lørdag den 25. juli 2015

Første uge

Tid til en update. Jeg er helt udkørt af de her første fem første dage i Santiago. Jeg blev hente tirsdag af Mauricio, min fars ven, som var i Danmark for 15 år siden. Min telefon er selvfølgelig gået ud for strøm i flyet, og min bagage er ingen steder at se, så jeg skal stå i kø hos American Airlines i en time uden at kunne kontakte Mauricio, fordi mit opladerstik ikke passer til de chilenske stikkontakter (hvilket jeg fandt ud af, at de faktisk gør). I al fald formår jeg at få lidt strøm og kontakt til Mauricio, som har ventet på mig i to timer (!).

Han bor lige ved siden af lufthavnen, Cerro Navia, og da vi kører ind i nabolaget ser jeg ikke andet en blikhuse og slidte træhuse og tænker: "puha, hvad for et sted skal jeg dog bo!". For altid på denne her tur sammenlignes med det peruanske middelklasse, så derfor havde jeg en forventning om, at det ville være forhold af samme art men trods alt rigtige huse med rigtig tag. Dertil skal det siges, at han hentede mig i kun 1 år gammel firhjulstrækker, så han havde ligesom også sat standarden. Det viser sig så, at han bor i det største og lækreste hus her i nabolaget, hvor alle kender ham og sikkert på en eller anden måde samarbejder med ham. Han skrev til besked til mig, da jeg var ude at se mig omkring alene den første dag: "hvis der er nogen, der generer dig, så bare sig, at du er min niece. Alle ved hvem jeg er her". Uff, så ved man, at man er i Latinamerika. Hvor ingenting er gratis og alting handler om at positionere sig. Det er jo så langt væk fra dansk mentalitet at skulle stå i gæld til hinanden, og jeg prøver så vidt muligt at holde mig fra det, fordi jeg ikke vil være en del af det. Men det er jo et generelt dilemma for mig; hvor skal jeg tilpasse mig og hvor meget skal jeg råbe højt, når familien yngste dreng Moises - sorte får, som de kalder ham - skal åbne døren for mig, rydder op for mig og serverer mad til mig! Samtidig, når Mauricio kan få mit identitetkort (som jeg har brugt to dage for at få, fx uendelig lange køer og fejl i stemplet) igennem på to dage i stedet for tre uger, fordi han fætter Angel kender én, som kender én, som .... osv. Så siger jeg jo ikke nej tak! Så det kan vist med rette siges, uden at jeg fornærmer nogen, at her i Chile er kontakter og vennetjenester det vigtigste, du kan opbygge her. Men det er bare benhårdt altid at skulle være så overfladisk, fordi man skal give det bedste indtryk og hele tiden spille et spil, som handler om ikke at være for ærlig omkring, hvad man vil have, men at pakke det godt nok ind til at det ikke er en fornærmelse at bede om en tjeneste. Fx skulle jeg den første nat låne tøj af Angels pilola (kæreste). Så han kører mig derhjem uanmeldt og fortæller, at jeg i en uge nu har gået rundt i det samme tøj og at jeg fryser og spørger om det ikke er synd for mig. Af sig selv spørger hun jo så, om jeg vil låne tøj. Men man kan altid ikke spørge direkte om tingene her, det er simpelthen bare ikke måden at gøre det pa.

De sidste par dage har jeg bare hængt ud med Mauricio og hans kæmpe familie. De har en cateringfirma, som han ejer og som resten af brødrene arbejder i også. Om aftenen carretea (fester) man, nogen gange med en previa (opvarmning), og det gør de tilsyneladende hele uge i det her land. Man lader sig ikke slå ud af at skulle tidligt op på arbejde den efterfølgende dag, og jeg synes bestemt ikke, at de holder sig tilbage med alkoholen. De drikker en del pisco her med tonic. Det smager dejligt nok egentlig. Men ellers drikker jeg mest vin og øl. For god vin til billige penge har de masser af.

Det har taget mig et par dage at finde rundt i alle de familiære forhold, fordi Muaricios forældre hver især har giftet sig på ny og fået børn, som alle anser hinanden for søskende. Og på spansk skelner man ikke mellem mors og fars side, hvad angår famlietitler. Fx hedder det kun tante, ikke moster og faster. Så det gør det kun svære for mig at navigere rundt i familietræet. Desuden er man her bare meget hurtigt en del af familien, så foran deres børn kalder de mig tia Celia (tante celia) og omtaler mig også som Mauricios niece eller søster, hvis jeg bare lige hurtigt skal kategoriseres. Det er hyggeligt og man bliver man hurtigt knyttet til familien. Dertil har de bare være fantastisk gæstefrie. Jeg bliver behandler som en prinsesse, får serveret maden, bliver kørt rundt og de åbner døren for mig. Hvis jeg siger, at jeg mangler noget, arrangerer de det for mig. Det overrasket mig hver gang jeg kommer ned til kontinentet, at de har tid til at være så gæstfrie. Igen er det svært for mig både at tage imod, men for mig, som godt kan lide at gøre tingene selv, tager de også en del af min frihed. Men indtil videre prøver jeg bare at tilpasse mig dem. Jeg skal nok få masser af mulighed for at se og opleve tingene på egen hånd. Det er jo en kæmpe mulighed jeg har fået af at bo her hos Mauricio. Det er jo det virkelig Chile, middelklassen. Jeg observerer konstant og prøver at sat ord på inde i mit hovede, hvordan kulturen er her i forhold til Danmark Peru. Min hjerne kører på højtryk. Det er så spændende, at jeg til tider har svært ved at slappe af, fordi jeg har så travlt med at sætte alting i bokse, så jeg kan forstå det hele. Men jeg skal være her i fire måneder, så jeg har jo ikke travlt!

Endelig vil jeg bare sige, at Chile ikke er landet du skal begynde eller forsøge at forbedre dit spansk på. Hold kæft de snakker grimt og forkert. Spiser en masse endelser, sætter nye endelser og snakker alt anden et det sprog, du kan finde i ordbogen.  Nogen gang når de bruger slang, beder jeg dem om at oversætte til normal spansk. Jeg er virkelig sat på prøve. Jeg kan fortælle, at det ikke er en unormal situation, at vi sidder til et selskab, og de joker og snakker, og jeg sidder bare og kigger og lytter og smiler høfligt, men forstår kun brudstykker af samtalerne. Så i stedet sidder jeg og gætter mig til, hvad de snakker om og griner så af den joke, som jeg har fundet på inden i mit hovede. Mauricio sagde forleden med fryd i stemmen: "så ved du hvordan det føles!". Han var jo selv i Danmark i 6 år og jeg taler trods sproget, det gjorde han ikke.