Jeg befinder igen nu i Pucón, stadig sydpå, bedre kendt som adrenalinens by. Her kan man dyrke alverdens ekstremsport: river rafting, kajak, klatring, ski og en masse masse mere. Forholdene er gode her, prisen inkluderer forsikring og folk her er faktisk uddannede, hvorfor prisen også er derefter, men stadig billigt i forhold til Europa, men dyrt, hvis man vil prøve mere end 1 sport og dyrt i forhold til Peru og de andre lande nordpå. Men i disse vil du så for det meste også underskrive et papir, hvor udbyderen fralægger sig ethvert ansvar for eventuel tilskadekomst.
Men jeg foretrækker stadig at vandre, måske fordi jeg også sparer lidt på mønterne her, når nu jeg kan få mere for pengene i Peru og Colombia, som er de næste ugers planer.
Den formentlig mest kendte aktivitet i byen er at komme op på den nærliggende vulkan Villarrica. Endnu en snedækket konisk vulkan. Grundet udbruddet i april er sikkerhedsomstændighederne (er det et ord?) blevet skærpet, således at prisen er fordoblet til 800 kr pr mand, fordi antallet af mennesker pr. guide er blevet nedsat til 4. Taget i betragtning at de lejer dig alt isklatreudstyr, skitøj, isklatrestøvler osv, og at det er en 9 timers tur, er det jo stadig en beskeden pris, selvom det springer mit budget lidt. Men jeg er selvfølgelig ankommet i den uheldigste weekend, med to dages intens regn, som gør alle udendørsaktiviteter pænt kedelige og vulkanklatring umulig.
Jeg nåede dog en solskinsdag, hvor jeg ville vandre op på bjerget San Sebastián og se den fantastiske udsigt over området seks vulkaner og tre kæmpe søer i parque Huerquehue, men heldet er jo ikke altid med én: ruten var lukket pga maraton, så jeg måtte gå den mere stille og rolige rute "Søerne", hvor man så en masse små søer med sneklædt bjerge i baggrunden. Det føltes lidt som Sverige med skovlugten, dog med en lidt anderledes flora. Skoven er fyldt med de fredede træer Araucaria (https://en.m.wikipedia.org/wiki/Araucaria), som for mig er en slags krydsning mellem et grantræ og et palmetræ. Stammen virker på samme måde en palmes, at de nederste grene rådner og falder af, så der er kun grene/palmeblade på toppen. Træet gror ekstremt langsomt, så de tykke stammer og høje af slagsen, man finder i parken er flere hundrede år gamle. De er virkelig enkle og mægtige. Så det var bestemt en smuk tur, hvor jeg var heldig at følges med en tysk pige, som jeg samme aften endte med at spise aftensmad med.
Billeder ses her: https://goo.gl/photos/Dur7mQKyKn47DLtA7
Ingen kommentarer:
Send en kommentar