lørdag den 23. april 2011

La Ley Seca

Jeg glemte helt at fortællet, at weekenden op til valget d. 10. april lå Peru helt øde. Valget her finder altid sted en søndag, som er de fleste eneste ugentlig fridag. Hvis man arbejder om søndagen og ikke får fri til at stemme, får man en bøde. For her er det en pligt at stemme. Men valgstederne har kun åbent til kl. 16, og Lima er jo en by med alt for mange mennesker, så det kan let tage op til tre timer for at komme til stemmeurnerne. For oveni de mega køer der er, så bliver de yngste peruaner (dvs. fra 40 år og nedad) sendt til udkantsområderne og stemme. Ingen ved rigtig hvorfor, sikkerhed eller fordi systemet bare er langt fra optimalt, men i hvert fald resulterer det i, at trafikken er endnu mere kaotisk end myldretiden i hverdagene. Hvad der normalt ville tage en halv time, tog den dag halvanden time mindst. Papá og jeg blev hjemme hele dagen, for det var ikke en dag til at tage på spadserture.
      Men grunden til at Peru op til d. 10. april lå helt øde, var pga. en lov med øgenavnet "den tørre lov". Det betyder, at man fredag og lørdag ikke må indtage nogen form for alkohol. Butikkerne må heller ikke sælge og alle bars og diskoteker er lukket. Politiet render rundt og tjekker op på folk, og finder de dig med en øl, får man simpelthen en bøde. Men det sværeste er nok at få fat i alkohol, fordi folk har det jo ikke med at være så lovlydige eller at have problemer med at bryde loven. Men det blev bare indendørs i stedet for det vante udendørs drikkeri.
      Jeg har svært ved at forholde mig til den lov, fordi man jo tænker, at folk er ansvarlige nok til at være i stand til at stemme den søndag. Men her er det måske anderledes, fordi der findes mange drukkenbolte, som drikker af fattigdom og manglende livsgnist. Desuden er det jo lovpligtigt at stemme, så det er måske en måde at hjælpe folk med at få stemt. Bøden er alligevel på næsten 200 kroner, hvilket her ikke er så lidt endda.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar