Tid til at få tømt hovedet lidt for tanker! Har haft introduktionsdag på universitet, hvor alt foregår på spansk, så det er bare lige på og hårdt! Her mødte jeg for første gang Camilla fra DTU. Hun er oprindelig fransk-canadisk med dansk mor, så hun er sgu en sej tøs, som ikke holder sig tilbage med at prøve sig frem på spansk, selvom hendes ordforråd indtil videre begrænset. Hendes franske giver hende helt klart en kæmpe fordel. I forbindelse med hende har jeg så mødt venstreorienterede, litterære og kulturelle Elena. I forgårs overnattede jeg hos Camilla, fordi jeg ikke selv kan tage hjem fra byen, da mit nabolag ikke er sikkert for en pige på egen hånd. Hun bor i Vitacura, som er bydelen, der ikke kunne være mere anderledes end Cerro Navia, hvor jeg bor. Ordnede forhold, dørvagter, pæne gader og ingen gadesælgere, masser af dyre biler og lukkede områder med lejlighedskomplekser. Elena er en skøn dame, som snakker og snakker på (også selvom Camilla ikke forstår), og er en af liberale (i en ikke-dansk kontekst!) chilenere, som tror på abort, feminisme og at man selv skal have lov til at vælge, hvad man vil i sit liv. Vi nåede ikke at snakke så meget, andet end at hun viste nogle af hendes selvskrevne digtsamlinger, og lavede bl.a. en joke om, at hvis det havde været under Pinochet, så var hun blevet anholdt. Så hende håber jeg at se mere til. De har to ekstra senge, så hun sagde, jeg bare kunne overnatte, når jeg ville. Fik jeg nævnt at hun lavede frokost til os i det sekund, vi vågnede? Det er godt nok luksus her.

Anyhow jeg føler efterhånden, at jeg har mødt netop nogle af de forskellige sider af Chile, som jeg ønskede. Familien jeg bor hos er ultraliberal, en hver er sin egen lykkes smed, hvor man behandler folk, der er lavere rangeret i hierakiet end en selv dårligt, fordi det er "den eneste de lærer at arbejde hårdt på". Moises, min 20-årige "bodyguard", som jeg kalder ham, må ikke være med til at feste med de ældre brødre, men skal gå og åbne døren for os alle og hente ting i kiosken, hvis noget mangler, og gå ud med skraldet og bare generelt gøre alt ærgerlige arbejde, fordi han hos sin mor oppe nordpå ikke har opført sig ordentligt. Problemet er bare, at når de behandler ham som en hund, så bliver han enormt indædt og magtesløs, og når han engang kommer højere op i hierakiet, kommer han til at behandler dem under sig ligeså dårligt en endnu dårligere - og sådan fortsætter den onde cirkel. Buhu!

Så mødte jeg de studerende, som er mere unge og friske. Jeg har kun mødt chilenere, som er medlem af organisationen CAUC, som er dem, der har med udvekslingsstuderende at gøre. De er vældig flinke og imødekommende, er gode til at introducere os til Chile i forskellige henseender, så de er bare meget vestligt orienterede og kender godt til de kulturelle forskelle. Men der er lagt op til den helst store drukferie; et fuldt semester er 50 créditos, men de siger anbefaler kun 20-30, dvs. to fag mindre end fuldt pensum, så man har mere tid til fest og ballade. Så nu får vi at se. Jeg har jo mange fag, jeg skal have og gerne vil have. Jeg udnytter jo i stor stil, at universitet er flerfakultært (vist ikke et ord, men I forstår!), ligesom Københavns Universitet, så jeg både kan have fysik-fag, humaniora, samfundsvidenskab og programmering.

Jeg kom sådan til at tænke på forleden, pga. livsstilen her, hvor afslappet det er at leve i uvidenhed både omkring sundhed og miljø. Det startede med, at jeg i flyet mødte et amerikansk par, som grinede over, at deres meget rige søn i Schweiz havde alt, undtagen en god tørretumbler, for i Europa "er alting jo åhh så miljøvenligt". No wonder, at mother earth langsomt forsvinder ind! Ja tænkt sig, hvor afslappet en værdi vi også kunne have, hvis ikke vi bekymrede os. Nogle gang er det altså nemmere at være uoplyst. Chile er i samme dur. Plastikposer, skrald er der i massevis og bliver ikke sorteret. Desuden sundhed her er, hvad de siger i reklamerne. Hvis de i en reklame har en læge, som siger, at du skal drikke en masse mælk, og at det er sundt selvom der er tilsat sukker og smag, jamen så siger alle, at så er det sundt. Cereals er sunde her, selvom de indeholder mere sukker end noget som helst andet. Så når jeg spiser yoghurt natural (UDEN TILSAT SUKKER - meget svært at finde i supermarkedet), så glor de mærkeligt og synes at min mad er kedelig. Men overvej lige, hvor let, deres liv er - hvor lidt bekymring de har i hverdagen over deres livsstil. De ejer ingen dårlig samvittighed eller betænksomt. Misunder dem lidt, selvom jeg selvfølgelig aldrig ville være foruden min oplysthed.

Jeg havde en masse meget mere at ville fortælle om, men det tager lang tid at skrive det ned, og inden når jeg at glemme halvdelen. Men jeg har det godt. Føler mig som en antropolog på opdagelse. Kys og kram til jer alle.