lørdag den 19. september 2015

Aguildo

D. 18 september er Chiles nationaldag. Jeg troede, at det var en en fejring af deles uafhængighed, men det er det ikke. Jeg har fået fortalt historien, men kan ikke lige huske det. I al fald er det en vigtig dag for folket, hvor de bliver flasket med chilenske nationalisme og patriotisme. I radioen  siger de, at man skal huske, at det er et privilegium at være statsborger i dette fantastiske land. Ligeledes hænger der flag på alle huse, alle flagstænger og bilernes ligeså på bagsiden, sidespejlene og hvor fantasien sætter grænser. Det er svært ikke at lade sig rive med af denne stolte nation. Cueca, deres folkedans, er også midtpunkt for festlighederne. På med folkedragterne, og så danser folk i alle aldre Cueca. Tøjet er sådan lidt cowboyagtig for mændene, med en cowboyhat og cowboystøvler. Kvinderne har løst hår med blomster og spænder og måske lidt franske fletninger hist og her. Deres kjoler er som regel røde og er sådan lidt sydspansk, med et bånd om livet og så ellers er skørt, som virkelig løftes af vinden, når man danser en halv omgang rundt om selv. Det er meget stemningsfuldt, når man ser 3-5 årige danse. Og som altid her, behøver man ikke at være god til at danse, for at gå ud på dansegulvet og bare nyde stemningen og dansen for ens egen skyld. Jeg dansede det et par gange (efter at alkoholen ligesom havde fået modet fem i mig), man danser to og to og har et hvidt tørklæde i hånden, som man vifter rundt i en cirkel i strakt arm. Heldigvis er sangene kun 2 min. lange, og de første 30 sekunder, står man bare og klapper i takt, og det er den samme rutine hver gang med at danse frem og tilbage, skifte pladser og så går man ud fra dansegulvet til sidst hånd i hånd.

Men nu tilbage til overskriften. Disse dag, er måske ligesom julen for os danskere, eller ligesom festivalstemningen i DK, hvor der bliver brugt en masse penge, og man spiser ude, køber gaver til børnene, forkæler familien, spiser god mad (empanadas og anticucho), så derfor vil ens arbejdsgiver typisk give en "aguildo" - er ikke sikker på, om jeg husker navnet rigtig -, som er en slags bonus/tillæg, som man har ekstra penge til festlighederne. Og det er ikke noget, nogen arbejdsgivere gør, men alle gør. Og det får igen en til at tænke på, hvordan forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager er her. Mentaliteten er at arbejdstageren her skal være taknemmelig for sit job og sin arbejdsgiver. Forholdet er enormt ulige, og det er ikke kun arbejdsrelateret, men hierarkiet her er virkelig tydeligt. Hvis du har en boss, så er denne ikke kun din boss i arbejdsrelateret henseender, men også med de små ting i hverdagen som at hente kaffe, hente mad, rydde op efter sig selv, parkere bilen etc. I al fald så er aguildo og folkefesten jo kun et plaster på såret, en måde at få chilenerne til at glemme deres hårde, travle og nedslidende hverdag. Akkurat som feudalsamfundet i middelalderen, hvor man havde årsfester. For her disker alle de rige/velhavende i byerne op med de store donationer og gaver til folket, så de fattige for en stund kan glemme den kæmpe store ulighed her er.

Nårh men det er måske heller ikke så slemt som det lyder, men jeg er glad for, at jeg bor i et LILLE land, hvor det er sværere at manipulere med en helt befolkning, og hvor vi er bedre til at stille spørgsmålstegn, når de rige/velhavende pludselig stiller og vil donere penge og interessere for andre en dem selv. Glædelig 18. september!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar