I går fik Martine (min danske og ålborgensiske sambo) fornøjelsen af at tage i byen med vores anden chilenske sambo Ernesto og nyde godt af det homoseksuelle natteliv. Ernesto er homo og det er hans venner primært også. Han skriver lige nu bacheloropgave omkring Chileneres forhold til homoseksualitet, som selvfølgelig er meget blandet, men som i grove træk kan karakteriseres af at de ældre generationer enten afskyr det ellers blot ikke accepterer/kendes ved det, og så de nye generationer, som enten ikke vil kendes ved det og har et distanceret forhold til eller modsat dem, som er mere liberale og åbne. De fleste chilenere vi møder er af sidstnævnte, fordi det jo er studerende eller blot metrolitanere, som elsker byen for dets diversitet. Faktisk har jeg bemærket, at mange udvekslingsstuderende bor med homoseksuelle, hvilket jeg gætter på skyldes, at vi nok generelt er mere åbne overfor for homoseksualitet end den gennemsnitlige unge chilener. Det er blot et gæt.
Anyhow så var vi inviteret til Biancas 29-årige fødselsdag i går,hvor vi var de eneste heteroseksuelle. Bianca fortalte bla hvordan hun som barn havde spillet fodbold og hendes veninders forældre derfor ikke lod dem lege med hende. Men det skal siges, at de er kommet igen. Det homo- og alt-mulig-seksuelle miljø er kæmpe her og der er mange af dem i hele gadebilledet af byen. Men blot det, at de omgås primært hinanden, fortæller alligevel, at de jo stadig er en minoritet, som hele tiden skal kæmpe for at retfærdiggøre sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar