onsdag den 23. december 2015

San Pedro - Uyuni

I Pucón fik jeg vist fanget mig en mindre forkølelse.  Denne lod mig selvfølgelig ikke stoppe af at vandre op på toppen af vulkanen Villarrica.  Senere den aften skulle jeg med en natbus til Santiago, fordi jeg næste morgen havde en aftale på ambassaden kl 9. Så I kan nok gætte, at jeg ikke ligefrem havde fået det bedre i løbet af natten.  En dejlig sommerforkælelse havde listet sig ind på mig, og min mindre travle dag i Santiago med Ambassade-besøg,  sende en pakke fra posthuset (man kommer ind,  og der står nummer 250 og du har lige fået nummer 307 i hånden),  og endeligt et sidste besøg hos Mauricio og Co for at tage afsked. 

For at sætte prikken på i'et,  skulle jeg op kl. 4.30 for at nå et fly kl. 6, for så at finde ud af kl.  5.30, at mit fly er aflyst pga strejke, og LAN, som jeg flyver med sætter mig på det næste fly kl.  12. Så det var 6 dejlige snottede timers i lufthavnen,  hvor jeg ængsteligt sov med min håndbagage under mig og vågnede hver 5. minut, fordi jeg jo i forrige uge fik stjålet mit pas og penge. På ambassaden i Santiago var alt heldigvis foregået helt,  som det skulle,  og jeg var der kun i 40 minutter.  Hende,  som hjalp mig, spurgte hvad min næste destination var,  og da hun hørte San Pedro,  sagde hun,  at det er der,  hvor der sker flest tricktyverier og flest får stjålet bagage i alle størrelser.

Men efter en 2 timers flyvetur til Calama,  hvor man i over en halv time flyver over en kæmpe sandørken,  som i milevis er øde,  og i det døde vulkanlandskab sniger sig en gang imellem en oase med lidt tørt grønt og måske en sø,  hvis man er heldig,  der sidder man et kort over øjeblik og spekulerer over,  hvad I alverden man dog har gang i.  Især når man lige er rejst op fra det frodige og grønne syd. Så med våde forkølelseshævede øjne,  ondt i halsen lander jeg i San Pedro i 35° C.  Heldigvis kunne jeg tage en bus til 120 kr,  som tog mig hele vejen til mit hostel.  Her skulle jeg mødes med Tim og Pascal (to hollændere). Tim har jeg læst sammen i Santiago,  og vi havde tilfældigvis booket billetter til San Pedro samme dag.  San Pedro er ikke rigtig en by for mig: de  er bitte lille og der findes stort set kun turiststeder. Og alt hvad der kan opleves,  er kun indenfor rækkevidde i firehjulstrækker eller med et turistbureau.  Så hvert gang man ankommer til turistattraktionerne er der en stime af mennesker,  og man går pænt i kø. Det er bare noget helt andet,  når jeg kommer fra syden,  hvor jeg kunne tage offentlig transport ud til de steder,  jeg ville besøge. Men på den anden side,  hvad kan man forvente,  når man er midt i en ørken.  Tim,  Pascal og jeg så gejsere den næste morgen kl.  4.30,  hvorfor min forkølelse ikke blev bedre overhovedet.  Gejserne er mange tusind pr gamle,  hvorfor de ikke er explosive,  som dem i Island,  men de koger blot,  og du ser udover dal,  hvor det bare ryger op diverse steder.  Meget smukt. Vi befandt os på det tidspunkt i 5000 m højde,  hvorfor hovedpinen sneg sig ind på én,  hvis man var lidt for overgearet og synes,  at man skulle løbe eller hoppe lidt. 

Dernæst var en tiltrængt siesta,  og vi mødte endnu en Hollænder,  Iris,  som også skulle til Saltørkenen i Uyuni dagen efter og anbefalede mig et bureau. Så jeg skyndte mig derhen og bestilte en tur til 1100 DKK, hvilket synes at være en rimelig pris for tre dage med alle måltider inkluderet og i grupper af 6 mand i firehjulstrækkere.  Så det blev et kort visit med drengene.  Vi ville have været på tur igen om aftnen og se Valle de la Luna, som er et månelignende landskab grundet meteornedslag (tror jeg),  men vores siesta havde været for lang,  så vi nåede det aldrig.

Tre dages tur til Uyuni
Fredag morgen hentes Iris og jeg (en time for sent selvfølgelig),  og da vi stiger på bussen ser jeg et velkendt ansigt: Simon fra DK.  En af de danske udvekslingsstuderende.  Han har sin lillebror med.  Jeg har kun rigtig mødt ham tre-fire gange,  men ham og hans lillebror er de første danskere jeg møder,  mens jeg har rejst alene.  Så det er altid rart med lidt dansk selskab.  De fleste andre rejsende undgår allerhelst folk fra deres egen nation,  men som dansker møder du ikke så mange,  som fx tyskere,  franskmænd etc. Der gik ikke mere end 5 min,  så skulle vi frem med rejsepapirerne. I Chile får du ved indrejse et indrejsepapir eller rettere en indrejsebon - et tyndt stykke papir med dato mm,  og hvis du er heldig i lufthavnen,  fortæller dydig,  at det her er papir er meget vigtigt. De fortalte ikke mig det,  det var kun fordi Mauricio gjorde mig opmærksom. Simon og hans lillebror havde selvfølgelig ikke medbragt deres papirer. Simon havde ikke en gang et studievisum,  han havde dog forlænget sit ophold for 100 US$, men havde ikke medbragt det papir heller. Turistbureauet sagde først,  at så kunne de ikke komme med, men sagde alligevel,  at de jo kunne prøve at se,  om det kunde lade sig gøre.  Straks sad Simon og jeg som de gode semi-chilenere,  vi er blevet,  at sammensætte en historie, hvorfor drengene havde glemt deres papirer, og at de bare skulle spille gringo-kortet,  som vi kalder det.  Jo dummere du spiller,  jo mere du fralægger dig enhver form for skyld,  jo længere kan du kommer og jo mere kan du opnå. Vores argumenter var følgende til at de ikke havde deres papirer på sig: deres fly var også blevet aflyst,  så de blev pludselig ringet op og var sat på et nyt fly,  hvor de havde få timer til at pakke - de vidste ikke på forhånd, at de ville krydse grænsen til Bolivia - at de havde betalt for turen,  så de kunne jo ikke sende dem tilbage - at det ikke kunne være Simons ansvar at rende rundt med en kvittering for opholdstilladelse osv. Efter 40 min insistereren og gebrokken spansk og at spille dum kom de sgu igennem, og der lød en jubel,  da vi vente tilbage til resten af bussen. Philip,  Simons lillebror,  var flere gange ved at smide håndklædet i ringen,  fordi han kommer direkte fra Danmark. Han er ikke vant til det her spil! Utroligt at de kom igennem,  de havde slet ingen ret til det.

Nu kunne rejsen begynde: man deles ind i grupper af seks,  for der er kun plads til seks mand i hver firehjulstrækker. Vi lavede en gruppe os tre danskere,  Iris og en brasilianer Victor. Skøn ungdomsgruppe. Landskabet er goldt,  man er omringet et perfektformede vulkaner,  og ind i mellem poppede en smeltevandssø op,  som grundet mineralerne og derfor de voksende alger, havde forskellige farver. I de fleste af søerne var der kæmpe flokke af flamingoer også.  Vi så både gejsere og badede i varme kilder den første dag. Et virkeligt smukt landskab, men meget det samme  i to dage, men hvad mere kan  forvente, når man er i ørkenen,  hvor der i ikke en gang er landsbyer,  kun turist-overnatsningssteder.  Der gik dog ikke længe før første stop ved en af søerne,  at hovedpinen og svimmelheden sneg sig ind på os. Av av. højdesyge havde ingen af os rigtig prøvet, og jeg tror 30 % af af gruppen led den første nat.  Det gjorde det bestemt heller ikke  bedre,  at toiletterne på første "hostel" var uden vandskyldning,  men der stod en balje vand,  som man skyllede med bagefter. Denne balje blev tømt i løbet af aftenen,  hvorfor omkring ved en 20-tiden, når de fleste skulle af med dagens mad og de syge skulle kaste op,  var der ingen mulighed for at skylle ud.  I kan nok forestille jer,  at vi alle holdt os så længe, vi kunne med alt der enten skulle ud foroven eller forneden. Men det er jo ikke ligefrem vand,  der er overskud af i ørkenen.

Som på mange turistture,  ved guiderne ikke rigtig,  hvad de viser turisterne.  Så jeg er sikker på,  at en geolog kunne have fortalt os meget mere om de steder,  vi stoppede.  Men vores guide David var sød og forklarede, så meget han kunne. På andendagen var vi alle rimelig mætte af det ellers fantastiske landskab,  vi kørte igennem.  Vi havde bare set lidt for meget sand,  søer og flamingoer,  så vi endte med at være den dovne gruppe, som sagde nej tak til at stoppe nogen af stederne. Vi var vist også den gruppe,  der formåede at sove allermest på turen. Vi spurgte David,  om vi sov mere end folk normalt,  og han smilede og grinede, mens han nikkede. Vi var ovenikøbet den yngste gruppe. Men vi var også hårdest ramt med højdesyge og havde forkølelse og forkølelsessår oveni. Vi nåede dog både at se masser af llamaer,  vicuñas, ørkenræve og en slags ørkenhare,  som kommer frem,  når de kan høre bilerne, så for så må man fodre dem med kiks og snacks - nok ikke så sundt for dem,  men det blev anbefalet af vores guide David. Den dag var vi oppe i 6200 m. Av.  David vidste godt,  at vi var syge,  men han er overbevist om,  at højdesyge er psykisk,  hvorfor da de andre grupper havde valget mellem en lavereliggende og højereliggende rute,  gav han ikke en gang os muligheden for at vælge. Vi fandt dog ud af,  at hvis vi klatrede og løb lidt rundt,  så glemte man hæjdesygen et øjeblik,  men så snart vi stod stillede dunkede det voldsomt,  som en god omgang rødvinstømmermænd,  som bare ikke vil forsvinde. Om aftenen lokkede vi vores chauffør David til at køre os til nærmeste kiosk,  så vi kunne byde på en bajer. Så vi drak øl,  vin og spillede kort den sidste nat. Jeg lærte et nyt spil, dansk 21, som er både taktisk,  men stadig simpelt.

Sidstedagen skulle vi se solopgang kl 6, så vi skulle op kl 3.45. Der fortryder man nok,  at man blev oppe til kl 24. Men vi havde den luksus,  at vi kunne sove den 1,5 inden vi nåede saltørkenen. Vi kom desværre for sent, fordi chaufføren til en af den andre biler kom for sent,  og vores chauffør måtte ringe rundt og få fat i ham.  Men vi klager ikke.  Det var smukt alligevel. Saltørkenen er 12.000 kvadratmeter,  og når saltsøen indtørrer hvert år efter regnperioden,  indtørrer den i pentagoner. Et virkelig smukt syn,  og interessant for sådan en som mig,  som bl.a. studerer, hvordan faste stoffer formeres. Dernæst stod resten af dagen på et besøg på kaktusøen (en ø med kaktusser), og så ellers perspektivbilleder i saltørkenen. Dem skal I se, vi fik lavet nogle gode nogen. David var ekspert i at tage billederne - han har arbejdet som chauffør og guide i seks år - så han havde masser af gode ideer og blev med at tage billeder indtil de var perfekte.

Vi rundede turen af i Uyuni med llama til frokost med quinoa. Victor (BR) tog en bid af quinoaen og nærmest spytter det ud,  og udbryder,  at det er da nok den dårligste ris han nogensinde har smagt. Han er en af de brasilianere,  som elsker Mac Donalds og alle andre kæder af fast food. Det er spændende at møde alle disse mennesker fra forskellige dele af verden.

Nu sidder jeg i bussen på vej til Arequipa. Først tog jeg natbussen til fra Uyuni - La Paz (11 timer), dernæst La Paz - Puno (6 timer), som blev forsinket over grænsen,  og nu er jeg på vej til Arequipa, hvorefter jeg skal finde en bus direkte til Lima. La paz og Bolivia slog benene væk under mig. Det virkede endnu fattigere end Perú,  og som om de har bibeholdt deres gamle traditioner i meget større udstrækning. Overalt så du kvinder i den traditionelle udklædning med mange lag nederdele, poncho-lignende klæder i omkring skuldrene og bowlerlignende hatte. Kvinderne er måske omkring 50-60 år og slæber rundt på mindst 20-30 kg, hvis ikke mere,  af fx kartofler eller andre varer, de skal sælge. Jeg så en kvinde med en gasbeholder,  som jeg er rimelig sikker på,  at jeg prøvede at bære i Santiago, men ikke kunne. Så respekt for de kvinder,  som ofte har et barn på ryggen og et andet hånden. Mange af dem snakker også quechua og meget lidt spansk meget stemningsfyldt,  men også kaotisk.

onsdag den 16. december 2015

Vulkanen Villarrica

Som I nok har set på billederne https://goo.gl/photos/5oiRTv7xa4UTTyEeA,  var dette en fantastisk oplevelse. På trods af min forkølelse,  som var på vej,  trodsesdejeg den tirsdag morgen, fordi den eneste grund til at blive til tirsdag var for at kunne bestige vulkanen. Dagen starter kl.  6.30, hvor man mødes og tager de sko og beklæde på,  som man dagen før prøvede.  Dagen før har man også prøvet overtræksbukser og dertilhørende jakke, som man skal bruge på vej nej, mormoderen kælkes. Jeg måtte leje nogle hurtige briller,  som jens og jeg jeg kalder dem: solbriller til folk,  der dyrker sport.  I ved med et flerfarvet glas. Mine egne 200 kr solbrillers UV-filter ville på ingen måde være nok til at skærme øjnene,  fordi solen reflekteres i sneen. 

I kan tro,  at det var en fed oplevelse at køre helt op til snegrænsen af vulkanen,  stå af,  kigge op af en rygende vulkan og tænke,  der skal jeg sgu op.  Dagen var perfekt som vejrudsigten havde forudset. Min gruppe af 12  var primært franskmænd, vist nok fordi bureauet var fransk,  og tyskere, hvorfor det gjorde det lidt svært at mingle,  fordi de talte deres eget sprog, men jeg var heller ikke den mest energirige til at chit-chatte. Det første korte stykke er med jord under sig,  dernæst sne,  hvor der ikke gik mere end en times tid til to,  før vi skulle have is/sne-greb på (jeg ved ikke, hvad det hedder,  det stykke metal man sætter uden på skoene til at få greb om sneen). Grundet sikkerhed og fordi der er fyldt med andre turistbureauer,  som har fået samme fantastiske ide,  går vi i en ret linje,  som om vi indsatte. Forreste går guiden,  som gå zigzag op,  og som samtidig mærke,  hvor sneen er bedst at gå på og han sætter også et rimeligt tempo som gør,  at alle kan følge med og ingen overanstrenger sig. Kun Colombianeren i vores gruppe zaggede bag ud.  Ham og jeg som var de eneste af Latinamerikansk afstamning fik kommentaren i bussen på vej hjem, at vi skulle være stolte, fordi de fleste latinamerikanere ikke klarer den (!).

På vejen op møder jeg en franskmænd,  vi taler og fortæller hinanden, hvordan vi er endt,  hvor vi er,  og det viser sig, at vi har haft timer sammen og at hun  er på samme program som mig,og. Skørt, men der var vist 300 udvekslingsstuderende. En sød ung pige på 20, som snart er færdig med sin bachelor. Så ung! På vejen op stopper vi en fire gange for spise frokost og snacke. En stor del af guidernes arbejde er vist at underholde os ved at spørge ind til os.  Det er hyggeligt, fordi på vores alles hjelme, er der et stykke tape klistret på med vores navne. Så vi kunne alle være på fornavne, hvilket et hyggeligt. Men generelt var vi ikke så snakkesalige, fordi det er hårdt at gå stejlt opad.

Endelig på ps toppen.  Her er vi kunne tilladt at være i 5  min. grundet sikkerhed. Udsigten er faktisk - en 360° udsigt over grænse til Argentina bl.a. Hvis man er heldig, dvs en ud af hver halvtredsende gang,  de bestiger vulkanen, kan man være heldig at se lavaen i krateret. Men for os denne gang var det kun røg. Men utroligt alligevel. Pga regnen dagen før,  var forholdene perfekte til at stå på på ski ned.  Hvis jeg havde vidst, at det var en mulighed, havde jeg gerne haft et par ekstra ski på ryggen. Kun Colombianeren havde været så smart at leje ski. Vi andre måtte nøjes med en kælketur ned på plastiksæder.  Det tog mig et stykke tid at vende mig til farten,  jeg er virkelig ikke en store fartelsker. Vi skulle bruge vores is-hakkere til at bremse med. Det var super cool. Derfor tog det fem timer op og kun halvanden for at komme ned. Vi var allesammen helt røde i ansigtet,  da vi kom ned pga solen.

Turen ender hos bureauet med en øl på taget med udsigt over det bestigede bjerg.  Og nu har jeg fundet en ny hobby udover surfing,  vandring,  dans og alle mine andre sportsgrene,  nemlig bjergbestigning/klatring på snebeklætte bjerge,  hvor man så har sine ski med op. Puha, jeg har svært ved at begrænse mig!

søndag den 13. december 2015

Termales geométricas

I dag skulle det ustoppelige regnvejr nydes i Termas geométricas. Grundet den evige vulkanaktivitet besidder dette land selvfølgelig også masser af varme kilder, som kan nydes til forskellige priser.  I dag forkælede jeg mig selv med en af de mere luksuriøse udgaver,  hvor der var omkring ni bassiner,  alt fra 37°-45° C.  Som altid når jeg begiver mig ud på egen hånd,  bliver jeg urolig for om jeg ender alene på turen, men jeg glemmer,  at der altid er andre solo-rejsende som mig. Turen var 2 timer hver vej i en lille 12 personer bus,  hvor halvdelen af vejen er på grus og med kurvede rute a la Sverige,  så mens jeg halvsov havde jeg begge veje kvalme - så jeg er stadig ikke helt ovre min tendens til at blive køresyg!

Efter bussen fulgtes vi alle til omklædningsrummene, og en Chilensk pige og jeg faldt i snak.  Efterhånden antager folk,  at jeg er chilener - ikke fordi jeg ligner én,  jeg er nemlig alt for mørk,  men fordi min accent efterhånden er blevet så lækker, at jeg i 2-5 minutter kan være overbevisende nok til at de tror,  jeg er indfødt. Jeg snakker dog stadig for langsomt og min mørke hudfarve gør mig også mistænkelig. Men til jeg får efterhånden sneget mig ind i naturparken og på busruterne ktil chilensk/nationalpris, bare jeg ikke siger for lange sætninger. På hostelsne er andre rejsende tit er de nysgerrige,  fordi jeg både kan tale engelsk og spansk flydende. Så det tager jeg som et kompliment. Mange rejsende er imponerede over,  at jeg behersker tre sprog, men det er kun sjovt indtil der kommer en fra Østeuropa, eller en schweizer eller andre multilinguistiske heldig-hoveder.  Marcela spurgte mig derfor,  om jeg også var chilener,  og fra da hyggede hende og jeg i de varme bassiner.  Det dejlige ved Chile er,  at man faktisk har mulighed for at møde chilenere på turisthostelsne,  fordi de også har kultur for at rejse rundt som backpackere i deres eget land,  hvilket ikke er så underligt,  når landet er så rigt med natur.  Marcela er journalist og fortalte mig om hendes 20-årige studiegæld (penge lånt af statsbanken) og hendes første månedsløn på 2000 kr som nyuddannet.  Nu tjener hun omkring 9000 før skat med en 5-årig uddannelse og anser det for et godt job.  Vi taler om et land,  hvor priserne måske er 20 % billigere end i Danmark,  og nogle ting er endda lige så dyre.  Hun har efterhånden med hendes arbejdserfring specialiseret sig i økonomi,  og fortalte bl.a.,  hvordan den økonomiske stilstand,  som er rimelig global eller i hvert fald regional her i kontinentet bruges imod den nuværende venstreorienterede regeringen.  Hun fortalte,  at hun hver dag kæmper for at fortælle sandheden,  men at det er svært,  fordi alt kan købes i det her land og især nyhederne,  som altid vil fortælle en historie til fordel for landets rigeste og mest magtfulde,  så de kan beholde deres magt. Må indrømme, at selv jeg som turist føler kæmpe afmagt over systemet her.

Men vores alvorlige samtaleemner foregik i ustoppelig regn i de lækreste omgivelser i en mini-canyon med en rindende flod,  som fyldes fra flere sider af vandfald.  Det var meget stemningsfyldt og tropisk når de kolde regndråber ramte det varme vand og fordamper, i et ellers tempereret omgivende landskab.  Den kolde regn satte prikken over i'et for mig,  som ellers normalt ikke er glad for alt for varme bassiner.  Varmen gjorde en dehydreret,  så man skulle huske at drikke massere af vand.  Alligevel var man svimmel,  hver gang man rejste sig op.

https://goo.gl/photos/nafVtviR4zqDzAbKA

lørdag den 12. december 2015

Parque Huerquehue

Jeg befinder igen nu i Pucón, stadig sydpå, bedre kendt som adrenalinens by.  Her kan man dyrke alverdens ekstremsport: river rafting,  kajak,  klatring,  ski og en masse masse mere.  Forholdene er gode her,  prisen inkluderer forsikring og folk her er faktisk uddannede, hvorfor prisen også er derefter,  men stadig billigt i forhold til Europa, men dyrt,  hvis man vil prøve mere end 1 sport og dyrt i forhold til Peru og de andre lande nordpå. Men i disse vil du så for det meste også underskrive et papir, hvor udbyderen fralægger sig ethvert ansvar for eventuel tilskadekomst.

Men jeg foretrækker stadig at vandre,  måske fordi jeg også sparer lidt på mønterne her,  når nu jeg kan få mere for pengene i Peru og Colombia,  som er de næste ugers planer.

Den formentlig mest kendte aktivitet i byen er at komme op på den nærliggende vulkan Villarrica.  Endnu en snedækket konisk vulkan.  Grundet udbruddet i april er sikkerhedsomstændighederne (er det et ord?) blevet skærpet,  således at prisen er fordoblet til 800 kr pr mand,  fordi antallet af mennesker pr. guide er blevet nedsat til 4. Taget i betragtning at de lejer dig alt isklatreudstyr,  skitøj, isklatrestøvler osv,  og at det er en 9 timers tur,  er det jo stadig en beskeden pris,  selvom det springer mit budget lidt.  Men jeg er selvfølgelig ankommet i den uheldigste weekend, med to dages intens regn, som gør alle udendørsaktiviteter pænt kedelige og vulkanklatring umulig.

Jeg nåede dog en solskinsdag,  hvor jeg ville vandre op på bjerget San Sebastián og se den fantastiske udsigt over området seks vulkaner og tre kæmpe søer i parque Huerquehue,  men heldet er jo ikke altid med én: ruten var lukket pga maraton,  så jeg måtte gå den mere stille og rolige rute "Søerne",  hvor man så en masse små søer med sneklædt bjerge i baggrunden.  Det føltes lidt som Sverige med skovlugten, dog med en lidt anderledes flora. Skoven er fyldt med de fredede træer Araucaria (https://en.m.wikipedia.org/wiki/Araucaria),  som for mig er en slags krydsning mellem et grantræ og et palmetræ.  Stammen virker på samme måde en palmes,  at de nederste grene rådner og falder af,  så der er kun grene/palmeblade på toppen.  Træet gror ekstremt langsomt,  så de tykke stammer og høje af slagsen,  man finder i parken er flere hundrede år gamle. De er virkelig enkle og mægtige.  Så det var bestemt en smuk tur,  hvor jeg var heldig at følges med en tysk pige, som jeg samme aften endte med at spise aftensmad med.

Billeder ses her: https://goo.gl/photos/Dur7mQKyKn47DLtA7

Volcán Osorno

I mandags forlod jeg Angela og hendes kære kære familie,  fordi jeg ville ned og overnatte i naturparken parque Tantauco i sydChiloe.  Så jeg tog til sydspidsen Quellón en bustur på to timer. Men dette viste sig at være en deadend.  Det viste sig for det første, at man kun  kan komme ind i naturparken enten via båd eller egen bil,  begge ting koster i omegnen af 600 kr. Desuden var det helligdag den dag og ovenikøbet plejer de fleste turistbureauer at arrangere turene fra øens hovedstad Castro.  Så min første nat på egen hånd var bestemt ikke den mest inspirerende på et sømandshostel ud til havnepromenaden,  hvor der var fulde sømand på gaden.  Men det er utroligt at se,  at ligegyldigt hvor langt ud på landet du kommer i det her land,  er byerne stadig beboere med folk i alle aldre, ike som i DK,  hvor udkantsdanmark (eller vandkantsdanmark om du vil)  langsomt bliver mindre og mindre.

Tirsdag brugeren hele turen i bus: Quellón - Castro - Puerto Montt - Puerto Varas og endeligt til en lille flække Petrohué,  som ligger klods op af vulkanen Osorno (2600),  fordi jeg havde læst at her kunne man gå en tur rundt om vulkanen. "Hostellet" var hos en ydmyg familie (ydmyg familie siges om dem,  som ikke har så meget,  men heller ikke er fattige),  som havde høns og køer rendende i forhaven.  Toilettet var uden bræt og toiletpapir,  og der var intet internet.  En interessant oplevelse. Desuden boede de på den anden side af en flod, hvor man for at komme over skal have et lift i en af motorbådene.  Specielt sted,  ikke særligt hyggeligt,  men den omkringliggende natur med en kæmpe sø og den koniske, snedækkede vulkan.  I april var vulkanen i udbrud og havde spyet sand og pimpsten i nærområet,  så hvad der for et halvt år siden var grønt og frodigt er nu fuldstændigt bedækket med sort vulkanisk sand.

Det værste ved disse små hostels, som i sig selv er en oplevelse,  er frygten for,  at jeg ikke møder andre rejsende,  som jeg kan tale med og evt. rejse med. Men heldet var med mig. Jeg mødte belgiere, som jeg inviterede mig med på næste dags tur rundt om vulkanen. Søde typer,  begge på deres sabbatår efter at have endt deres studier.  Det sjove er,  at de fleste fransktalende turister foretrække at tale spansk fremfor engelsk,  hvilket for mig er så underligt,  fordi mine hjerne er programmeret til at tale engelsk med turister.  Men det var godt,  en god øvelse for mig at tale spansk med folk  som er dårligere end spansk en mig.

Men vi gik omkring 20km i alt,  10km op og 10km ned. Normalt ville dette ikke være den store bedrift for mig,  men det viste sig at være i et 40 cm's lag af sand. Puha,  en tung omgang.  Især fordi naturen omkring én var meget ens,  så det var ikke så motiverende.  Men som altid på disse ture er udsigten på toppen det hele værd.  På toppen lavede vi en varm frokost med vores trangiasæt.  Det er vist ikke rigtig tilladt i de her parker, men vi var over trægrænsen,  så det var begrænset,  hvilken skade vi kunne komme til at lave.

Efter turen ned,  hvor vi var lave på blodsukker,  fik var den sidste bus tilbage til byen,  hvor vi havde booket hostel,  lige kørt for næsen af os. Men i dette område af Chile,  hvor der kommer mange rygsæksrejsende med telt og hele molevitten,  og hvor der er små byer og naturparker på hvert hjørne,  er det ikke unormalt tomle.  Så det gjorde vi til Puerto Varas.

Fotos: https://goo.gl/photos/3m6qL43SR9jnyiey6

fredag den 4. december 2015

Den magiske ø

https://goo.gl/photos/p18qqPz8nTmXMLUs9

Chiloe er kendt som magiens og myternes ø,  og dette tages skal tages med dybeste alvor. I går sad jeg med Angelas mor, morens veninde, Angela og morens kæreste.  Med seriøsitet i både øjne og stemme fortæller de mig, hvordan emnet omkring hekse og troldmænd er et ømtåleligt emne, fordi det kun er folk, som på egen krop, der har oplevet det.  På daværende tidspunkt sidder jeg spændt og tænker "mon de kan aflæse mit ansigtsudtryk lige nu og se, at jeg på ingen måde tror på den slags overtro?",  for "hjemme"  i Santiago holder jeg mig ikke tilbage med at fortælle folk,  at jeg ikke tror på ånder og 6. sans udover - oftest vil det være folk som Sophia,  som jeg har et tættere forhold med.  Men heldigvis formår ejer at gemme mig bag mit ansigt af "I kan ikke mene det her seriøst",  men som heldigvis blev tolket som et ansigtsudtryk af forbløffelse over  de førstehåndsberetninger,  de kunne fortælle: Chiloe er bl. a. befolket af hekse og troldmænd,  og der findes både dem,  der vil andre det ondt og dem,  som blot laver laver sjov og spas med sine overnaturlige evner. Med alvor i stemmen fortæller Angela,  som ellers er det moderne menneske,  at den lokale heks var nede i hendes butik,  og at hun ved at holde to nåle krydset som et kors testede om kvinden var en heks,  for en heks kan ikke forlade et rum, hvis nålene er krydset, og tro mig om heksen ikke blot gik i cirkler og ikke forlod butikken før nålene blev separeret.  Andre historier involverer hvor de øboerne vågner op uden hår eller nogen har forudset hændelser etc.  Det er forunderligt,  at de kan stille så lidt spørgsmålstegn til disse magiske hændelser, ligesom med deres religion,  at drage så hurtigt og entydigt til en konklusion uden at søge at se tingene fra alle tænkelige sider og stadig give plads til,  at der måske findes en forklaring,  som er uden for en viden og kendskab.

Angelas familie har taget mig til som en ekstra datter: hun har før hun flyttede sammen med sin kæreste haft massere af forskellige gæster,  både chilenere og udlændinge i sit hjem, fordi hun simpelthen har en varm og velkomne personlighed,  og jeg tror,  hun holder af at være værtinde.  De bor fem styks i huset,  to børn fra tidligere ægteskab,  hendes kæreste Carlos og deres søn Alonso.  Carlos er fra Santiago og rektor på et institut på øen hovedstad Castro og jeg har nydt af have samtaler med ham om landet og kultursammenstødet,  jeg har oplevet.  Han er nemlig en af de få, som både kendes til kultursammenstød og som også blot henter sin vide andre sted fra end useriøst sensationelle medier som tv'et.  Alligevel,  en så begavet mand,  som denne,  slår det mig stadig,  hvordan chilenere ikke giver meget plads til diskussioner og videre overvejelser,  når de skal forklare et fænomen,  men at de er så hurtige til at sige,  at tingene er sådan og sådan her etc.  De er så sikre i dig ide om,  hvordan verden hænger sammen i stedet for at argumentere for deres mening og på den måde skridt for skrift nærme sig en konklusion. 

Angelas børn har simpelthen vundet mit hjerte.  De er hhv omkring  8, 10 og 12 år,  og de kalder mig "Tía Celia" (tante Celia) og hænger på mig som aber,  kysser og krammer og viser mig en sjælden kærlighed,  som oftest kun ses mellem forældrene selv og børn i DK, men som her er mere normalen.  Børn er her meget mere opmærksomhedskrævende fysisk en de bliver opdraget i Danmark,  og det er ikke unaturligt at se voksne børn hænge op af især deres mødre i fysiske forstand.  Fra barns bliver de nemlig pylret omkring,  krammet,  nusset og  båret rundt på, så de får et helt andet fysisk forhold til de voksne.  Til gengæld er de frække af helvedes til, hvilket skyldes,  at deres forældre her fylder dem konstant med tomme trusler,  således at de slet ingen mulighed har for at sætte grænsen dem selv mellem hvornår de er for meget og hvornår de kan slippe af sted med deres ugerninger.  Forældrene siger 10 gange,  at hvis ikke de makker ret,  ville forælderen gør dit inden at forældren rejser sig op og gør noget ved sagen uden blot at råbe for bordenden. Dette skyldes selvfølgelig også,  at deres forældre er dybt dobbeltmoralske,  ja selv over for mig.  Tit bliver jeg mindet om,  at de i det her land har en nultorelance med alkohol og kørsel,  men det er der absolut ingen,  der overholder.  Det er bare tom snak!

Angela Og Carlos har betalt alt for mig indtil videre og inviteret mig på alverdens lækkerier.  Hver gang jeg prøver at betale bliver de sure,  fordi Chilenere er stolte af at kunne invitere andre ud. Og ved en invitation inkluderer,  at de betaler modsat DK,  hvor vi altid splitter regningen.  Det er svært at vænne sig til og blot tage imod uden at give,  men man må jo indordne sig...

torsdag den 3. december 2015

Chiloe

I går gik turen til nationalparken Chiloe, hvor vi gik os en tur langs stranden på 7-8 timer. Destinationen  var en smuk strand Cole Cole af caribisk udseende, og på vejen boede der "indfødte", som har boet her altid, og som lever af at fange muslinger af alle slags samt at flette kurve og strikke. Det er ikke meget man hører om de her indfødte, de lever parallelt med resten af øen, men holder sig for dem selv og gifter sig internet med hinandens kusiner og fætre. En kvinde hjalp os med at vise vej på ruten - hvilket vi ikke havde brug for - og bagefter bad hun om en skilling. Dette er nok tegn på netop hvor mange turister, der går denne rute i højsæsonen. I går var vi kun seks mennesker på hele ruten.

Vi er så heldige at bo på et hostel, hvor Evans chilenske værtsfamilie altid indlogerer sig, når de besøger øen. Hector og señora América hedder parret, der ejer det. De har også et catering-firma med kager, hvorfor hytten altid lugter af ny agte lækkerier. De er hjælpsomme og simpelthen så søde og inviterer altid til en aftenkaffe, når vi kommer hjem!

Mistet pas

Det skulle jo også ske for mig! På en busturene fra lufthavnen og til denne herlige mystiske ø, har jeg formået at moste pas og kontanter. Kontanterne er jeg jeg heldigvis ligeglad med, men passet og mine papirer til lufthavnen er jo besværlige at erstatte. Jeg fandt først ud af det, da jeg vi skulle leje bil til vores Strandtur, men så tænkte jeg, at den nok gemte sig et sted. Men ingenting. Så nu er jeg rundt i hele Castro by og på alle busser vi har taget for at spørge. Og de er tydeligvis ikke vant til at folk kommer tilbage og spørger efter glemte sager, for der er ingen steder for glemte sager og ingen procedurer. Man skal spørge alle chauffører personligt og generelt bare selv tænke sig til metoder til, hvordan man kunne komme i kontakt med folk, der kunne have fundet det. Og som med så meget andet skal man insistere og insistere og insistere, og så begynder tingene lidt af lidt at rykke.
Kryds fingre!