod ham. 
      Da Gladys kom tilbage begyndte hun at snakke om, at politiet kan finde på at gøre hvad som helst mod Willy for at skræmme ham fra at gentage sine gerninger. Men heldigvis kom han tilbage i helskindet tilstand og fik sin medicin. Alligevel ville han høre efter, han ville hele tiden ud på gaden. Så det endte med at papá, Miguel, Gaston (fætter), Anthony (fætter), Brandon (fætter) og naboen Ricardo tog nogle politistave frem og måtte true Willy til at gå ind i huset igen. De siger, at en politistav gør ham rædselsslagen. I kan selv gætte jer til, hvorfor. Derfor har Miguel anskaffet sig sådan nogle, til når Willy er ureagerlig. Nu har Willy fået medicin, men det er altid en kamp, hvem der betaler! Så dette er kun en blandt mange gange. Hver gang familien "glemmer" at give at ham medicin, så sker der lignende episoder. Det må man bare leve med!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar