Befinder mig i provinsen Huaraz som ligger i en dal mellem La Cordillera Negra og La Cordillera blanca (henholdsvis den sorte og hvide bjergkæde). Sidstnævnte er verdens næsthøjestbeliggende bjerkæde. Navnet "hvid" kommer sig af isen og gletsjerne, som ligger på bjergkæden. Utroligt smuk. Fra terrassen på hotellet har vi udsigt ud til La Cordillera Blanca, og Huscará (ca. 6700 meter), som er Perus højeste bjerg. Huaraz er ikke så turistet som Cuzco, hvilket er rart. Det er til gengæld et paradis for folk der dyrker ekstremsport og folk, der vil vandre. Her kan alle vandre, fordi man har mulighed for at leje udstyr, guides og folk, der bærer det tunge udstyr og laver mad til én. Altså luksusvandreture, hvilket er meget forståeligt, da højderne her alligevel tager en del af energien.
Huaraz ligger kun otte timer fra Lima, så mange limeños tager en dagstur derop eller bare et par dage, ligesom os. Da vi steg ud af bussen stod folk fra diverse hoteller og hostels klar til at byde os velkomne, og da vi er uden for højsæson, fik vi indlogeret os på et hotel, der normalt koster 60 soles for en nat, hvor vi kun skulle af med 20 pr. mand. Inkl. varmt vand, hvilket er nødvendigt i det kolde vejr. Super lækkert og heldigt.
Huaráz ligger i 3100 meters højde, men de fleste seværdigheder befinder i højere højder. I dag besøgte vi den nordlige del af provinsen. Først badede vi i varme kilde, fordi undergrunden åbenbart er aktiv. Det var helt brunt vandet, fordi det er fyldt med phosphor og jern og andre mineraler. Udover turisme er Huaraz nemlig kendt som en provins med mineri. Det var vildt lækkert, og de påstår selvfølgelig at det kurerer én for stress, muskelsmerter, forkølelse etc. Derefter gik turen en by, som i 70'erne blev oversvømmet af et jordskred forårsaget af et jordskælv, som brækkede en del af gletsjeren på Huascará, som så brækkede en del af bjerget, som så fuldstændig smadrede byen og den befolkning. Byen ligger nu under 4 meters jord fra jordskreddet, og man kan se resterne af kæmpe sten, som gled med i jordskreddet. Sørgeligt og fuldstændigt vildt.
Huaráz ligger i 3100 meters højde, men de fleste seværdigheder befinder i højere højder. I dag besøgte vi den nordlige del af provinsen. Først badede vi i varme kilde, fordi undergrunden åbenbart er aktiv. Det var helt brunt vandet, fordi det er fyldt med phosphor og jern og andre mineraler. Udover turisme er Huaraz nemlig kendt som en provins med mineri. Det var vildt lækkert, og de påstår selvfølgelig at det kurerer én for stress, muskelsmerter, forkølelse etc. Derefter gik turen en by, som i 70'erne blev oversvømmet af et jordskred forårsaget af et jordskælv, som brækkede en del af gletsjeren på Huascará, som så brækkede en del af bjerget, som så fuldstændig smadrede byen og den befolkning. Byen ligger nu under 4 meters jord fra jordskreddet, og man kan se resterne af kæmpe sten, som gled med i jordskreddet. Sørgeligt og fuldstændigt vildt.
Til sidst gik turen op til la laguna Langanuco ("søen Langanucio"), en af de smukkeste søer i området som ligger i 4 km højde. Helt tyrkist vand, som ligger i en lille dal mellem helt sorte granitbjerge. Her kunne man for 4 soles få en kort bådtur, hvor en mand roede os ud i midten af søen. Selve Huaráz er kendt for sine tusinde søer, som ligger imellem bjergene. Det har været en dejlig tur, man skal bare lige vænne sig til bjergkørslen. Ikke noget med at man zigzagger op af bjergene, så er det ikke alle steder, at der er ordentlige veje. Mange steder er de også hullede, så chaufføren zigzagger også på selve vejen for at undgå huller, hvilket er ret nøjern, når vejen ikke er særlig bred og uden "gelænder". På vejen kørte vi igennem små bygder, samt skråninger, hvor der var enkelt huse. Alle sammen campesinos (bønder), som lever af deres køer, æsler, heste og får. De lever alle steder og i alle højder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar