The rest

Tredjedagen
      Tredjedagen viste sig mere barmhjertig end de to foregaaende, idet vi for det foerste fik lov at sove laenge (guidesne lod os sove laengere, maaske fordi de regnede med, at vi var sure efter regnen), for det andet fik pandekager med dulce de leche paa til morgenmad, for det tredje ikke skulle gaa saa langt og for det fjerde vidste, at vi gik i retning af varme bade (vi havde alle, undtagen Celia, taget et iskoldt bad aften foer. Lidt dumt, naar man tager i betragtning, at vi ligesaa godt kunne have ventet til syndfloden ramte om aften). I begyndelsen gik vi paa en lille sti, hvor vi oplevede stenskred efter gaardsdagens voldsomme regnvejr, senere paa en lidt lang og kedelig busrute, som til gengaeld var relativt flad og tilboed os en fin udsigt over floden, der fulgte os til venstre. Modsat de andre dage skulle vi kun gaa foer frokost, saa vi hoppede ind i en bus efter frokost og blev koert til St. Teresa, en lille og yderst turistet by, med fire computere paa én langsom Internetcafe (4 soles i timen = fire gange dyrere end normalt). Man ved, at en by er turistet, naar de skilter med pizza, mexikansk mad og laundry service. Semijungleterraenet boed paa frugttraer (appelsin, avocado, aebler og bananer) i hostellets baghave. Vores telte lugtede slemt af fugt, mest af alt de vaade skumliggeunderlag. Ingenting blev toert i loebet af aftenen, fordi der ingen solskin var og luftfugtigheden var hoej. Heldigvis brugte vi aftenen om et lejrbaal med oel og pisco, hvor vi hang ud med nogle brasilianere fra en anden gruppe. Tre franskmaend fra vores gruppe besluttede sig for at drikke sig ret stive og tage guidesene med i faldet, isaer Ciro, der naeste dag drak vand og kiggede paa os med traette, roede oejne.

Fjerdedagen
      Vi vaagnede til den friske morgenstank af et paa andendagen fugtigt telt, for teltene blev bare pakket vaade sammen om morgenen, saa de naaede aldrig at toerre. Efter at have pakket sammen, skulle pigerne ud paa deres saedvanlige og hyppige morgentisseture: Celia paastaar, at det lavere tryk pga. hoejden traekker tis ud af hende, saa hver morgen stormede hun ud for at tryktisse. Jeg maatte vente med at faa mit morgenkys, til hun kom tilbage lettet, glad og afslappet (og 20 gram lettere). St. Teresa er slet ikke saa oede en by, hvilket pigerne fandt ud af, da de ved deres udvalgte tissespot ved vejkanten blev overrasket over den tidlige morgentraffik. Midt i morgenrituallet kom en bil forbi, og Celia og Liv kunne ikke stoppe med et tisse; men bukserne skulle jo paa i en fart, saa de kom begge tilbage noget pinlige med fugtige shorts og en gang, der indikerede, at de havde skidt i bukserne (Celia: en foelelse, jeg helt havde glemt). Paa en saadan her tur kommer man ind paa livet af hinanden.
     Hele vores gruppe valgte at sipline den morgen efter opfordring fra Daniel: "The road is very boring, there are many busses, and it is boring. I recommend that you take the sipline or bus. If not, Ciro will walk with you". Daniel havde lidt flere magelige kilo end Ciro. Det var en skide sjov oplevelse, da vi susede ned med 65 km/t tvaers over floden, vi de tidligere dage have fulgt. Celia var modig og sprang ud foerst, hvad de andre kommenterede paa: "That sounded more like a laugh than a scream, though I am not sure". Hvad, vi ikke havde regnet med, var, at vi efter tredje ledning skulle klatre 20 meter op af en klippevaeg, der skraanede svagt udad - vi havde dog et reb om livet, og der var banket metaltrin ind i vaeggen for at hjaelpe os, men Livs guide besluttede sig for at klare den uden reb og blot haefte hende fast til sig. Hun har senere fortalt, at hun var lidt nervoes, da hun hang der og foelte, at hun kunne traekke dem begge ned ved et forkert trin. Efter frokost fulgte vi togskinnerne til Aguas Calientes. Det var naermest en filmisk scene at vandre gennem junglen ved sporene (Oh Brother, Where Art Thou eller Stand By Me). Paa vores hostel blev vi alle maniske over endelig at have ordentlige senge, et rart bad og overstaaet vores firedages vandring, saa vi taendte op for lidt hitmusik som Medina, James Brown og Timbaland, foer vi tog ud at spise med vores kokke og guides paa en superturistico restauranto.


Femtedagen
    Vi stod op 3.45 for at komme hen til koeen ind til raeset til at komme til Macchu Picchu og faa et stempel for at faa lov til at komme op paa Wayna Picchu senere paa dagen. Kl. 4.45 blev vi lukket ind og skulle race op til toppen for at vaere blandt de foerste 200, der faar lov til at klatre op paa Wayna Picchu. Efter en haard tur paa 45 minutters klatring stod vi gennembloedte og blev langsomt koldere og koldere, mens vi ventede paa det stempel, som var saa besvaerligt at faa fat i - men det viste sig at vaere det hele vaerd, for udsigten var fantastisk, da man sad bogstaveligt talt paa toppen af Wayna Picchu og overskuede inkaernes utrolige arbejde. Jeg har aldrig proevet noget lignende. Turen op var til tider nervepirrende, for stien var smal, stejl og med farlige skranter til den ene af de to sider; og selvfoelgelig var turen ned naesten mere nervepirrende (hvis mindre udmattende), for der forstod man for alvor stigningen. Selvom vi var i god form og fodsikre efter de tidligere dages mange vandretimer, var det en haard tur op, og da vi havde regnet med ikke at skulle gaa overhovedet paa dag fem, kraevede det en del viljestyrke at motivere sig selv til at fortsaette op. Fordi vi ankom til Macchu Picchu allerede kl. 6, saa vi de smukke bygninger vaagne, mens den tykke morgentaage lettede (vi kunne ikke se laengere fremt end 10-15m) og solen kastede lange skygger. I baggrunden begyndte nabobjergene saa smaat at komme frem; foerst kom toppen frem pga. solen, hvilket fik dem til at ligne svaevende bjergetoppe. Langsomt gik det op for os, hvor stort Macchu Picchu er, da bygningerne kom frem en af gangen bag taagen. Macchu Picchu blev "scientifically discovered" i 1911, saa meget af det staerke inkahaandvaerk staar stadig den dag i dag, og man kan kun fascineres af de terasser, som inkaerne dyrkede deres afgroeder paa.
      Vi levede den dag af kaempe avokadoer og hvide broed (omkring 0.7 kg avokado pr. avokado - da vi om aften kunne vaelge avokado til forret, afslog vi alle!), fordi vi naegtede at betale turistpriser for sodavand og mad - visse ting var fem gange dyrere end normalt. Paa vejen ned var vi fuldstaendigt udmattede, meget passende for den sidste dag paa et trek, der, naar man fortaeller andre rejsende, at man skal til Macchu Picchu over Salkantay, moedes med maaben og kommentarer som: "The really tough trek?".

     Til allersidst hoppede vi paa et tog til Ollantaytambo, hvor vi spillede kort med franskmaendene, dels hjerterfri, dels roevhul - aabenbart kender de begge spil, endda ogsaa krig, som vi afslog at spille. Allersidst en vild bustur tilbage til Cuzco og vores hostel.
     Alt i alt et fantastisk trek, der paa alle maader har overgaaet forventningerne.



Jakob

PS: Hjerterfri har vi spillet flere gange hver dag. Da vi tog kortene frem i toget, grinede nogen fra gruppen og sagde, at alt jo var ved det gamle, naar vi havde kortene fremme. Jeg er selv naesten blevet hooket paa at spille kort.