fredag den 13. maj 2011

Salkantay, et alternativ til Inka Trail

Soendag  d. 8. maj kl. 4.30 til torsdag d. 23. maj kl. 23
Fantastisk
Smuk
Haard

Tre hurtige tillaegsord til lige at laegge stemningen for vores 5 dage lang vandretur. De 5. dag var sat af kun til Machu Pichu, saa det troede man var en afslapningsdagen, selve hoesten, men det skulle vise sig at vaere lidt af en travdag ogsaa. 

Foerste dagen
     Det var lidt haardt og uoverskueligt at skulle saa tidligt op, og ovenpaa Colca Canyon-helvedet, var vi faktisk lidt nervoese. Dagen forinden havde en guide fra organisationen vaeret forbi til en briefing, hvor han anbefalede vandrestokke, da vi skulle gaa i hvert fald syv timer dagligt, alt fra 300-2000 meter i hoejdeforskel. Man kan godt blive lidt forpustet af den nyhed, naar nu Czco i en beliggenhed af 3300 m´s hoejde, havde kunnet maerkes i vores byvandring den foerste dag. Men vi tog det med et smil. Derudover har Salkantayturen et ry for at vaere vaere for de fit-for-fight-typer, i Lonely Planet beskredet noget i retningen af "slightly more challenging" end Inkaturen. Vores taxiichauffoers bemarkning havde ogsaa vaeret: " naah, I maa virkelig kunne lide at vandre", da jeg naevnte Salkantayturen! Derudover baerer man jo sin egen bagage (dog minus 5 kilo, som nogle af hestene ville baere). Den foerste morgenmad var ikke inkl., saa vi medbragte vores egen: rugbroed med avocado og ost. Saa kan I jo selv forestille jer, hvor turistet her er, naar de formaar at faa impoteret rugbroed herop. Senere fik vi saa at vide, at resten af vores 14-mandsgruppe synes, vi virkede meget asociale og som de vilde vandrefolkstyper, fordi vi havde egen morgemad med og derfor ikke delte bord med resten af holdet. Den foerste dag var ret haard, vi skulle jo opad. Jakob og jeg havde pakket vores taske daarligt, saa vi bar paa for mange kilo. Desuden bestod den dag af short-cuts, som vores semi-tosprogede guide (hans engelske var ikke helt saa godt!) kaldte med. Dvs. i stedet for at gaa paa den zigzaggede bil-grusvej, tog vi de stejle stier opad. Deraf shortcuts. De var hurtigere, men til gengaeld dobbelt saa haarde. Vi blev allesammen nok lidt skraemt af vores eget eget aandedraet der. I hoejderne gisper man saadan efter vejret, selv et stykke tid efter man staar stille. Frokosten blev serveret paa halvvejen, og traditionen tro, vi vi to-retters med laekker suppe. Noget de formaaede at gennemfoere gennem hele turen til frokost og aftensmad. Det var to unge kokke, som aldrig sagde noget, meget underdanige og underbetalte, som udover at lave mad til os, skulle pakke vores telte ned og ud, pakke koekkenet ned og ud, sorge for fem kilo baggage pr. person paa hesten, samt GAA (hestene blev kun brugt til bagage) praecis den samme rute som os hver eneste dag. Med andre ord, de skulle alt det vi skulle og meget meget mere. Den aften var kold, vi sov ved foden af Salktantay, et hoejt og smuk snebelagt bjerg med en hoejde paa 6300 meter. Selv sov vi i ca. 4700 meters hoejde. Sengetiden var kl. 20-21 efter aftensmaden. I alt havde vi gaaet seks-syv timer den dag.

Anden dagen
      Vaekket med "Mate de Coca", som en lille opkvikker kl. halv seks. Den haardeste dag med de stoerste hoejdeforskelle (vistnok 1800 meter i alt), og flest timers gaatur. Det var tre timer stejlt opad, og bagefter syv timer nedad med en frokost pause halvejs ned. Heldigvis paa hele turen viste Daniels tidsangivelser (vores guide) ikke at vaere et gennemsnit men et maksimum. Selv med pauser paa 10-15 minutter, formaaede vi at skaere op til 30 % af tiden. Det var en rar overraskelse. Alligevel havde Colca skraemt os, saa Astrid tog en hest (noget af det fedeste hun laenge har proevet) sammen med nogle af de andre piger. Bl.a. en anden Celia, som var fra Sydafrika. Der blev til to og en halv time, vores Jakob bar vores faelles rygsaek 85 % af tiden, men jeg tog de haardeste sidste 30-35 min. Vores pauser hver halve time gjorde turen rigtig dejlig overskuelig, og Daniels peppede os op ved at faa os til at tage gruppebilleder. Ciro (vores bagtropguide) tog sig af de bagtroppen, saa ingen foelte sig glemt eller til besvaer. Paa det hoejeste punkt fik vi taget et dejligt billede af os alle! De naeste par timer var neasten de vaerste, da nedstigning er meget hardere for kroppen. Det var nogle lange syv timer. Da Liv, Astrid og jeg elsker diverse former for lege, brugte vi en stor del af tiden paa bogstavlegen; man bliver enig om et bogstav, hvor man skiftevis skal sige et ord, der starter med det paagaeldende bogstav. I kan nok forestille jer, at Jakob begyndt at gaa i forvejen, han blev modsat os traette af legen! For at goere den lidt svaere, skulle man sige tostavelsesord eller derefter. Men legen er god for mig, da mit danske ikke har det for godt. Jeg har svaert ved at sige en saetning paa dansk, uden af der sniger sig et engelsk eller spansk ord indimellem. Derudover finder jeg paa mine egen ord, fx ville jeg kalde Astrid for en slikmund/soed tand og endte med at kalde hende en soedmund.
      Endestationen den dag var belligende taet ved junglen, saa jeg badede mig praktisk talt i myggebalsam (98,1% DEET - det skulle vist ikke vaere helt sundt?!). De andre hargennem hele turen klaget over, at det var aetsende, den aetsede vist lidt af Livs klip-klapper og Jakobs vandrestav, men jeg fandt den bare yderst effektiv, da jeg har det med at bliver monsterbidt overalt og efterfoelgende haeve op. Men vi er alle hjemvendt med bid over det hele, og har de vildeste kloeture om natten, hvor man vaagner og naesten kloer hul paa dem, fordi man alligevel er halv bevidstloes. Men jungleterraenet betoed ogsaa troperegn, hvilket resulterede i drivvaade og fugtige telte, som tydeligvis ikke var i stand til at afvise de enorme regndraaber. De staedige sov i deres telte, men vi og enkelte andre rykkede vores ting op i det shelter, vi havde faaet aftensmad i. Alle ting var drivvaade, men efter loebeturen frem og tilbage med vores bagage og liggeunderlag, formaaede vi at holde humoeret oppe, maaske for meget. Det endte i hvert fald med kolonistemning, fnis og grineflip over latterlige ting. Men det fik en brat afslutning, da vi blev tyset af inde fra det andet rum. Vi fandt aldrig ud af, hvem det var, men vi blev saa skamfulde i oejeblikket, at vi alle lagde os til at sove. Efterfoelgende tror jeg vi alle taenker tilbage paa det, at det var daarlig stil og nedladene, vedkommende kunne i stedet have bedt os om at tie stille. Men det oedelagde bestemt ikke vores aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar