søndag den 29. maj 2011

Cumpleaños de Celia y Hector

22.33: Ankommer til festen. Der sidder nogle peruvianer på stole langs væggen. Der er stadig masser af plads til flere. De skal nok komme. Sætter os ved at bord og går ombord i de første af de 360 øl (650 ml.), der er indkøbt til festen. Bandet er ved at sætte udstyret op.

23.00: Hector og Celia byder velkommen til festen. Midt i talen ankommer 5 danske drenge, vi mødte i Cuzco; de havde forsikret os om, at de ville komme, men vi var i tvivl, om de ville klare den, for de havde kun en adresse i et lidt usikkert kvarter at gå efter. Nu er vi 14 danskere. Føler os ikke langt hjemmefra.

23.07: Bandet begynder at spille salsa, cumbia og meringue. Dansegulvet bliver straks fyldt. Fidel fører an med ukendt tante til familien. Jeg må hellere snart invitere Celia op, ellers snupper en af de andre fyre hende.

23.15: Danskerne joiner dansen. Musikken er så høj, at man dårligt kan snakke. Salsahofterne bliver smurt.

23.31: Opdager bartenderen. Bestiller tre mojitos. Får ikke drukket dem; Celia forærer dem til sin kusine. Bestiller tre mere. Får to. Giver dem væk. Drikker øl.

23.44: Fire fulde mænd hiver mig over. Glemmer deres navn, når de har sagt det. De begynder at joke. No hablo muy bien en español, pero entiendo un poco. De joker. Jeg griner på de rigtige tidspunkter. Det kan de godt lide. De fortsætter. Byder mig på øl. No gracias. De forsøger sig på engelsk. Lugter meget af øl. Tengo que tomar mas.

23.59: Kigger rundt efter den 15 kg store svinesteg, bageren har lavet. Den burde være her nu. Spørger Celia. Regner med, at den er forsinket en time. Godt bud. Henter øl. Sætter mig med de danske drenge.

00.23: Celia holder tale på spansk. Forstår ikke så meget af det spanske. Heldigvis har hun oversat den for mig tidligere. Hun stråler, som hun står der og taler. Hector holder også tale. Bandet overtager det festlige publikum. Spiller salsa igen. Hora Loca starter. Klovne danser med os. Sprøjter skum ud. Har balloner.

00.40: Danser stadigvæk. Har budt Celias kusine, Christina, op. Skal lære nogle flere moves, hvis jeg skal imponere de her sydamerikanere. Helen, Celias anden kusine, vil gerne danse med en af de danske fyrer. Han ligner Mikael Berthelsen. Det her er en fantastisk god fest.

00.46: Får at vide, at jeg dansede salsa til en cumbia-sang. Spørger, hvordan man danser cumbia. Celia lærer mig det.

01.26: Svinestegen ankommer. Alle er pludseligt meget sultne. Putter for meget chilisovs på min mad. Spiser det alligevel. Dum fejl. Kommer til at tilbyde Kristine et stykke ren fedt. Hun tygger på det. Endnu en dum fejl.

01.49: Stoleleg går på danskernes initiativ igang. De små kusiner leger med. God stemning. Finale mellem Astrid og Celias fætter, Brandon. Brandon vinder.

02.40: Bandet kalder på Celias kæreste. Det er mig. Jeg sidder hernede. Skal åbenbart sige et par ord. No hablo muy bien en español. Taler dansk. Celia oversætter til spansk. Beder bandet om at spille sangen "Celia". Vi danser en dans sammen.

03.23: Papito bliver puttet i seng. Han er gammel.

03.29: Papito kommer tilbage. Skal have en øl mere.

04.11: Drikker en øl med Helen. Hun snakker engelsk, jeg spansk. Spiser et par småkager. De fylder meget i munden. Skyller dem ned med en andens persons tequila sunrise.

04.51: Danskerne får lov at sætte musik på. Hensat til en dansk privatfest. De danske drenge danser meget homoerotisk. Er i tvivl om, hvordan peruanerne modtager det. Føler mig lidt pinlig på deres vegne.

05.30: Rydder tomme flasker sammen. Tømmer halvfyldte (eller halvtomme) flasker. Gemmer spiritusen.

06.03: De andre piger går i seng. Bør blive her til den bitre ende. Solen er stået op. Haner galer.

06.37: Putter drengene i en taxa hjem. Vinker farvel. Køber en morgenbolle med spejlæg.

06.55: Lader være med at børste tænder.

07.02: Falder vist i søvn.

12.45: Vågner uden tømmermænd. Er vildt glad efter festen igår.

13.33: Skriver dette blogindlæg.

Jakob

fredag den 27. maj 2011

Et par dage i Lima

Vi har i løbet af de sidste fødselsdagsdage haft rig lejlighed til at udforske Lima og opleve en stor storbys mange sider, både gennem museumsbesøg, (lange) taxature og interessant mad.

I Lima er det så småt ved at blive vinter, så der hænger et konstant gråt skydække over byen, og man behøver ikke læse vejrudsigten, for man ved, at vejret vil være det samme hver eneste dag de næste mange måneder. I Miraflores den anden dag var vi heldige at se lidt blå himmel og åbent hav, mens paragliders kastede skygger paa vores is og kaffe i det fine, vestlige LarcoMar - men det var også eneste opbrud i de hvide skyers belejring. Man ved aldrig, hvad klokken er, når man vågner om morgenen.
Da vi vandrede rundt i Miraflores og Barranco, de pænere og rigere kvarterer, så vi The Point hostel, som vi sov på i Cuzco. Det er underligt at tænke på, hvor forskellige indtryk overnattende der har fået sammenlignet med os, der bor i det langt fattigere og mindre turistvenlige San Juan de Lurigancho. På underligt paradoksal vis er vi priviligerede; at vi har muligheden for at bo blandt de mindre priviligerede, at få et indblik i "den almindelige" peruaners hverdag. Og samtidigt spise aftensmad (blækspruttesort spaghetti med delikat orangerød rejesovs og rigtig parmesan og en røget tunsandwich) på et lille, autentisk italiensk spiseri (ejerne er godt nok fra Venezuela).

Eller tage i Jockey Plaza, nyde fastfood fra et El Dorado af valgmuligheder (KFC, Burger King, McD, Subway, Pizza Hut etc.) og gå på jagt efter sneaks, som vi åbenbart allesammen havde brug for. Det endte med, at fire ud af syv fik nye sneaks, mig selv inkluderet (mine var grønne og gule, pigernes selvfølgelig lyserøde). Shoppingglæden smitter, når man er sammen med seks piger, men jeg har heldigvis kun brug for et par nye løbesko, en sort skjorte, et ny parfume, t-shirts, jeans, bøger og lidt andre småting...

Kultur er mange ting, men for for alvor at føle os lidt kulturelle tog vi på Larco Archeological Museum, en af verdens smukkeste samlinger af precolumbiansk keramik (keramik fra før Columbus). Vores taxachauffør tog en kæmpe omvej, så hvad der burde have varet 20 minutter, endte med at vare 50, men det var al bilosen og ventetiden værd: Det var et virkeligt godt museum. Hvor informationsplancherne stod på både engelsk og fransk - flydende og fejlfrit, hvilket er første gang jeg har oplevet det på denne tur (man plejer at skulle kæmpe sig gennem dårlig grammatik og forkerte ord). Desuden var teksten til tider en anelse mere akademisk, end man ville forvente på et museum ("Art was the visual medium of ideological domination"), men da dette blev suppleret af meget kommunikationsvenlige kommentarer ("Today it might be hard to understand that agriculture was so important for the precolumbian cultures, but back then their lives depended on it"), var man altid med. Da man var ved at læse sig selv træt, var der kun tilbage at se på overdådige smykker og erotisk keramikkunst (lad os nøjes med at sige, at man heller ikke dengang manglede fantasi!).

onsdag den 25. maj 2011

Mandag

De sidste par dage, har vi bare tullet rundt i Lima, nydt hinandens selskab og fået ordnet diverse praktiske sager. Pigerne og papá formåede at bruge en hel eftermiddag på at købe dyre billetter til Brasilien, fordi man først skal gå på runde fra rejsebureau til rejsebureau for at sammenligne priser og ydelser. De endte selvfølgelig det første sted, de havde spurgt. Her brugte de så halvdelen af tiden på betalingen, som skulle være via Lea VISA. Så da Jakob og jeg kommer tilbage efter en lang spadsertur i centrum, og vi undrer os over, at de stadig ikke er færdige, står Lea og øver sig på sin underskrift. Grundet de mange penge, der var i omløb (4000 $), var de meget vigtigt for banken, at hendes underskrift på VISA-kortet og pas skulle være identiske, hvilket i Lea tilfælde slet slet ikke var tilfældet. Tværtimod havde hun på VISA-kortet lavet en anderledes og letskreven underskrift, så banken ville ikke godtage betalingen. Til hendes store ydmygelse, måtte hun står at øve sig på sin underskrift, så den lignede krusedullen på hendes VISA. Vi var allesammen dybt chokerede over, at ens underskrift rent faktisk kan have betydning, når man nu er vant til at underskrive til højre og til venstre uden at skænke det en tanke, om den lignede den fra sidst. Men det lykkedes til sidst (efter to og en halv time!), fordi Lea lagde et hvidt papir på sit VISA-kort og på den måde fik kopieret sin underskrift, så den lignede næsten identisk.

Jakob og jeg havde i mellemtiden været lidt kulturelle: vi tog til "Parque de la Muralla", en park for enden af centrum, hvor der er ruiner af den gamle bymur. Der var også et tilhørende museum til 1 beskeden SOL, men det er hårdt når det hele står på spansk. Jakob forstår til gengæld overraskende meget, så vi kan supplere hinanden. Men simultantolke kan jeg altså ikke, jeg er en spasser til det. Det er meget nemmere at oversætte til engelsk, fordi mange ord ligner hinanden, såkaldte transparente ord. Men vi fik forstået lidt af Limas historie, og hvor spansk det har været.

Celia
Køb af flybilletter (sikke dyrt det er!) - Leas underskrift
Parque de la Muralla, churros, tamales og anticucho
Pollo a la brasa

Shopping efter sneaks (fire mennersker køber - bla. Celia, der er på sit andet par)
Fast food monsterarena
Jockey Plaza
Museo de la Nacion (Yuyutanpam)
Prøvede at komme i biffen og se Alice in WOnderland og Sherlock Holmes. Celia Tirsdag

LarcoMar
SAE
Miraflores og Barranco - contemporary art museum
Italiensk mad (suspiro, spaghetti negro con camarones y tuna ahumado)
Kristine i taxa

Adventure før Lima

Før vi vendte snuden mod Lima for at fejre Celias fødselsdag, bød Peru os på en række oplevelser i kategorien "det har ingen af os prøvet før" - eller, to af de tre oplevelser hører til i denne kategori.

Det mindst spektakulære var horseback riding. Lørdag eftermiddag tog vi op til nogle ruiner af en udgravet bymur om Cuzco for at ride på heste og nyde naturen - jeg var lidt luren ved tanken om at ride på heste (jeg har trods alt ikke redet siden, jeg var 5 år og praktisk talt blev trukket rundt i manegen af en ældre pige, der sikkert elskede at pleje hesten, Prince), men Celia og de andre overbeviste mig. Hestene var i fin stand, hvad guidebogen ellers havde advaret imod, og de var så vant til ruten, at vi ikke behøv gøre meget andet end at sidde og nyde udsigten. Min hest hed Volcano - jup, pga. sit temperament - og når vores heste engang i mellem forsøgte at overhæle hinanden, kunne den finde på at bide efter de andre eller skubbe dem væk fra stien; så måtte jeg rive hårdt i tøjlerne (som jeg på cowboymaner holdt i én hånd) og råbe. Da vi nåede frem til Balcon del Diablo, en naturlig stenbalkon med udsigt til et lille vandløb, begyndte det at trække op til regnvejr, og vi kunne høre torden i horisonten og frøs. Heldigvis holdt himlen tæt, og vi nåede tilbage kolde, men tørre. Vi snuppede en massage efter en tur på chokolademuseet, og til aftensmad spiste vi en led brownie.

Langt mere spektakulært og adrenalinfrigørende var Via Ferrata, italiensk for jernvejen, en 300 meter lodret klatretur med karabinhager, hjelme og snacks i rygsækken. Vi ankom til basecamp, en lille container in the middle of nowhere, hvor vores guide ventede os med udstyr, og først der så vi, hvad vi egentlig skulle klatre op af - en lang række jernhager, der var boret ind i bjergsiden. Efter ca. 200 meter kom vi til en overgang, hvor vi skulle gå på line. Meget belejligt valgte vores guide dette sted som fotospot, og vi fik alle prøvet at stå på kun ét ben og med én hånd på sikkerhedskablet. Og selvfølgelig et nervøst krisesmil på læberne. Efter at have nydt et godt æble, en tung mueslibar og en chokoladebar på toppen, skulle vi ned. Og i stedet for at klatre ned, skulle vi rappelle. Hvor angstprovokerende det end er at læne sig ud over en lodret klippevæg og fæstne sin lid til, at rebet om dit liv er fæstnet ordentligt, ligeså utroligt er det at hoppe ned og lande sikkert efter 100 meter. Efter turen spurgte vores guide, om Celia læste til model (Celia undrede sig over, at han spurgte, når hun nu er så lille - jeg undrede mig over, hvordan man læser til model), hvad han må have overvejet i et stykke tid, for han havde kun taget billeder af hende med vores kamera, og det kom som lidt af et chok, da han opdagede, at vi var et kærestepar.

Som et højdepunkt klemte vi også lige Nazcalinjerne ind i vores program. Som et ondt varsel om selve flyturen fik Celia det dårligt i bussen af al bjergkørslen og de hårnålesving, buschaufføren måtte navigere, og for at sikre os mod den værste flysyge købte vi nogle piller på apoteket. Da vi kom hen til lufthavnen (et stort ord for en lille bygning med kiosker og nogle skranker), blev vi vejet, og fordi vi ikke vejede meget, blev vi spurgt, om vi ville have noget imod at blive delt op - de ville gerne fordele vægten i to flyvere, fordi de havde to større (læs: tykkere) passagerer. Vi fik senere at vide, at de to englændere havde ventet i over 2½ time på, at nogle som os ankom og fyldte flyveren sammen med dem. Man er kun seks mennesker i hver flyver (inkl. to piloter), så man føler alting: acceleration, turbulens, take-off og landing. Og selvfølgelig bliver man ret flysyg, selv hvis man havde taget piller imod det. Det havde Astrid og Liv ikke, og Astrid endte da også med at kaste op, mens et af Perus must-see passerede forbi. I flyvemaskinerne er der heldigvis poser til netop sådan en situation, men da Liv spurgte deres (tykke) medpassager, om hun måtte få hendes pose og give den til Astrid, kiggede medpassageren blot forfærdet på Astrid og tog posen op til sin egen mund. I mellemtiden kunne man se store figurer tegnet i ørkensandet og tænke på, hvad disse optegninger mon har haft af funktion for 2000 år siden.

Da vi kom til Lima var det oplevelsesmætte og glade - og med udsigt til Celias fødselsdag og en fantastisk middag på Huaca Pucllana.

søndag den 22. maj 2011

Ikke længere teenager!

Jeg har haft en skøn 20-års fødselsdag. Natuk, Lea og Kristine ankom fredag, og vi sover nu syv piger og Jakob på samme værelser på to dobbeltsenge og en selvoppustelige luftmadras, som sjovt nok er det bedste sted at sove. Den deler Jakob og jeg, hvor vi har alt for meget plads, mens de andre allesammen ligger i samme stilling og retning: "som sild i en tynde", men de klager ikke, og sover tilpas godt. Der er gået kolonistemning i flokken, måske mere a la sommerhus. Vi laver mad, læser og er indtil videre ikke kommet så meget ud af huset, andet en måltidsindkøb. Men de sidste ugers oplevelser har godt af lige at blive fordøjet lidt. I dag var store Skype-dag. Der blev Skypet til familie, kærester og venner. Hvilket er rimelig godt gået med to computere og en Iphone (PS, sådan en står øverst på ønskelisten!).

Min fødselsdag
Den startede på slaget d. 21. maj kl. 00.00, hvor der blev sunget fødselsdagssang på spansk, grønlandsk, dansk og portugisisk (bemærk, at engelsk ikke er omtalt!). Vi havde aftenen op til budt pigerne velkommen på Sullca-manér, med en kasse øl og en opstilling af hvide plastikhavestole ude på gaden. Vi var så mange, at folk måtte gå på det modsatte fortov. Jakob var festens midtpunkt, fordi han har vundet min families tillid, ikke pga. hans søde væremåde, men ved at være en dygtig fodboldspiller. Fidel og Miguel (farbrødre) brugte aftenen på at prøve at opkøbe Jakob ved øl og chips. Desuden formåede han at joke på spansk, hvilket altid er en god egenskab, og vi var alle meget imponerede, da han jo er blandt dem med mindst kendskab til det spansk sprog. Om morgenen på dagen, fik jeg vi lavet den bedste morgenmad, jeg længe har fået: laks, creme cheese, frugtsalat, nutella, jordnøddesmør (jeg øver mig på mit danske ordforråd og på at minimere antallet af engelsk ord og udtryk!), tortilla og cocopops! Imponerende, hvor mange internationale produkter, de har i supermarkederne. Gaver fik jeg også: ombytning af mit fremtidige peruanske kørekort, ørenringe og massagekursus.
Miguel ville gerne vise folk familiens busterminal, så der tog vi på tur, hvor vi blev tilbudt noget sodavand og en lille øl. Jakobs fik lov til at køre Florentinos bus i 15 meter, hvorefter han fandt ud af, at bremsen var meget kort, og Miguel, fordi han stod op foran, smadrede lige ind i forruden. 
Det bedste på dagen vist sig altså at være aftenen, som bød på fin restaurant med udsigt udover nogle kystruiner i Miraflores. Vi fik den lækreste gourmetmad, god vin og overdådig betjening: fem tjenere og en dame til at åbne døren til toilettet. De fleste af os bestilte tunbøf i en rødvins- og chichasovs med kartoffelmos og nogle stegte grønsager. Forretten blev til piqueos, anrettet som tapas, hvor vi alle fik smagt på fire forskellige slags forretter: anticucho (oksehjerte), rejer stegt med quinoa, fyldte kartofler, og huancainasovs med chifles (ovnstegte bananaer). Dem der kunne, delte chokoladebrownie-desserter med hasselnøddeis. I alt skulle vi af med ca. 250 DKKR pr. mand. Efter at have tjekket postpriserne i dag og fundet frem til, at sende pakker til DK er ekstremt dyrt, har vi valgt at bruge de penge på endnu en gourmettur i løbet af ugen på en restaurant med en uges ventetid og nok Perus mest populære kok. Mums

Celia

fredag den 13. maj 2011

The rest

Tredjedagen
      Tredjedagen viste sig mere barmhjertig end de to foregaaende, idet vi for det foerste fik lov at sove laenge (guidesne lod os sove laengere, maaske fordi de regnede med, at vi var sure efter regnen), for det andet fik pandekager med dulce de leche paa til morgenmad, for det tredje ikke skulle gaa saa langt og for det fjerde vidste, at vi gik i retning af varme bade (vi havde alle, undtagen Celia, taget et iskoldt bad aften foer. Lidt dumt, naar man tager i betragtning, at vi ligesaa godt kunne have ventet til syndfloden ramte om aften). I begyndelsen gik vi paa en lille sti, hvor vi oplevede stenskred efter gaardsdagens voldsomme regnvejr, senere paa en lidt lang og kedelig busrute, som til gengaeld var relativt flad og tilboed os en fin udsigt over floden, der fulgte os til venstre. Modsat de andre dage skulle vi kun gaa foer frokost, saa vi hoppede ind i en bus efter frokost og blev koert til St. Teresa, en lille og yderst turistet by, med fire computere paa én langsom Internetcafe (4 soles i timen = fire gange dyrere end normalt). Man ved, at en by er turistet, naar de skilter med pizza, mexikansk mad og laundry service. Semijungleterraenet boed paa frugttraer (appelsin, avocado, aebler og bananer) i hostellets baghave. Vores telte lugtede slemt af fugt, mest af alt de vaade skumliggeunderlag. Ingenting blev toert i loebet af aftenen, fordi der ingen solskin var og luftfugtigheden var hoej. Heldigvis brugte vi aftenen om et lejrbaal med oel og pisco, hvor vi hang ud med nogle brasilianere fra en anden gruppe. Tre franskmaend fra vores gruppe besluttede sig for at drikke sig ret stive og tage guidesene med i faldet, isaer Ciro, der naeste dag drak vand og kiggede paa os med traette, roede oejne.

Fjerdedagen
      Vi vaagnede til den friske morgenstank af et paa andendagen fugtigt telt, for teltene blev bare pakket vaade sammen om morgenen, saa de naaede aldrig at toerre. Efter at have pakket sammen, skulle pigerne ud paa deres saedvanlige og hyppige morgentisseture: Celia paastaar, at det lavere tryk pga. hoejden traekker tis ud af hende, saa hver morgen stormede hun ud for at tryktisse. Jeg maatte vente med at faa mit morgenkys, til hun kom tilbage lettet, glad og afslappet (og 20 gram lettere). St. Teresa er slet ikke saa oede en by, hvilket pigerne fandt ud af, da de ved deres udvalgte tissespot ved vejkanten blev overrasket over den tidlige morgentraffik. Midt i morgenrituallet kom en bil forbi, og Celia og Liv kunne ikke stoppe med et tisse; men bukserne skulle jo paa i en fart, saa de kom begge tilbage noget pinlige med fugtige shorts og en gang, der indikerede, at de havde skidt i bukserne (Celia: en foelelse, jeg helt havde glemt). Paa en saadan her tur kommer man ind paa livet af hinanden.
     Hele vores gruppe valgte at sipline den morgen efter opfordring fra Daniel: "The road is very boring, there are many busses, and it is boring. I recommend that you take the sipline or bus. If not, Ciro will walk with you". Daniel havde lidt flere magelige kilo end Ciro. Det var en skide sjov oplevelse, da vi susede ned med 65 km/t tvaers over floden, vi de tidligere dage have fulgt. Celia var modig og sprang ud foerst, hvad de andre kommenterede paa: "That sounded more like a laugh than a scream, though I am not sure". Hvad, vi ikke havde regnet med, var, at vi efter tredje ledning skulle klatre 20 meter op af en klippevaeg, der skraanede svagt udad - vi havde dog et reb om livet, og der var banket metaltrin ind i vaeggen for at hjaelpe os, men Livs guide besluttede sig for at klare den uden reb og blot haefte hende fast til sig. Hun har senere fortalt, at hun var lidt nervoes, da hun hang der og foelte, at hun kunne traekke dem begge ned ved et forkert trin. Efter frokost fulgte vi togskinnerne til Aguas Calientes. Det var naermest en filmisk scene at vandre gennem junglen ved sporene (Oh Brother, Where Art Thou eller Stand By Me). Paa vores hostel blev vi alle maniske over endelig at have ordentlige senge, et rart bad og overstaaet vores firedages vandring, saa vi taendte op for lidt hitmusik som Medina, James Brown og Timbaland, foer vi tog ud at spise med vores kokke og guides paa en superturistico restauranto.


Femtedagen
    Vi stod op 3.45 for at komme hen til koeen ind til raeset til at komme til Macchu Picchu og faa et stempel for at faa lov til at komme op paa Wayna Picchu senere paa dagen. Kl. 4.45 blev vi lukket ind og skulle race op til toppen for at vaere blandt de foerste 200, der faar lov til at klatre op paa Wayna Picchu. Efter en haard tur paa 45 minutters klatring stod vi gennembloedte og blev langsomt koldere og koldere, mens vi ventede paa det stempel, som var saa besvaerligt at faa fat i - men det viste sig at vaere det hele vaerd, for udsigten var fantastisk, da man sad bogstaveligt talt paa toppen af Wayna Picchu og overskuede inkaernes utrolige arbejde. Jeg har aldrig proevet noget lignende. Turen op var til tider nervepirrende, for stien var smal, stejl og med farlige skranter til den ene af de to sider; og selvfoelgelig var turen ned naesten mere nervepirrende (hvis mindre udmattende), for der forstod man for alvor stigningen. Selvom vi var i god form og fodsikre efter de tidligere dages mange vandretimer, var det en haard tur op, og da vi havde regnet med ikke at skulle gaa overhovedet paa dag fem, kraevede det en del viljestyrke at motivere sig selv til at fortsaette op. Fordi vi ankom til Macchu Picchu allerede kl. 6, saa vi de smukke bygninger vaagne, mens den tykke morgentaage lettede (vi kunne ikke se laengere fremt end 10-15m) og solen kastede lange skygger. I baggrunden begyndte nabobjergene saa smaat at komme frem; foerst kom toppen frem pga. solen, hvilket fik dem til at ligne svaevende bjergetoppe. Langsomt gik det op for os, hvor stort Macchu Picchu er, da bygningerne kom frem en af gangen bag taagen. Macchu Picchu blev "scientifically discovered" i 1911, saa meget af det staerke inkahaandvaerk staar stadig den dag i dag, og man kan kun fascineres af de terasser, som inkaerne dyrkede deres afgroeder paa.
      Vi levede den dag af kaempe avokadoer og hvide broed (omkring 0.7 kg avokado pr. avokado - da vi om aften kunne vaelge avokado til forret, afslog vi alle!), fordi vi naegtede at betale turistpriser for sodavand og mad - visse ting var fem gange dyrere end normalt. Paa vejen ned var vi fuldstaendigt udmattede, meget passende for den sidste dag paa et trek, der, naar man fortaeller andre rejsende, at man skal til Macchu Picchu over Salkantay, moedes med maaben og kommentarer som: "The really tough trek?".

     Til allersidst hoppede vi paa et tog til Ollantaytambo, hvor vi spillede kort med franskmaendene, dels hjerterfri, dels roevhul - aabenbart kender de begge spil, endda ogsaa krig, som vi afslog at spille. Allersidst en vild bustur tilbage til Cuzco og vores hostel.
     Alt i alt et fantastisk trek, der paa alle maader har overgaaet forventningerne.



Jakob

PS: Hjerterfri har vi spillet flere gange hver dag. Da vi tog kortene frem i toget, grinede nogen fra gruppen og sagde, at alt jo var ved det gamle, naar vi havde kortene fremme. Jeg er selv naesten blevet hooket paa at spille kort.

Salkantay, et alternativ til Inka Trail

Soendag  d. 8. maj kl. 4.30 til torsdag d. 23. maj kl. 23
Fantastisk
Smuk
Haard

Tre hurtige tillaegsord til lige at laegge stemningen for vores 5 dage lang vandretur. De 5. dag var sat af kun til Machu Pichu, saa det troede man var en afslapningsdagen, selve hoesten, men det skulle vise sig at vaere lidt af en travdag ogsaa. 

Foerste dagen
     Det var lidt haardt og uoverskueligt at skulle saa tidligt op, og ovenpaa Colca Canyon-helvedet, var vi faktisk lidt nervoese. Dagen forinden havde en guide fra organisationen vaeret forbi til en briefing, hvor han anbefalede vandrestokke, da vi skulle gaa i hvert fald syv timer dagligt, alt fra 300-2000 meter i hoejdeforskel. Man kan godt blive lidt forpustet af den nyhed, naar nu Czco i en beliggenhed af 3300 m´s hoejde, havde kunnet maerkes i vores byvandring den foerste dag. Men vi tog det med et smil. Derudover har Salkantayturen et ry for at vaere vaere for de fit-for-fight-typer, i Lonely Planet beskredet noget i retningen af "slightly more challenging" end Inkaturen. Vores taxiichauffoers bemarkning havde ogsaa vaeret: " naah, I maa virkelig kunne lide at vandre", da jeg naevnte Salkantayturen! Derudover baerer man jo sin egen bagage (dog minus 5 kilo, som nogle af hestene ville baere). Den foerste morgenmad var ikke inkl., saa vi medbragte vores egen: rugbroed med avocado og ost. Saa kan I jo selv forestille jer, hvor turistet her er, naar de formaar at faa impoteret rugbroed herop. Senere fik vi saa at vide, at resten af vores 14-mandsgruppe synes, vi virkede meget asociale og som de vilde vandrefolkstyper, fordi vi havde egen morgemad med og derfor ikke delte bord med resten af holdet. Den foerste dag var ret haard, vi skulle jo opad. Jakob og jeg havde pakket vores taske daarligt, saa vi bar paa for mange kilo. Desuden bestod den dag af short-cuts, som vores semi-tosprogede guide (hans engelske var ikke helt saa godt!) kaldte med. Dvs. i stedet for at gaa paa den zigzaggede bil-grusvej, tog vi de stejle stier opad. Deraf shortcuts. De var hurtigere, men til gengaeld dobbelt saa haarde. Vi blev allesammen nok lidt skraemt af vores eget eget aandedraet der. I hoejderne gisper man saadan efter vejret, selv et stykke tid efter man staar stille. Frokosten blev serveret paa halvvejen, og traditionen tro, vi vi to-retters med laekker suppe. Noget de formaaede at gennemfoere gennem hele turen til frokost og aftensmad. Det var to unge kokke, som aldrig sagde noget, meget underdanige og underbetalte, som udover at lave mad til os, skulle pakke vores telte ned og ud, pakke koekkenet ned og ud, sorge for fem kilo baggage pr. person paa hesten, samt GAA (hestene blev kun brugt til bagage) praecis den samme rute som os hver eneste dag. Med andre ord, de skulle alt det vi skulle og meget meget mere. Den aften var kold, vi sov ved foden af Salktantay, et hoejt og smuk snebelagt bjerg med en hoejde paa 6300 meter. Selv sov vi i ca. 4700 meters hoejde. Sengetiden var kl. 20-21 efter aftensmaden. I alt havde vi gaaet seks-syv timer den dag.

Anden dagen
      Vaekket med "Mate de Coca", som en lille opkvikker kl. halv seks. Den haardeste dag med de stoerste hoejdeforskelle (vistnok 1800 meter i alt), og flest timers gaatur. Det var tre timer stejlt opad, og bagefter syv timer nedad med en frokost pause halvejs ned. Heldigvis paa hele turen viste Daniels tidsangivelser (vores guide) ikke at vaere et gennemsnit men et maksimum. Selv med pauser paa 10-15 minutter, formaaede vi at skaere op til 30 % af tiden. Det var en rar overraskelse. Alligevel havde Colca skraemt os, saa Astrid tog en hest (noget af det fedeste hun laenge har proevet) sammen med nogle af de andre piger. Bl.a. en anden Celia, som var fra Sydafrika. Der blev til to og en halv time, vores Jakob bar vores faelles rygsaek 85 % af tiden, men jeg tog de haardeste sidste 30-35 min. Vores pauser hver halve time gjorde turen rigtig dejlig overskuelig, og Daniels peppede os op ved at faa os til at tage gruppebilleder. Ciro (vores bagtropguide) tog sig af de bagtroppen, saa ingen foelte sig glemt eller til besvaer. Paa det hoejeste punkt fik vi taget et dejligt billede af os alle! De naeste par timer var neasten de vaerste, da nedstigning er meget hardere for kroppen. Det var nogle lange syv timer. Da Liv, Astrid og jeg elsker diverse former for lege, brugte vi en stor del af tiden paa bogstavlegen; man bliver enig om et bogstav, hvor man skiftevis skal sige et ord, der starter med det paagaeldende bogstav. I kan nok forestille jer, at Jakob begyndt at gaa i forvejen, han blev modsat os traette af legen! For at goere den lidt svaere, skulle man sige tostavelsesord eller derefter. Men legen er god for mig, da mit danske ikke har det for godt. Jeg har svaert ved at sige en saetning paa dansk, uden af der sniger sig et engelsk eller spansk ord indimellem. Derudover finder jeg paa mine egen ord, fx ville jeg kalde Astrid for en slikmund/soed tand og endte med at kalde hende en soedmund.
      Endestationen den dag var belligende taet ved junglen, saa jeg badede mig praktisk talt i myggebalsam (98,1% DEET - det skulle vist ikke vaere helt sundt?!). De andre hargennem hele turen klaget over, at det var aetsende, den aetsede vist lidt af Livs klip-klapper og Jakobs vandrestav, men jeg fandt den bare yderst effektiv, da jeg har det med at bliver monsterbidt overalt og efterfoelgende haeve op. Men vi er alle hjemvendt med bid over det hele, og har de vildeste kloeture om natten, hvor man vaagner og naesten kloer hul paa dem, fordi man alligevel er halv bevidstloes. Men jungleterraenet betoed ogsaa troperegn, hvilket resulterede i drivvaade og fugtige telte, som tydeligvis ikke var i stand til at afvise de enorme regndraaber. De staedige sov i deres telte, men vi og enkelte andre rykkede vores ting op i det shelter, vi havde faaet aftensmad i. Alle ting var drivvaade, men efter loebeturen frem og tilbage med vores bagage og liggeunderlag, formaaede vi at holde humoeret oppe, maaske for meget. Det endte i hvert fald med kolonistemning, fnis og grineflip over latterlige ting. Men det fik en brat afslutning, da vi blev tyset af inde fra det andet rum. Vi fandt aldrig ud af, hvem det var, men vi blev saa skamfulde i oejeblikket, at vi alle lagde os til at sove. Efterfoelgende tror jeg vi alle taenker tilbage paa det, at det var daarlig stil og nedladene, vedkommende kunne i stedet have bedt os om at tie stille. Men det oedelagde bestemt ikke vores aften.

Cuzco

 Fredag d. 6. maj til d. ? maj

Fra vores fine hostel i Arequipa, "La Ciudad Blanca" (den hvide by), fik vi tilbudt et billigt busselskab, som mange af de lokale tager. Billigt i den forstand, at vi kunne faa en "cama" i stedet for "semi-cama" til den normale pris. Efter tre dages Colca-tur (opsumering: flere timers gaature stejlt op og bagefter stejlt nedad), var det virkelig noget vi saa frem til. Desvaerre er det jo saadan, at man faar, hvad man betaler for, og vi endte nede i stueetagen i dobbeltdaekkeren uden aircondition og med kondensvand dryppende ned langs ruderne. Astrid fik kvalme, vi froes og havde derfor svaert ved at sove ordentligt. Vi havde jo soerget for at faa gode pladser taet ved fjersynet, saa der var lidt underholdning til de 10 timers bjergkoersel. Men naar der er mange peruanere, saa er filmen jo synkroniseret, uden undertekster og en B-film. Action-pludder-pladder for fuld styrke. Det var en lang nat, som bestemt ikke var pengen vaerd. Da vi endelig naaede "el terrapuerto" ("jord-havn" = busterminalen) kl. 6 om morgenen, begyndte nabobussen at toemme lokummet (hvor man heldigvis kun maa tisse) under bussen, hvilket betoed, at der ophobede sig en lille stroem af tis, som langsomt naermede sig os, mens vi bag i bussen proevede at faa fat i vores rygsaekke!
      Men Cuzco er heldigvis det hele vaerd. For mig er det skoent at gense byen, og denne gang faa lov til at se det mere udefra. Det er en meget smuk kolonialistisk by, men stadig med rester af inkabygninger. Men ogsaa meget turistet. De argentinske kvinder fra vors Colca Canyon Trek, kaldet det "Cuzcolandia", hvor endelse faar betydning som en forlystelse park, som kun er lavet til at traekke penge ud af folk. Alt koster her, og gerne 50 % mere en normalt. Du ser turister overalt, og reaktionen paa det er, at alle lokale paa en eller anden maade yder turistisk service. Man skal vaenne sig til hele tiden at blive stoppet op paa gaden og tilbudt diverse. Det er svaert at opleve peruanske kultur, her er baade veganske, vegetariske, spansk, franske etc. restauranter, som uden tvivl laver fantastisk mad, men det er langt fra repreasentativt! De lokale goer alting for at tilpasse sig turisterne vaner. Derfor bliver det dejligt at tage pigerne (Astrid, Liv, Lea, Natook og Kristine) med til Lima for rent faktisk at snakke spansk, spise peruansk og bade i et koldt brusebad! Det er nemlig ikke meget spansk, man faar talt, men derimod tonsvis af engelsk.
      Jeg har snakket med nogle forskellige "cuzqueños" (folk fra Cuzco), og det er dejligt at hoere, at de er saa stolte over deres landsregion. Oftest er det nemlig, at folk fra landet og med de gamle traditioner bliver set ned paa, kaldt "cholos" (a la bonderoev, men mere nedladende end drilagtigt"), isaer fordi de har en fremtraedende accent. Der er mange konotationer omkring det ord, bla. ignorance, uintelligens mm. Men efterhaanden som det er gaaet mere og mere op for dem, hvor unikt det er, at de stadig har en stor del af befolkningen der udlever de gamle traditioner, er stoltheden saa smaat sneget sig ind. Naar jeg fortaeller, at mine bedsteforaeldre er herfra, faar jeg at vide, at jeg skal vaere stolt.  

Celia

fredag den 6. maj 2011

Jakob i Peru

Jeg ankom tidligt tirsdag morgen i Limas lufthavn. Efter et toldtjek ventede Celia og lidt af hendes familie mig i ankomsthallen (noget traette, klokken var ikke 6 endnu – og alligevel var gamle bedstefar, papito, taget med), og Hector koerte os sikkert hjem gennem den ellers ret hektiske peruvianske traffik. Selvom mit spanske er meget daarligt (jeg har taget et bogkursus paa et par uger og kan ifoelge bogen 403 ord, hvis man taeller maanederne med – og dem kan jeg ikke), har familien vaeret virkeligt imoedekommende: De har lyttet taalmodigt, naar jeg forsoegte at sige noget paa spansk, og suppleret mig med gloser, de har forsoegt sig med deres eget engelske (”Hello!”, ”How are you?”), og de har spurgt ind til mig, selvom jeg sjaeldent har kunnet svare ordentligt udover et spaedt ”si”. Jeg var oprindeligt lidt nervoes for, hvor mange familiemedlemmer jeg skulle moede og holde styr paa, og hvor svaert det ville vaere at kommunikere, men det har altsammen vist sig at vaere ubegrundet.
Vi brugte de foerste dage i Lima, hvor Celia viste mig rundt. Jeg er sikker paa, at jeg aldrig kunne finde en ligesaa god guide, for hun kender byen godt og kan (modsat de fleste guides) faktisk tale mere end spansk. Desuden er det jo ikke helt daarligt at gense sin kaereste efter fire maaneder. Vi opfoerte os som turister den ene dag og besoegte nogle flotte monumenter fra conquistadortiden (altsammen opfoert i klassisk europaeisk stil, en smule barokt), mens vi guflede choclo con queso (majskolbe med ost) og snakkede med Alyssa, en af Celias rigtigt gode veninder fra spanskholdet; den anden dag moedte jeg saa resten af spanskholdet over en yoghurtis med fudge brownie og japanske vingummifrugter i den turistede og rige bydel Miraflores. Naar vi ikke opfoerte os som turister var vi familiehuset i San Juan de Lurigancho, hvor vi hang ud med Hector, spiste frokost med de lokale eller slentrede op og ned af gaden – jeg har ikke set meget af Lima endnu, men jeg fornemmer allerede, hvor stor, kompleks og overvaeldende byen er, og hvor meget svaerere den ville vaere at gaa til uden Celia. Det bliver dejligt at udforske den grundigere, naar vi kommer tilbage fra vores rejseri, men lige nu er det fantastisk dejligt at rejse rundt. Og saa skal jeg tilbage og have revance i fodbold - sidst gik det helt fint, men vi vandt desvaerre ikke nogen af vores kampe. Naeste gang vinder vi og har raad til at koebe sejrsoel.
Vores foerste stop efter Lima har vaeret Arequipa, den Hvide By, en stor matrix af en by, hvor alle veje og gader ligge parallelt eller vinkelret paa hinanden – i hvert fald i centrum, hvor de fleste turistattraktioner er. Her moedte vi Liv og Astrid, som vi nu rejser rundt med. Efter en kort, men meget oplevelsesrig og skide skaeg tur i byen loerdag, laa vi med toemmermaend soendag og saa James Bond ”Casino Royal”. Mandag udforskede vi klostrer, kirker og museer, og tirsdag tog vi afsted paa et trek til Colca Canyon, verdens naestdybeste canyon. Her gik vi omkring tre timer dagligt, sov i bambushytter, spiste god mad (bl.a. alpacakoed) og badede i charterblaa swimmingpools; vi fik virkelig valuta for pengene, moedte nogle (til tider lidt for) snaksagelige israelere og nogle spoejse og soede argentinske kvinder, og fik varmet op til trekket paa soendag til Macchu Picchu og Mt. Salkantay. Sidste dag stod vi op kl. 5 for at bestige en bjergside, inden solen stod for hoejt paa himlen (i starten var der helt sort, og vi gik med stearinlys og pandelamper) – og foerst efter denne heltemodige daad fik vi lov at spise morgenmad og hoppe i varme kilder (aqua termales), hvor 80 grader varmt vand kommer ud af klippevaeggen. Det bloedte de udmattede muskler op. Om aften hoppede vi paa en natbus til Cuzco, som var en skuffelse: vi havde valgt at opgradere vores saeder til cama (sovepladser) istedet for semi-cama (saeder man slaar tilbage), men vi sad i underetagen af dobbeltdaekkerbussen, hvor der var indelukket, og gulvet var vaadt med kondens fra vinduerne (et par boeger skulle til toerre bagefter). Desuden viste de en daarlig synkroniseret actionfilm og gav os smaa taepper. Men Cuzco har vaeret det vaerd – det er en ufatteligt smuk by, og jeg kan kun anbefale, at I googler det. Det bliver godt at se endnu mere af byen og feste paa vores partyhostel.
Jakob 
PS: Jeg skal nok holde oeje med Celia, selvom det  nok betyder, at vi ikke faar en ligesaa oplevelsesrig aften som i Arequipa.