søndag den 30. januar 2011

Psykologisk Evaluering

Det viser sig, at Edith har taget nogle kurser i psykologi, så i går fortalte hun mig facit på mine flotte tegninger, jeg tegnede for psykologen i SOS børnebyen.
      En mand i regnvejr symboliserer en person med problemer. Derfor er det meget vigtigt, at man tegner er paraply (yes, det gjorde jeg heldigvis!), fordi det betyder, at man er en person, der kan beskytte sig og passe på sig selv. Desuden gælder der for hver tegning, at den skal være realistisk, dvs. der skal altid være noget jord/grund, man står på, samt en adskillelse mellem himmel og jord. Det glemte jeg selvfølgelig. Jeg var så optaget af, at jeg ikke synes, mine evner rækker til så simple tegninger.
      Mht. tegningen med træet, hvor jeg ligeledes glemte at tegne en grund, der var det vigtigste, at man ikke tegnede rødder. Fordi rødder kan man ikke se, og hvis man tegner dem, er man en person med mange problemer, som man "ikke kan gemme væk"/håndtere. Desuden går de også op i, om man tegner tykke, smalle, kraftige streger osv. Alt hvad man gør, siger noget om én.
      Jeg prøvede at forklare Edith (min kusine, min onkel Miguels ældste og eneste datter), at jeg synes, at det var for let, at sige så meget ud fra de tegninger. Der må jo være nogle folk, som falder ud fra kategorierne, fx mig og mine mørke farver symboliserer jo ikke, at jeg er goth eller noget i den stil. Desuden er det tit i DK, at man kan se rødderne på et træ, så for en dansker er det meget normalt, at tegne et træ med rødder. Så der er helt klart noget kultur, der spiller ind. Fx Yggdrasil er billede, mange danskere har indprinter i deres hoveder. Det inkluderer jo rødder! Men det kunne hun ikke rigtig forstå, at man måske kunne være et særtilfælde, at tingene måske ikke er så sorte og hvide. Det fortæller jo lidt om kulturen her, hvor lidt de lærer at forholdene sig til tingene.

lørdag den 29. januar 2011

Examen de Clasificación

Heldigvis, havde Alicia fra SOS børnebyen slet ikke noget imod, at vi ændrede min arbejdstid til om eftermiddagen i stedet. De kan altid bruge en hjælpende hånd. I torsdags hang jeg også ud der om eftermiddagen, hvor der var en konkurrence i billedkunst. De skulle male eller tegne et billede med temaet "sommer - hvordan vi passer på vandet". Et ret svært tema, når det var i aldersrækken 2-13 år! 
      Men hold fast, hvor er der mange børn. Om formiddagen, når jeg er der, så er mere end halvdelen i skole eller til noget sommerkursus af en art. Om eftermiddagen er de alle der. Ca. 140 børn i alle aldre. De er lige så frække, som almindelig peruanske børn. Når man beder dem om ikke at genere deltagerne, så går der 2 min., og så er de tilbage.
      Jeg kommer til at savne de små børn. Jeg kan efterhånden alle deres navne. De er så søde og kærlige. Men at læse spansk bliver endnu federe. Men det er også ret dyrt, 1400 kr. pr. måned inkl. materialer. Men det er forhåbentligt det værd. Jeg tror, de udnytter, at det er udlændinge der læser det, og derfor er priserne højere end normalt. Her er det jo sådan, at man selv skal betaler for sit studier og de tilhørende materialer. De fleste studier koster 700 kr. pr. måned. Minimumslønnen er på ca. 1100, så I kan nok regne ud, at ufaglærte forældre ikke har råd til at betale for deres børns studier, så det er meget normalt, at man læser og arbejder fuldtid samtidigt.
      I går var jeg til en indledende "eksamen", som skal vurdere mit niveau. Den koster selvfølgelig også penge. Der er ikke noget her, som er gratis! Så fik jeg prøvet en 100 % multiple-choice test. Det var en blanding af grammatik og ordforråd. Jeg endte på avanceret (!!), det højeste niveau. Det jeg havde sværest ved, var nogle af ordene, som jeg ikke forstod. Fx var en af spørgsmålenen:

En _________ laver huse. 
a: et ord, jeg ikke kender, b: rengøringsdame, c: et ord, jeg ikke kender, d: et ord, jeg ikke kender..

Men jeg endte med at gætte det rigtige. Andre gange brugte jeg udelukkelsesmetoden. Det er sgu for nemt med multiple-choice, Supplerende, skulle jeg også fortælle lidt om mig selv. Men jeg er stolt af, at jeg nåede til det højeste niveau. Det kræver både, at jeg kan min grammatik, men også at jeg har et OK ordforråd.

torsdag den 27. januar 2011

Spanish for foreigners

Jeg har besluttet at læse spansk. Et tre måneders kursus, som svarer til et semester. Problemet er bare, at det kommer til at gå udover mit formiddagsarbejde i SOS børnebyen, fordi timerne ligger om morgenen (8.45-12). Jeg har valgt at læse spansk, fordi jeg gerne vil udnytte, at jeg nu er i Peru, hvor min familie kan hjælpe mig, og hvor alt jo foregår på spansk. Kurset handler både om det peruanske spansk og den peruanske kultur.
      Det kommer til at foregå på ICNPA i Miraflores. Det er jo et amerikansk institut, og derfor medfører deres samarbejde med USA, at der er masser af amerikanere, der læser spansk der. Det er jo bare en bonus! Så kan det være jeg møder nogle at rejse rundt med. 
      Det sværeste bliver, at jeg i dag skal snakke med Alicia om at rykke mine formiddagstimer til eftermiddag. Jeg kan ikke komme udenom, at jeg har lidt dårlig samvittighed. Jeg sagde jo, at jeg ville være der for at hjælpe, men hvor stor en hjælp er jeg, hvis jeg laver vores aftaler om? Jeg er spændt på, hvordan hun reagerer. Men tingene er alligevel ikke så organiserede der; fx er hun endnu ikke vendt tilbage angående mit projekt omkring engelsk lektiehjælp. Så mon ikke, det går?

tirsdag den 25. januar 2011

Svømmetræner / Profesora de Natación

I morges i forbindelse med papás og min løbetur, tog vi forbi svømmehallen, hvor papá for et par uger siden spurgte, om de manglede svømmetrænere. Chefen sagde, at hun lige ville afprøve mig, så mellem 8-10 underviste jeg tog forskellige børn. Det var deres første gang. En ung pige og en dreng på omkring 13-14 år. Det var meget mærkeligt at blive kastet ud i det, både fordi det er lang tid siden, jeg har undervist, og fordi jeg jo er vant til at undervise på dansk. Desuden var jeg jo inden for elitesvømningsbranchen, hvor børnene allerede kunne svømme, og hvor det handlede om at gøre dem bedre og hurtigere. 
      Men de endte med at være interesserede i mig. Den anden træner sagde, jeg klarede det godt. Dog skulle jeg lære at råbe højere, og jeg havde lært den unge dreng lidt for avancerede øvelser. Men i løbet af dagen er jeg nået frem til, at jeg ikke er interesseret i jobbet. De kræver, at jeg skal være der fra 8-13 fra mandag til lørdag. Måske kunne jeg få det reduceret til mandag, onsdag og fredag, men det ville gå udover SOS børnebyen, og det er jeg ikke interesseret i. Jeg er nemlig ved at falde rigtig godt til der, og de har spurgt, om jeg har lyst til at komme nogle gange om eftermiddagen for at deltage i den Olympiade, som de afholder for børnene. Så det er helt sikkert et sted, hvor jeg kan få lov til at bruge masser af energi.
      

mandag den 24. januar 2011

Playa Naplo

Efter Miguel vækkede med, inviterede Mauro og Cristinas mor, Adelayda, mig med hendes familie på stranden. Adelaydas familie er ret velhavende, de ejer et par tankstationer, så de havde et par dage forinden købt et hus ved stranden Naplo. Ca. en times køretur herfra. Mauro og Cristina tog også med. Fidel og papá blev hjemme. Der er ikke noget i verden, der kan aflokke dem fra deres ugentlige søndagsudflugt til Huachipa for at spille bold. Ikke en gang en tur i sommerhuset med privat strand og swimming pool.
       Naplo er en lille bugt, hvilket gør, at der ikke er så mange bølger. Søndag er den dag, de fleste har fri fra arbejdet, og derfor er strandende altid helt overfyldte. Oppe fra huset lignede det, at den offentlige strand var fyldt med myrer. Meget crowded. Men når man køber hus, følger der, at man har adgang til den private strand, hvor de velhavende bader. Der var mange "gringos" (hvide), og jeg følte mig helt tilpas i flotte og rene omgivelser. Jeg har endnu ikke vænnet mig til at se så meget latinamerikanere hele tiden. Slet ikke deres højder. På diskoteket følte jeg mig helt blottet, fordi at jeg kunne se udover dansegulvet, det plejer jeg ikke. Jeg plejer at kunne gemme mig!
      De velhavende har det meget med at skulle skille sig ud, vise at de har penge. Så udover det allerede var et privat område, så kan man også melde sig ind i en klub. Klubben fyldte halvdelen af den private strand. Så de rigeste formår altid at skille sig ud med deres tennisbane, volleybane og egen swimmingpool.

Projekt "klippe papitos negle" / Lørdag aften

Ikke noget, som jeg har lyst til at uddybe! Nu er der bare tilbage, at få ham til at tage et bad. Han er jo bare en stor baby.

Nu kan jeg endelig prale med, at jeg har været ordentlig i byen her i Zárate. Mauro lovede, han ville tage mig med i byen i lørdags, og han er heldigvis af den type, som holder, hvad han lover. Det var hans venindes fødselsdag, så de var en hel gruppe, som jeg kunne joine. Cristina, hans søster, og min kusine Helen tog også med. Det tog dog et stykke tid at overbevise Helen om at tage med. For at overtale hende, skal man første overtale hendes far, tío Florentino. De er meget kristne hendes familie, så man tager ikke bare sådan lige ud i byen. Men jeg har mine metoder med at få min vilje. Jeg er jo lidt en yndlingsniece, så hvis jeg plager tilstrækkeligt, får min far med på ideen og de andre onkler, som er mere frisindede, så endte hun med at få lov. Fik jeg sagt, at hun er 25? Når man bor hjemme her, så skal man spørge om lov for at gå ud!
      Stedet hedder Azucar (sukker!) og ligger i "la primera zona", i starten af Zárate. Et kvarter fyldt med barer og diskoteker. Papá (som efterhånden kender dem allesammen) viste mig forleden kvarteret. Hver bar er kendt for det musik, de spiller. Rock, pop, folkemusik, salsa, cumbia etc. Azucar er et de steder, hvor der er live musik. Mest salsa, cumbia og reggaeton. Tog 50 soles med og kom hjem med det samme. Cristina gav taxaen, Mauro betalte for indgang, og fyrene betalte for øl. Ikke dårligt, er begyndt at lide den peruanske stil. Først ville jeg ikke danse, selvom Mauros venner bød op. Jeg kan jo ikke rigtig vænne mig til, at man danser i par her. Jeg er jo vant til at danse med mine veninder. Men Helen sagde, at hun synes, det er pinligt kun at danse piger. Så jeg havde ikke noget valg. Mauro blødte mig op ved at jeg dansede med ham. Og selvfølgelig mængden af øl, jeg kastede i mig. Der må være bare lidt vikingeblod i mine årer, for jeg kunne trods alt bælle øl hurtige end fyrene. Men bare rolig, ingen tømmermænd og intet opkast dagen efter. Jeg fik danset med Mauros venner, men da der komme nogle fyre, vi ikke kendte, og bøg mig op, så var Mauro og Cristina der hurtigt til at sige nej. Jeg nåede næsten ikke at svare selv. De passer virkeligt godt på mig her. De ved jo, de har ansvaret for mig.
      I bund og grund virker det som om, man bare til i byen for at danse her og drikke. De spørger mig konstant, hvad vi laver i DK, hvis vi ikke danser. Vi drikker, snakker og danser, når vi har fået nok indenbords. De synes i hvert fald, at det er meget mærkeligt, vi ikke hører salsa. Cristina plejer at kalde sådan noget stille rockmusik for "la música de los muertos", de dødes musik. De kan lide musik med gang i den, kan I nok forstå. Jeg fik faktisk og danset lidt reggaeton. Pludselig ændrede musikken sig, og jeg blev på dansegulvet. Men meget lidt, det er alligevel alt for grænseoverskridende.
      Vi endte med at tage hjem ved en 5-tiden. Helen brokkede sig over, hun var træt, og man kan ikke tage alene hjem her, man skal følges i flok, for det kan være farligt at gå eller tage taxi alene. To timer efter jeg havde lagt mig i seng, sætter tío Miguel Huayno (folkemusik fra Andesbjergene) på fuld drøn nede i stuen. Så kunne jeg ikke sove mere.


torsdag den 20. januar 2011

Chinatown

There is always a chinatown. I hvert fald i de fleste storbyer. Selv her i Peru. Den ligger inde i centrum og består af et par gader, hvor bygninger er asiatisk inspireret, og hvor der er tempellignende bygninger. Papá tog mig med i går, bare lige for at se det, og så spiste vi aftensmad der. Selvfølgelig stegte ris, min og papás yndlings asiatiske ret. Men der er ikke mange kineserer eller andre asiater i bybilledet længere, nu er der kun peruaner, som arbejder for dem. Kineserne er nemlig et lidt mere disciplineret folkefærd, og derfor sidder de efterhånden godt på økonomien med deres "chifas" (kinesiske restauranter) og butikker fyldt med billigt plastik og ting i dårlig kvalitet.

Taller de tías

Navnet på projektet, jeg deltager i. "Taller" betyder værksted, og derfor er det et værksted, hvor las tías planlægger dagens forløb. Men las tías har ikke rigtig er jo substitutter for mødrene og er derfor travlt optaget hele dagen. Derfor er der ikke rigtig så meget, der er planlagt, så fx i dag endte jeg med børnene alene. Det var rigtig godt for mig, fordi jeg endelig fik mod på at arbejde med nogle af mine ideer. Jeg havde jo ikke rigtig noget valg. Heldigvis var Melissa der, en pige på 9 år, som bor i en af husene. Hun er nemlig meget kreativ og kan en masse lege. Desuden kan man ikke rigtig være alene, når fx børnene skal på toilettet, så er de så små, at de skal følges derhen. Men jeg er overrasket over, at alle kan tørre sig selv, også selvom de har lavet 2'eren. Det er vist et peruansk udtryk, 2'eren.
Tía Delia fortalte mig i går, at de mangler engelsklærer i byen. De fleste af børnene er i forvejen lidt svage i skolen, og derfor endnu mere bagud i engelsk. Så i dag meldte jeg mig som frivillig til at lave et eftermiddagsarrangement, hvor jeg hjælper de ældre børn med deres engelsklektier. Selvom de har sommerferie, er det meget normalt her Peru, at børnene enten indhenter det, de mangler, hvis der fx er nogle fag, de er dumpet i. For her bliver de eksamineret hvert år, lige fra 1. klasse. Noget a la multiple-choice. Det er et projekt, jeg glæder mig til. Jeg er jo mest til børn i de aldre, hvor de begynder at interessere sig for det faglige. Desuden er jeg spændt på hvor meget (lidt), de egentlig kan.
 

Missen er død

Jeg nåede lige at navngive den Lunita (lille måne). Det var nogle børn i parken, som foreslog navnet, og jeg synes, det passede perfekt. Siden jeg fik den, har den ikke rigtig villet spise. Kun kylling, hverken mælk eller tørfoder. Papá begyndte af fortælle historier om, at nogle kattekillinger ikke spiser noget, og derfor dør de. Da jeg vågnede en morgen, efter Lunita havde sovet hos mig hele natten, peb den ekstra meget. Jeg tænkte, den var sulten, men der var masser af mad i dens madskål. Imens jeg sidder foran computeren ligger den i mit skød og piber. Da jeg vil flytte den og sætte den på gulvet, kan den ikke stå op. Den skælver og ryster, og jeg lægger først nu mærke til, at der er en tyk, hvid væske i det ene øje. Jeg skynder mig at sige til Jakob over Skype, at jeg bliver nødt til at tage til dyrelægen. Slukker computeren. Men jeg har ingen penge, fordi papá har været på bar dagen før og lånt ud til Miguel og Fidel (de turde ikke bede deres koner om penge til at tage på bar!), så jeg skal først veksle dollars. Oveni det er jeg snotforkølet og begynder så småt at græde. Hurtigt får jeg vekslet 20 dollars og løber hen til dyrehandleren. Han kigger på hendes øjne og mund og siger, at hun har spist gift af en art. Det sker tit her, fordi folk har rottegift liggende. Men jeg tror ikke, det er sket for min mis. Han siger, den er døende, den ligger bare og piber. Jeg beder ham om at aflive den med en sprøjte, og han kigger mærkeligt på mig og siger, den altså koster 5 soles (hvad en solid frokost koster her, dvs. en mindre formue, som man virker for dem åndssvag at bruge på en dyr). 10 kr. Jeg beder ham om at gøre det! Der går 5 sek, og så sov den ind. Tilbage står jeg stortudende midt ude på gaden uden toiletpapir. Nu går rygtet om, at jeg har brugt 5 soles på min mis.
Fidel har lovet mig en ny kat....

onsdag den 19. januar 2011

Min første dag

Børnene kalder mig miss Celia. De har det med at adoptere amerikanske udtryk her i Peru. De er ca. 13 børn, som hver dag mellem 10-13 skal underholdes. Det er jo sommer her, og derfor har børnene sommerferie, hvilket betyder, at de skal underholdes, samt stimuleres lidt fagligt. Min gruppe af børn er mellem 3-6 år, fra forskellige huse. Alicia planlægger hvert uge et tema, som børnene skal arbejde med, og tilhørende aktiviteter. I denne uge handler det om "at dele med andre" ("compartir"). Det er "tías" som skal realisere projektet. Men da de her tías er suppleanter for mødrene, så har de tit ret travlt. Hvis der sker nogle uforudsete til (hvilket sker dagligt), så skal las tías stå til rådighed. Derfor har de egentlig ikke rigtig tid til denne workshop, og der kommer jeg ind i billedet. Der er forskellige tías hver dag, og jeg er der fast hver dag.
      Den første dag var meget speciel. Jeg blev overrasket over, hvor lidt der var planlagt. Netop fordi las tías ikke har tid til at planlægge, så bliver det hele meget improviseret og spontant. Men hver dag er der mindst to aktiviteter. Den første dag var det "minichef". Chef her er en kok. De skulle lave frugtsalat. Men det endte med at tía Rosita skar al frugten og lavede frugtsalaten, som børnene så spiste. Ikke særlig motiverende. Imens læste jeg nogle bøger. Jeg havde ikke rigtig forstået, at der ville være et  tema, så det blev på ingen måde udfoldet. Desuden er børnene så små, at de hele tiden skal underholdes, og hele tiden vil lave noget nyt. 
      Desuden brugte jeg en del tid på at observere. Jeg skal jo lige kunne deres navne, så de kan føle sig fortrolige med mig. Deres måde at opdrage er også forskellige her. Jeg har behov for lige at se, hvordan tingene fungere først, før jeg kan bidrage med noget. Både faglige niveau, men især de pædagogiske. Hvor går grænserne mht. deres opførsel, hvordan straffer man dem, og hvor stor en autoritet har las tías. Indtil videre er las tías rimelig large med deres opførsel, der er ikke så meget disciplin. Det fandt jeg især ud af i går, hvor jeg den første time skulle hjælpe til i nabolokalet. Her var en flok drenge på 8-10 i gang med et kursus i teater. Meget basalt. De skulle udtrykke forskellige følelser kun vha. kroppen. Men det endte med at tre af dem lyttede og deltog, mens de andre bare løb rundt, sloges og larmede. De løb ud og ind af lokalet. La tía råbte lidt af dem, men de tog sig ikke rigtig af det, og så fortsatte hun bare med de deltagende tre drenge. Totalt manglende disciplin. Det var jeg ret chokeret over, og jeg havde ingen autoritet overhovedet, og jeg kunne ikke rigtig læse, hvor meget jeg kunne tillade mig at disciplinere, fordi la tía jo ingenting gjorde ved det. Hun var meget overbærende. 
      Langsomt er jeg ved at vænne mig til arbejdet. Jeg har fundet ud af, at det er meget spontant, det vi laver. Så jeg kan planlægge ligeså meget, som jeg har lyst til. Børnene skal egentlig bare underholdes med sang, oplæsning, lege og dans. Det er et dejligt nemt projekt, som jeg ligesom kan bruge noget tid på. Fx skulle jeg til i dag skaffe to sange, som handler om "at dele". Det har jeg så brugt en del tid på youtube. Desuden sagde de, at de synes, at jeg skulle tale med Alicia om, at starte noget engelsk lektiehjælp. Det har de rigtig meget brug for, fordi børnene er dårlige til engelsk. De fleste af de ældre børn tager nogle engelsk sommerkurser, fordi de er bagud. Der kan jeg hjælpe til. 
      Så alt i alt bestemmer jeg selv, hvor meget tid, jeg vil bruge på det. De har masser af aktiviteter, som jeg kan deltage i som ekstra hjælp. Om aftenen er der Olympiade, hvor hele byen er delt op i hold, som skal dystre mod hinanden. Her er jeg også velkommen.

SOS i Zárate

Det har været en speciel oplevelse at skulle starte på arbejde her. For det første griner mine onkler af mig, når jeg nævner, at jeg skal arbejde. I deres øjne er tre timer om dagen jo ikke noget arbejde! Men jeg har fundet ud af, at jeg egentlig kan bruge så meget tid, som jeg har lyst til i SOS børnebyen. Til at begynde med har chefpædagogen Alicia sat mig som hjælper på et morgenhold. Holdet består af de børn i byen, som er mellem 3-6 år. Jeg kan stadig ikke alle navnene, men næsten. De er rigtig søde og meget kærlige. Man kan godt mærke, at de er vant til at få omsorg og kærlighed af mange forskellige personer. De er nemlig meget tillidsfulde (er det et ord?). De krammede mig allesammen den første dag, og her hilser man ved at give et kys på kinden, så jeg fik et kys af dem alle! 
      Det er sådan i en SOS børneby, at der er forskellige huse, hvor der tilhører en mor. En mor er en uddannet pædagog, som har dedikeret sit liv til at bo der og passe på børnene. Nogle af de mødre, der er der nu, har været der siden byen åbnede, engang i 70'erne. Jeg har endnu ikke helt forstået, hvilke slags mennesker det er, det virker jo meget opofrende. Jeg ved heller ikke, hvor godt de bliver betalt. Om det bare er en normalløn, for det er jo et decideret fuldtidsjob; der bor der og har en fridag om ugen til at besøge deres familier. 
      Resten af crew'et i byen består af en masse "tanter" (tías). Tanter lyder meget fremmed, men på spansk svarer det altså til moster/faster, og er betegnelse man bruger om de kvinder, som har betydning for én. De her tías arbejder også hele ugen med en fridag. De har allesammen enten læst pædagogik, psykologi eller noget i den dur, så de forstår sig på børn. I går snakkede jeg med tía Delia, en af de lidt yngre. Hun sagde, at børnene identificerer deres ældste bror i huset som deres far. Her er der jo kun kvinder, det virker lidt ekstremt, når man jo skulle synes, at det kræver begge køn til at opdrage et barn. Det er også et tema, jeg endnu ikke har fået spurgt den om. 
      Alicia er en del af "kontoret", som er et normalt job med normale arbejdstider. Her arbejder alle dem, der er med til at koordinerer og finansiere arrangementer. Der er også en direktør, som jeg endnu ikke har mødt. Så jeg kunne forestille mig, at han mere bare er et navn, en titel, og han ligesom begår sig det miljø, der finansierer SOS børnebyerne. 
      Børnene i byen er næsten alle forældreløse. Forstået på den måde, at de ikke har kontakt med deres biologiske forældre. Det kan enten være børn, som fra fødslen er blevet taget fra moren af forskellig årsager. Der er mange triste historier. De fleste børn er enten blevet taget fra forældrene pga. vold, incest, fejlernæring osv., men der også mange, hvor unge mødre kommer og afleverer nogle af deres børn, fordi de ikke kan klare det økonomisk. Enkelte børn får besøg af deres biologiske familie, fx en bedstemor. Men det er meningen, at de skal betragte SOS børnebyen som deres hjem og familie. Der er her i Zárate 16 huse med ca. 9 børn i hvert. Det er den største og første SOS børneby i Peru. I hvert hus bor der børn i alle aldre, fra spædbørn til 15-16-årige. De 15-16-årige bliver derefter sendt et andet sted hen specielt for unge, hvor de bl.a. bliver inddelt i drenge og piger.

mandag den 17. januar 2011

Fodbold

Hver søndag spiller min familie fodbold. Søndag er den dag, de fleste har fri. En normal arbejdsuge (fuldtid) er fra mandag til lørdag og kmring 10-12 timers arbejde. Heldigvis har de jo en fridag! Min familie er så stor, at vi næsten kan danne vores eget hold, onkler og fætre. For det meste kommer nogle af naboerne også med, deres sønner eller nevøer. Så tager de til Huachipa, en bydel som ligger ca. 15 herfra i bil og lejer en fodboldbane. Så spiller de om penge, og de få gange de endelig vinder, ja så ryger pengene på øl. Typisk mænd her. Søndag er deres flugt fra familien.
      Jeg plejer at være den eneste pige. Har altid hængt meget ud med mine fætre, og min far kunne da jeg var mindre ikke sådan uden videre efterlade mig, så jeg har vænnet mig til at tage med og kigge på. Tage billeder, desuden er jeg også tidstager. En ret dårlig én, som glemmer tiden hele tiden. Men de snyder alligevel så meget her, at hvis de er i gang med at tabe, så trækker de lige tiden lidt ud! Fodbold er en slags nationalsport. Der er stor prestige i det, især fordi de gerne vil leve op til deres nabo Brasilien. De går helt vildt meget op i det. Råber af hinanden. De spiller ret beskidt, typisk latinamerikansk. Det skal man lige vænne sig til. Skubber, hiver, spænder ben og bruger armene. Der er ikke noget, der hedder frispark, de accepterer det bare. Råber af hinanden, giver hinanden skylden for, at de taber, kalder hinanden øgenavne. Jeg glæder mig til at se Jakob spille, det er nok meget godt han ikke forstår spanske skældsord endnu. Han er i hver fald nødt til at omstille sin spillemåde.
      Lige nu er jeg i gang med at tage billeder af tío Fidel, fordi han snart fylder 50 år, og så vil mig og papá lave en billedserie til ham!

søndag den 16. januar 2011

Miraflores - Parque Kennedy

Miraflores er i Lima som at sige Hellerup, Gentofte. Efter de sidste par dages forkølelse, havde jeg det endelig godt nok til at tage lidt ud. Jeg vil rigtig gerne se de lidt rigere dele af Lima, fordi jeg alt for tit forbinder Peru med et u-land, hvor en krone tæller. Selvom dette er realiteten for en stor del af befolkningen, så er det fedt også at kende til de riges (los pitucos) hverdag, som er meget mere vestlig. Der er en stor klasseforskel stadig mellem los pitucos, som arvinger fra kolonitiden, og de indfødte. Blandt andet noget så fysisk som hudfarve. Men skellet mellem dem er så småt ved at blive udvisket, fordi de indfødte får mere og mere politisk magt, fordi de trods alt betegner langt over halvdelen af befolkningen. 
      Papá tog mig til Parque Kennedy (navngivet efter J.F.Kennedy), og der var både turister og pitucos. Der var selvfølgelig også McDonald's, Burger King og andre amerikanske fast food kæder. Der var også caféer med cappuccino og club sandwich, så jeg følte mig godt hjemme. Selvfølgelig var prisen fem gange dyrere end her i Zárate, men jeg kan ikke nægte, at jeg følte mig hjemme der. Selvom jeg har glædet mig så meget til at opleve Perú intenst, så er det vidunderligt, når maden eller miljøet er bare lidt familiært. Vi endte med at købe en isdessert og the på caféen og brugte hele 20 soles (= 40 kr.). Det var dejligt at se, at der også findes ordentlige og pæne steder her i Perú. Jeg er alt for meget i den fattige del af Lima!

lørdag den 15. januar 2011

Vandfrie morgener

Endnu en gang har de lukket for vandet i hele Zárate. Zárate er den del af Lima, hvor min familie bor i. I distriktet San Juan de Lurigancho. Lima huser jo 8-9 mio. mennesker, så der er mange underinddelingerne. Min familie siger, at de lukker for vandet 3-5 gange om måneden. Et par timer om formiddagen, fra kl. 6-7 stykker. Der er de fleste alligevel taget af sted på arbejde eller i skole. Men for mig, som i forvejen sveder en del om natten, er det bare rigtig øv at vågne op og så ikke at kunne gå i bad eller bare i det mindste vaske sig. Her er jo så støvet, fordi området er lidt a la ørken, så der trænger også hele tiden til at blive støvet af.
      De fleste velfungerende familier har monteret vandtanke på taget i tilfælde af lukning af vandet. Min familie kan bare ikke rigtig kommunikere, så de fleste har nogle baljer, som de om aftenen fylder. Papá synes, det er respektløst over for befolkningen, hvilket det jo også er. Men for folk her, er det bare en vane, en selvfølge de lever med. Det er trods alt bedre end ikke at have vand, som der mangler i nogle bydele. Da mig og papá ikke er vant til det, så har de været meget søde til at give os noget af deres vand til det værste. Det værste er fx Papito, som ikke rigtig lader sig genere af vandstop, så han både urinerer og laver lort uden at tænke over, at vi ikke kan skylde ud.
      Papito bor på 1. sal. sammen med papá og jeg. Der er to trapper op til 1. sal. Den ene, hvor vi bor, er en afgrænset etage, hvor der er tre værelse og en lille stue. Vores værelse, Papitos og Edmundos. Den anden trappe går op til den andel del af 1. sal, hvor Florentino og Willy har værelser, og hvor der også er en trappe op til 2. sal. Så vi har lidt vores egen lille lejlighed. Faktisk nok nogle af de bedste værelser i huset, men til gengæld har vi også ansvar for familiens største baby, Papito. Han både tisser ved siden af, går ikke så tit i bad og efterlader alt service med madrester på bordet. Med andre ord, en invitation til kakerlakker. Men han er pga. kønsrollerne her jo vant til, at min mamina (farmor) ordnede alt det huslige. Desuden er hans døgnrytme meget speciel, han sover nok tolv timer om dagen - mindst, og tænder for fjernsynet kl. halv fem om morgenen for at høre musik. En nat stod jeg op og skruede ned for tv'et, og sagde til ham, at det var alt for tidligt. Så gryntede han af mig og sagde på spansk, noget der ca. kan oversættes til "Hvad snakker du om? Klokken er halv fem?" Arbejdsskade. Som buschauffør i dette land, så står man op omkring kl. 4, for at være på arbejde kl. 5. Og så arbejder man til kl. 20 om aftenenen.

fredag den 14. januar 2011

Pescado Frito

= stegt fisk. En ret, jeg altid har elsket her. Faktisk min livret her, blandt de ti forskellige retter der er her i området. Men der er efterhånden et mønster, der er ved at gå op for mig. I dag spiste jeg stegt fisk og i onsdag spiste jeg det. I dag og i onsdag fik jeg pludselige mavekramper og kastede frokosten op over to omgange. Oveni min forkølelse, var det ikke lige, hvad jeg manglede. Så har ligget i sengen hele dagen i dag, på trods af at forkølelsen næsten er ovre. Øv! Nu sidder jeg med to små poser chips, cola, kildevand og min yndlings telenovela (sæbeopera)!
      Kommer nok aldrig til at spise stegt fisk igen, ligesom jeg ikke rør "papa rellena" (= fyldt kartoffel) siden jeg sidst kastede op af det pga. madforgiftning. Nu håber jeg, at det er slut med fysisk at skulle tilpasse sig miljøet her. Kan ikke overskue flere dage hjemme.

Lille Sorte Sambo

Som lovet, skaffede tío Fidel mig en kattekilling. En hun, som er så tynd, at jeg kan mærke dens knoglerne i rygraden. Hun vil selvfølgelig ikke røre det tørfoder, jeg har købt, men spiser gerne vores rester af kylling, fisk og oksekød. Jeg kommer ikke til at tage den med mig hjem, men jeg tænkte, at det er bedre at give en kat et godt halvt år i sit liv, end at hele dens liv er middelmådigt. Hun piber hele tiden, den lille sorte mis, og har lopper. Papa holder også meget af hende, men driller hende meget. De har jo en anden kultur for dyrepasning. Dyr er understillet i forhold til mennesker, og skal generelt behandles som nyttedyr, en slags slaver, som lidt står menneske i gæld fordi vi tager os af dem. Og en kat er jo ikke særlig nyttig, de har dem mest til at spise kakerlakkerne og holde fx rotter på afstand. Så her er katte ikke et kæledyr, kun hos mig!
      Jeg er endelig ved at blive rask. Til sidst måtte jeg kapitulere og tage nogle af de piller, som mine onkler og tanter anbefaler. Generelt, vil jeg jo helst overleve uden indtagen af medicin. Men her er de vant til at proppe medicin i sig, ved selv de mindste ting, som fx forkølelse. Så i går tog jeg to piller og her til morgen havde jeg ikke længere ondt i halsen eller følte mig sløj. Så jeg må jo indrømme, at det hjalp. Så nu er jeg klar til at møde op i svømmehallen i morgen og bevise, at jeg godt kan arbejde som svømmetræner!
      Tía Maria har været på besøg de sidste par dage. Hun bor ca. en halv time herfra væk fra byen. Hun er på medicin, fordi hun de har fundet ud af, at hun lider af skizofreni. Så nu kan hun ikke arbejde og bruger sin tid på at besøge familiemedlemmer rundt omkring i hele Peru. Men hun har det godt, heldigvis. Hun virker klar nok i hovedet, bare lidt flyvsk en gang imellem og taler meget om fortiden. Hende og min skøre onkel Willy taler til gengæld meget godt sammen. De er ligesom på bølgelængde. Willy lider også af en psykisk sygdom, bare noget der ikke helt er så definerbart. Maria går og sparer penge sammen til at betale mamma 260 $. Penge hun engang lånte?



torsdag den 13. januar 2011

SOS Børnebyen

Så ringede chefpædagogen Alicia fra SOS endelig, dag kl. 8.30. Fra næste uge af, skal jeg arbejde fra mandag til torsdag fra 10-12 med en gruppe børn. Alicia kommer til at hjælpe mig i starten med aktiviteter og med at lære børnene at kende. Hun sagde ikke så meget i telefonen, så jeg er ret spændt på, hvordan det egentlig kommer til at foregå. 
      Derudover ligger der en lille bitte udendørs svømmehal på den rute, min far og jeg løber. Papá løb derhen i dag for at spørge, hvorvidt jeg ville kunne få job sådan et sted. Det er endt med, at jeg i morgen skal møde op kl. 8.00 til en samtale, som inkluderer, at jeg skal vise dem, hvor godt jeg svømmer, og hvilke svømmearter jeg kan. Måske ender jeg med også at have et bijob som svømmelærer?
      Så tingene er så småt ved at falde på plads. Lige nu ligger jeg syg, dvs. forkølet med masser af snot i hele hovedet, forkølelsessår, ondt i halsen. Derudover er min hud i panden ved at skalle af pga. solskoldning fra i lørdags, jeg kæmper stadig med at få bugt med de sidste lus, og værst af alt, min lille mis er løbet hjemmefra. Så i dag bliver en laaang dag. Men min onkel Fidel har lovet, at skaffe mig en ny kattekilling, de vokser nærmest på træerne her, siger han. 
     
     

onsdag den 12. januar 2011

Guitar- og sangundervisning

I går tog vi ind til byen. Ca. en halv time fra huset i Zárate (bydel). Papá har fundet en gruppe af musikere, som har et musikværksted, hvor de underviser i forskellige instrumenter. Jeg regner en at skulle gå der en gang om ugen til guitarundervisning og sang. Det er kun to timer af gangen begge ting. Det koster 30 soles (60 kr.) for to timers ene undervisning.
      Lige i nærheden sælger de billig bøger, dvs. kopier. Så nu er jeg gået i gang med Harry Potter 4 på spansk til 20 kr. Det går langsomt fremad! Inde i byen kan man købe alt til virkelige billige priser. Der er især mange kopivarer, fx computerprogrammer, DVD'er, telefoner etc. Men også alm. varer, som køkkenting, ting til badeværelse og tøj. Det er sådan, at de samme slags butikker samler sig på samme gade eller område, hvor de så konkurrer. Så når man skal købe computerprogrammer skal fx til avenida Wilson ("gaden Wilson". Det er en meget overskuelig måde, at købe ind på (og billig!).
      Vi endte med at tage hen til Instituto Cultural Peruano Norteamericano, el ICPNA, en privat skole/kultursted, hvor der foregår samarbejde mellem Peru og USA. Fx undervises der i engelsk. Sådan nogle findes der masser af, britiske, franske, portugisiske, som har interesse i at gøre sig bemærket og at sætte deres præg i Peru. I denne uge er der "mimer festival" alle dage gratis. Sådan noget elsker papá. Så det sad vi og så i et par timer.
  

Arbejde

Jeg går og venter på svar fra SOS børnebyen. I forgårs skulle jeg til indledende psykologsamtale, eller som de kaldte det "en psykologisk evaluering". Jeg tænkte, at det ville være en lang snak om mig, men det endte med at være meget banalt. 
      Det var meget multiple-choice-agtigt, meget amerikansk. Meget lidt dansk, på den måde, at jeg følte, at hun forblev meget på et redegørende/analyserende niveau. I det danske gymnasie er det jo meget med at vurdere og diskutere. Det tredje taksonomiske niveau.
      Jeg startede med at skulle tegne; først en person under en paraply, en person, et træ og til sidst et hus. Meget grænseoverskridende, når jeg ikke er den bedste tegner og desuden lider af en vis form for præstationsangst.  Jeg tegnede det meget hurtigt (tændstiksmænd), havde på ingen måde lyst til at gøre mig umage! Hun kommenterede slet ikke under forløbet.Så skulle jeg lave et puslespil hurtigst muligt. Derefter havde hun nogle terninger, som var farvede. To af siderne var røde, to af dem hvide, og de sidste to var halv af hvert. Så skulle jeg lave nogle mønstre, som hun viste mig på et papir.
Jeg skulle også vælge de farver, jeg  bedst kunne lide og mindst kunne lide. Hun kommenterede, at jeg bedst kan lide de mørke farver, og jeg svarede, at de var på mode i DK pga. vinteren.
Til sidst stillede hun mig 57 spørgsmål, ja-nej-spørgsmål. Nogle af dem, var meget ledende. "Græder du ofte uden nogen grund?", "Synes du tit, at verden ingen mening har" etc. Så jeg synes det var meget mærkeligt, fordi der ikke var plads til at tale om tingene, det skulle bare være enten ja eller nej. Det var så det, ud fra det skal hun lave en profil af mig. Det synes, virker yderst uprofessionelt, men det er sådan, det foregår her?

       Desuden følte jeg, at jeg let ville kunne snyde testene, i hvert fald de 57 spørgsmål. Desuden forstår jeg slet ikke det med farverne, som om det siger noget specielt om mig? Men det er meget normal procedure, at man skal igennem en psykologsamtale. Nu venter jeg spændt på deres svar. 
Her er et link til den engelske version af den peruanske hjemmeside for SOS, og om selve den børneby, hvor jeg skal være, SOS Zárate