fredag den 17. juni 2011

Gademad i Peru

Hvad jeg altid glemmer at undersøge, før jeg rejser til et fremmed land, er landets madkultur. Og jeg ender som regel med at glæde mig (endda rigtig meget!) over den. Peru har ikke været en undtagelse, og her følger lidt tekst om nogle af alle de lækre ting, man ikke kan undgå at smage hernede (eller herovre).

Peru har ikke samme kunstneriske tilgang til mad og anretningen af den, som vi ofte ser det i Vesteuropa; tværtimod er det ofte lidt svært at gennemskue, hvad man egentlig spiser, når man bestiller endnu en ukendt ting på menukortet "for at prøve noget nyt". Til gengæld er deres gademad fænomenal og ufatteligt interessant.
  1. Anticucho: Grillet oksehjerte marineret i en blanding af eddike, hvidløg, chili og krydderier (ja, mere kan jeg ikke regne ud). Som så mange andre retter serveres den med lidt kartoffel til.
  2. Choclo con queso: Navnet siger det hele. Majs med ost. Det lyder en smule mærkeligt, men majs er anderledes i Peru end i Danmark. De er så store, at man ikke ville kunne sælge dem i danske supermarkeder, ("De er vist gensplejsede, hva?! Det er utroligt, hvordan fødevareindustrien pumper grøntsagerne nu til dags... Ingen vitaminer tilbage.. smagsløst.."), og osten smager af en (meget!) smagløs feta. Så måltidet er sådan set en stor, mættende majs med lidt salt gummiost og ærtepure.
  3. Papa rellena: Friturestegte kartoffelmospakke fyldt med lidt løg og enten kylling eller kød. En af mine favoritter, specielt når den serveres med limemarinerede løg og chili.
  4. Papa a la Huancaina: Kartofler i Huancaina-dressing, en af Celias favoritter. Huancaina-dressing består af ost, olie, chili, kondenseret mælk og kiks, og retten serveres typisk med lidt æg eller oliven til. 
  5. Papa con huevo (svært at finde et ordentligt billede): Igen, navnet siger det hele. Kartoffel med æg og chilidressinger, ærtepure og huancaina-dressing. Hvis man er heldig, kan man få lidt af de limemarinerede løg til.
  6. Morgenbollerne: I Peru har man en morgengademadskultur, hvis lige jeg ikke har set i andre lande. Rigtigt mange mennesker køber morgenmad fra en bod på gaden, før de tager på arbejde, og udvalget er da også varieret: avocado, omelet, spejlæg, blodpølse, friturestegt sød kartoffel, ost. Hvad der dog er mere peruviansk end kønsløse franskbrødsboller med interessant fyld, er de forskellige drikke, man kan få til: emoliente (peruviansk urtete med mange (!) forskellige smagsnuancer - ingredienserne kan I se her), Quaker (en tynd og meget sød havregrød - etymologien kan I måske selv regne ud?) eller quinoadrik (enten med æble eller mælk).
Perus andre retter, dem, der serveres på restauranter, skal vi nok skrive om, når vi har været på Astrid y Gaston og fået 12-retters menu. Mums...

fredag den 10. juni 2011

Huaraz y Santa Cruz Trek

Efter otte timer i en dårligt ventileret bus - kondensen flød næsten på gulvet - nåede vi til Huaraz, et vandreparadis nord for Lima, hvor to bjergkæder, La Cordillera Blanca og Negra, majestætisk tilbyder sig de eventyrlystne. Efter Colca Canyon og Salkantay-turen til Machu Picchu, havde Celia og jeg fået blod på tanden (eller støvlen...) ift. vandring, så planen var at tage af sted uden en guide i hånden, med mad og telt i rygsækken og et kort over området. Lonely Planet fortalte, at det ikke var tilladt at tage afsted uden guide, og flere af de første agencies, vi besøgte, fortalte os det samme: "está prohibido sin guia".

Af Galxay Expeditions, som er en af de bureauer, som er omtalt og anbefalet, fik vi således at vide, at vi kunne tage på Huaraz' Nacional Parkens hovedkontor, tale vores sag og prøve at bede om en særlig tilladelse. Typisk Peru, hvor man altid har muligheden for at fremlægge sin case, overdrive og sige: "jamen, hvad vil du ellers have jeg skal gøre". Da vi endelig fandt frem til kontoret i den modsatte side af byen, var det selvfølgelig lukket - vi ankom lørdag kl. 5.30, hvorefter vi indlogerede os på Jo's place kl. 6.00 og sov til omkring middag. Hovedkontoret lukkede "allerede" 12.30, dagen efter var søndag og valgdag (Ollanta vandt!), så vi kunne godt glemme alt om at skaffe en tilladelse til mandag. Jakob blev sur og gnaven, det passede ikke lige med vores (hans) planer!
Celia

Heldigvis fandt vi et agency, hvor interessen for at leje udstyr ud var større end interessen for at håndhæve et eller andet nyt regulativ, så her fik vi et telt, to liggeunderlag, køkkengrej, et kort, lidt vejledning, et forslag til menu (detaljer følger), vandrestave (to af dem havde, ligesom os, været på Machu Picchu og i Colca Canyon før, så det var passende, at vi også kunne dele vores første tur til Santa Cruz sammen) og en pandelampe (til tisseture om natten). Derefter fulgte lidt indkøb på det lokale marked (det er så fedt, at man her i Peru, kan købe lige den mængde, som man har brug for. 100 gr. sukker, 50 g salt, ja tak) og en meget kritisk gennemgang af vores ejendele: hvad skulle med på turen, og hvad skulle blive hjemme? Vi aftalte, at vi gerne måtte blive meget klamme. Så var tonen sat, stilen lagt - vi tog kun det allermest nødvendige med, men vi syntes alligevel, at taskerne vejede en del, da vi gik tidligt i seng for at stå tidligt op næste morgen.

Vi stod op kvart i seks, pakkede de sidste småting og vandrede så afsted for at fange den første, den bedste collectivo (en blanding af en deletaxa og en minibus) til Caraz. Dårligt havde vi slugt nogle boller med stegt sød kartoffel, spejlæg og avocado og et glas varm quinoadrik fra en gadesælger, før en busmand kommanderede os over i sin lille collectivo, og så var vi på vej. Bussen var så tæt pakket, at vi måtte købe et ekstra sæde til en af vores tasker, mens den anden lå i vores skød, ligesom vi måtte mase vores stave ind under andre sæder og mellem store poser med kartofler til markedet. I Caraz blev vi så råbt ombord på næste collectivo til Cashapampa, hvor vores egentlig trek begyndte.
Der fandt vi ud af, at jeg havde begået den første og måske største fejl på hele turen: Jeg havde glemt DEET'en (tro mig, ingen kan huske, hvad det står for), og vi blev spist af i hvert fald fem forskellige dyr (hestebremser, myg og tre ukendte, blodsultne insekter) i løbet af de første timer i den barske bjergsol. Det gav anledning til en masse dårligt humør hos os begge, og siden ruten slet ikke var så let, som vi var blevet bildt ind, spurgte vi os selv flere gange, om det her mon ville blive en specielt dejlig tur. Vi ved allesammen godt, hvor muggen Celia kan blive, men at jeg også snerrede, var ret nyt, og det fortæller lidt om, at humøret kunne ligge på et meget lille sted. Heldigvis gjorde en frokostpause underværker, men om det var pausen, kalorierne eller de lettere tasker (vi havde planlagt vandtunge ting til frokost første dag: avocado og tomat), der gjorde udslaget, ved jeg ikke. Vi brugte seks timer på at nå, hvad vi havde hørt skulle tage fire, men da vi nåede til lejrpladsen om eftermiddagen, havde vi alligevel overskud til (og fik også omvendt overskud af) at tage en time mere og nå en lille sø, hvor vi slog lejr i 3900 meters højde. Celia var træt til sidst, og jeg måtte love hende en del ting for at holde hende gående: jeg skulle nok skære løg, jeg skulle nok hente vand, jeg skulle nok massere hende. Det var skønt at nå frem, slå teltet op og kunne slappe af, mens maden kogte over det lille gasblus. Dagens menu var soyakød i tomatsovs med lynpasta, men soyakødet var måske turens næststørste fejltagelse: Det smagte kvalmt, og siden det blev serveret med tomatsød tomatsovs, måtte Celia ernære sig alene på pasta. For at fylde hullet i hendes mave, lavede vi popcorn og sukkerte til dessert, mens natten faldt på, og en skyfri, stjerneklar himmel indikerede, at vi ville få en kold nat. Det fik vi - og den oprindelige tanke om at ligge i ødemarken med soveposerne på romantisk vis lynet sammen opløstes den nat i mødet med en kølige virkelighed. Rimfrosten næste morgen bar vidnesbyrd om det fornuftige i vores beslutning. Skæbnens ironi var, at den varme te, vi havde nydt efter aftensmaden, tvang Celia ud i kulden for at tisse tre gange på en time, mens vi øvede peruviansk køreteori.

Dag to bød på første oprydning af lejr, og det endte med at tage os 2½ time at spise morgenmad og pakke sammen. Til sammenligning bør det nævnes, at vi fremover brugte halvanden time hver morgen, endda i adstadigt tempo alle dagene. Men vi fik pakket sammen og kom afsted, før vi blev overhalet af nogle af de andre grupper, der trekkede samme rute, og som havde både guides til ruten og æsler til bagagen. Dagen bød på langt mindre stigning end den foregående, men fordi vi gik i højt tempo og midt i solen, måtte vi efter lidt over to timer sande, at vi var fuldstændigt slået ud; Celia måtte kværne to pakker Charada (wanna-be Oreos) og ligge i skyggen, mens jeg opbød min sidste energi i et forsøg på at koge 8 æg og genopfinde resterne af det klamme soyafail fra aftenen før (vi bar alt vores skrald, og da soyakødet nu havde suget vand og derfor vægt til sig, gjaldt det om at komme af med det så hurtigt som muligt). Derefter røg jeg ned i kulkælderen og blev vildt irriteret over, at nogle emsige køer partout ville græsse omkring vores lille frokostlejr og bringe hestebremser med sig. Celia ville passe på mig, men da hun forsøgte at skræmme køerne væk med en af vores vandrestave, knækkede den, og vi spiste vores frokost i stilhed. Heldigvis gjorde vand og kalorier igen deres, og efter en halv time på et liggeunderlag var vi igen klar til besejre bjergene, omend vi valgte en lettere rute, end vi oprindeligt havde planlagt. Vi forklarer det fysiske nederlag den dag med dehydrering (vi mistede samme dag en af vores to vandflasker), for lidt næring dagen før og stærk solskin. Efter pausen var der et par hundrede meters stigning tilbage, og så kunne vi slå lejr i 4250 meters højde - fra vores telt havde vi dels udsigt til den frygtindgydende rute, der ventede os næste dag, dels et blåt og sjovt formet toilettelt, som de andre grupper brugte. Vi trådte selv bogstaveligt talt af på naturens (v)egne. Vores aftale om at blive meget klamme var så småt ved at bære frugt, så vi tog os et bad i Baby Wipes, før vi, kloge af erfaringerne sidste nat, kravlede ned i hver vores sovepose og mærkede de smertefulde bæresår efter hoftebælterne, mens vi blandede pulverkartoffelmosen med lidt persille, smør og dåsefisk (nej, ikke dåsetun, damen i butikken havde givet os alt muligt andet end tun - sardiner, fisk og makrel - som dog lignede tun i sin grårå ukendelighed).

For at tage forskud på sorgerne ved den stejle stigning, der ventede os tredje dag, delte vi et lille morgenskænderi over de iskolde havregryn og pakkeriet (vandet, som vi blandede pulvermælk i, var frosset i løbet af natten, men vi skulle bruge netop det vand, for det havde jeg puttet rensende klorpiller i). Efter et par minutters gang sluttede vi fred, og så begyndte lidt under tre timers opstigning mod Punta Union, et bjergpas i 4760 meters højde. Taskerne føltes lettere, åndedrættet tungere, og efter et par zigzag-stykker og et par vandpauser ramte vi toppen med smuk udsigt over sneklædte bjergkæder og søer i 4400 meters højde. Med ét følte vi begge, at det værste var overstået, og resten af turen indeholdt hverken flere "humørsvingninger" eller morgenskænderier. Vi endte med at gå lidt over syv timer denne dag for at komme tæt på afslutningen af turen (diskuterede bl.a. dobbelt statsborgerskab), og selvom jeg blev solbrændt i hovedbunden, Celia på næsen, var vi begge glade for turen og det vidundermåltid, der ventede os om aften: Pasta Alfredo fra pulver (med lidt tilsat løg, meget hvidløg og ærter) med en Coca-Cola købt af de lokale Quechuafolk. Endnu en gang kværnede vi popcorn, øvede teori og masserede ømme muskler, før vi udmattede og tilfredse faldt i søvn. Det blev en lang nat for Celia, for hun hørte hele tiden dyr ved vores telt, der ville spise vores skrald (jeg tror ikke, vores vandringsmad fortjente sådan et kompliment), og hun vækkede mig et par gange: "Jakob, jeg tror, der er noget udenfor..." eller "Jakob, jeg skal ud og tisse, og jeg tror, der er noget...". Men nu skal jeg ikke gøre for meget grin af hende, for dels tillod det mig at falde ind i en maskulin beskytterrolle, dels tror jeg selv, at der var nogle dyr derude.

For at aflive nogle rester stegte Celia brødkrummer i persillesmør til morgenmad, mens en lokal hund foræd sig i vores kedelige kiks, og jeg frøs mine hænder af i et forsøg på at vaske op i den kolde flod, vi i løbet af de sidste dage havde fulgt op og ned af bjerget. Det var luksus at komme tilbage med rene skåle og nyde frugten af Celias gastronomiske nysgerrighed, før vi begav os afsted på, hvad der tegnede til at blive den letteste dag: kort distance, færre kilo i rygsækkene og uden for megen sol. Det viste sig at holde stik lige indtil de sidste tredive minutter, hvor vi gik en smule forkert og derfor måtte gå stejlt opad i meget længere tid, end vi gad og havde regnet med. Celia var lige ved at bryde sammen, da jeg foreslog, at vi skulle op af bakken, ikke ned (Bebrejdende stemme: "Ej, Jakob..."), men hun holdt ud, og vi kom frem til Vaqueria samtidigt med de andre grupper, hvor der blev knipset gruppebilleder og spist fejringssnacks, før vi hoppede ind i collectivos mod Huaraz.

fredag den 3. juni 2011

Lidt dage i Lima

Pigerne efterlod os i mandags, så nu er der helt stille herhjemme, helt ryddet og køleskabet er næsten tomt. Jakob, papá og jeg har brugt dagene på rengøring og oprydning, noget der virkelig trængte. Jakob og jeg har planlagt lidt af vores Huaraz-tur, hvor vi skal trekke og udforske. Vi har desuden experimenteret med diverse mayo-salatter, da der efter festen var et par 1-litersposer tilbage: ægge- og tunsalat. Mums.

Papito har fået pigernes seng, som pigerne betalte, som tak for at bo her, så nu kan vi endelig smide papito meget gamle, ulækre og stinkende madras ud sammen med metalsengen, som i midten havde form som et halvt udhullet påskeæg; metalstængerne har efter flere måtte bøje sig for Papitos vægt, som pga. hans højde jo er meget centreret i midten. Han var ikke meget for at smide sengen ud. Generelt er han typen der gemmer alt, også selvom det er klamt og i stykker. Hvis han bare så var typen, der i sidste ende genbrugte det, ville det være i orden. I stedet er der bare et værelse nede i stueetagen, som er fyldt med skrammel fra de sidste mange år. Så når man smider Papitos ting ud, skal man være snild og gemme det væk fra ham inden skraldemændene kommer og henter det. 

Et andet Papito-projekt, som blev realiseret i går, var hans årlige bad. Han siger jo altid, når man beder ham om at gå i bad (han lugter i en radius af en halv til en hel meter!): "Vil du måske have, jeg skal dø?". Et svar, som jeg at have snakket med en taxichauffør i Cusco, som efter sigende skulle være meget gængst blandt gamle mænd fra højlandet. Papito og mamina (min farmor) stammede fra Sikuani, en provins i Cusco, hvor det er så koldt om vinteren, at der er dødsfald hvert år. Oftest børn og gamle mennesker. Så det er måske ikke så mærkeligt, at papito forbinder vand og vinter med død. I hvert fald blev der kogt vand i går til Papito, hvorefter min far og hans brødre måtte kaste lidt vand af gangen, så han selv kunne skrubbe sig og vaske sig. 

Alt dette skete mens Jakob og jeg sov. Vi har de sidste par dage sovet meget længe, til en klokken 11-12 stykker. Så til morgenmad i tirsdags spiste vi jo bare en omgang frokost, som bestod af CEVICHE til 1,50 SOL. Det var måske lidt overdrevet at få rå fisk til morgenmad, men Jakob skulle jo lige prøve noget ceviche, inden vi tager væk fra kysten igen, og de sælger det kun til middag, så man må jo slå til! 
Om aftenen onsdag afholdt South American Explorers et foredrag af en Alaska-amerikaner, som ville gøre op med Machu Picchumyterne, og fortælle os, hvad man rent faktisk vidste, og hvad historien er op til det blev opdaget af Hiram Bingham. Han er ufaglært, men autodidakt til mange ting, blandt andet "prospecting" (lede efter mineraler, olie mm. - tror jeg!). Hans "thing" er research. Han gør det fra han står op om morgen til han går i seng, derfor har han lavet meget ekspeditioner med arkæologer og andre fagmænd, men aldrig drevet af penge. Han har gang i flere projekter, og et af dem er Machu Picchu, som desværre er blevet så turistet og så lidt arkæologisk udforsket, at man kan slippe fra at sige alt muligt, hvori man inddrager lidt inkakultur!


onsdag den 1. juni 2011

Takketale og fødselsdagstale til papá

Her er min tale fra i lørdags. Papá blev rigtig glad for den og var stolt af mig. Selv var jeg også stolt, og det er vist også min første længere tale nogensinde (puha, det var vist også på tide!), men det er jo så nemt at lade sine ældre søskende stå for de store ord. Jeg fik ikke sagt det hele, da talen blev holdt efter kl. 24, så man skulle lige tage højde for stemningen. Men folk blev rørt og grinede, mere bekræftelse, behøvede jeg ikke!

Det var i øvrigt en fantastisk fest: masser af glade mennesker, god stemning, og musik og øl nok til endnu en fest. De skandinaviske gæster var et hit, især drengene vi have mødt i Cusco. Jeg kunne ikke have introduceret mine danske medpatrioter for en mere klokkeren peruansk fest:
   Der var live salsa/cumbia band, som skal overdøve alt form for verbal kommunikation.Tredive kasser øl med 12 stk. 750 mL-øl i hver, sodavand, drinks og egen barmand. Ovnstegt svin med russisk salat og kartofler. Hora loca (Crazy hour/en times skørhed!), med unge klædt i nar-kostumer, som sprayer skum ud, og får alle til at danse til alt slags musik. Fra folkedans til moderne reggaeton. Men vigtigst af alt, danselystne og festglade peruaner. Oftest mændene ved et bord og kvinderne på danseulvet, fordi de ikke længere gider at vente på at bliver spurgte op til dans.



Muy buenas noches y bienvenidos a nuestro cumpleaños. He preparado un pequeño discurso, que es una tradición muy danesa.
Esto es mi primer cumpleaños en Perú nunca, y hace ya más que 20 años que mi papá no haya celebrado el suyo en su madre patria. Ojala que no sea la última vez que esto se realice.
Estoy contentísima y muy orgullosa de tener la oportunidad de celebrarlo aquí. Hace como cuatro años que decidí viajar a Perú y vivir en Zarate por lo menos 6 meses. Después de haber viajado varias veces de niña, mi deseo era tener bastante tiempo con mi familia paterna, porque desde los 2 años mi papá me llevó para que conozca los Sullca: una familia enorme, con mucha diversidad, siempre listos para fiestas y chelas, y lo más importante;  me tenían mucho cariño (y yo también a ellos).
Un gran parte de mi recuerdo de los Sullcas incluye a mamina, la cabeza de la familia. Ella fue una mujer muy fuerte, muy respetada de todos y siempre cumplió con su papel como esposa, madre y abuela. Nunca la vi quejándose. Todos los días atendía en el primer piso: cocinaba limpiaba, lavaba la ropa y ordenaba los asuntos familiares. Así que les ruego que no la olviden y que continúen la sus vidas según sus deseos de mamina.
Un brindis para nuestra querida mamina, Nieves Huamán de Sullca.
Recien he tenido el tiempo y el dinero para realizar mi deseo, después de haber acabado la pre, que he estudiado los últimos tres años. Los últimos 5 meses han sido todo un sueño hecho realidad. Especialmente mis primos lo han hecho todo una fiesta. Además mi español ha mejorado bastante, y espero en el futuro estudiar aquí por lo menos medio año.
Zárate siempre va a ser un lugar muy especial para mí. Vara de Oro, cuadra ocho de Chimú. Por ejemplo tuve mi primer beso aquí (sé que todos se recuerdan de esa época en mi vida!).
Aquí también he conocido otra cultura que la europea que me ha hecho aprender a apreciar ambas culturas y reconocer que las dos  tienes sus ventajas y desventajas. Lo que más me gusta de los peruanos, es que son tan abiertos, cariñosos y casi nunca están demasiados ocupados para no invitarte un poquito de gaseosa u otra bebida en su casa. Uds. son relajados y toman todo por partes, tranquilamente. Son cualidades que quisiera que los daneses aprendieran: que también siempre se saludan en la calle, y que se respeta a los mayores de edad.

Ahora quisiera dedicar unas palabras a mi querido papá.

Papi, pah o papá
Tienes un lugar muy especial en mi corazón y siempre lo vas a tener. Aparte de lo biológico, has sido siempre un apoyo y un buen amigo. Sólo este año me has apoyado bastante al buscar un lugar para estudiar español, para encontrar voluntariado en el SOS, para empezar a tomar clases para mi sacar mi brevete y varias cosas más. Cuando pido tu ayuda, siempre has hecho todo lo que puedas para realizar mi deseo. De verdad eres un gran apoyo.
El hecho de que eres muy joven siempre ha significado que los dos nos hemos entendido en una forma muy distinta que entre mi mamá y yo: nos reímos mucho más, hacemos cosas como ir al cine y me has enseñado ser cultural, llevándome a varios conciertos y actividades culturales.
Quisiera nombrar ciertas cosas que me has enseñado y que quisiera saber hacer como tú:
-         Nunca te das por vencido: siempre luchas. Pero a veces también eres un poco terco, cuando la gente te dice que algo no es posible, sueles averiguarlo y averiguarlo tú mismo. Entonces a veces también encuentras soluciones y alternativas que otros no encuentran ni conocían.
-         Eres muy paciente en general. Con personas, no te importa esperar para conseguir lo que querías. Haciendo compras: no te importa gastar todo un día en comprar sólo una cosa. Es parte de tu forma de ser: eres tranquilo.
No tengo número de cuantas veces me has llevado al centro para comprar sólo una cosa, y nos hemos demorado un día entero.
-         Porque otra que cosa que te gusta y sabes hacer es regatear. Nunca pagas ni un SOL demasiado.
-         Tú pasión a la música. Tienes conocimiento a casi todos los instrumentos, sabes explorar el mundo de la música moderna, andina, folklore, electrónico, etc. Con ella me has criado siendo muy orgullosa de ser peruana, sabiendo que la cultura de los andes desciende de la cultura Inka que una vez fue unas de las civilizaciones más desarrolladas y solidaria. La música es tu contribución para preservar las culturas andinas de Perú.
-         Eres muy sociable. No eres tímido: te gusta conocer a diferentes personas y te gusta intercambiar conocimiento y cultura. Más de todo te gusta pasar el tiempo chévere, te gusta planificar y apoyar actividades culturales.
Lo últimos que te quiero decir es que todavía es un enigma cómo tuviste el valor de mudarte a otro país. ¿Cómo has tenido que luchar contra las culturas distintas de Perú y Dinamarca? A veces me pregunto si te sientes más peruano o danés y ¿cuáles de las naciones aprecias más? Todo lo que has logrado en tu vida me hace muy orgulloso de ti y te tengo mucho respeto.
Espero que tú y yo sigamos teniendo esta amistad muy especial, que sigamos viajando a Perú juntos y que sigamos conociéndonos más y más.  

Al terminar quisiera dar las gracias a todas las personas que han hecho, que la fiesta se realice:

Mi tío Fidel y su familia que nos han prestado su jardín/terreno/esquina
Mi tía Gladys y mi tía Vicky, los cocineros y mucho más.
Mi papá por haberse hecho cargo de todo.
Y mi familia por su apoyo en general!
Ahora es tiempo para festejar, celebrar y bailar. Que la pasen bien y por favor que me ayuden hacerlo una noche inolvidable."

Celia