torsdag den 27. august 2015

En skoledag

Man skal vist skynde sig at skrive alle tingene ned, som man oplever, inden det hele bare bliver hverdag og man glemmer at værdsætte alle de små særheder og forskelligheder.

Om morgenen, når jeg tager bussen og metro i skole, står der ved hver metro station en masse gadesælgere og sælger alt fra negleklipper til morgenmad, bestående at en bolle med pålæg. Sushi er blevet enormt populært her også, så til frokost og aftensmad, spiser de det også. Man køber en 10 stk sushi for en 20'er. Har dog endnu ikke prøvet det, men det ser meget lækkert ud. Nok ikke så god kvalitet. Der står også altid én og presser appelsiner, som de kalder dem, men jeg ville snarere sige mandariner/klementiner. Bare tanken om det nu, gør at jeg kan smage surheden i min mund. De har ikke samme tradition for søde appelsiner til juice her, som vi har.

Efter at have taget bus og metro, som hver især kører en gang hver 5-10. minut, står jeg af på San Joaquin, som er universitets største campus, hvor de fleste fakulteter er. Det er enormt og jeg må heller være ærlig og sige, at det tog mig lidt over en uge at kunne finde rundt her! De fleste af os har fag på forskellige fakulteter, og har derfor været snotforvirrede, fordi man bare får at vide: "Du skal være i 109" på den økonomiske fakultet. Man aner ingenting, og sandsynligheden for, at de chilenske studerende, man spørger, ved, hvor det ligger er minimal. Selvom vi har fået en tyk og fed blå bog med alle (inkl. forældede) kurserne og kursusnumre er angivet, har vi aldrig fået et lokaleoversigt. I dag spørger jeg så tilfældigvis en pige, hvor 109 ligger, og så tager hun sin telefon frem og finder den straks på en App, som universitet har, hvor du ikke blot kan finde undervisningslokaler, men også toiletter, rum til at printe etc. Det er sgu da utroligt, at ingen udvekslingsstuderende har fået noget som helst at vide om det.

Ovenstående leder mig til to temaer. Det ene er, at chilenere her er virkelig hjælpsomme, uden rigtigt at være det. Hvis du spørger om vej,  og de egentlig ikke rigtig aner, hvor stedet ligger, guider de dig bare i en retning, som måske, måske-ikke er den rigtige. Dette gør de hellere end blot at sige, at man kunne spørge en anden eller at guide én et sted hen, for at finde den rette information. Det er sket for flertallet af os, og ingen af os kan forstå, hvad det kommer sig af; en måde at være høflig på måske? Selvom man jo kunne sige, at det ligger i den ikke-høflige ende at guide nogen i den potentielt-forkerte retning!
Det andet tema er dette totale kaos, jeg har oplevet på dette universitet. Dette er ikke en overdrivelse, jeg repeterer, dette er ikke en overdrivelse. For det første, var vores timer en uge forsinket pga. vrøvl med intranettet, dernæst sidder vi i timelange køer for at blive indskrevet på diverse fakulteter. En af gangene havde jeg siddet i to timer, for så at komme ind og få at vide, at dette kursus ikke var for udvekslingsstuderende, selvom jeg havde angivet det på min ansøgning hertil, og ingen på noget tidspunkt havde nævnt, at jeg ikke kunne tage dette kursus. Da jeg så kommer hjem til Mauricio med en rødvin under armen, fordi jeg havde så ondt af mig selv, er hans eneste kommentar bare: "Tsk, Celia, du skal aldrig "take no for an answer", du skal bare blive siddende indtil du får din vilje". Jeg tænker bare, "ja, ja, han tror han ved, hvordan det er på mit uni, som eftersigende er Latinamerikas bedste", men manden havde sgu ret. Dagen efter, fortæller Camilla mig, at svenskeren Svea, havde siddet derinde, indtil de lavede en ekstra plads til hende på et kursus. Så der er ingen regel uden undtagelser i det her land. Har lige lært i dag i vores "Chilensk kultur"-timer, at chilenere ikke meget tillid har til hinanden eller systemet, og nu forstår man. For selv på et prestigefyldt universitet kan alle regler bøjes. De siger én ting, men hvis du bare er stædig nok, så kan du modellere det hele, som du vil. Fx skulle jeg skifte fag i tirsdags, fordi det ene programmeringsfag var for svært, og fristen var i sidste uge, og alligevel fik jeg - fordi jeg kan altid trække jeg-er-udveklsingsstuderende-og-forstår-ingenting-kortet - lov til at skrive mig ind på et nyt fag. Så man kan jo ikke lade være med at elske systemet, når det er til ens egen fordel, men det meste af tiden er det op ad bakke, og ingen tager ansvar for noget som helst, og det er ikke til at finde informationer nogle steder, om hvordan regelrne egentlig er. TOTAL KAOS. Så min drøm om at være en flittig studerende her er knust. Man bliver ligeglad med studierne, indifferent. Heldigvis har jeg et fantastisk kursus, hvor jeg stadig bliver udfordret, og i resten må jeg bare nyde udfordringen i at blive undervist på spansk og inhalere og fordøje alt det spanske og chilenske, jeg overhovedet kan.

mandag den 24. august 2015

Universitet - test og control

Bare lige en hurtig kommentar.
Har lige fået en meddelse fra et kursus jeg har, om en aflevering, hvor et billede skal vedhæftes. Men dette billede skal vedhæftes på en korrekt måde, og hvis ikke dette gøre korrekt, så får man en karakterstraf. Ikke nok med at den ikke vil blive betragte som en del af afleveringen, som måske ville ske i DK, men du får også en decideret straf. Det er sgu et skørt kontrolsystem de har her!

søndag den 16. august 2015

Chile og naturressourcer

Jeg  fandt lige et gammelt indlæg,  som jeg aldrig fik udgivet, men synes nu alligevel på trods af det alder,  at det skal udgives.  Dog har jeg tilføjet lidt:

"Tiden flyver hernede og det er svært at nå at fordøje alle indtrykkene.

Til de af jer, som følger med på facebook, var Camilla og jeg jo på en ganske kort roadtrip til La Serena. En seks-timers køretur i et naturlandskab, vi begge har meget svært ved at gennemskue: Det ser goldt ud, der er kaktusplanter og ellers ingen anden vegetation. Alligevel lever folk af i det område af landbrug - medmindre de har med minerne at gøre - som fx papaya, tomat, bær, avocado og druer til at lave pisco eller rødvin. Dvs. alligevel nogle grøntsager som vi tænker, må kræve en del næring, hvilket der må være men ikke ligner at være.

Chile er verdens største eksportør af kobber - jeg tror 80 % af alt kobber stammer herfra. Men Chile skal selv importere kobber af to grunde: a) de har ikke teknologien til at rense pg processere kobberet, hvorfor de samarbejder med Kina, b) de fleste mine-firmaer er udenlandske. Det er svært at forstå, at et så naturressourcerigt land ikke selv ejer, sine naturressourcer. Men det er den kendte historie fra 3. verdenslande. Ikke en gang motorvejen er deres egen. Størstedelen er ejet af spaniere, hvilket jo har den effekt på chilenerne, at de konstant føler sig snydt, når de skal betale PEAJE (det man betaler på en betalingsmotorvej), især fordi her er der ikke en slags rabatkort, hvor man kan få rabat, hvis man kører over en strækning ofte. Så chilenerne taler rigtig negativt om et motorvejssystem, som faktisk fungerer rigtig godt. Men man kan jo godt forstå, at de føler sig snydt, når alting foregår hen over hovedet på dem og de aldrig har noget at skulle have sagt. Desuden bekymrer de udenlandske firmaer sig jo ikke om miljøet, hvorfor området nordpå med minerne langsomt kontamineres.

Men det værste ved dette mineri og de naturressourcer,  som Chile besidder,  er at Chiles som folk ser dette som en uendelig naturresource,  som aldrig bruges op,  hvorfor de læner sig tilbage og ikke udvikler deres produkt. De har ingen planer om at lære selv at forarbejde deres kobber,  således at de kunne være uafhængige af fx Kina.  De har slet ikke denne innovationsmentalitet.  I stedet går de all-in på udvinding af deres naturressourcer,  fordi dette på kort sigt giver jobs og penge.  Det samme sker med den opdrættede laks, som er importeret fra Norge,  som i 10  år havde sit boom, som gav massere af chilenere job og økonomien voksede. , en pludselig brød en voldsom virus ud,  som halverede bestanden og massere af chilerenere i syden mistede deres job.  Dette var et resultat af al den antibiotika,  de giver laksne, fordi lovgivningen i dette land tilbyder antibiotika,  som er påvist både at skabe resistens blandt bakterier i laksen og være skadeligt for mennesker.  Men ikke en gang krisen de havde for 5 år siden bremser dem,  de fortsætter præcis,  hvor de slap, og der er ingen, ændringer i produktionsmetoden,  hvorfor det ikke varer mange år,  før en lignende krise med stor sandsynlighed kommer til at ske.  Men som sagt,  Chilenerne er meget kortsigtet,  når det kommer til økonomi.  Så længe de kan leve af det nu,  og leve godt af det,  så tænker de ikke videre over konsekvenserne.  Jeg har spist alt for meget laks allerede her på min tur,  men nu er det slut,  medmindre det er vild laks (hvilket vist slet ikke eksisterer i dette land).  "

tirsdag den 4. august 2015

En lillebitte meget hurtig update. Vi starter først i skole d. 11. august pga. problemer med kursusbasen og tilmeldinger til kurserne, så pludselig havde vi en uge her i Santiago mere, og vi synes i forvejen at det er lidt svært at finde ud af den vekslen der er mellem at være turister, som skal på seight-seeing og så at vi langsomt skal til at opbygge en hverdag herned og ikke bruge for mange penge. I øvrigt har jeg ikke lige fået fortalt, hvordan priserne er hernede. Men de er meget lig de danske, i hvert fald supermarkedspriserne. Deres valuta er pesos, og her er vi alle millionære, fordi her skal man bare gange det danske beløb med 100, så får man det i pesos. Så fx min husleje er 230.000, dvs. i omegnen af 2300 DKKR! Det tog mig lidt tid, før jeg forstod, at det var så nemt at omregne. I begyndelsen regnede jeg om til dollars og så danske kroner.

Men Mauricio, som bare er en champ, har lånt os han et år gamle jeep, og så er planen, at Camilla og jeg kører op nordpå til La Serena, som skulle være fantastisk. Camilla er mere kørevant end jeg, for da jeg oprindeligt blev spurgt om jeg ville låne bilen takkede jeg pænt nej, da trafikken her er lidt skræmmende. Primært inde i byen og skiltningen er dårlig, men ellers er vejforholdende betydelig bedre end i andre Latinamerikanske storbyer. Camilla er oprindelig fra Canada, så hun er vant til at køre alle steder hen. Så woop woop vi skal på en kort road trip de næste par, se kysten og ellers bare nyde ferien inden skolen starter. Vi lover at tage mange billeder.

Mht. bolig flytter jeg ind d. 11. august hos to chilenere, designere (ved ikke hvad de arbejder med!), så det er bare ligesom jeg drømte om; ville jo helst undgå at bo med andre udvekslingstuderende, så jeg kan lære så meget chilensk som muligt! Området hedder Providencia (google det!), og er meget fint og flot og ikke-farligt, så når det er mørkt og jeg skal hjem, så er det intet problem.

En sidste kort ting, jeg lige vil dele med jer apropos at passe på miljøet. De døjer jo med ekstrem meget SMOG om vinteren i Santiago, fordi kulden holder alle de forurenende partikler nede i den dal, som Santiago ligger i. MEN, og nu kommer det geniale: politikerne gør jo rigtig meget for at nedsætte forureningen (ahøøøm), så de har simpelthen bestemt, at hver dag er et to-cifret tal, fx 56, som svarer til det sidste nummer på din nummerplade, og hvis din nummerplade har dette tal, må du ikke køre HELE dagen, ellers får du en bøde. Smart, ikke? Det er både privatbilet, firmabiler etc. Men chilenerne har mere end én bil, så de tager jo bare den anden. Har endnu ikke mødt nogen, hvor det var et problem, udover de fattigste, som kun har en bil og lever af den. Igen, hvor er jeg taknemmelig over, at jeg lever i oplyst land, hvor politik - for det meste - ikke bare er overfladiske og populistiske løsninger.

lørdag den 1. august 2015

Tid til at få tømt hovedet lidt for tanker! Har haft introduktionsdag på universitet, hvor alt foregår på spansk, så det er bare lige på og hårdt! Her mødte jeg for første gang Camilla fra DTU. Hun er oprindelig fransk-canadisk med dansk mor, så hun er sgu en sej tøs, som ikke holder sig tilbage med at prøve sig frem på spansk, selvom hendes ordforråd indtil videre begrænset. Hendes franske giver hende helt klart en kæmpe fordel. I forbindelse med hende har jeg så mødt venstreorienterede, litterære og kulturelle Elena. I forgårs overnattede jeg hos Camilla, fordi jeg ikke selv kan tage hjem fra byen, da mit nabolag ikke er sikkert for en pige på egen hånd. Hun bor i Vitacura, som er bydelen, der ikke kunne være mere anderledes end Cerro Navia, hvor jeg bor. Ordnede forhold, dørvagter, pæne gader og ingen gadesælgere, masser af dyre biler og lukkede områder med lejlighedskomplekser. Elena er en skøn dame, som snakker og snakker på (også selvom Camilla ikke forstår), og er en af liberale (i en ikke-dansk kontekst!) chilenere, som tror på abort, feminisme og at man selv skal have lov til at vælge, hvad man vil i sit liv. Vi nåede ikke at snakke så meget, andet end at hun viste nogle af hendes selvskrevne digtsamlinger, og lavede bl.a. en joke om, at hvis det havde været under Pinochet, så var hun blevet anholdt. Så hende håber jeg at se mere til. De har to ekstra senge, så hun sagde, jeg bare kunne overnatte, når jeg ville. Fik jeg nævnt at hun lavede frokost til os i det sekund, vi vågnede? Det er godt nok luksus her.

Anyhow jeg føler efterhånden, at jeg har mødt netop nogle af de forskellige sider af Chile, som jeg ønskede. Familien jeg bor hos er ultraliberal, en hver er sin egen lykkes smed, hvor man behandler folk, der er lavere rangeret i hierakiet end en selv dårligt, fordi det er "den eneste de lærer at arbejde hårdt på". Moises, min 20-årige "bodyguard", som jeg kalder ham, må ikke være med til at feste med de ældre brødre, men skal gå og åbne døren for os alle og hente ting i kiosken, hvis noget mangler, og gå ud med skraldet og bare generelt gøre alt ærgerlige arbejde, fordi han hos sin mor oppe nordpå ikke har opført sig ordentligt. Problemet er bare, at når de behandler ham som en hund, så bliver han enormt indædt og magtesløs, og når han engang kommer højere op i hierakiet, kommer han til at behandler dem under sig ligeså dårligt en endnu dårligere - og sådan fortsætter den onde cirkel. Buhu!

Så mødte jeg de studerende, som er mere unge og friske. Jeg har kun mødt chilenere, som er medlem af organisationen CAUC, som er dem, der har med udvekslingsstuderende at gøre. De er vældig flinke og imødekommende, er gode til at introducere os til Chile i forskellige henseender, så de er bare meget vestligt orienterede og kender godt til de kulturelle forskelle. Men der er lagt op til den helst store drukferie; et fuldt semester er 50 créditos, men de siger anbefaler kun 20-30, dvs. to fag mindre end fuldt pensum, så man har mere tid til fest og ballade. Så nu får vi at se. Jeg har jo mange fag, jeg skal have og gerne vil have. Jeg udnytter jo i stor stil, at universitet er flerfakultært (vist ikke et ord, men I forstår!), ligesom Københavns Universitet, så jeg både kan have fysik-fag, humaniora, samfundsvidenskab og programmering.

Jeg kom sådan til at tænke på forleden, pga. livsstilen her, hvor afslappet det er at leve i uvidenhed både omkring sundhed og miljø. Det startede med, at jeg i flyet mødte et amerikansk par, som grinede over, at deres meget rige søn i Schweiz havde alt, undtagen en god tørretumbler, for i Europa "er alting jo åhh så miljøvenligt". No wonder, at mother earth langsomt forsvinder ind! Ja tænkt sig, hvor afslappet en værdi vi også kunne have, hvis ikke vi bekymrede os. Nogle gang er det altså nemmere at være uoplyst. Chile er i samme dur. Plastikposer, skrald er der i massevis og bliver ikke sorteret. Desuden sundhed her er, hvad de siger i reklamerne. Hvis de i en reklame har en læge, som siger, at du skal drikke en masse mælk, og at det er sundt selvom der er tilsat sukker og smag, jamen så siger alle, at så er det sundt. Cereals er sunde her, selvom de indeholder mere sukker end noget som helst andet. Så når jeg spiser yoghurt natural (UDEN TILSAT SUKKER - meget svært at finde i supermarkedet), så glor de mærkeligt og synes at min mad er kedelig. Men overvej lige, hvor let, deres liv er - hvor lidt bekymring de har i hverdagen over deres livsstil. De ejer ingen dårlig samvittighed eller betænksomt. Misunder dem lidt, selvom jeg selvfølgelig aldrig ville være foruden min oplysthed.

Jeg havde en masse meget mere at ville fortælle om, men det tager lang tid at skrive det ned, og inden når jeg at glemme halvdelen. Men jeg har det godt. Føler mig som en antropolog på opdagelse. Kys og kram til jer alle.