I mandags forlod jeg Angela og hendes kære kære familie, fordi jeg ville ned og overnatte i naturparken parque Tantauco i sydChiloe. Så jeg tog til sydspidsen Quellón en bustur på to timer. Men dette viste sig at være en deadend. Det viste sig for det første, at man kun kan komme ind i naturparken enten via båd eller egen bil, begge ting koster i omegnen af 600 kr. Desuden var det helligdag den dag og ovenikøbet plejer de fleste turistbureauer at arrangere turene fra øens hovedstad Castro. Så min første nat på egen hånd var bestemt ikke den mest inspirerende på et sømandshostel ud til havnepromenaden, hvor der var fulde sømand på gaden. Men det er utroligt at se, at ligegyldigt hvor langt ud på landet du kommer i det her land, er byerne stadig beboere med folk i alle aldre, ike som i DK, hvor udkantsdanmark (eller vandkantsdanmark om du vil) langsomt bliver mindre og mindre.
Tirsdag brugeren hele turen i bus: Quellón - Castro - Puerto Montt - Puerto Varas og endeligt til en lille flække Petrohué, som ligger klods op af vulkanen Osorno (2600), fordi jeg havde læst at her kunne man gå en tur rundt om vulkanen. "Hostellet" var hos en ydmyg familie (ydmyg familie siges om dem, som ikke har så meget, men heller ikke er fattige), som havde høns og køer rendende i forhaven. Toilettet var uden bræt og toiletpapir, og der var intet internet. En interessant oplevelse. Desuden boede de på den anden side af en flod, hvor man for at komme over skal have et lift i en af motorbådene. Specielt sted, ikke særligt hyggeligt, men den omkringliggende natur med en kæmpe sø og den koniske, snedækkede vulkan. I april var vulkanen i udbrud og havde spyet sand og pimpsten i nærområet, så hvad der for et halvt år siden var grønt og frodigt er nu fuldstændigt bedækket med sort vulkanisk sand.
Det værste ved disse små hostels, som i sig selv er en oplevelse, er frygten for, at jeg ikke møder andre rejsende, som jeg kan tale med og evt. rejse med. Men heldet var med mig. Jeg mødte belgiere, som jeg inviterede mig med på næste dags tur rundt om vulkanen. Søde typer, begge på deres sabbatår efter at have endt deres studier. Det sjove er, at de fleste fransktalende turister foretrække at tale spansk fremfor engelsk, hvilket for mig er så underligt, fordi mine hjerne er programmeret til at tale engelsk med turister. Men det var godt, en god øvelse for mig at tale spansk med folk som er dårligere end spansk en mig.
Men vi gik omkring 20km i alt, 10km op og 10km ned. Normalt ville dette ikke være den store bedrift for mig, men det viste sig at være i et 40 cm's lag af sand. Puha, en tung omgang. Især fordi naturen omkring én var meget ens, så det var ikke så motiverende. Men som altid på disse ture er udsigten på toppen det hele værd. På toppen lavede vi en varm frokost med vores trangiasæt. Det er vist ikke rigtig tilladt i de her parker, men vi var over trægrænsen, så det var begrænset, hvilken skade vi kunne komme til at lave.
Efter turen ned, hvor vi var lave på blodsukker, fik var den sidste bus tilbage til byen, hvor vi havde booket hostel, lige kørt for næsen af os. Men i dette område af Chile, hvor der kommer mange rygsæksrejsende med telt og hele molevitten, og hvor der er små byer og naturparker på hvert hjørne, er det ikke unormalt tomle. Så det gjorde vi til Puerto Varas.
Fotos: https://goo.gl/photos/3m6qL43SR9jnyiey6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar