mandag den 28. februar 2011

Bestod med 100 %

Min eksamen foregik over tre dage. Først skriftligt, så projektopgave og til sidst mundtlig præsentation. Niveauet var meget lavere end forventet, alle tre ting. Men det er også fordi de fleste der læser spansk ikke taler det i hjemmet. Inderen taler engelsk, koreaneren koreansk, japaneren japansk og amerikanerne amerikansk. faktisk er det kun mig, så det er jo klart, at hvis det er baseret på deres niveau, at jeg kom nemt igennem det. Men jeg er stadig glad for at gå der, dels fordi jeg får lært at tale korrekt, men mest af alt fordi jeg lærer at udtrykke mig. En ekstra bonus er den kulturelle udveksling, fordi vi er så heldige at komme fra vidt forskellige kontinenter og lande. Vores projekt handlede om vane fra vores respektive nationer. Jeg valgte efter forslag fra Jakob og Astrid "Janteloven", som jeg synes er noget rigtig vigtigt, fordi der i andre lande og også her i Peru slet ikke eksisterer sådan en tankegang. Her handler det bare om selvpromovering. Jo mere selvtillid, jo bedre. Her roser man og fremhæver man de bedste og dygtigste. Lidt ydmyghed, ville gøre godt. Mest af alt fordi det ville skabe måske lidt mere social lighed? Skelne er så store her, og især de rige elsker at gøre sig bemærket via eksklusivitet. Hvor der findes offentlige institutioner, findes der altid private, som er endnu bedre, endnu større, for dem, som kan betale. 
      I Japan skulle det efter sigende være endnu mere praktiseret, nok alt for meget hvis du spørger mig. Når folk giver dig et kompliment, skal du kigge dig over skuldrene, lade blikket falde bagud og se forundret ud: "Hvem mig? Neeej". At tage imod et kompliment er i deres øjne arrogance. Hun nævnte desuden, at der er en talemåde, som siger, at det søm, som stikker ud, vil bliver hamret på plads. Altså det handler i hvert fald ikke om at gøre sig bemærket, mere om at ensrette sig. Det lyder jo lidt ekstremt, ikke? Lidt for kommunistisk i bogstavligste forstand. Sådanne småting om de andre kulturer og lande lærer vi hinanden.
      Men da undervisningen ikke helt er så udfordrende, overvejer jeg at tage engelsk ved siden af... Hvis pengene rækker. Det går jo ikke, jeg bruger den allesammen inden Astrid, Liv og Jakob kommer! Ellers har jeg det godt, keder mig lidt, men prøver at udfylde det med at læse, løbe og hænge ud med fætrene. Har indtil nu ikke været rigtig kulturel med museer og sådan, so I better get started!

Uden mobil

På vej hjem fra ICNPA formåede jeg selvfølgelig at få stjålet min mobil. Eller dvs. Ann-Selenas. Men som jeg så fik at vide, da jeg kom hjem, så er det jo min egen skyld. Hvem er så dum at skrive en sms i bussen? Mig, åbenbart. Her har tyvene ingen selvrespekt eller samvittighed. Bussen var i gang med at passere indre by, hvor der altid er trafikprop, og bilerne er hundrede år om at komme fra den ene ende til den anden. Derfor holder busserne tit stille for rødt eller bare fordi bussen foran har bestemt sig for at stoppe midt i det hele. Her skete det så, at jeg sad på sædet ved vinduet i en bus på størrelse med en lille varevogn. Vel en tolvpersoners bus, hvor vindueshøjden præcis svarer til et menneske stående uden for bussen. Her ville jeg svare papá over sms, og en fyr - en pirañita (tyv, forbryder) - hiver pludselig telefonen ud af min hånd og løber. Jeg bliver vildt forskrækket, og kan slet ikke tro, at det sker. Folk uden for bussen glor selvfølgelig bare uden at gøre noget eller sige noget. Så tyven går stiller rolig, krydser vejen i fred mellem alle de biler, taxaer og bussen, der holder for rødt. Mega flabet. Jeg overvejede at løbe ud og råbe og pege, men jeg var i klipklapper og stram nederdel, og desuden ved man aldrig, hvad de kan finde på her, eller hvor man de er. Her kan de finde på at gøre hvad som helst for sølle ti soles (en tyver)! Man får bare sådan løst til at bede dem om at stjæle på en pæn måde. Der er vel også en vis selvrespekt selv inden for et fag som tyveri? Men ikke her. Havde sår bagefter på knorene, hvor han ligesom havde revet mig. Men som sagt, min egen skyld, hvor dum kan jeg være at hoppe på klassikeren, som min familie siger. For her i Peru er man nærmest selv skyld i, at folk stjæler fra en og berøver en, fordi man kunne jo bare lade være med at flagre med genstanden. Forskruede folkefærd!

torsdag den 17. februar 2011

¤ Un paseo a Zárate ¤

Hver torsdag er der "club de conversación, avanzado", dvs. en times tid, hvor alle dem, der læser avanceret spansk (det sidste semester), mødes for at diskutere, se film og tale sammen. I dag havde vi sjovt nok om bandeord og andre vredesudtryk, hvor man bander. Jeg kunne overraskende mange, hvilket jo har noget at gøre med, som min lærer så pænt udtrykte: peruanerne og latinamerikanerne, modsat mange andre kontinenter/lande, har det bedst, når de bander. Det er en måde at være familiær på. Hun inddelte bandeordene og bandeudtrykkene i rød og grøn. De grønne var de milde, mens de røde var de fornærmende. Det smitter, at de bander så meget her, selv jeg bander meget i mit hverdagssprog! Både de grønne og røde; "mierda, miércoles, carajo, baboso etc". Det sjoveste var, at jeg også lærte bandeord fra Polen, Kina, Korea og Japan. Kineserne kunne slet ikke sige et bandeord uden at fnise, det er helt uvant for dem åbenbart. Det var som at bede en 7-årig sige navnene på kønsdele, sådan fniste de!
      Bagefter mødtes jeg med Malin, Linnea og Josefine. Jeg havde inviteret dem hjem til mig, så de kunne se noget andet end velhavende Miraflores. Det har virkeligt været en hyggelig dag. Først spise vi frokost i "el mercado" (markedet), hvor papá og jeg altid bestiller frokost til 4,50 soles. De synes, det var så lækkert og spændende og i dag fik vi også ekstra god service. På gaden piftede fyrene helt vildt meget af pigerne, og folk gloede. De er ikke vant til turister her i området og slet ikke i flok. Men det meste af dagen brugte vi i Aquapark, det sejeste badeland med en sindssyg rutsjebane, som mig og Linnea ikke kunne få nok af. Josefine derimod, blev alt for forskrækket - hun havde pludselig accelereret alt for hurtigt, fordi hun ikke kunne holde fast på siderne af rutsjebanen. Det forholder sig sådan, at vi fik instruktioner før vi måtte prøve den. Jeg tror, at der er sket så mange uheld, at det ligesom gik op for dem, at den ikke rigtig er sikker. Papá besvimede jo også for et par år siden. Rutsjebanen er lave sådan, at den er bred og lang. Ca. 10 meter høj og tager for af en trappe, hvor trinene er længere end højden på dem. Så en trappe, der er strakt ud. Så hvis man først giver slip fra toppen, accelerer man så meget, at din krop ikke længere følger rutsjebanen, men at du bare flyver ud over kanten af trinet og falder "BUMP" ned på det næste osv. indtil du i flyvende fart rammer vandet, hvor, for mit vedkommende, alt badetøjet ryger af dig! Så det kræver teknik, velvilje og styrke at holde fast på sidderne, så man ikke accelerer for meget. Savner den allerede! 
      Måske kommer pigerne tilbage en anden dag. De synes virkelig om det, præsenterede dem også til den del af familien, som var til sted og til mine katte og hunde Beethoven (un hunhund). Men Zárate er også en pæn bydel i forhold til resten af området i nærheden.

onsdag den 16. februar 2011

Café con leche

Hænger ud med Malin og Linnea for tiden. I mandags på Valentinsdag, som er mycka vigtig her, tog mig og papá til koncert med William Luna og andre folkemusiksartister. Jeg elsker William Luna, kan alle hans gamle sange udenad. I en af min yndlingssange, synger han: 

"Niñachay, tu sabes que soy tu dueño". Det er kærligt ment: 
"Niñachay (et kælenavn til en kvinde), du ved jeg er din herre"

Så kan I jo selv forestille jer, hvordan forholdene er her! Det var papás at invitere dem med, og de synes det var bra ide. Er helt vild med det svenske, elsker Malin accent, når hun taler spansk og engelsk. Hun siger også "nice" hele tiden. Desværre havde Malin det lidt skidt; nok pga. airconditioningen under deres bustyr fra Ecuador.Så nu er hun på penicilin. Så selvom vi prøvede at komme a la hora peruana, dvs. en times tid senere end den officielle tidspunkt, formåede vi alligevel at ankomme lidt før det startede. William Luna var den sidste, der spillede, og showet var mega forsinket, så til sidst var vi allesammen meget rastløse efter at have siddet ned i fem timer. Så under William Luna skulle pigerne hjem, de skulle hente Josefine (endnu en dansker) i lufthavnen kl. 1, så vi nåede ikke engang at nyde ham 100 %. Øv! Fordi det var så forsinket.
Malin sagde noget lidt sjovt, som jeg først fortalte papá bagefter, da en indiansk gruppe spillede noget andes musik: "Det er bedre end det derhjemme". Så kan det være papá tager sig sammen og spiller ordentligt.....
      Bedre kunne jeg ikke have tilbragt min Valentinsdag, nu hvor Jakob er på den fuldstændig modsatte side af jordkloden end mig. PS. Det smitter sindssygt meget, at de går så meget op i den dag, normalt er jeg jo lidt af en anti-valentinsdag (hvordan kunne jeg være andet med den mor jeg har!), men det er ikke sjovt at være alene, når alle tager i byen med deres kærester.

"Café con leche": i Ecuador kaldte alle fyrene Malin og Linnea for "leche" (mælk), fordi ecuadorianerne er kaffen og de er mælken. Det er hyggeligt at rende rundt med pigerne, de er så hjernedødt eftertragtede. Pludselig er JEG ikke den mest eftertragtede. Men det kan jeg godt leve med. Der kommer altid nogle fyre hen og inviterer os på ditten og datten. Ikke dårligt. Men de blive er altid lidt intimiderede, når jeg taler (næsten) flydende spansk til dem. Faktisk, så under koncerten i mandags, dedikerede grupper Yawar en amerikansk romantisk sang spillet med andesinstrumenter "til blondinerne", altså Malin og Linnea. Det var altså foran hele publikum!
      Nu skal vi muligvis på stranden på lørdag, Lima mest eftertragtede strand, Playa Asia, fordi en fyr foreslog at give os et lift. Don't worry, vi skal nok passe på os selv. Her siger de altid, at de kommer og henter én, men om de dukker op er 50/50. Los peruanos, tsk!

mandag den 14. februar 2011

Linnea og Malin

Mine nye veninder. Mødte dem i lørdags i Miraflores. Jeg hørte dem tilfældigvis snakke, da de kom ud af en Magasinlignende butik. Jeg blev helt glad, helt overrasket. Det var en meget uventet situation. Så jeg gik en stykke tid bag dem og lyttede, for skulle jo lige være sikker på, at de rent faktisk talte dansk. Jeg følte mig ret stalkeragtig, at jeg sådan rendte i hælene på dem. Da jeg endelig fik taget nok mod til mig til at gå hen og hilse på den, turde jeg ikke alligevel og gik bare forbi dem. Det slog mig, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, og at de bare ville tro, at jeg var en freak, så jeg gik lige to omgange rundt om parken, mens de sad på græsset og snakkede. Det var ret komisk, jeg følte mig i hvert fald utilpas.
      Men heldigvis forløb alt præcis modsat af hvad jeg frygtede. De blev vildt glade, inviterede mig med i byen, og har nu hyret mig som guide/spansklærer mm, denne her uge, de er her. Linnea er fra Ålborg, men bor i København. Malin er fra Göteborg. De er nogle friske unge piger, som elsker fyrenes opmærksomhed, elsker at det er billigt, elsker stranden og det søde liv. Papá og jeg har inviteret dem med i aften til koncert med William Luna, det er jo valentinsdag. De glæder sig rigtig meget og er positive over at komme til at opleve andet end Miraflores-Lima, som en amerikansk backpacker sagde i går, overhovedet ikke er repræsentativt for Peru.
       Lørdag aften endte jeg med at leje en et værelse (dvs. en seng i et dormbed) på deres hostel, fordi jeg ikke turde tage hjem om natten, og fordi der ikke er nogen taxaer, der kører hjem til det område, hvor jeg bor. Det var et vildt hyggeligt hostel, Kokopelli, med penthouse-bar, hvor vi drak drinks og fik introduceret hinanden. Men de fleste af jer ved jo, hvor dårlig jeg er til at forstå svenskere, men Linnea er rigtig sød til at oversætte. Og Malin vil gerne lære dansk, så det hele gik op i en højere enhed ! Søndag brugte vi så på at spise morgenmaden, som var inkluderet i overnatningsprisen: toast med bacon og æg. Så kan I jo selv forestille jer hvor lidt peruansk Miraflores er. Og så spiste jeg jo bacon, for de havde ingen vegetarret, og jeg var sulten og nærig efter at have brugt 50 soles natten inden... I Zarate-penge er det jo 10 dages frokoster. På cafeen blev vi et godt stykke tid, læste "latinamerican edition" of cosmopolitan og drak lækre friskpressede og frisklavede juice. Mums.

lørdag den 12. februar 2011

Jalousi

Angående mænd og jalousi i det her land, så kom Miguel med en sjov kommentar her forleden. Han sagde, at han synes, at Jakob var en modig fyr, der turde krydse atlanten for at ankomme til et sted, hvor der er fem onkler og et dusin fætre, som alle har mig kær og passer meget godt på mig. De ser mig ikke med hvem som helst. Med andre ord, han skal i hvert fald ikke tro, at han er accepteret bare sådan lige. Man skal kæmpe for sin sag her. Vise sit værd. Men bare rolig, jeg skal nok passe på ham! Så længe han giver et par øl, bruger nogle nætter på druk med familien, så er det i hvert fald en fin begyndelse...

Don't ever trust the authorities

Nogle gange tænker jeg slet ikke over, hvad det er for noget jeg oplever her i Peru. Hvordan tingene er her, at jeg skal huske at låse min dør, fordi min egen familie kan finde på at tage andres ting, at der er kakerlakker og lignende ting. For mig er det bare Peru. Derfor prøver jeg lidt at beskrive forholdene, så I måske kan komme til at forstå, hvor anderledes det egentlig er!
 
I går var en lidt mærkelig aften. Måske kan I efter denne beretning danne et billede af, hvordan man behandler de psykisk syge her, samt hvordan politisystemet skal håndteres. Dagen startede ud med, at tío Willy om morgenen havde knaldrøde øjne. Det hænder, at han slet ikke sover om natten og bare strejfer rundt på gaderne. Det betyder så, at der er drugdealere, der sælger ham et eller andet form for stof. Han var i hvert fald helt oppe at køre og meget fraværende. Han plejer om morgenen at stille sig ved det nærmeste busstoppested, hvor han tjener nogle håndører ved at kalde folk op i busserne. Her er det sådan, at hver bus har en cobrador, ham der indkæver tariffen, og hans job er også at kalde folk til. De råber de områder eller gader op, som bussen passerer eller kører ad. Meget effektivt, men spild af energi, når man tænker på, at de bare kunne have et skilt ligesom i DK, hvor ruten er uddybet. Men uden tvivl, folk står altid på den bus, hvor el cobrador er mest udadvendt! Willys "job", selvopfundent, går ud på at hjælpe el cobrador. De giver ham så lidt lommepenge, for det meste taler vi om en krone, to kroner. Men mange bække små gør en stor å. Nok til at give ham en solid frokost i hvert fald.
      Men i går morges gad han ikke arbejde, og da vi ser ham på gaden, ser han helt anspændt og agressiv ud. Pludselig ud af det blå fyrer han en ordenlig knytnæve i hovedet på en hjemløs hund. Min familie gør ikke rigtig noget, selvom alle ved, at han er småfarlig, når han er i den tilstand. Først efter at han om aftenen kom op og slås med en smed fra området, begynder de at reagere. Hans kæbe er svøbt ind i blod, og han vil ikke gøre, hvad nogen beder han om. Et par timer efter henter politiet ham, fordi smedens familie har anlagt sag mod Willy. På stationen siger politiet bare, at de imellem familierne skal løse det, der er ikke noget, de kan gøre. Smedens familie beder om penge, for at betale de medicinske omkostninger, der kommer til at være. Men de kan ikke gøre noget, fordi Willy er erklæret mentalt ustabil, og derfor kan de ikke lægge sag an mod ham. 
      Da Gladys kom tilbage begyndte hun at snakke om, at politiet kan finde på at gøre hvad som helst mod Willy for at skræmme ham fra at gentage sine gerninger. Men heldigvis kom han tilbage i helskindet tilstand og fik sin medicin. Alligevel ville han høre efter, han ville hele tiden ud på gaden. Så det endte med at papá, Miguel, Gaston (fætter), Anthony (fætter), Brandon (fætter) og naboen Ricardo tog nogle politistave frem og måtte true Willy til at gå ind i huset igen. De siger, at en politistav gør ham rædselsslagen. I kan selv gætte jer til, hvorfor. Derfor har Miguel anskaffet sig sådan nogle, til når Willy er ureagerlig. Nu har Willy fået medicin, men det er altid en kamp, hvem der betaler! Så dette er kun en blandt mange gange. Hver gang familien "glemmer" at give at ham medicin, så sker der lignende episoder. Det må man bare leve med!

torsdag den 10. februar 2011

Fidel 50 años

I sidste uge fyldte tío Fidel 50 år. Han er familiens næstældste barn, tror jeg. Da Fidel jo har en del penge, så blev det fejret med et brag i lørdags. Papá og jeg havde et par dage inden modtaget nogle fine invitationer, hvilket der er tradition for her: mønstret papir med guldskrift.
      Papá og jeg troppede op halvanden time efter, hvad der stod på invitationen. Vi har efterhånden lært "la hora peruana" (peruansk tid), dvs. gerne en time til halvanden efter, hvad du har aftalt med dine venner/familie. Men selv om vi kom fashionably late, så formåede vi altså ikke at leve op til "la hora peruana". Fidel, hans kone og børn var ved at gøre sig klar, da vi kom. Indenfor var der nogle gæster, men kun de kedelige typer, der kommer til tiden. Der stod kl. 21.30 på invitationen, og folk kom først for alvor kl. 1 om natten. Det hedder sig også efterhånden, at man skal passe på med at lave aftaler med mig, fordi jeg har en forventning om, at de overholder den. Mærkelig måde at tænke på, hvorfor siger man en ting, hvis man gør en anden? De er jo fuldstændig bevidste omkring det! Man kunne jo også bare dukke op til tiden, siger jeg til dem. 
      Men kl. 1 begyndte festen så også. Øl, dans, drinks og "la hora loca" (den skøre time). Først var der en præsentation af familien, hvor alle de kvindelige slægtninge (altså, min familie langvejsfra var også kommet forbi!) skulle danse med Fidel. Bare lige i et halvt minut. En sød tradition, lidt a la et bryllup. Derefter var der dømt fest med live musik og "la hora loca". En time hvor der er folk i narkostumer, som får alle til at danse rundt i en cirkel. Hvis ikke, og hør nu godt efter, hvis ikke man danser, ja, så bliver man hevet ind i cirklen. Så det var lidt unfair, når de satte folkemusik (Huayno) på, som jeg på ingen måde kan danse. Jeg blev trukket mod min vilje ind i cirklen med andre også, men til sidst måtte de opgive mig, da de rent faktisk fandt ud af, at jeg vitterligt ikke kunne danse bare det simpleste trin. Jeg havde jo også høje stilletter på, vil jeg lige sige til mit forsvar! Men da pop-dance-funk-musikken kom på, gik jeg amok!

lørdag den 5. februar 2011

Gladys' Morgenmad

I forbindelse med billedet på facebook, ville jeg lige uddybe morgenmadsmenúen. Her spiser de fleste brød til morgenmad. Kønsløst brød a la spansk rundstykke, med andre ord: mel, vand og salt. Derudover har der altid været masser af reklamation med, at mælk er sundt, derfor drikker de fleste varm mælk til morgenmad, eller varm mælk blandet med diverse. Men når mælken er UHT-behandlet og alt-muligt-andet-behandlet, så har jeg altid tvivlet lidt med dåsemælken her, som kan holde sig i måneder. Men det kan vel ikke være dediceret usundt? Desuden skal børn og voksne jo have kalk til knogler (når jeg nu nævner kalk, hvor er det rart, at vandet her ikke indeholder så meget kalk som i DK, så er man fri for kalkpletter!).
      Til bollerne kan man vælge forskelligt tilbehør. Fåreost fra bjergene. Avocado, som anses som fattigspise, det er jo bare en billig grøntsag! Derudover er der  noget lignede skinkepålæg af en art, ligesom kødpålæg derhjemme i DK. Det jeg for det meste spiser er en bolle med spejlæg og en med "camote" (sød kartoffel), som er stegt på panden. Jeg elsker camote. Derudover sælger Gladys og boller med en kyllingebøf, ligesom en McChicken. Jeg gætter på, at det er 100 % restkylling, som er mast sammen. Ligeledes kan du få en øksebøf. Igen "bøf" som i sammenpressede rester. Sidst men ikke min spiser de boller med med "hotdog", dvs. en pølsemad. Her smager pølser bare så kunstigt.
      Drikkelse hører jo til morgenmaden og Gladys laver hver morgen kl. 4 soyamælk, carameliseret quinoa, mælkefortyndet havregrød, Quaker, og noget varm chokoladelignende drikkelse. Altsammen tilsat meget sukker, så det er ikke helt underligt at mange har diabetes her. Desværre er de ved at smide mig med at drikke væske med masser af sukker; sodavand, sodavand, sodavand og lemonade med masser af sukker. Det er svært at takke nej, når man er tørstig og der er 30 grader varmt!

Shopping

Jeg kunne ikke dy mig fra at shoppe bare en lille smule, i dag på vej hjem fra ICPNA. Min første time forløb rigtig hyggeligt. Vi er kun syv på holdet, så det er meget intimt, så der er plads til dialog, og man behøver slet ikke at række fingeren op, man kan bare sige, hvad man vil, når man vil. Lige nu har vi om værdier; loyalitet, tålmodighed, respekt etc. Det er altså en miniintroduktion til filosofi, og senere kommer vi til at diskutere hvorvidt værdier er kulturelt afhængige eller noget alment på tværs af kulturer. Altså hvorvidt de er subjektive eller objektive. Selvom om netop dette er et tema, jeg har haft meget om i gymnasiet, så er det bare dejligt at kunne få sat ord på det på spansk. Det er gode redskaber til når jeg skal fortælle min familie, at der findes andre måder at tænke på, alt er ikke som her. Noget andet, der også var rart, var, at min lærer kender meget til omverdenen, hvilket i min omgangskreds er meget usædvanligt. Det første hun siger om DK er, at vi ligger i Nordeuropa og at den del er kendt for at være lukkede folk. Mere vidste hun ikke, men bare det, at hun kendte DK, var en lettelse. Der var derudover fire amerikanere, en sydkoreaner (tror jeg, hun sagde bare koreaner) og en japaner. Jeg endte med at snakke med Melissa efter timen. Hun var meget åben og kommenterede, at hendes forfædre stammede fra DK, og at hendes efternavn er Madsen. What a coincinence! Det var lovely to snakke some american med hende.
      Jeg endte med at gå et stykke af vejen hjem, fordi området Miraflores minder meget om hvilken som helst moderne storby. Lækre fab. butikker, masser af fine spisesteder (sågar vegetarrestauranter) og nydeligt, ryddeligt og pænt. Det er jo lidt mærkeligt, at jeg nyder så meget, når jeg befinder steder, der tilnærmelsesvis minder mig om København. Når jeg nu er på den anden side af jordkloden, burde jeg jo nyde og lære af alt det anderledes, der er her. Men det er også bare trættende i længden, så en lille flugt i ny og næ til Miraflores gader, gør mig nok godt. Det oplader mig, så jeg på ny er fyldt med energi. Der var et lille "centro comercial" (butikscenter), og jeg fandt en nice tøjbutik a la Urban Outfitters. Himmelsk, men jeg brugte, hvad der svarer til 500 af de billigste is (en enhed, jeg altid måler i forhold til!). Så det var ret at komme tilbage til Zárate til "normale" hverdagspriser.
      Min tur til ICNPA tager en time og et kvarter derhen pga. morgentrafik, men turen hjem "kun" er en time. Men det er det hver, jeg synes det er hyggeligt nok at sidde i bussen; bortset fra i går, hvor jeg i starten af turen spildte min morgenmad (quaker: en slags vandet havregrød) ned over min taske og mine ben. Det var en lidt klam tur, kan I nok forestille jer!

torsdag den 3. februar 2011

Op og gå i skole

I seng kl. et og op klokken seks om morgenen. Min første dag i skole. Men mit hold er ikke blevet oprettet, så jeg er kommet på et andet lignende hold, samme niveau. Så jeg havde ikke timer i dag, papá og jeg tog derhen for at indskrive mig. Wuhu, så jeg er glad. Jeg håber, der er massere af amerikanere og andre engelsktalende, så jeg også kan øve mit engelske. 

Mine timer er fra 8.45-10.30. Mandag til fredag. Spansk for udlændinge.

To skoletimer a 45 min, og et "break" på 15 min. Peruanere har adopteret ordet break, som pause. Det lyder forfærdeligt, når de siger. Nu forstår jeg, hvor mærkeligt det må være for engelsktalende at høre os sige "nice, cool" og lignende udtryk. Dog vil jeg til vores forsvar sige, at vi har bedre accent end her!

Los Cremas

La U, som Mauro og Cristina er store tilhængere af, spillede i går mod det argentinske hold Arsenal de Sarand. U'et står for  "Universitario de Deportes - La U!". Los cremas betyder "de cremede", fordi farven på deres trøje er cremefarve.
      Ricardo og Mauro (begge mine fætre) griner af mig, da de ser mig uden foran huset klar til at tage af sted. Cristina er taget derhen med sine venner, de er mere fanatiske end Mauro og Ricardo. Hendes venner er på grænsen til hooligans, kan man vidst godt sige! De griner, fordi jeg har taget min lille taske med, den jeg hænger over mine skulder, sådan at jeg kan have min pung, mobil og kamera med. De siger, at jeg ikke skal regne med at vende tilbage med indholdet i tasken. For her er det åbentbart sådan, at der er rigtig mange "pirañitos" ((sø)røvere, banditter). Det er dem der udgør størstedelen af fansene.Så bare det at tale i telefon i det område er en invitation til at få den stjålet. Hyggeligt indtryk at få!
      Heldigvis viste det sig ikke at være så alvorligt. Som alt andet i Peru, så er forholdene omkring stadionet blevet mere ordnede med mere politi og overvågning. Politiet havde afspærret et kæmpe område pga. kampen, sådan at man skulle gå 20 min. fra hvor taxaerne måtte sætte os af. Jeg er sjovt nok ikke så bange for at blive berøvet eller lignende, hvilket nok har noget at gøre med, at jeg ikke har prøvet det før. Desuden bliver jeg hver dag mindet om, hvad jeg skal gøre; altid aflevere hvad jeg har af værdi, ikke svare igen eller på nogen måde vise modvilje, og slet ikke begynde at skændes med dem. Bare den cykeltur på 5 min, jeg har til SOS børnebyen, der er mine onkler ved at falde ned af stolen af bekymring. Pga. trafikken, og fordi der er en minimal chance for at få berøvet min cykel. Men jeg gør ikke noget vovet, bare rolig, jeg holder mig næsten altid til, hvad de siger, min kære familie. 
      Det årets åbningskamp, så der var masser af tilskuere. Mario Vargas Llosa, den peruanske forfatter som vandt Nobels Litteratur Pris holdt tale. Han er åbenbart en gammel fan, som nu er et eksklusivt medlem. Fansene har endda lavet en slagsang om ham og La U. En hel time op til var der åbningsceremoni med taler, folkedans og præsentation af holdet. Vi sad på den mest barbariske tribune, så at sige. De skrålede gennem hele ceremonien, slagssange fra A-Z, så jeg kan de fleste af dem udenad nu! Hvis du ikke skråler,  så råber de af dig. De truer dig gerne. Men jeg er jo pige, så jeg er undtaget, men Ricardo blev skubbet flere gange. Her er det nemlig sådan, at hver gang der bliver scoret eller næsten scoret, så fejrer dem, der sidder øverst på tribunen det med at skubbe dem foran sig, sådan så de falder et niveau osv. Dominoeffekt. Faktisk lidt småfarligt, for det hjælper jo ikke, at man står som en sild i en tønde. På vores tribune, var der nemlig ikke sæder, for den smadre folk, når de bliver aggressive. Så folk propper sig bare i lang baner på de cementtrin, der er. I kan nok forstå, at Ricardo derfor var særlig udsat, fordi han ikke skrålede i starten (eventually, begyndte han!). Så vi stod op en time før kampen for at skråle og under hele første halvleg. Her sidder man ikke ned, man SKAL stå op og synge. Gosh, vi var trætte, da der var halvleg. Desuden havde jeg problemer med at multitaske, både klappe, synge, se kampen og stå på tær for at se over vedkommende, der bare havde stillet sig foran mig. Det var en kæmpe oplevelse, meget intenst, lidt uhyggeligt med fyre over det hele, som bliver helt excentriske og bander og råber hele tiden. Jeg følte mig lidt udsat, for der var ikke mange kvinder.

      Kampen sluttede 1-0 til La U; "heldigvis", som Mauro sagde. Ellers ved man aldrig, hvad de er i stand til nogle af fansene. Derfor smuttede vi også 10 før kampen sluttede, så vi ikke kom bagerst i køen hjemad. Men det afholdt os ikke fra at bruge en halvanden time på at finde en taxa, som udnyttede omstændighederne og krævede 5 gange så meget som vi havde betalt for at kommer derhen. Men vi var trætte, sultne (ingen af os havde fået aftensmad) og tørstige, og der var en millard taxaer før, som ikke ville tage os med. Vi var først hjemme ved en et-tiden. Gaab!