mandag den 14. marts 2011

† Lunita 14.03.2011 †

Min lille gråstribede kat blev aflivet i morges. Siden jeg fik den har den haft ringorm, som jeg troede blot var sår, fordi den jo kom fra gaden. Men det viser sig at være en enorm smitsom sygdom, og den nåede også at smitte Blondie og Fie. De har alle tre været til dyrlægen og fået oral indsprøjtning, injektion, noget creme og en antiparasitindsprøjtning. Det er nok alle fire medikamenter, der har slået lille Lunita omkuld, i går vaklede hun og kunne ikke rigtig gå. Men af en eller anden grund tog jeg hende ikke til dyrlægen. Jeg ved ikke, om det er de peruanske omstændigheder, der gjorde mig tilbageholden, eller om det var håb/naivitet om at det bare var en normal reaktion på medikamenterne. Men i hvert fald handlede jeg ikke, hvilket resulterede i, at hun her til morgen ikke kunne bevæge sig, imens hun var helt koldsvedig. Dyreklinikken åbner ikke før kl. 9-10 stykker, og jeg vågnede ved en 6-tiden. Hun fortjente at blive aflivet via indsprøjtning, men jeg kunne ikke bære at se hende lide længere, så jeg måtte aflive hende på den eneste måde, jeg var i stand til; ved at drukne hende. Hun var så svag, at det kun tog måske to min. Men jeg har længe ikke grædt, som jeg gjorde der. Jeg nåede knap nok at tage fat i hende, før tårerne trillede ned og jeg begyndte at hulke. Men jeg fuldendte det, fordi hun var mit ansvar, og jeg kunne ikke tillade, at hun fortsatte med at lide. Den lille stakkels mis. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg ville have reageret ligesådan i DK, fordi folk ligegyldighed over for kæledyr her, påvirker jo også mig. Her i Peru er det ikke værd at beholde en syg kat, fordi der er så mange, at jeg synes det er bedre at aflive dem, give dem en fredfyldt død. Det er jo også bare generelt svært at retfærdiggøre mit forbrug på mine katte, når nogle af mine andre familiemedlemmer ikke engang har samme ressourcer til deres familie, som det jeg vælger at bruge på mine katte. Det er svært at finde en balance, som ens samvittighed er i overensstemmelse med. Jeg har heller ikke lyst til at blive for affærdigende hvad angår dyrs levestandard.
      Men det var det hårdeste jeg nogensinde har måtte gøre over for et andet levende væsen. Men jeg står ved min handling. Papá og jeg gik derefter hen til floden Rímac og begravede min lille killing! Men sådan er livet her, dyr går og kommer. Hvis dit kæledyr er syg, efterlader du den på gaden, hvor der kun er naturloven tilbage. Derfor er det ikke sjældent du ser en død hund eller kat i vejkanten eller i parkerne. Det er barske vilkår, men realiteten.

lørdag den 12. marts 2011

I byen med Helen og hendes uni-venner

Endelig er jeg kommet i gang med "projekt kørekort" efter at have talt om det i et stykke tid. Kurset tager en måned (wow!) inkl. teoritimer, indblik i bilens mekanik, køretimer og førstehjælpskursus. De siger det tager én en månedstid at opnå det hele, så hvis alt går galt, så skulle jeg stadig kunne opnå det på to måneder. Spændende. Her i Perú kalder de det brevete, hvilket ikke en gang findes i ordbogen! Mere regelmæssigt er "licencia de conducir". Min veninde Sabina fra spanskkurset er også i gang med at tage kørekort, men da hun bor i Miraflores, ligger priserne i det dobbelte/tredobbelte. Så Zárate har sine fordele.
      Helen inviterede mig med i byen i går, selvfølgelig under helt sikre forhold. Min familie, især fastre og tanter, har det med at holde mig tæt ind til dem. Bogstaveligt talt og i overført betydning. De fortæller mig gerne alle de værste hændelser af røverier og tyverier for at afholde mig fra at tage nogensomhelst chance eller på nogen måde at vove mig ud på eventyr; alle store sedler skal i BH'en, mobilen også gerne i BH'en (not really my thing, though!), tasken helt inde til kroppen og trukket op foran på brystkassen. Derudover må jeg helst ikke færdes alene, når det er mørkt, ikke snakke med fremmede og helst faktisk færdes så lidt på gaden som muligt. Altså vi snakker selvfølgelig om visse områder. Områder, som er kendte for at være potentielt skumle. Papá og jeg er af den holdning, at de færdes for lidt de steder, og er nogle være sladretanter, som har kender én, som kender én, som var ude for... Men dermed ikke sagt, at jeg ikke tager på eventyr med omtanke. Jeg har jo lært en lektie omkring mobiltelefoner.
     Helen, yo y Vanessa (Helens best-buddy)
      Vi endte med at tage på et lille diskotek. Her er de fleste steder diskoteker, da dans jo er en indgroet del af at tage i byen. Vi drak og dansede, salsa, cumbia og dejligt nok, var der også noget rock/pop/dance/funk (altså musik som derhjemme), så jeg kunne føle mig hjemme. Reggaeton er ikke noget jeg endnu gebærder mig ud i, det er simpelthen for grænseoverskridende. Især "el perreo", som kunne oversættes "a la doggy style". Men det kommer måske, nu har jeg jo været her et stykke tid. Helen uni-venner var virkelig flinke, modne og stille og rolig, drak og dansede behersket og nød et lille break fra den hårde hverdag (fuldtidsarbejde og aftenstudie!)
Ronald y yo bailando salsa

torsdag den 10. marts 2011

Kørekort

Er startet på andet endnu en måneds spansk. Endnu en gang er vi en flok piger i forskellige aldre og nationaliteter. Der er tre nye, en amerikaner-peruaner, en koreaner og en japaner-peruaner. Alle tre er unge piger, så det er rigtig hyggeligt. Især mig og amerikaneren Alyssa, svinger godt. Hun er 20 og taler ligeså godt/dårligt som mig, så hende kan jeg forhåbentlig hænge ud med! Hver måned får mig åbenbart ny lærer, og denne gang har vi fået én, som er lidt skrap, giver lektier hver dag, og skriver ned, hvis man kommer for sent. Sådan var Connie, den forrige lærer, slet ikke. Hun var meget large med tingene, gave lektier to gange om ugen og tog det generelt stille og roligt, til gengæld havde hun høje krav, når vi endelig skulle præstere. 
      Men det er ikke godt, at hun giver en halvt fravær, når man kommer forsent, fordi min bus har en tendens til at svinge 20 min. i hvornår den ankommer til ICNPA. Så med andre ord, jeg kommer op til ti min. ca. hver anden dag. Her er der jo ikke noget der hedder busplan, her handler det bare om at få så mange passagerer med som muligt, for at få fyldt lommerne op til kanten. Nogle gange holder chaufføren bare stille i 5 min. for at få fyldt bussen. Så begynder folk så småt at råbe: "Avanze" (Kør nu!), hvilket for det meste får chaufføren til at oppe sig lidt. Men i sidste ende så er de ligeglade. Meget frustrerende, når man er forsinket!
     Jeg regner med at fra i næste uge begynder jeg på at tage kørekort her. Jeg er ikke helt klar over, om jeg kan bruge det i DK, hvor meget jeg kan bruge det, men alt i alt bliver det en oplevelse at få det her, og prisen er sølle 700 kr, hvis alt går, som det skal. Utroligt, ikke? 2000 hvis jeg vil have det under bordet. Min familie har jo ikke deres eget busfirma for ingenting. I alt fald bliver det fedt, hvis jeg om en måned har mit kørekort!

onsdag den 2. marts 2011

Huaraz

Befinder mig i provinsen Huaraz som ligger i en dal mellem La Cordillera Negra og La Cordillera blanca (henholdsvis den sorte og hvide bjergkæde). Sidstnævnte er verdens næsthøjestbeliggende bjerkæde. Navnet "hvid" kommer sig af isen og gletsjerne, som ligger på bjergkæden. Utroligt smuk. Fra terrassen på hotellet har vi udsigt ud til La Cordillera Blanca, og Huscará (ca. 6700 meter), som er Perus højeste bjerg. Huaraz er ikke så turistet som Cuzco, hvilket er rart. Det er til gengæld et paradis for folk der dyrker ekstremsport og folk, der vil vandre. Her kan alle vandre, fordi man har mulighed for at leje udstyr, guides og folk, der bærer det tunge udstyr og laver mad til én. Altså luksusvandreture, hvilket er meget forståeligt, da højderne her alligevel tager en del af energien. 
      Huaraz ligger kun otte timer fra Lima, så mange limeños tager en dagstur derop eller bare et par dage, ligesom os. Da vi steg ud af bussen stod folk fra diverse hoteller og hostels klar til at byde os velkomne, og da vi er uden for højsæson, fik vi indlogeret os på et hotel, der normalt koster 60 soles for en nat, hvor vi kun skulle af med 20 pr. mand. Inkl. varmt vand, hvilket er nødvendigt i det kolde vejr. Super lækkert og heldigt.
    Huaráz ligger i 3100 meters højde, men de fleste seværdigheder befinder i højere højder. I dag besøgte vi den nordlige del af provinsen. Først badede vi i varme kilde, fordi undergrunden åbenbart er aktiv. Det var helt brunt vandet, fordi det er fyldt med phosphor og jern og andre mineraler. Udover turisme er Huaraz nemlig kendt som en provins med mineri. Det var vildt lækkert, og de påstår selvfølgelig at det kurerer én for stress, muskelsmerter, forkølelse etc. Derefter gik turen en by, som i 70'erne blev oversvømmet af et jordskred forårsaget af et jordskælv, som brækkede en del af gletsjeren på Huascará, som så brækkede en del af bjerget, som så fuldstændig smadrede byen og den befolkning. Byen ligger nu under 4 meters jord fra jordskreddet, og man kan se resterne af kæmpe sten, som gled med i jordskreddet. Sørgeligt og fuldstændigt vildt. 
      Til sidst gik turen op til la laguna Langanuco ("søen Langanucio"), en af de smukkeste søer i området som ligger i 4 km højde. Helt tyrkist vand, som ligger i en lille dal mellem helt sorte granitbjerge. Her kunne man for 4 soles få en kort bådtur, hvor en mand roede os ud i midten af søen. Selve Huaráz er kendt for sine tusinde søer, som ligger imellem bjergene. Det har været en dejlig tur, man skal bare lige vænne sig til bjergkørslen. Ikke noget med at man zigzagger op af bjergene, så er det ikke alle steder, at der er ordentlige veje. Mange steder er de også hullede, så chaufføren zigzagger også på selve vejen for at undgå huller, hvilket er ret nøjern, når vejen ikke er særlig bred og uden "gelænder". På vejen kørte vi igennem små bygder, samt skråninger, hvor der var enkelt huse. Alle sammen campesinos (bønder), som lever af deres køer, æsler, heste og får. De lever alle steder og i alle højder.