Den magiske ø

https://goo.gl/photos/p18qqPz8nTmXMLUs9

Chiloe er kendt som magiens og myternes ø,  og dette tages skal tages med dybeste alvor. I går sad jeg med Angelas mor, morens veninde, Angela og morens kæreste.  Med seriøsitet i både øjne og stemme fortæller de mig, hvordan emnet omkring hekse og troldmænd er et ømtåleligt emne, fordi det kun er folk, som på egen krop, der har oplevet det.  På daværende tidspunkt sidder jeg spændt og tænker "mon de kan aflæse mit ansigtsudtryk lige nu og se, at jeg på ingen måde tror på den slags overtro?",  for "hjemme"  i Santiago holder jeg mig ikke tilbage med at fortælle folk,  at jeg ikke tror på ånder og 6. sans udover - oftest vil det være folk som Sophia,  som jeg har et tættere forhold med.  Men heldigvis formår ejer at gemme mig bag mit ansigt af "I kan ikke mene det her seriøst",  men som heldigvis blev tolket som et ansigtsudtryk af forbløffelse over  de førstehåndsberetninger,  de kunne fortælle: Chiloe er bl. a. befolket af hekse og troldmænd,  og der findes både dem,  der vil andre det ondt og dem,  som blot laver laver sjov og spas med sine overnaturlige evner. Med alvor i stemmen fortæller Angela,  som ellers er det moderne menneske,  at den lokale heks var nede i hendes butik,  og at hun ved at holde to nåle krydset som et kors testede om kvinden var en heks,  for en heks kan ikke forlade et rum, hvis nålene er krydset, og tro mig om heksen ikke blot gik i cirkler og ikke forlod butikken før nålene blev separeret.  Andre historier involverer hvor de øboerne vågner op uden hår eller nogen har forudset hændelser etc.  Det er forunderligt,  at de kan stille så lidt spørgsmålstegn til disse magiske hændelser, ligesom med deres religion,  at drage så hurtigt og entydigt til en konklusion uden at søge at se tingene fra alle tænkelige sider og stadig give plads til,  at der måske findes en forklaring,  som er uden for en viden og kendskab.

Angelas familie har taget mig til som en ekstra datter: hun har før hun flyttede sammen med sin kæreste haft massere af forskellige gæster,  både chilenere og udlændinge i sit hjem, fordi hun simpelthen har en varm og velkomne personlighed,  og jeg tror,  hun holder af at være værtinde.  De bor fem styks i huset,  to børn fra tidligere ægteskab,  hendes kæreste Carlos og deres søn Alonso.  Carlos er fra Santiago og rektor på et institut på øen hovedstad Castro og jeg har nydt af have samtaler med ham om landet og kultursammenstødet,  jeg har oplevet.  Han er nemlig en af de få, som både kendes til kultursammenstød og som også blot henter sin vide andre sted fra end useriøst sensationelle medier som tv'et.  Alligevel,  en så begavet mand,  som denne,  slår det mig stadig,  hvordan chilenere ikke giver meget plads til diskussioner og videre overvejelser,  når de skal forklare et fænomen,  men at de er så hurtige til at sige,  at tingene er sådan og sådan her etc.  De er så sikre i dig ide om,  hvordan verden hænger sammen i stedet for at argumentere for deres mening og på den måde skridt for skrift nærme sig en konklusion. 

Angelas børn har simpelthen vundet mit hjerte.  De er hhv omkring  8, 10 og 12 år,  og de kalder mig "Tía Celia" (tante Celia) og hænger på mig som aber,  kysser og krammer og viser mig en sjælden kærlighed,  som oftest kun ses mellem forældrene selv og børn i DK, men som her er mere normalen.  Børn er her meget mere opmærksomhedskrævende fysisk en de bliver opdraget i Danmark,  og det er ikke unaturligt at se voksne børn hænge op af især deres mødre i fysiske forstand.  Fra barns bliver de nemlig pylret omkring,  krammet,  nusset og  båret rundt på, så de får et helt andet fysisk forhold til de voksne.  Til gengæld er de frække af helvedes til, hvilket skyldes,  at deres forældre her fylder dem konstant med tomme trusler,  således at de slet ingen mulighed har for at sætte grænsen dem selv mellem hvornår de er for meget og hvornår de kan slippe af sted med deres ugerninger.  Forældrene siger 10 gange,  at hvis ikke de makker ret,  ville forælderen gør dit inden at forældren rejser sig op og gør noget ved sagen uden blot at råbe for bordenden. Dette skyldes selvfølgelig også,  at deres forældre er dybt dobbeltmoralske,  ja selv over for mig.  Tit bliver jeg mindet om,  at de i det her land har en nultorelance med alkohol og kørsel,  men det er der absolut ingen,  der overholder.  Det er bare tom snak!

Angela Og Carlos har betalt alt for mig indtil videre og inviteret mig på alverdens lækkerier.  Hver gang jeg prøver at betale bliver de sure,  fordi Chilenere er stolte af at kunne invitere andre ud. Og ved en invitation inkluderer,  at de betaler modsat DK,  hvor vi altid splitter regningen.  Det er svært at vænne sig til og blot tage imod uden at give,  men man må jo indordne sig...