Før vi vendte snuden mod Lima for at fejre Celias fødselsdag, bød Peru os på en række oplevelser i kategorien "det har ingen af os prøvet før" - eller, to af de tre oplevelser hører til i denne kategori.
Det mindst spektakulære var horseback riding. Lørdag eftermiddag tog vi op til nogle ruiner af en udgravet bymur om Cuzco for at ride på heste og nyde naturen - jeg var lidt luren ved tanken om at ride på heste (jeg har trods alt ikke redet siden, jeg var 5 år og praktisk talt blev trukket rundt i manegen af en ældre pige, der sikkert elskede at pleje hesten, Prince), men Celia og de andre overbeviste mig. Hestene var i fin stand, hvad guidebogen ellers havde advaret imod, og de var så vant til ruten, at vi ikke behøv gøre meget andet end at sidde og nyde udsigten. Min hest hed Volcano - jup, pga. sit temperament - og når vores heste engang i mellem forsøgte at overhæle hinanden, kunne den finde på at bide efter de andre eller skubbe dem væk fra stien; så måtte jeg rive hårdt i tøjlerne (som jeg på cowboymaner holdt i én hånd) og råbe. Da vi nåede frem til Balcon del Diablo, en naturlig stenbalkon med udsigt til et lille vandløb, begyndte det at trække op til regnvejr, og vi kunne høre torden i horisonten og frøs. Heldigvis holdt himlen tæt, og vi nåede tilbage kolde, men tørre. Vi snuppede en massage efter en tur på chokolademuseet, og til aftensmad spiste vi en led brownie.
Langt mere spektakulært og adrenalinfrigørende var Via Ferrata, italiensk for jernvejen, en 300 meter lodret klatretur med karabinhager, hjelme og snacks i rygsækken. Vi ankom til basecamp, en lille container in the middle of nowhere, hvor vores guide ventede os med udstyr, og først der så vi, hvad vi egentlig skulle klatre op af - en lang række jernhager, der var boret ind i bjergsiden. Efter ca. 200 meter kom vi til en overgang, hvor vi skulle gå på line. Meget belejligt valgte vores guide dette sted som fotospot, og vi fik alle prøvet at stå på kun ét ben og med én hånd på sikkerhedskablet. Og selvfølgelig et nervøst krisesmil på læberne. Efter at have nydt et godt æble, en tung mueslibar og en chokoladebar på toppen, skulle vi ned. Og i stedet for at klatre ned, skulle vi rappelle. Hvor angstprovokerende det end er at læne sig ud over en lodret klippevæg og fæstne sin lid til, at rebet om dit liv er fæstnet ordentligt, ligeså utroligt er det at hoppe ned og lande sikkert efter 100 meter. Efter turen spurgte vores guide, om Celia læste til model (Celia undrede sig over, at han spurgte, når hun nu er så lille - jeg undrede mig over, hvordan man læser til model), hvad han må have overvejet i et stykke tid, for han havde kun taget billeder af hende med vores kamera, og det kom som lidt af et chok, da han opdagede, at vi var et kærestepar.
Som et højdepunkt klemte vi også lige Nazcalinjerne ind i vores program. Som et ondt varsel om selve flyturen fik Celia det dårligt i bussen af al bjergkørslen og de hårnålesving, buschaufføren måtte navigere, og for at sikre os mod den værste flysyge købte vi nogle piller på apoteket. Da vi kom hen til lufthavnen (et stort ord for en lille bygning med kiosker og nogle skranker), blev vi vejet, og fordi vi ikke vejede meget, blev vi spurgt, om vi ville have noget imod at blive delt op - de ville gerne fordele vægten i to flyvere, fordi de havde to større (læs: tykkere) passagerer. Vi fik senere at vide, at de to englændere havde ventet i over 2½ time på, at nogle som os ankom og fyldte flyveren sammen med dem. Man er kun seks mennesker i hver flyver (inkl. to piloter), så man føler alting: acceleration, turbulens, take-off og landing. Og selvfølgelig bliver man ret flysyg, selv hvis man havde taget piller imod det. Det havde Astrid og Liv ikke, og Astrid endte da også med at kaste op, mens et af Perus must-see passerede forbi. I flyvemaskinerne er der heldigvis poser til netop sådan en situation, men da Liv spurgte deres (tykke) medpassager, om hun måtte få hendes pose og give den til Astrid, kiggede medpassageren blot forfærdet på Astrid og tog posen op til sin egen mund. I mellemtiden kunne man se store figurer tegnet i ørkensandet og tænke på, hvad disse optegninger mon har haft af funktion for 2000 år siden.
Da vi kom til Lima var det oplevelsesmætte og glade - og med udsigt til Celias fødselsdag og en fantastisk middag på Huaca Pucllana.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar