onsdag den 23. december 2015

San Pedro - Uyuni

I Pucón fik jeg vist fanget mig en mindre forkølelse.  Denne lod mig selvfølgelig ikke stoppe af at vandre op på toppen af vulkanen Villarrica.  Senere den aften skulle jeg med en natbus til Santiago, fordi jeg næste morgen havde en aftale på ambassaden kl 9. Så I kan nok gætte, at jeg ikke ligefrem havde fået det bedre i løbet af natten.  En dejlig sommerforkælelse havde listet sig ind på mig, og min mindre travle dag i Santiago med Ambassade-besøg,  sende en pakke fra posthuset (man kommer ind,  og der står nummer 250 og du har lige fået nummer 307 i hånden),  og endeligt et sidste besøg hos Mauricio og Co for at tage afsked. 

For at sætte prikken på i'et,  skulle jeg op kl. 4.30 for at nå et fly kl. 6, for så at finde ud af kl.  5.30, at mit fly er aflyst pga strejke, og LAN, som jeg flyver med sætter mig på det næste fly kl.  12. Så det var 6 dejlige snottede timers i lufthavnen,  hvor jeg ængsteligt sov med min håndbagage under mig og vågnede hver 5. minut, fordi jeg jo i forrige uge fik stjålet mit pas og penge. På ambassaden i Santiago var alt heldigvis foregået helt,  som det skulle,  og jeg var der kun i 40 minutter.  Hende,  som hjalp mig, spurgte hvad min næste destination var,  og da hun hørte San Pedro,  sagde hun,  at det er der,  hvor der sker flest tricktyverier og flest får stjålet bagage i alle størrelser.

Men efter en 2 timers flyvetur til Calama,  hvor man i over en halv time flyver over en kæmpe sandørken,  som i milevis er øde,  og i det døde vulkanlandskab sniger sig en gang imellem en oase med lidt tørt grønt og måske en sø,  hvis man er heldig,  der sidder man et kort over øjeblik og spekulerer over,  hvad I alverden man dog har gang i.  Især når man lige er rejst op fra det frodige og grønne syd. Så med våde forkølelseshævede øjne,  ondt i halsen lander jeg i San Pedro i 35° C.  Heldigvis kunne jeg tage en bus til 120 kr,  som tog mig hele vejen til mit hostel.  Her skulle jeg mødes med Tim og Pascal (to hollændere). Tim har jeg læst sammen i Santiago,  og vi havde tilfældigvis booket billetter til San Pedro samme dag.  San Pedro er ikke rigtig en by for mig: de  er bitte lille og der findes stort set kun turiststeder. Og alt hvad der kan opleves,  er kun indenfor rækkevidde i firehjulstrækker eller med et turistbureau.  Så hvert gang man ankommer til turistattraktionerne er der en stime af mennesker,  og man går pænt i kø. Det er bare noget helt andet,  når jeg kommer fra syden,  hvor jeg kunne tage offentlig transport ud til de steder,  jeg ville besøge. Men på den anden side,  hvad kan man forvente,  når man er midt i en ørken.  Tim,  Pascal og jeg så gejsere den næste morgen kl.  4.30,  hvorfor min forkølelse ikke blev bedre overhovedet.  Gejserne er mange tusind pr gamle,  hvorfor de ikke er explosive,  som dem i Island,  men de koger blot,  og du ser udover dal,  hvor det bare ryger op diverse steder.  Meget smukt. Vi befandt os på det tidspunkt i 5000 m højde,  hvorfor hovedpinen sneg sig ind på én,  hvis man var lidt for overgearet og synes,  at man skulle løbe eller hoppe lidt. 

Dernæst var en tiltrængt siesta,  og vi mødte endnu en Hollænder,  Iris,  som også skulle til Saltørkenen i Uyuni dagen efter og anbefalede mig et bureau. Så jeg skyndte mig derhen og bestilte en tur til 1100 DKK, hvilket synes at være en rimelig pris for tre dage med alle måltider inkluderet og i grupper af 6 mand i firehjulstrækkere.  Så det blev et kort visit med drengene.  Vi ville have været på tur igen om aftnen og se Valle de la Luna, som er et månelignende landskab grundet meteornedslag (tror jeg),  men vores siesta havde været for lang,  så vi nåede det aldrig.

Tre dages tur til Uyuni
Fredag morgen hentes Iris og jeg (en time for sent selvfølgelig),  og da vi stiger på bussen ser jeg et velkendt ansigt: Simon fra DK.  En af de danske udvekslingsstuderende.  Han har sin lillebror med.  Jeg har kun rigtig mødt ham tre-fire gange,  men ham og hans lillebror er de første danskere jeg møder,  mens jeg har rejst alene.  Så det er altid rart med lidt dansk selskab.  De fleste andre rejsende undgår allerhelst folk fra deres egen nation,  men som dansker møder du ikke så mange,  som fx tyskere,  franskmænd etc. Der gik ikke mere end 5 min,  så skulle vi frem med rejsepapirerne. I Chile får du ved indrejse et indrejsepapir eller rettere en indrejsebon - et tyndt stykke papir med dato mm,  og hvis du er heldig i lufthavnen,  fortæller dydig,  at det her er papir er meget vigtigt. De fortalte ikke mig det,  det var kun fordi Mauricio gjorde mig opmærksom. Simon og hans lillebror havde selvfølgelig ikke medbragt deres papirer. Simon havde ikke en gang et studievisum,  han havde dog forlænget sit ophold for 100 US$, men havde ikke medbragt det papir heller. Turistbureauet sagde først,  at så kunne de ikke komme med, men sagde alligevel,  at de jo kunne prøve at se,  om det kunde lade sig gøre.  Straks sad Simon og jeg som de gode semi-chilenere,  vi er blevet,  at sammensætte en historie, hvorfor drengene havde glemt deres papirer, og at de bare skulle spille gringo-kortet,  som vi kalder det.  Jo dummere du spiller,  jo mere du fralægger dig enhver form for skyld,  jo længere kan du kommer og jo mere kan du opnå. Vores argumenter var følgende til at de ikke havde deres papirer på sig: deres fly var også blevet aflyst,  så de blev pludselig ringet op og var sat på et nyt fly,  hvor de havde få timer til at pakke - de vidste ikke på forhånd, at de ville krydse grænsen til Bolivia - at de havde betalt for turen,  så de kunne jo ikke sende dem tilbage - at det ikke kunne være Simons ansvar at rende rundt med en kvittering for opholdstilladelse osv. Efter 40 min insistereren og gebrokken spansk og at spille dum kom de sgu igennem, og der lød en jubel,  da vi vente tilbage til resten af bussen. Philip,  Simons lillebror,  var flere gange ved at smide håndklædet i ringen,  fordi han kommer direkte fra Danmark. Han er ikke vant til det her spil! Utroligt at de kom igennem,  de havde slet ingen ret til det.

Nu kunne rejsen begynde: man deles ind i grupper af seks,  for der er kun plads til seks mand i hver firehjulstrækker. Vi lavede en gruppe os tre danskere,  Iris og en brasilianer Victor. Skøn ungdomsgruppe. Landskabet er goldt,  man er omringet et perfektformede vulkaner,  og ind i mellem poppede en smeltevandssø op,  som grundet mineralerne og derfor de voksende alger, havde forskellige farver. I de fleste af søerne var der kæmpe flokke af flamingoer også.  Vi så både gejsere og badede i varme kilder den første dag. Et virkeligt smukt landskab, men meget det samme  i to dage, men hvad mere kan  forvente, når man er i ørkenen,  hvor der i ikke en gang er landsbyer,  kun turist-overnatsningssteder.  Der gik dog ikke længe før første stop ved en af søerne,  at hovedpinen og svimmelheden sneg sig ind på os. Av av. højdesyge havde ingen af os rigtig prøvet, og jeg tror 30 % af af gruppen led den første nat.  Det gjorde det bestemt heller ikke  bedre,  at toiletterne på første "hostel" var uden vandskyldning,  men der stod en balje vand,  som man skyllede med bagefter. Denne balje blev tømt i løbet af aftenen,  hvorfor omkring ved en 20-tiden, når de fleste skulle af med dagens mad og de syge skulle kaste op,  var der ingen mulighed for at skylle ud.  I kan nok forestille jer,  at vi alle holdt os så længe, vi kunne med alt der enten skulle ud foroven eller forneden. Men det er jo ikke ligefrem vand,  der er overskud af i ørkenen.

Som på mange turistture,  ved guiderne ikke rigtig,  hvad de viser turisterne.  Så jeg er sikker på,  at en geolog kunne have fortalt os meget mere om de steder,  vi stoppede.  Men vores guide David var sød og forklarede, så meget han kunne. På andendagen var vi alle rimelig mætte af det ellers fantastiske landskab,  vi kørte igennem.  Vi havde bare set lidt for meget sand,  søer og flamingoer,  så vi endte med at være den dovne gruppe, som sagde nej tak til at stoppe nogen af stederne. Vi var vist også den gruppe,  der formåede at sove allermest på turen. Vi spurgte David,  om vi sov mere end folk normalt,  og han smilede og grinede, mens han nikkede. Vi var ovenikøbet den yngste gruppe. Men vi var også hårdest ramt med højdesyge og havde forkølelse og forkølelsessår oveni. Vi nåede dog både at se masser af llamaer,  vicuñas, ørkenræve og en slags ørkenhare,  som kommer frem,  når de kan høre bilerne, så for så må man fodre dem med kiks og snacks - nok ikke så sundt for dem,  men det blev anbefalet af vores guide David. Den dag var vi oppe i 6200 m. Av.  David vidste godt,  at vi var syge,  men han er overbevist om,  at højdesyge er psykisk,  hvorfor da de andre grupper havde valget mellem en lavereliggende og højereliggende rute,  gav han ikke en gang os muligheden for at vælge. Vi fandt dog ud af,  at hvis vi klatrede og løb lidt rundt,  så glemte man hæjdesygen et øjeblik,  men så snart vi stod stillede dunkede det voldsomt,  som en god omgang rødvinstømmermænd,  som bare ikke vil forsvinde. Om aftenen lokkede vi vores chauffør David til at køre os til nærmeste kiosk,  så vi kunne byde på en bajer. Så vi drak øl,  vin og spillede kort den sidste nat. Jeg lærte et nyt spil, dansk 21, som er både taktisk,  men stadig simpelt.

Sidstedagen skulle vi se solopgang kl 6, så vi skulle op kl 3.45. Der fortryder man nok,  at man blev oppe til kl 24. Men vi havde den luksus,  at vi kunne sove den 1,5 inden vi nåede saltørkenen. Vi kom desværre for sent, fordi chaufføren til en af den andre biler kom for sent,  og vores chauffør måtte ringe rundt og få fat i ham.  Men vi klager ikke.  Det var smukt alligevel. Saltørkenen er 12.000 kvadratmeter,  og når saltsøen indtørrer hvert år efter regnperioden,  indtørrer den i pentagoner. Et virkelig smukt syn,  og interessant for sådan en som mig,  som bl.a. studerer, hvordan faste stoffer formeres. Dernæst stod resten af dagen på et besøg på kaktusøen (en ø med kaktusser), og så ellers perspektivbilleder i saltørkenen. Dem skal I se, vi fik lavet nogle gode nogen. David var ekspert i at tage billederne - han har arbejdet som chauffør og guide i seks år - så han havde masser af gode ideer og blev med at tage billeder indtil de var perfekte.

Vi rundede turen af i Uyuni med llama til frokost med quinoa. Victor (BR) tog en bid af quinoaen og nærmest spytter det ud,  og udbryder,  at det er da nok den dårligste ris han nogensinde har smagt. Han er en af de brasilianere,  som elsker Mac Donalds og alle andre kæder af fast food. Det er spændende at møde alle disse mennesker fra forskellige dele af verden.

Nu sidder jeg i bussen på vej til Arequipa. Først tog jeg natbussen til fra Uyuni - La Paz (11 timer), dernæst La Paz - Puno (6 timer), som blev forsinket over grænsen,  og nu er jeg på vej til Arequipa, hvorefter jeg skal finde en bus direkte til Lima. La paz og Bolivia slog benene væk under mig. Det virkede endnu fattigere end Perú,  og som om de har bibeholdt deres gamle traditioner i meget større udstrækning. Overalt så du kvinder i den traditionelle udklædning med mange lag nederdele, poncho-lignende klæder i omkring skuldrene og bowlerlignende hatte. Kvinderne er måske omkring 50-60 år og slæber rundt på mindst 20-30 kg, hvis ikke mere,  af fx kartofler eller andre varer, de skal sælge. Jeg så en kvinde med en gasbeholder,  som jeg er rimelig sikker på,  at jeg prøvede at bære i Santiago, men ikke kunne. Så respekt for de kvinder,  som ofte har et barn på ryggen og et andet hånden. Mange af dem snakker også quechua og meget lidt spansk meget stemningsfyldt,  men også kaotisk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar