lørdag den 19. september 2015

Aguildo

D. 18 september er Chiles nationaldag. Jeg troede, at det var en en fejring af deles uafhængighed, men det er det ikke. Jeg har fået fortalt historien, men kan ikke lige huske det. I al fald er det en vigtig dag for folket, hvor de bliver flasket med chilenske nationalisme og patriotisme. I radioen  siger de, at man skal huske, at det er et privilegium at være statsborger i dette fantastiske land. Ligeledes hænger der flag på alle huse, alle flagstænger og bilernes ligeså på bagsiden, sidespejlene og hvor fantasien sætter grænser. Det er svært ikke at lade sig rive med af denne stolte nation. Cueca, deres folkedans, er også midtpunkt for festlighederne. På med folkedragterne, og så danser folk i alle aldre Cueca. Tøjet er sådan lidt cowboyagtig for mændene, med en cowboyhat og cowboystøvler. Kvinderne har løst hår med blomster og spænder og måske lidt franske fletninger hist og her. Deres kjoler er som regel røde og er sådan lidt sydspansk, med et bånd om livet og så ellers er skørt, som virkelig løftes af vinden, når man danser en halv omgang rundt om selv. Det er meget stemningsfuldt, når man ser 3-5 årige danse. Og som altid her, behøver man ikke at være god til at danse, for at gå ud på dansegulvet og bare nyde stemningen og dansen for ens egen skyld. Jeg dansede det et par gange (efter at alkoholen ligesom havde fået modet fem i mig), man danser to og to og har et hvidt tørklæde i hånden, som man vifter rundt i en cirkel i strakt arm. Heldigvis er sangene kun 2 min. lange, og de første 30 sekunder, står man bare og klapper i takt, og det er den samme rutine hver gang med at danse frem og tilbage, skifte pladser og så går man ud fra dansegulvet til sidst hånd i hånd.

Men nu tilbage til overskriften. Disse dag, er måske ligesom julen for os danskere, eller ligesom festivalstemningen i DK, hvor der bliver brugt en masse penge, og man spiser ude, køber gaver til børnene, forkæler familien, spiser god mad (empanadas og anticucho), så derfor vil ens arbejdsgiver typisk give en "aguildo" - er ikke sikker på, om jeg husker navnet rigtig -, som er en slags bonus/tillæg, som man har ekstra penge til festlighederne. Og det er ikke noget, nogen arbejdsgivere gør, men alle gør. Og det får igen en til at tænke på, hvordan forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager er her. Mentaliteten er at arbejdstageren her skal være taknemmelig for sit job og sin arbejdsgiver. Forholdet er enormt ulige, og det er ikke kun arbejdsrelateret, men hierarkiet her er virkelig tydeligt. Hvis du har en boss, så er denne ikke kun din boss i arbejdsrelateret henseender, men også med de små ting i hverdagen som at hente kaffe, hente mad, rydde op efter sig selv, parkere bilen etc. I al fald så er aguildo og folkefesten jo kun et plaster på såret, en måde at få chilenerne til at glemme deres hårde, travle og nedslidende hverdag. Akkurat som feudalsamfundet i middelalderen, hvor man havde årsfester. For her disker alle de rige/velhavende i byerne op med de store donationer og gaver til folket, så de fattige for en stund kan glemme den kæmpe store ulighed her er.

Nårh men det er måske heller ikke så slemt som det lyder, men jeg er glad for, at jeg bor i et LILLE land, hvor det er sværere at manipulere med en helt befolkning, og hvor vi er bedre til at stille spørgsmålstegn, når de rige/velhavende pludselig stiller og vil donere penge og interessere for andre en dem selv. Glædelig 18. september!

onsdag den 16. september 2015

Física del Sólido Avanzado

VEfter overskriften ved jeg bare, at interessen hos dig steg 😉 Hver mandag og onsdag har jeg mit svære fysikkursus, som udover at være et niveau lidt for højt for mig har en underviser, som taler med 100 km i timen. Hurtigere end en færing og jeg kan kun med nødt og næppe, på et mix af dansk, spansk og engelsk,  nå at skrive noter. Det er svært at beskrive, hvor hurtigt de taler hernede, men det er sådan, at hver gang man går og synes, at ens spanske i hvert fald er blevet bedre, så skal du bare hænge ud med en gruppe chilenere, og så har du bare lyst til at sætte dig og ned og græde og tænker, at det her kommer du aldrig til at lære.

Men mine timer mandag og tirsdag er mine yndlings. Af to grunde: faget er interessant og underviseren simpelthen den bedste, som formår altid at uddybe og gennemgå de elementære ting, når han kan se på os, at vi måske har tabt tråden lidt. Enormt sympatisk fætter! Den anden grund er Daniel, min anden studiekammerat i faget. Men eneste studiekammerat. You heard me: vi er kun to elever. Fordi det lidt er et specialkursus. Og Daniel, som er ved at være færdig med sin kandidat, er autist eller noget i den dur, og er det dejligste menneske på jorden af flere grunde. Udover at han er yderst hjælpsom med alt, hvad jeg spørger om, så er han simpelthen så rar at være sammen med. Han tager nemlig ikke hensyn til mit niveau af spansk, når han taler og så retter han mig, selv hvis jeg siger det mindste forkert, fx en forkert artikel eller forkert udtale. For situationsfornemmelse har han ikke altid. Så når jeg spørger om en lille ting, måske lidt til samfundet til uni, så starter hans hjerne en større præsentation af emnet, og jeg får altid en udførlig beskrivelse af, hvordan tingene er og hvorfor. Han er meget belært, og man kan mærke, hvordan han sluger information til sig. Han refererer tit til undersøgelser, og har altid flere synspunkter på et emne. Og som sagt, så taler han til mig, som han ville tale til enhver chilener, der bliver ikke taget hensyn. Heldigvis følges vi kun 3-5 stop på vej hjem i metroen, for i han er ikke til at stoppe, når han først er gået i gang. Men han er så dejlig at hænge ud med. Jeg elsker, at man kan lægge alle alt væk, hvad der hedder at skulle agere eller være på en bestemt måde, for Daniel er bare sig selv altid og 100%, hvilket gør, at man også selv kan være det i hans selskab. Skøn fyr. Fx siger han til mig hver gang, at jeg ser træt ud haha, som i at jeg ikke lige har været  i bad eller ikke har set mig selv i spejlet et stykke tid.

tirsdag den 15. september 2015

Alt for hjælpsomme og høflige

En ting alle os turister og udvekslingsstuderende har oplevet er, at chilenere hellere vil semi-hjælpsomme end ikke at hjælpe overhovedet. Dvs. Når du spørg om hjælp på gaden/universitetet/diverse institutioner, så vil en chilenere hellere misvejlede dig end ikke at vejlede dig. Dette er sket for mig flere gange, fx hvis du spørger om vej, så sender de dig i en retning, siger du skal dreje lidt hist og her og så finder du det. Og så siger de, at det kun tager 10 min. hvilket bestemt er relativt. Måske 10 måske 30 min. og måske er du slet ikke på vej hen, hvor du gerne ville hen. Og sådan er der generelt med information.

I går skulle jeg i banken og få ordnet min chilenske konto og finde frem til de penge, som jeg har sendte fra Danmark og endnu ikke modtaget. Det første sted, sagde de, at den type konto jeg har ikke kan modtage udenlandske transaktioner, så sendte de mig videre til en anden bank med mere expertise. I denne var der ingen, der vidste noget om udenlandske transaktioner. Så jeg skal videre til en tredje bank, hvor han siger, jo selvfølgelig kan jeg da det, så længe det er mindre end 20.000 kroner, og at det bare tager 3-4 hverdage. Desværre var systemet nede i går, så han kunne ikke tjekke for mig, hvor pengene befandt sig (de skal over USA først). Så imellemtiden har mit humør  og mit stressniveau og mine tanker været igennem alle tænkelige scenarier/niveauer. Fra worst-case til "tag det nu roligt Celia, du er i Sydamerika på ferie, ingen stress". Det her land er ikke for control freaks som mig. Er snart bange for at få en blodprop!!! Eller skal jeg virkelig tage kulturen til mig og bare affinde mig med og måske endda holde af, at tingene går så skide langsomt, ting tager sin tid, men er man stædig nok og kender de rigtige mennesker, så med insisteren, så kan man alt, hvad man vil?

Las fiestas patrias

Nu er der ikke længe til d. 18. september, som her i Chile er deres nationaldag. Det skulle efter sigende være en kæmpe folkefest, hvor der er FONDAS overalt i byerne og især kystbyerne besøges flittigt.  Fondas er en slags mini-festivaller, hvor der er musik, ASADAS (grill) og masser af drikkelse. Det er, hvad de indtil videre har fortalt os, så det bliver spændende at opleve, for det er altid svært at forestille sig det.

Jeg er blevet inviteret op nordpå til Copiapo - til ørkenen. I ved, bare lige 12 timer i bil haha. Faktisk til den blomstrede ørken. Eftersom el niño synes, at det var i år, at den skulle forbi Chile, så har det regnet meget mere end normalen, og når dette sker (måske en gang hver 30.-40. år), blomstrer ørkenen (https://www.google.cl/search?q=desierto+florido&sa=X&es_sm=91&biw=1263&bih=682&tbm=isch&tbo=u&source=univ&ved=0CBoQsARqFQoTCLTVh52H-ccCFUfQgAod-MwMTQ). Det er altså ørken, som normal er så golt og forladt, at du aldrig ville have gættet, at der lå nogle frø i dvale i jorden. Alles kommentar, når jeg fortæller, at jeg skal til Copiapo er: "Du ved godt, at det er ørken, ikke? At der ikke er andet end kilometervis af ørken?". Men jeg er blevet inviteret af Mauricio og Co. Jeg ved ikke, hvem af brødrenen og fætrene, der tager med, men jeg nyder bare at skulle dukke op og opleve og ikke skulle planlægge og bekymre mig planlægning. Jeg er her trods alt for at opleve, hvad de alligevel ville opleve uden mig. Desuden kan jeg også mærke, at jeg holder mig lidt tilbage, fordi jeg er så vant til i Peru, at min familie lover mig alt muligt uden at det på noget tidspunkt bliver til noget. Men her i Chile vil jeg dog mene, at de holder, hvad de lover, dog skal man være  fleksibel med tiden ;)

Den gruppe af udvekslingsstuderende, jeg er begyndt at hænge ud med (svenskere, hollændere, amerikanere, australiere) tager allesammen lidt ned sydpå og er sådan en kæmpe gruppe, at de ender med faktisk at fylde hele hostellet. De spiser sushi hver dag, kender kun til sikre downtown-Santiago og taler engelsk, når vi har sammenkomster. Det viser bare, hvor svært det er ikke at ende med at leve i en parallelverden her i Santiago. For de fleste vil gerne lære chilenere at kende osv, men det er bare hårdt og svært, så det er så nemt, at ende i sin egen lille vestlige koloni. Jeg ville smadder gerne have været med dem ned sydpå, og blev også inviteret, men alligevel tror jeg bare, at nordpå vil være chance for at opleve noget, jeg ikke har mulighed for at opleve ellers.

I Copiapo har Mauricios mor ikke ikke-færdig-konstrueret hus (hans ord) ud til vandet, så forhåbentlig bliver der tid til surfing og bodyboard, hvis der altså er mulighed for at leje, og ellers siger familien, de har noget udstyr. For her er stadig koldt, så man bader ikke bare lige i havet. Desuden har de jo kolde havstrømme langs Chiles kyst, så de har faktisk aldrig varmt vand!

mandag den 7. september 2015

Kaffe afvænning

Igen en lille sidebemærning. Som i måske har set på facebook (Søren, få dig nu en facebook-profil, omend en anonym én eller sådan noget! - nårh ja, og så tillykke med i går igen), har jeg været flere gange på StarBucks her i Chile, end jeg har hele mit liv. Det skyldes simpelthen, at deres kaffe her er intet mindre end forfærdelig: det er højst sandsynligt lavet fra en "espresso"-maskine, som bruger mælkepulver og endda nogen gange sukker/sødemiddel, som standardindstilling, og eller kan du få en lækker pulverkaffe, som er så bitter og kønsløs, at du næsten kommer til at savne sukkeret, som espressomaskinen putter i din kaffe. Så det jeg savner allemest er nok at kunne dufte til en omgang friskkværnet kaffebønner og en bodumkande kaffe lavet på disse. Men der er jo ikke noget, der ikke er godt for noget andet. Nu får jeg drukket en masse hjemmelavet ingefærthe med honning og citron.

Mht. sødemiddel, er det noget de fleste bruger i stedet for sukker. På restauranter/cafeer, bliver du altid tilbudt sødemiddel til din the/kaffe. Jeg ved intet om sødemiddel, men jeg mistænker dem for igen, at have et forskruet og forkert syn på, hvad der er sundt for kroppen.

lørdag den 5. september 2015

Sygeforsikring

Mauricio betaler 500$ om måneden for en god sygeforsikring. Han er lige brevet opereret i næsen, fordi han altid kun har kunne trække vejret gennem det ene næsebor. Pga operationen er han sygemeldt 21 dage, hvorfor han får en arbejdserstatning. Dette betyder, at han skal være hjemme 24/7, fordi de kommer uanmeldt fra sygeforsikringen for at tjekke, at han ikke har forladt sit hjem. Utroligt. Vi skal være så glade for vores tillid til hinanden, og at vores regler ikke er så sort/hvide.

fredag den 4. september 2015

Hverdag

Så er jeg så småt ved at få en hverdag her i Santiago.

Fra mandag-torsdag går jeg i skole. Jeg havde oprindeligt også timer fredag, men den første dag i det fag kiggede underviseren på os med et smil og sagde: "... og hvad synes I egentlig om at skulle i skole hver fredag kl. 15.30?", og så blev det ellers rykket til mandag. Så nogle gange kan man jo ikke lade være med at holde af det kaotiske universitetsliv, hvor intet er, som det er planlagt.

Jeg følger fire kurser: et i programmering for ingeniører, to fysikfag (Moderne Fysik og Avanceret Fasstoffysik) og Chilensk Kultur. Alle sammen fag, som jeg synes er interessante og er glad for. Mange af de andre udvekslingsstuderende har taget de obligatoriske fag, de skulle have i forbindelse med deres uddannelsen, hvorfor de her i Chile tager allemulige skøre kurser, som fx fodbold eller tennis. Det er de færreste, der er kommet for at studere, hvilket jeg synes er ærgerligt. Men desværre gør universitetet intet for at motivere vi os fagligt, så selvom man ligesom mig også kom for at studere, så er det svært at holde selvdisciplinen og interessen oppe. Underviserne er fuldstændig ligeglade med, at man er udvekslingsstuderende og de andre elever ligeså. Vi har selv skulle spørge og finde frem til de forskellige portaler, som de forskellige fakulteter bruger, og først i sidste uge, fandt jeg helt tilfældigvis ud af, at uni havde en app, som viser alle auditorierne, læsesale mm.. Dvs. efter at alle har været faret vild tonsvis af gange. Så det er svært at tage universitet og det akademiske aspekt i denne udveksling seriøst, når alt hvad man oplever er kaotisk.

Mht. undervisning har man her moduler af 1 time og 20 min uden pause. Derfor er det svært at socialisere med ens klassekammerater, fordi alle kommer lige når timen starter og fordufter ligeså timen er slut, så man har ikke rigtig mulighed for at snakke med dem. Heldigvis i Moderne Fysik er jeg i gruppe med to piger, så der får jeg da mødt lidt chilenere gennem dem.
De giver ikke rigtig lektier for, hvilket er meget stressende, fordi i stedet har du bare en lang bibliografi fra kursusbeskrivelsen, hvor der er anbefalet litteratur. Dvs. man ved ikke, hvilket emne, der bliver gennemgået næste gang, medmindre underviseren har sagt det i timen, så man kan ikke en gang rigtig forberede sig. Det er virkelig ikke min stil, jeg hader at komme til time uden at ane, hvad der kommer til at foregå. Så jeg har simpelthen ikke knækket, hvordan de studerer her.

Efter skole har jeg efterhånden også fået lidt styr på. Mandag underviser Camilla og jeg Maura (Mauricios datter) i engelsk. Det er skide hyggeligt, for jeg savner familien, så det er en god undskyldning for mig at se familien. Maura synes ikke det er så fedt. Hun går i skole hver dag fra 8-16, og bliver ellers bare presset af sin far til at studere. Hver uge har hun prøver.  Så stakkels pige!
Tirsdag og torsdag er der udendørs salsaundervisning for en 10'er! Det er Cubansk Rueda de Casino, så det er bare mega fedt og uforpligtende, for man dukker bare op, hvis man har lyst. Og så er der lidt fri dans bagefter. Onsdag er planen, at jeg skal danse lidt dancehall, men nu får vi at se, om jeg får taget mig sammen.

Fredag er så dagen, hvor jeg burde studere, men det ender tit med, at vi efter salsa om torsdagen tager på karaoke (vi er en gruppe udvekslingsstuderende) og skråler til kl. sent om morgenen.

I aften er der "Fiesta del Mundo", hvor vi skal lave en dansk bod. Vi køber rugbrød og laver fiskefilet, og så bikser  vi noget smørrebrød sammen. Vi er vist 5-6 danskere, vi ses faktisk aldrig, men alligevel har vi lidt kontakt. Så det bliver hyggeligt at se dem i aften.