Los Cremas

La U, som Mauro og Cristina er store tilhængere af, spillede i går mod det argentinske hold Arsenal de Sarand. U'et står for  "Universitario de Deportes - La U!". Los cremas betyder "de cremede", fordi farven på deres trøje er cremefarve.

      Ricardo og Mauro (begge mine fætre) griner af mig, da de ser mig uden foran huset klar til at tage af sted. Cristina er taget derhen med sine venner, de er mere fanatiske end Mauro og Ricardo. Hendes venner er på grænsen til hooligans, kan man vidst godt sige! De griner, fordi jeg har taget min lille taske med, den jeg hænger over mine skulder, sådan at jeg kan have min pung, mobil og kamera med. De siger, at jeg ikke skal regne med at vende tilbage med indholdet i tasken. For her er det åbentbart sådan, at der er rigtig mange "pirañitos" ((sø)røvere, banditter). Det er dem der udgør størstedelen af fansene.Så bare det at tale i telefon i det område er en invitation til at få den stjålet. Hyggeligt indtryk at få!

      Heldigvis viste det sig ikke at være så alvorligt. Som alt andet i Peru, så er forholdene omkring stadionet blevet mere ordnede med mere politi og overvågning. Politiet havde afspærret et kæmpe område pga. kampen, sådan at man skulle gå 20 min. fra hvor taxaerne måtte sætte os af. Jeg er sjovt nok ikke så bange for at blive berøvet eller lignende, hvilket nok har noget at gøre med, at jeg ikke har prøvet det før. Desuden bliver jeg hver dag mindet om, hvad jeg skal gøre; altid aflevere hvad jeg har af værdi, ikke svare igen eller på nogen måde vise modvilje, og slet ikke begynde at skændes med dem. Bare den cykeltur på 5 min, jeg har til SOS børnebyen, der er mine onkler ved at falde ned af stolen af bekymring. Pga. trafikken, og fordi der er en minimal chance for at få berøvet min cykel. Men jeg gør ikke noget vovet, bare rolig, jeg holder mig næsten altid til, hvad de siger, min kære familie. 

      Det årets åbningskamp, så der var masser af tilskuere. Mario Vargas Llosa, den peruanske forfatter som vandt Nobels Litteratur Pris holdt tale. Han er åbenbart en gammel fan, som nu er et eksklusivt medlem. Fansene har endda lavet en slagsang om ham og La U. En hel time op til var der åbningsceremoni med taler, folkedans og præsentation af holdet. Vi sad på den mest barbariske tribune, så at sige. De skrålede gennem hele ceremonien, slagssange fra A-Z, så jeg kan de fleste af dem udenad nu! Hvis du ikke skråler,  så råber de af dig. De truer dig gerne. Men jeg er jo pige, så jeg er undtaget, men Ricardo blev skubbet flere gange. Her er det nemlig sådan, at hver gang der bliver scoret eller næsten scoret, så fejrer dem, der sidder øverst på tribunen det med at skubbe dem foran sig, sådan så de falder et niveau osv. Dominoeffekt. Faktisk lidt småfarligt, for det hjælper jo ikke, at man står som en sild i en tønde. På vores tribune, var der nemlig ikke sæder, for den smadre folk, når de bliver aggressive. Så folk propper sig bare i lang baner på de cementtrin, der er. I kan nok forstå, at Ricardo derfor var særlig udsat, fordi han ikke skrålede i starten (eventually, begyndte han!). Så vi stod op en time før kampen for at skråle og under hele første halvleg. Her sidder man ikke ned, man SKAL stå op og synge. Gosh, vi var trætte, da der var halvleg. Desuden havde jeg problemer med at multitaske, både klappe, synge, se kampen og stå på tær for at se over vedkommende, der bare havde stillet sig foran mig. Det var en kæmpe oplevelse, meget intenst, lidt uhyggeligt med fyre over det hele, som bliver helt excentriske og bander og råber hele tiden. Jeg følte mig lidt udsat, for der var ikke mange kvinder.

      Kampen sluttede 1-0 til La U; "heldigvis", som Mauro sagde. Ellers ved man aldrig, hvad de er i stand til nogle af fansene. Derfor smuttede vi også 10 før kampen sluttede, så vi ikke kom bagerst i køen hjemad. Men det afholdt os ikke fra at bruge en halvanden time på at finde en taxa, som udnyttede omstændighederne og krævede 5 gange så meget som vi havde betalt for at kommer derhen. Men vi var trætte, sultne (ingen af os havde fået aftensmad) og tørstige, og der var en millard taxaer før, som ikke ville tage os med. Vi var først hjemme ved en et-tiden. Gaab!