torsdag den 21. april 2011

¿Por qué no?

Montañitas synonym. Befinder mig paa Ecuadors kyst, hvor der er de smukkeste sandstrande og 30 grader varmt, selvom det er vinter. Her er vinter bare, at det regner. Det goer det til gengaeld ogsaa i store maengder. Troperegn om natten, naar man er paa vej hjem fra byen. Det betyder, at selvom om det er kyst er det helt vildt frodigt og groent, med palmetraer og diverse buske. Folk bor i huse, hvor tagene er lavet af palmeblade, og dem der bor taet paa kysten bor i huse, der lige er loeftet en etage paa bambusstaenger. Det kunne jo vaere, der kom en Tsunami. Beliggenheden er i hvert fald ret udsat, naar der sker jordskaelv i Stillehavsomraadet. Da der var jordskaelv i Japan skulle de evakuere op i bjergene, men i sidste ende skete der faktisk ikke noget!
      Dette omraade af kysten er et surferparadis. Boelgerne er store og ikke saa voldsomme. Jeg har desvaerre naaet at proeve det, nok pga. Montañitasyndromet. Det er svaert ikke at tage i byen, og naeste dag er det svaert at faa noget konstruktivt ud af dagen. Men det lykkedes da Linnea og jeg at komme paa udflugt i gaar. Vi tog til Dos Mangas, en lille flaekke oppe i bjergene. En halv time fra kysten begynder bjerglandskabet, som er fyldt med semi-regnskove med et meget fugtigt klima. Det var utroligt, hvilke forskellige klimaer vi oplevede paa den halve time i taxa fra Kamala (hvor vi bor). Fra kyst til Sverigelignende til jungle. Sverigelignende vil sige, at der er bakker fyldt med hoeje traer og masser af graesstepper langs bakkerne/bjergene! Der skulle vi paa El Sendero de las Piscinas, en tur hvor man gaar eller rider paa heste (som vi valgte) ind til junglen, hvor der er fyldt med naturlige vandreservoirs, skabt ved vandets erosion, naar det loeber ned at bjernene. Utroligt smukt, og vi fik lov til at bade i det friske ferskvand. Guiden sagde, at vandet ville vaere meget koldt, men altsaa han er jo Ecudorianer, "meget koldt her" er "mmm smaalunt" i danske termer. Saa det var skoent og eftersigende kurrende mod stress. Men altsaa jeg er jo ikke meget for smaakryb og dybe vandhuller, hvor jeg ikke kan se bunden, saa det var ikke saa afstressende for mig. Jeg havde i hvert fald svaert ved at slappe af, naar der sad kaempe edderkopper lige over vandkanten. Det er jo mig i en noeddeskal. Jeg maa vist traene mit indre naturmenneske!
      Sidder nu med ondt i benene, bagdelen og laarene. Naar man ikke er vant til at ride paa heste, saa var det lidt af en oplevelse. Linneas hest blev bundet fast til guidens hest, fordi hun ikke kunne styre den, mens min hest og jeg eklarede os alene. Den havde bare den lille vane, at hver gad det gik stejlt nedad, synes det var sjovt at begynde at galopere. Der var flere gange, hvor jeg troede jeg skulle falde af, men man sidder jo overraskende godt fast paa saadan én. Turen var en halvanden time paa hest derhen og halvanden time tilbage. Det var godt vi ikke gik turen, fordi der er saa fugtigt og varmt, saa det var rart at vi bare kunne sidde og nyde. Efter den halvanden time, stod vi af heste og gik en halv times tid op ad den det vandloeb, hvor de der vandreservoirs er dannet. Det var den dejligst tur!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar