tirsdag den 15. september 2015

Las fiestas patrias

Nu er der ikke længe til d. 18. september, som her i Chile er deres nationaldag. Det skulle efter sigende være en kæmpe folkefest, hvor der er FONDAS overalt i byerne og især kystbyerne besøges flittigt.  Fondas er en slags mini-festivaller, hvor der er musik, ASADAS (grill) og masser af drikkelse. Det er, hvad de indtil videre har fortalt os, så det bliver spændende at opleve, for det er altid svært at forestille sig det.

Jeg er blevet inviteret op nordpå til Copiapo - til ørkenen. I ved, bare lige 12 timer i bil haha. Faktisk til den blomstrede ørken. Eftersom el niño synes, at det var i år, at den skulle forbi Chile, så har det regnet meget mere end normalen, og når dette sker (måske en gang hver 30.-40. år), blomstrer ørkenen (https://www.google.cl/search?q=desierto+florido&sa=X&es_sm=91&biw=1263&bih=682&tbm=isch&tbo=u&source=univ&ved=0CBoQsARqFQoTCLTVh52H-ccCFUfQgAod-MwMTQ). Det er altså ørken, som normal er så golt og forladt, at du aldrig ville have gættet, at der lå nogle frø i dvale i jorden. Alles kommentar, når jeg fortæller, at jeg skal til Copiapo er: "Du ved godt, at det er ørken, ikke? At der ikke er andet end kilometervis af ørken?". Men jeg er blevet inviteret af Mauricio og Co. Jeg ved ikke, hvem af brødrenen og fætrene, der tager med, men jeg nyder bare at skulle dukke op og opleve og ikke skulle planlægge og bekymre mig planlægning. Jeg er her trods alt for at opleve, hvad de alligevel ville opleve uden mig. Desuden kan jeg også mærke, at jeg holder mig lidt tilbage, fordi jeg er så vant til i Peru, at min familie lover mig alt muligt uden at det på noget tidspunkt bliver til noget. Men her i Chile vil jeg dog mene, at de holder, hvad de lover, dog skal man være  fleksibel med tiden ;)

Den gruppe af udvekslingsstuderende, jeg er begyndt at hænge ud med (svenskere, hollændere, amerikanere, australiere) tager allesammen lidt ned sydpå og er sådan en kæmpe gruppe, at de ender med faktisk at fylde hele hostellet. De spiser sushi hver dag, kender kun til sikre downtown-Santiago og taler engelsk, når vi har sammenkomster. Det viser bare, hvor svært det er ikke at ende med at leve i en parallelverden her i Santiago. For de fleste vil gerne lære chilenere at kende osv, men det er bare hårdt og svært, så det er så nemt, at ende i sin egen lille vestlige koloni. Jeg ville smadder gerne have været med dem ned sydpå, og blev også inviteret, men alligevel tror jeg bare, at nordpå vil være chance for at opleve noget, jeg ikke har mulighed for at opleve ellers.

I Copiapo har Mauricios mor ikke ikke-færdig-konstrueret hus (hans ord) ud til vandet, så forhåbentlig bliver der tid til surfing og bodyboard, hvis der altså er mulighed for at leje, og ellers siger familien, de har noget udstyr. For her er stadig koldt, så man bader ikke bare lige i havet. Desuden har de jo kolde havstrømme langs Chiles kyst, så de har faktisk aldrig varmt vand!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar