fredag den 27. maj 2011

Et par dage i Lima

Vi har i løbet af de sidste fødselsdagsdage haft rig lejlighed til at udforske Lima og opleve en stor storbys mange sider, både gennem museumsbesøg, (lange) taxature og interessant mad.

I Lima er det så småt ved at blive vinter, så der hænger et konstant gråt skydække over byen, og man behøver ikke læse vejrudsigten, for man ved, at vejret vil være det samme hver eneste dag de næste mange måneder. I Miraflores den anden dag var vi heldige at se lidt blå himmel og åbent hav, mens paragliders kastede skygger paa vores is og kaffe i det fine, vestlige LarcoMar - men det var også eneste opbrud i de hvide skyers belejring. Man ved aldrig, hvad klokken er, når man vågner om morgenen.
Da vi vandrede rundt i Miraflores og Barranco, de pænere og rigere kvarterer, så vi The Point hostel, som vi sov på i Cuzco. Det er underligt at tænke på, hvor forskellige indtryk overnattende der har fået sammenlignet med os, der bor i det langt fattigere og mindre turistvenlige San Juan de Lurigancho. På underligt paradoksal vis er vi priviligerede; at vi har muligheden for at bo blandt de mindre priviligerede, at få et indblik i "den almindelige" peruaners hverdag. Og samtidigt spise aftensmad (blækspruttesort spaghetti med delikat orangerød rejesovs og rigtig parmesan og en røget tunsandwich) på et lille, autentisk italiensk spiseri (ejerne er godt nok fra Venezuela).

Eller tage i Jockey Plaza, nyde fastfood fra et El Dorado af valgmuligheder (KFC, Burger King, McD, Subway, Pizza Hut etc.) og gå på jagt efter sneaks, som vi åbenbart allesammen havde brug for. Det endte med, at fire ud af syv fik nye sneaks, mig selv inkluderet (mine var grønne og gule, pigernes selvfølgelig lyserøde). Shoppingglæden smitter, når man er sammen med seks piger, men jeg har heldigvis kun brug for et par nye løbesko, en sort skjorte, et ny parfume, t-shirts, jeans, bøger og lidt andre småting...

Kultur er mange ting, men for for alvor at føle os lidt kulturelle tog vi på Larco Archeological Museum, en af verdens smukkeste samlinger af precolumbiansk keramik (keramik fra før Columbus). Vores taxachauffør tog en kæmpe omvej, så hvad der burde have varet 20 minutter, endte med at vare 50, men det var al bilosen og ventetiden værd: Det var et virkeligt godt museum. Hvor informationsplancherne stod på både engelsk og fransk - flydende og fejlfrit, hvilket er første gang jeg har oplevet det på denne tur (man plejer at skulle kæmpe sig gennem dårlig grammatik og forkerte ord). Desuden var teksten til tider en anelse mere akademisk, end man ville forvente på et museum ("Art was the visual medium of ideological domination"), men da dette blev suppleret af meget kommunikationsvenlige kommentarer ("Today it might be hard to understand that agriculture was so important for the precolumbian cultures, but back then their lives depended on it"), var man altid med. Da man var ved at læse sig selv træt, var der kun tilbage at se på overdådige smykker og erotisk keramikkunst (lad os nøjes med at sige, at man heller ikke dengang manglede fantasi!).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar