tag:blogger.com,1999:blog-24697939182143669812024-03-05T17:39:35.306-08:00RejseoplevelserCelia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.comBlogger92125tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-20028328321319560912017-07-05T05:12:00.001-07:002017-07-06T19:04:26.796-07:00Auberge de la Brenne <p dir="ltr">Dagens to helt store oplevelser var myldretid i Paris og heldet det skinnede ned over os på et uventet tidspunkt. Vi startede dagen ud med at køre igennem Belgium med en enkelt tankning. Den eneste oplevelse vi tog med os derfra var en dansk familie med tre børn på tankstationen, hvor moderen listede sig hen til os og nysgerrigt spurgte, hvor vi skulle hen og hvad vores planer var. Hum og hendes mand har også kørt MC, og hendes råd bar at køre derudaf og nyde det, for nu, tre børn senere, var det bilferie for hende og hendes mand. Dette sagde hun med et halv-suk, mens hun pegede over på bilen, som var pakket til det yderste med tre børn, som steg ud af bilen med hver deres typer madkrummer på overdelen og med krudt i numsen! </p>
<p dir="ltr">I Frankrig havde Celia endnu en obligatorisk times hvil på en tankstation, hvor vi igen igen måtte genoverveje vores køreplan, da det st sidde bagpå i varme og sol simpelthen er trættende. Men da vi endelig tog valget om at krydse París og så se situationen an på den anden side, fandt nervøsiteten lidt ind, da kl der var 15 og vi vidste godt at Paris' myldretid var ved at tage til. Men myldretid er jo altid værre end man som dansker overhovedet kan forestille sig: et kæmpe motorvejsnet, hvor der var udsigt til flere timers kø i 35 grader og MC motoren viste 100°C. Og der sidder vi i MC tøj og udstyr og sveden triller ned at <u>os</u>, og vores bagdele er efter 100 km den godt ømme og stort set følelsesløse. Men hvad vi ikke vidste var, at på Paris' motorveje opstår en ekstra bane mellem yderste og næstyderste bane. Og ikke kun MC'erne er indforstået med dette, men alle biler, lastbiler og varevogne gør alle plads til at MC'erne kan sluse igennem. Efter 10 min hvor Jens skulle samle sig mod samt lige gøre sig overvejelser omkring sikkerheden i det, begav han sig ud imellem bilerne og fulgte strømmen af MC'er. Det var en sindssyg oplevelse at køre at igennem bilkøerne, som stod stille. Men det var fuldt ud accepteret og alle biler gjorde plads, og hvad der nok ville have taget to timer tog kun 30-40 min. Det skal lige siges, at de fleste MC'er var by-MC'er og uden oppakning. Vild oplevelse! </p>
<p dir="ltr">Efter denne svedtur og adrenalinsrus var tanken så godt som tømt, og da vi endelig er gode ude fra Paris og den første tank er inde for rækkevidde, fremkommer et skilt, hvor der står tankstationen er lukket, næste er inden for 45 km! Så alt hvad vi havde brug for på det tidspunkt var en pause, men i stedet skulle vi igennem et mindre mentalt stressforløb, hvor MC'en blinkede "Low on fuel", mens vi ingenting kunne gøre andet end af fortsætte. Men vi nåede det med 5 liter tilbage i tanken. </p>
<p dir="ltr">Efter adrenalinruset får vi lige target et par gode kilometer på MC'en, og den ene kilometer tager den anden og pludselig er kl 21, og hvad var det nu man skulle husket? Nårh ja, at få arrangeret overnatning et sted. GPS'en hjælper os med et par muligheder, alle 20-30 km fra nuværende position, og som vi tager blot en tilfældig. Hvad vi ikke lige får set er, at den ligger midt i ude i ingenting i Midtfrankrig. Efter blot at stole blindt på GPS'en og efter den har taget os 20 km ind i bøhlandet kl 22 om aftenen og igennem et hav af små byer, begynder vi så småt at bekymre os om stedet overhovedet har åbent og om det overhovedet findes. For unge mennesker med en mere realistisk tilgang til planlægning er jeg sikker på, at flere alarmsignaler for længst var gået af, men for Jens og Celia tager det lidt længere tid at se tingene i øjnene! Kl 22.30 ankommer vi således til hotellet og heldigvis for at lykken tilsmilede os den aften; da vi finder en parkeringsplads er det bag hotellets tilhørende restaurant. Her sidder familien, som ejer hotellet, tilfældigt ude og nyder det sidste af deres aftensmad. Egentlig er receptionen for længst lukket, med ved synet af os unge og danske ('... hele vejen fra Danmark??? Wow!' ) tilrejsende forbarmer de sig og indlogerer os, mens de udtrykkeligt understreger vores held. For i dette område i en radius af 20-30 km var de stort set det eneste hotel. </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-6511659643943811402017-07-03T13:43:00.001-07:002017-07-04T00:19:29.545-07:00Maastricht <p dir="ltr">Vi sidder på en autentisk græsk restaurant i Maastricht, som vores B&B værtinde anbefalede hos. Selvom man forbinder græsk mad med udkogte retter serveret i buffet, så må dette siges at have været en helt anden delikat oplevelse! Maastricht er en vidundelig lille eventyrby med masser af romerske efterladenskaber. Et helt ideelt endestation efter 10 timer på farten, hvor vi efter de første 6 timer var i tvivl om jeg kunne gennemføre dagens køreplan, da jeg var tæt på hele tiden at falde i søvn. Men vi fortsatte, og heldigvis for vores kommunikationsudstyr, kunne jeg holde mig vågen mens vi sang "California dreamin'" i kanon og ellers på anden vis holde samtalen kørende. Til sidst var selv Jens helt afkræftet, med god grund, da det er ham der jo konstant skaæ manøvre den flere hundrede kilo tunge MC. Nu kan glæder vi os til at flade ud hjemme på værelset, som vi for øvrigt var så heldige at erhverve os midt i højsæsonen eneste fridag (André Rieu spiller koncert fra onsdag og tre uger frem, hvorfor hele byen er totalt booket med turister fra hele verden). Så vi vil i aften nyde vores flotte udsigt fra en balkon og prise og lykkelig over de øjeblikke, hvor man får lov til at være så heldig! </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com1tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-87305246521327932702017-07-02T14:48:00.001-07:002017-07-02T14:48:29.592-07:00Lübeck <p dir="ltr">Første stop Lübeck. Efter at have brugt halvandens time tid på at finde et overnatningssted med en reception, der stadig har åbent plus et ledigt værelse, har vi nu endelig fået os et værelse på Hotel Kreta, som en af de andre hotelejere pænt sagde, nok havde et ledigt værelse, men "not so good" med et lækkert tysk accent. Mamma havde ellers rådet os til at stoppe i god tid. Men learning by doing, ikke sandt. Men vi er i god behold. Femern sørgede for at minde os om, at vi er på MC og ikke bil, da vinden fik grebet fat i os og skubbet og langsomt over i modsatte kørebane (!). Men JC er jo en mægtig kører, så han tog det fattet og fik os pænt tilbage. Nu nyder vi aftenen med en G&T og så håber vi på en ordentlig lur. </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-18205747596131178792016-01-27T16:54:00.001-08:002016-01-27T17:44:28.074-08:00Taganga - dykkerkursus - Santa Marta <p dir="ltr">Direkte fra Tolú, hvor jeg vendte tilbage til fra Islas San Bernardo, tog jeg en bus til Santa Marta, som var estimeret til seks timer. På øerne gik det op for mig, hvor lidt tid jeg havde tilbage her I Colombia, især når jeg også gerne lige ville presse et tredages dykkercertifikatskursus ind. Derfor havde jeg skrevet til dykkercentret, om jeg kunne starte mandag,  sådan så jeg havde søndag til lige at komme mig efter min seks timers bustur fra 19-1 om natten. Desværre fik jeg en mail i bussen der sagde,  at jeg skulle starte allered søndag,  fordi at jeg skal holde en 18 timers pause fra sidste dykning inden man skal op i højderne, hvorunder min bustur til Bogotá hører. Så efter at have ankommet for sent selvfølgelig kl 3 om morgenen i stedet for kl 1, skyndte jeg mig til mit hostel,  sov et par timer og så i gang med dykkerkursus. </p>
<p dir="ltr">Jeg må indrømme,  at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg havde begivet mig ud på. Hele ideen med dykkerkurset kom dig af,  at jeg læste, mat Taganga er et af de billigste steder i hele verden at gøre det. Og I ved jo hvordan hjernen fungerer, når noget er BILLIGT. Så vil man have det selvom man ikke har brug for det. Men jeg elsker jo at svømme, jeg elsker at dyrke sport og jeg elsker at udfordre mig selv, så på den måde,  er det jo lige noget for mig. Men jeg var ikke klar over,  at man ikke nødvendigvis behøver kurset for at få lov til at dykke ked instruktør, men det er kun hvis man vil dykke alene. Så da jeg mødte op den første dag, vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg havde sagt ja tak til. Dykkercentret tog pænt imod mig. Det er et stort sted (Poseídon Dive Center Taganga) og jeg valgte det fordi det har et godt ry for at gøre alting efter bogen samt at have god service. Ved indmeldelse fik jeg stukket en USB i hånden og så skulle jeg ellers se en 3,5 timers lang introduktionsvideo, hvor de gennemgik al teorien. Puha det var en umådelig lang formiddag, hvor jeg måtte trykke pause og løbe op og ned af trapperne et par gange for ikke at falde i søvn efter min rædsomme nat. Men jeg kom igennem det,  og videoen er god og gentager tingene mange gange, således at meget af det rent faktisk sætter sig fast. Eftermiddagen brugte jeg så i bassinet med min instruktør Petra fra Tjekkiet, som er en bestemt og ligefrem dame, men ellers dygtig kærlig, når vi var færdige med teorien. Nogen gange ville hun spørge mig om noget, jeg ikke kunne svare på,  og så ville jeg mumle noget forkert, og så er hun typen der bare iskoldt stirrer på dig i ti sekunder med undrende øjne og så siger: jamen du har vel set videoen, ikke? Så måske ikke den mest pædagogiske,  men jeg holder nu af hende alligevel. </p>
<p dir="ltr">Hele certifikatet går stort set ud på at lære at være præventiv samt at kunne agere korrekt i en nødsituation mere end det handler om at lære at dykke. Men de er jo i virkeligheden stort set to sider af samme sag, fordi du skal lære at bruge dit udstyr korrekt. Selvom alle mine prøvedyk i bassinet gik over al forventning, og selvom jeg er en garvet svømmer komme det stadig bag på mig, hvor unaturligt jeg synes det er,  at trække vejret under vandet. Selvom jeg mestrede alle øvelser bl. a. med at kunne tage masken af og på under vandet og puste luft tilbage ind i masken, da havde jeg alligevel hele tiden undervejs, når vi dykkede, en lyst til at svømme op til overfladen og trække vejret "ordentligt".  Men det kommer jo nok med mere træning,  at man venner sig til det. Men udover det unaturlige i at trække vejret under vand, er dykning en hel  dag vild fantastisk følelse, og som for mig slet intet har at gøre mig at svømme. Du skal slet ikke bruge dine arme, og dine finner er så store, at dine bevægelser med disse  er minimale for at spare på din luft i tanken. Mest af alt handler det om at lære at flyde under vandet; at finde den perfekte balance mellem at have luft i din vest og vandets tryk. Det var svære end jeg troede. </p>
<p dir="ltr">Efter tre dages kursus, hvor jeg efter timerne måtte hjem og læse i teoribogen (hvilket jeg hyggede mig med,  da jeg savner at studerer), og så ellers i kassen og sove, så jeg kunne være klar til morgendagens træning,  er jeg helt høj over dykning og fuldstændig forelsket. Desværre var min første dukkertur ikke den bedstefar to årsager: en far og hans to døtre havde tilføjet sig til mig og Petra, og de var fuldstændig uforberedte, faren kunne ikke svømme,  de havde fusket sig til at bestå teoriprøven og var der egentlig primært for at Petra kunne tage billeder af deres oplevelse. Den yngste af pigerne fulgte ikke Petras retningslinjer om ikke at panikke, så hun blev smidt tilbage på båden. Faren ville ikke lave nogle af øvelserne under vand, fordi han var utryg, hvilket han nok skulle have tænkt over før han tog med ud på båden, og Nårh ja,  så stormede det en halv pelikan, så sigtbarheden var kun tre meter, så det var ikke de mest trygge og afslappede omgivelser. Dagen efter skånede Petra mig fra familien og sørgede for,  at jeg kom ud om eftermiddagen i stedet,  så jeg endte med 1-1 undervisningen den sidste dag, hvilket var luksus. Jeg fik en dykkertur på næsten en time efter vi havde lavet øvelserne, hvor vi så moræner, stenfisk, trompetfisk og alt muligt andet. Det var himmelsk. Og andendagen var sigtbarheden væsentlig bedre:ti meter. Men jeg har dyb respekt for denne her sport, for det kræver sin træning at sætte sig ind i sporten,  for der er mange ting, der kan gå galt,  og du kan kun kommunikere med håndtegn. </p>
<p dir="ltr">Nu er jeg på vej til Bogotá, 18 lækre timer i bus til hovedstaden. Min tur er nu snart ved at være slut og jeg glæder mig til at komme hjem til jer alle i Danmark. Min tur ender med at jeg genforenes med min hollandske ven Tim, som er tilbage i Sydafrika, fordi han fik et praktikophold på den hollandske ambassade i Bogotá. Oveni det skal jeg mødes med Diana, en colombianer, som jeg var vært for for et par år siden i København via couchsurfing og hun skrev selvfølgelig til mig i det sekund at hun så, at jeg var i Colombia, at hun ville elske at være vært for mig, så jeg skal bo hos hende og hendes forældre mine to Sidste dage og hun har arrangeret en lækker bytur med hendes venner for Tim og jeg. De har virkelighed anden kultur for gæstfrihed i Latinamerika. Fx Juan herfra Colombia satte HELE sin weekend af til at lege guide for os og kørte os rundt hvorend vi ville hen. Selvfølgelig sagde jeg, at han altid var velkommen i København, men jeg ved, at jeg ville have svært ved at gengælde den der i mine øjne "overdrevne" gæstfrihed, så en del af min håber, at han ikke lige kommer foreløbig. Først når Jens og jeg har et gæsteværelse og en bil hehe. </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-35585261333190974592016-01-26T09:54:00.001-08:002016-01-26T09:54:04.756-08:00Peru<p dir="ltr">Endnu en gang har jeg sagt farvel  til Peru og min familie i Lima uden at vide, hvornår jeg vender tilbage. Det er trist, men samtidig har jeg denne gang for alvor  fået understreget, at intet peruansk har i mig, i hvert fald når jeg sammenligner mig med min familie. Jeg følte virkelig, at jeg kom tilbage i tiden, da landede i Lima. Min familie har virkelig ikke udviklet  sig meget, og da jeg lige var kommet fra Santiago og Chile generelt, som måske er det vestligste land i Latinamerika, var chokket hårdt. Min familie og den kultur de lever i nabolaget/regionen er så gammeldags i deres i deres måde at leve og tænke.  Kvindens pligt er at tage sig af familien, mens manden skal sørge for at tjene pengene. </p>
<p dir="ltr">Det første spørgsmål jeg fik HVER GANG, og jeg overdriver ikke, var om min far var gift og havde stiftet ny familie. Fordi han har jo ikke godt af at være alene, og han burde snart finde sig en til at passe på ham etc. Der blev også spurgt, om min mor og far ikke skulle finde sammen, fordi min mor kunne vel godt tilgive min far, for nu var min far vel blevet mere moden. For dem er dit voksenliv slet ikke startet, hvis ikke du er gift, har du faktisk ikke rigtig en plads i familien eller bliver ordentligt anerkendt. Man kalder voksne singles/ugifte for SOLTERONA/SOLTERON (f/m), som direkte oversat er "for-meget-single". Hvis en kvinde derfor er lidt kræsen med at finde sig en mand, så siger familien: jamen hun er jo også solterona i et opgivende tonefald. Selvom de taler meget om kvinders rettigheder, fordi det er begyndt at blive et tema i nyhederne, kan det mærkes, at de har lang vej endnu. Selv mine kusiner, som har arbejdet og studeret hårdt hele deres liv, måske 12 timer om dagen, og er økonomisk uafhængige, venter stadig på en mand og at stifte familie, før de og deres familie kan ånde lettet op. </p>
<p dir="ltr">Mht børn skræmte det mig at se i gadebilledet så mange unge mødre. Dette er piger, som kommer fra familier der i forvejen ikke har mange penge og som bla forventer en del i deres børns levebrød. Men så bliver pigerne gravide, kan hverken arbejde eller studere, og så bor de bare hjemme hos forældrene og lever af dem. Men det er trist at se de her børn blive opdraget af unge udmodne piger, som ikke har overskuet til at være kærlige. Det jeg mest høre dem sige om deres børn er: han er også så uopdragen, ej hvor er du ulækker, kan du så opføre dig ordentlig, ja han er også super irriterende, ja, han er alt for forkælet. Men det er jo ingen hemmelighed, at deres børn er nogle pestilenser, fordi de sådan søger tilstedeværelse og opmærksomhed fra deres mor. Og fordi de intet overskud har til at lære deres børn, hvordan det er man skal opføre sig, men de kun hele tiden fortæller at de de børn gør noget forkert, så hvis barnet opfører sig uudholdeligt, køber de dem en sodavand eller en is eller slik for at få den til at opføre sig pænt de næste 10 min. </p>
<p dir="ltr">Familien her er det vigtigste man har, og det eneste sted, hvor man med sikkerhed kan stole på hinanden, og hvorfor man også skal være loyal. Børnene flytte jo først hjemmefra, når de har stiftet familie eller giftes. Derfor er især mødrene meget tætte med deres børn. Jeg lagde mærke til, hver gang jeg besøgte mine forskellige onkler/fastre, hvordan når jeg talte med mine kusiner og fætre, så hver gang de ytrede sig om noget, så endte de sætningen med: er det ikke rigtig mor, eller er det ikke rigtig far? Som om de hele tiden skal have deres forældres accept i deres måde at se og forstå verden og i deres meninger. Fordi familien er det vigtigste, så du har ikke råd til at være uenig med din familie. </p>
<p dir="ltr">Netop disse tætte relationer i familien gør, at uden for familien  er de ikke rigtig tætte og ærlig med nogen. De har ikke venner og veninder på samme måde som os. De har nærmere bekendtskaber, som de har det sjovt  med. Men de fortæller aldrig hinandens problemer, fordi problemer er set som en svaghed og tabu. Det er pissehårdt som dansker og mig, som elsker at tale om tingene, og elsker at bringe ting op til overfladen, så man ikke skal skamme sig over sine problemer. Dette betyder så, at alle mine samtaler med familien er super super overfladiske og jeg er også fuldstændig stoppet med at fortælle noget som helst personligt om mig og familien hjemme i Danmark. Jeg har endda lært mig selv en lille samling af sætninger, som er dem peruaner bruger altid, når de har deres overfladiske sætninger. Og tro mig, det er ordret det her de siger, generelt bruger de bare mange af de samme udtryk i deres sprog, som afspejler deres måde at tænke på eller vice versa: han/hun er da for meget, han/hun er også bare misundelig, ham/hun må da tage noget ansvar, men det er da også for meget, det kan han/hun ikke være bekendt osv. Ved at sige de her sætninger har jeg på ingen måde involveret mig men blot dejlig overfladisk haft en fuldstændig ligegyldig samtale. </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-59638976331505295782016-01-25T17:04:00.003-08:002016-01-25T17:04:37.011-08:00Salento Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-72741989685724116462016-01-25T17:04:00.001-08:002016-01-25T17:04:43.001-08:00Tolu - Islas San Bernardo - Isla Mucura - #1<p dir="ltr">Grundet højsæson her i Colombia,  som er til og med 15. januar, fordi der har alle børn og unge fri for skole og afdæmpningen af denne, gik min plan om overnatte på et hostel på en af øerne galt grundet manglende plads. Jeg prøvede at reservere to dage før, og fik først svar fra hostellet, da jeg sad i bussen på vej til fastlandsbyen Tolú, hvorfra man rejser til og fra øriget. Det var skuffende og hammer ærgerligt, for Tolú er i sig selv ikke et besøg værd. Mange colombianere tager hertil dog,  så i et kulturelt perspektiv er det sjovt at se,  hvordan og hvor de holder deres ferie med fest og strand. </p>
<p dir="ltr">Siden jeg ankom til kystområderne kan jeg fortælle, at befolkningens sammensætning har ændret sig. Her er størstedelen af afrikansk afstamning. Jeg mener at have læst et sted,  at slavehandel og slaveri blev gjort ulovligt først for de indfødte colombianere, hvorfor man startede med at importere afrikanere en masse, udover at disse vist bare generelt også var mere hårdføre. Nogle sorte slaver formåede at slippe fri fra fangenskab og de oprettede deres egne samfund langs især Stillehavskysten og noget af den caribiske kyst, hvorfor det er her,  den største mængde af colombianere af afrikansk afstamning befinder sig. Det føles som er være et sted i Afrika,  når du blot kigger udover landskabet. Levevilkårene her også helt anderledes end andre steder,  jeg har været.  Det må skyldes deres natur,  som er gold i et landbrugsperspektiv, deres historie selvfølgelig og så mener mange, at også deres kultur. Juan fra Medellín fortalte mig, at det er velkendt at de sorte der bor ved kysten har en anden levestil: deres liv er hårdt, hvorfor de lever dag for dag og ikke rigtig tænker langsigtet. De lidt de tjener bruger de på øl og fest. Rygtet sige,  at langs Stillehavet,hvor der er miner (kan ikke huske hvilket mineral) hænder det, at de er heldige og finder en kæmpe åre,  får en masse penge, men spenderer dem på ingen tid frem for at investere.  Man skal nok passe på med at sige,  om det er en del af deres kultur, men nok rettere noget der har udviklet sig grundet den måde,  de er blevet behandlet på. I al fald er livsglade,  snakker meget og ser ud til at tage sig masser af pauser i løbet af deres arbejdsdag, hvor de bare står og hænger ud på hjørnet og chit-chatter og pifter af pigerne. </p>
<p dir="ltr">Ved ankomsten til Tolú stod en række cykeltaxier,  en slags ladcykel,  og ventede på de nye bygæster. Det er nok et tegn på en anden økonomisk levestil. Mit hostel lå et par km væk, så jeg takkede pænt ja,  udover det faktum at sveden piblede ned af mine kinder og min top var helt klæbet fast til min ryg,  og det er ikke en overdrivelse. Men må indrømme at blive fragtet på cykel føles ikke rart.  At en anden person skal bruge så meget energi på mig og min rygsæk føltes uværdigt for et andet menneske at skulle gøre.  Men han lever jo af det! </p>
<p dir="ltr">På hostellet fik jeg googlet mig frem til en anden indlogeringsmulighed i øgruppen. Meget mere uformel. Man skal åbenbart bare tage turistbusserne om morgenen, som er et smut forbi alle øerne,  og så stå af på Isla Mucura, hvor de andre gæster skal spise frokost, og så venter der folk der,  kan har cabañas og hængekøjer, hvor man kan overnatte eller campe. Dejlig uformelt, og rigtig nok gik er 3 sek. inden der første nærmede sig mig og hjalp mig med at finde et sted.  Foran mig var en gruppe argentinere (som den caribisk colombianske kyst er fyldt med),  som jeg hægtede mig fast på,  og fik lov til at dele en cabaña med pigerne.  Men denne her fyr,  som hjalp mig lever tydeligvis af turisme, og blev ved med at sige til mig,  at han kunne vise mig nogle rigtig flotte strande, og at jeg var rigtig smukt og alt det vås, de nu en gang lukker ud de her mænd.  Det er nok det mest trættende ved at rejse alene som pige,  er de mænd på gaden, og dem som nærmer sig og siger, at jeg er den smukkeste de har set. I Chile ville de normalt bare pifte og sige smukke eller lækre,  men her er det hele sætninger om, hvilken godbid jeg er.  Simpelthen så grænseoverskridende og når jeg går prøver jeg alt,  hvad jeg kan og se sur og tvær ud og med solbriller. To timer efter at jeg havde afslået hans klamme tilbud,  sang han samme sang over for en af de argentinske piger. </p>
<p dir="ltr">Men udover det er øen et lille paradis. Forholdene er ikke de bedste, men øens natur er formidabel smuk og stranden den der turkise farve, som automatisk giver dig en ro og har en øjeblikkelig afstressende effekt. Klimaet er fugtigt, uudholdeligt varmt, og der er intet at lave udover strand og øl, og du har skam heller ikke lyst til andet i det her klima. </p>
<p dir="ltr">Ps jeg sad lige og kiggede mine indlæg igennem. Beklager alle taste- og skrivefejl,  men jeg skriver på min tablet som autogenerer ord,  hvorfor den nogle gange retter mine ord til andre,  og andre gange får jeg simpelthen tastet forkert. </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-40401034865144849712016-01-25T17:03:00.001-08:002016-01-25T17:03:46.481-08:00Popayán <p dir="ltr">Mit ophold i Popayán var ikke helt så vellykket. For det første er blevet natbussen to timer forsinket, dvs. i stedet for at ankomme kl.  6 ankom vi til busterminalen kl.  8. Det i sig selv var jo ikke helt skidt, for det er altid rarest at ankomme til en by inden for forretningslivets åbningstider. Men i og med,  at jeg natten inden havde fundet ud af,  at mit dankort var blevet stjålet, ville jeg gerne nå til hostellet hurtigst muligt og kontakte banken. Jeg befandt mig jo i den situation,  at I Mocoa, hvor jeg kom fra,  virkede min tlf ikke. Og internettet var for langsomt til at jeg kunne nå at logge ind på min netbank, inden min buses afgang. Så efter en urolig og utålmodig bustur på Colombias rådne veje, var energien på sit laveste. Men heldigvis glædede det mig,  at for en gang skyld kunne man gå til hostellet i stedet for at tage taxi. Så med et smil på læben gik jeg i retningen af hostellet. Pludselig kan jeg mærke vanddråber i mit ansigt og høre dem falde på rygsækken. På med regnslaget, mens jeg håber det bare bliver ved et par dråber. Men nej,  selvfølgelig skulle der komme et kæmpe tropisk regnskyld,  som skulle vare hele turen til mit hostel, så selv om jeg stoppede en ti min. under halvtag,  blev det kun være.  Da jeg så ankommer til hostellet er det en kvinder med teenagerattitude, som tager imod mig og bruger fem sek til at vise mig rundt og give mig et håndklæde, hvorefter hun skynder sig tilbage bag disken og finder sin tlf frem. Jeg spørger hende så, om jeg må låne tørretumbleren, hvorefter hun svarer at ja,  men først efter kl 13, mens jeg står foran hende dryppende. Det viste sig selvfølgelig slet ikke at være rigtig, dumme pige. Men det er jo ikk alle, der elsker deres job. </p>
<p dir="ltr">I al fald fik over ringet til min fantastiske kæreste af en helt, som som altid fikser tingene for min, ringer til banken og får kortet spærret og sender mig kontakter over western union. Så I skal ikke bekymre jer. Men uheldet fortsatte, grunden til at jeg kom til byen var pga. vandreturen op af en nærliggende vulkan,  som selvfølgelig var lukket pga. mere aktivitet end normalt. Men Popayán er en utrolig smult smukt by og derfor besøget værd, men regnen forfulgte mig hele dagen,  og da jeg ville på det naturhistoriske museum var det selvfølgelig lukket pga. renovation, den vegetarrestaurant jeg ville på, besluttede sig for ikke at åbne den dag,  og så gav jeg op og gik tilbage drivvåd igen for anden gang og lagde mig til at sove. Sådan én dag skal man jo have en gang imellem. Aftenen endte dog formidabel. Et par stykket som den dag var ankommet sammen, lavede mad og ville gerne i byen. Så jeg drog med og vi fandt et lokalt diskotek med alt godt latinomusik, og folkene fra hostellet, der var med,  havde lige været i Cali og lært basis-salsatrin, så alle ville danse, det var mægtig sjovt,  og jeg gider især, når jeg er den bedste danser i gruppen hehe for ellers plejer jeg er at være for genert. </p>
<p dir="ltr">Det var sjovt aften, som endte med flere colombianere, som havde kigget på os hele aftenen, fordi vi dansede i en stor gruppe og fordi vi dansede enkeltvis, hvilket de synes er meget underligt, købte aguardiente til gringo-gruppen. </p>
<p dir="ltr"><b>TIERRADENTRO</b> <br>
Dagen efter stod dagen på en tur til Tierradentro for at se en forhistorisk gravplads fra en kultur, som man ikke rigtig ved noget om,  andet end at de har bygget en masse underjordiske grave, som er udsmykkede både mønstrer af indgraveringer og af maling. Det foregår oppe langs bjergsiderne, så man bruger en hel dag på at vandre rundt. Naturlandskabet er henrivende, og man kan godt mærke højderne i åndedrættet. Før al den vandren rundt, er der to museer: det arkæologiske og det antropologiske. Førstnævnte er det lidt man ved om gravstederne, og sidstnævnte er om den indfødte befolkning, der bor der nu og som har beboet området fra de  tid spanierne kom. Gode museers begge. Bl.a. har de en tradition om,  at kvinden før hun accepteres skal bo med mandens familie i et år og vise sit værd ved at lave mad til hele lokalsamfundet ud af næsten ingen ingredienser, samt være befrugtet i løbet af det år. Denne kultur har været meget stærkt helt op til 90'erne, men som alle andre indfødte kulturer er der en stigende ungdoms modkultur, som ikke gider at lære deres sprog eller at leve efter de gamle traditioner. Selve distancen til Tierradentro er nogen og 70 km, men halvdelen af vejen er uasfalteret og vejstrækningerne er der bestemt ikke lagt af en byplanlægger. Så bussen til og fra dette fantastiske sted var fire timer (selvom de havde sagt tre), og i Colombia er der altid tid til en frokostpause på turen på en restaurant. </p>
<p dir="ltr">Ps bustider her er altid plus to timer. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg havde vænnet mig til det. Jeg forsøger hver gang at spørge ekspedienten bag disken, hvor langt tid det tager i værste fald,  men de forsikrer altid én om,  at den er der til tiden, også selvom bussen ikke en gang forlader terminalen til tiden. Blot ved nedskrivningen af dette hæver mit bryst sig kraftigt, og jeg må tage en dyb indånding og sige til mig selv,  at jeg skal tage denne kulturforskel med et smil.  Men alligevel <b>AAAAAAAARGH</b>!!! </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-14135876357348506572016-01-18T16:29:00.001-08:002016-01-18T16:48:34.120-08:00Medellín <p dir="ltr">Har nu været fire dage i Medellín, som for ikke mere end 20 var byen med største mord-rate og for ti år siden var den stadig høj, 160 personer pr.  100.000 indbygger grundet først den kæreste Pablo Escobar og efterfølgende problemer og uenigheder med guerillakrigerne. Men i dag er Medellín en af de sikreste byer i hele Colombia, og enormt veludviklet grundet udenlandsk økonomisk hjælp til at hjælpe Colombia på fode igen. Sammenlignet med Lima og Santiago er det en lækker by. Men det er ikke helt fair at sammenligne, da Medellín er en 2,5 mio. by og Lima og Santiago har over 10 mio. indbyggere. For fem-ti år siden var Colombia et tredjeverdensland,  og nu er det vist den tredje største økonomi i hele<i> </i>Latinamerika<i>. </i></p>
<p dir="ltr"><i>Jeg må hellere lige indskyde her,  at I ikke må holde mig fuldstændig op på min fakta. Nogle gange googler jeg tingene en ekstra gang og dobbelttjekke, andre  gange er jeg for doven. </i><i>Men det er ting,  jeg har fået fortalt, så det kan også sagtens være subjektivt og ensidigt. </i></p>
<p dir="ltr">Pointen er i hver fald,  at Colombia er i rivende udvikling. Medellín har fået en masse økonomisk hjælp bl.a. fra Frankrig og Spanien til infrastruktur og andre projekter til at løfte især de fattiges adgang til både uddannelse og jobs. Et virker som om de har fat i den lange ende og tænker langsigtet. </p>
<p dir="ltr">Min personlige guide har været Juan Jaime og mit vedhæng var de to cypriotiske britere, alle tre nogle jeg rejste med i Mocoa. Juan er her fra Medellín og et godt eksempel på den varme og gæstfrie colombianer. Hans mor og søster var denne weekend i den Dominikanske Republik, hvorfor han åbnede dørene til deres lejlighed. Juan er advokat og hans familie plejede at være styrtende rige, da han var barn, fordi hans farfar var det,  og kunne derfor hvidvaske narkopenge. Det er ingen som her,  at ens familie har arbejdet med/været involveret i narkoindustrien. Det er mere reglen end undtagelsen. Men pga. nogle problemer og uoverensstemmelser med guerillaerne, endte hele hans fars familie med at blive kidnappet mod at skulle betale 14 mio. US$, hvorfor de mistede deres mange grunde og luksuriøse liv. </p>
<p dir="ltr">Medellíns historie er kort fortalt Pablo Escobar og hans narkokartel,  som op til 90'erne dominerede indtil han blev dræbt, hvorefter guerillaerne overtog narkotrafikken og en masse fra landet flygtede til byen for at leve mere sikkert end der var på landet, og da den colombianske regering endelig fik forhandlet fred med sidstnævnte,  har Medellín haft muligheden for at udvikle sig. Faktisk skal alle colombianere til marts stemme om endelig fredsforhandling med guerillakrigerne. De meget få af dem,  der er tilbage. Denne endelig fredsforhandling består af fem punkter,  som er krav fra begge sider: 1. Kokabønderne skal have kompensation i form at uddannelse og ressourcer til at dyrke andre produkter end koka-blade, 2. guerillakrigerne skal retsforfølges og komme med alle indrømmelser,  så pårørende til forsvundne og dræbte kan få kompensation,  men får lov til at afsone i et specielt fængsel, 3, guerillaerne får lov til at oprette et politisk parti samt en understregning af folkets ret til at protestere uden frygt,  4. endelse af den bevæbnede konflikt, dvs. alle våben afleveres,  5.  og endeligt at de forsøger at finde en løsning på narkokriminaliteten. </p>
<p dir="ltr">Juan stemmer ja,  mens hans familie vil stemme nej,  pga. den terror, de personligt har oplevet. Men tænk jer,  at det ligger i hænderne på den colombianske befolkning, om de vil slutte fred og starte et nyt kapitel i deres historie. Generelt synes jeg,  at Latinamerika og latinamerikanere er gode til at bære nag over for hinanden og ikke vil tilgive og glemme historien. Så som nævnt før kommer det bag på mig, at det her land med denne frygtelige historie, kan være så fremadrettede. Jeg ved ikke, om de har tilgivet fortiden, men de har i hvert fald valgt at glemme den. Og hvor ville det være stort, hvis de kunne være rationelle og langsigtede, når de skal stemme, og prøve som et forenet Colombia at komme narkokriminaliteten og volden til livs. </p>
<p dir="ltr">Jeg kender desværre ikke Colombia nok til at vide, om alt det her Juana har fortalt mig er sandt. Dvs. jeg tror selvfølgelig på alt, hvad han har fortalt mig, han er advokat og arbejder med det til daglig, men min erfaring fra Peru og Chile er, at mange af disse regeringsprojekter er varm luft; at de kører kampagnerne helt op, men at det ender med at være noget populistisk, som er kortsigtet. Men Colombia virker anderledes. Måske fordi udlandet har hjulpet med investeringer, de alle regeringer er interesseret i at bekæmpe narkokriminaliteten eller om Colombia bare er et rigt land, men de virker til at udnytte de muligheder, de har fået. Ville ønske, jeg havde studeret her, fordi det er et land i kæmpe udvikling og med en befolkning og en kultur, som bare er glade på trods af en grusom historie og fortsat stor fattig befolkning. </p>
<p dir="ltr">Ps. kokain er der massere af her. Der er endda en park med politi rundt om parken, men indeni sælger de og sniffer mængder af kokain og andre stoffer. Så der er lang vej endnu med at bekæmpe narkokriminaliteten, men i det mindste er de nået til et punkt, hvor den gængse colombianer ikke er involveret. </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-85621258244718302362016-01-15T19:18:00.001-08:002016-01-18T16:48:09.825-08:00Mocoa <p dir="ltr">Her er alle billederne indtil videre for Colombia. Det er nok primært Søren, som ikke har set dem <a href="https://goo.gl/photos/jqFnZbJr3zkjQ1Sc7">fotos Colombia</a>. </p>
<p dir="ltr">Mocoa er en by nede sydpå lige på grænsen til den tredjedel af Colombia,  som er jungle og som er meget lidt beboet af to årsager: fordi det er jungle med vild natur,  og det er svært at leve et civiliseret liv der, fordi økosystemet er så skrøbeligt, hvorfor områderne er fredet,og den anden grund er FARC og andre guerillakrigere, som forsat har deres militærbaser i junglen, hvor de kan gemme sig. Efter at have været i Amazonas forstår man godt, hvornår det fysisk er muligt at gemme sig i junglen uden at blive opdaget: junglen er simpelthen så tæt,  at man ikke kan se mere end 30,meter frem,  hvis man står midt i junglen. Selve regnskoven har brug for rigtig meget skygge til deres planter, hvorfor den består af flere forskellige slags træer i forskellige højder, hvis funktion er at tildække vegetationen under sig. Så set oppefra er regnskoven også fuldstændigt tæt pakket. </p>
<p dir="ltr">Det er ikke mere end tre år siden, at FARC blev bekæmpet i Mocoa, hvorfor der nu er fri adgang for turister og lokalbefolkningen, som før flygtede, kan nu vende tilbage til deres landsbyer, som de havde forladt pga. det store antal af dødsfald. Da vi ankom var det midt i deres hvide-og-sorte festival, som er et slags karneval, hvor farverne symboliserer de hvide europæere og de sorte de indfødte. Det er en uge med fest,  koncerter og sort maling og mel og barberskum, som man kaster på alt og alle. Ingen er undtaget, måske lige kvinder med spædbørn, men de holder sig primært indendøre. Selv den ældre befolkning får smidt mel lige i ansigtet. Det var virkelig sjovt at være med til. Men efter én dag, havde vi vist fået nok leg. Det er sjovt et par timer, men de her folk bliver ved en hel uge! Og på hostellet havde vi kun kolde brusere, så jeg følt aldrig rigtig jeg fik melet ud af mit hård og tøj! </p>
<p dir="ltr">De andre dage brugte vi i et naturforskningscenter, hvor de sætter fokus og oplsyer på flora og fauna i Amazonas og lærer lokalbefolkningen at bevare og udnytte naturen på bedste vis. Samtidig tager de her imod vilde dyr,  som på en eller anden måde har været i fangenskab, således kommer de i rehabilitering og sættes ud i det vilde liv igen, hvis de nogensinde kan give slip på det liv,  de havde i fangenskab.  Vi så edderkoppeaber (cirkusaber,  som lavede masser af tricks for at få opmærksom),  papegøjer og et kattedyr, som hedder en lille tiger (tigrillo). Lokalbefolkningen støtter generelt ikke op omkring dette center,  de er stadig i et stadie, hvor de tænker mere kortsigtet omkring naturen, og hvis de kan få en god høst i år,  er de ret ligeglade med miljøet. Men man skal starte et sted,  og projektet er fuldstændig styret og støttet af den colombianske regering. </p>
<p dir="ltr">Endeligt havde drengene en drøm om Ayahuasca,  et hallucinerende stof,  som den amazone befolkning bruger til at rense sig med og uddrive de onde ånder. Der er stadig mange colombianere der gør det for ritualet, og mange turister ønsker oplevelsen for at komme tættere på sig selv og opleve noget inderligt. Personligt gjorde jeg det for virkningen, da jeg ikke tror på ånder. Men det var en hel aften, hvor vi havde fastet hele dagen, og så smager det mildt sagt af pommeren til, og jeg kastede det op efter begge gange, fordi det gav mig kvalme. Måske kastede jeg op for tidligt, det havde i hvert fald ingen virkning på mig eller de tre andre. Kun Angelo (en af de cypriotiske britere) kom til et hallucinerende stadie, mens Kyriaco (den anden cypriotiske brite) og jeg blot var høje (efterfølgende har jeg fået at vide at mine pupiller var så store som tekopper) og grinede over kngenting, mens Matt og Juan sov, kastede op og hvilede sig. Ikke rigtig var vi var ude efter, men det er meget forskelligt fra Shaman (ham, der udfører ritualet) til Shaman. </p>
<p dir="ltr">Sidste ting vi lavede var en smuk dagstur til et kæmpe vandfald. Junglen er fantastisk smuk og dagsturen på gåben var en sted, hvor colombianske familier fra området taget hen og spenderer en hel fridag med at svømme og hoppe fra de mindre vandfald. Jeg kan ikke understrege nok, hvor befriende det er at møde colombianere og ikke kun turister ved turistattraktionerne. </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-2156936003847799312016-01-14T19:19:00.001-08:002016-01-14T19:19:09.744-08:00Cali <p dir="ltr">På Jeg ankom til Cali d.  2. januar fra Lima. Lige så snart du træder ud af flyet omringes man af en kvælende hede,  som ikke forsvinder, selv når du prøver at gemme dig i skyggen. Ved køen til migrationen er der et skilt med forbudte handlinger i dette område: ingen tlf, ingen mad,  og så heller ingen skydevåben. Så føler mig sig dejlig tryg,  og så får man eller flashback til "Narcos". Jeg vil lige indskyde her at jeg nu i 12 dage har rejst og har ikke følt mig mere utryg på noget tidspunkt, end jeg har andre steder, jeg har rejst.  <br>
Fra lufthavnen kom til busterminalen,  og derfra ville jeg tage offentlig transport. Men efter at have ledt i 10 min efter busstoppested, gik det alligevel op for mig, hvor utryg og udsat jeg føler mig,  når jeg er mutters alene. Hvis man er en gruppe eller blot <u>to</u>, så giver det et kæmpe råderum til at tage sig tid til at lede efter sjove og anderledes måder at transportere sig på eller oplevelser,  som måske ikke lige er dem,  som står i din guidebog. En amerikaner Matt jeg mødte har rejst rigtig meget de sidste  fem år, og mente bestemt at man sagtens kan tomle alene de fleste steder og at man generelt skal stoppe med at være så bange, tilbageholden og påpasselig. Men da jeg så spurgte ham, om han ville gøre det samme som en pige, der rejste alene, var han alligevel længe om at svare, at han nok ville være mere påpasselig. Som pige er man både mere skrøbelig, men også blot et lettere offer. Men denne følelse havde jeg fra dag 1 i Lima og Colombia, modsat Chile, hvor jeg følte mig meget sikker. Men i Sydchile, hvor jeg rejste rundt var levestandarden også meget højere, så der var generelt kun småkriminalitet. Ærgerligt, for jeg havde lidt en drøm om at kunne være åben og tage imod de gæstfrie muligheder, der kunne være fra colombianere, så man kunne få nogle mere autentiske oplevelser. </p>
<p dir="ltr">På hostellet ankommer jeg således i taxi. Et kæmpe hostel med pool. Det havde lige været jul og nytår, og i den periode har byen en ekstraordinær festival, som mange colombianere rejser til for at opleve og deltage i. Så stemningen var lidt død, og aktivitetsniveauet det samme. De gratis salsatimer var der netop ikke om søndagen, og folk var allerede grupperet i vennegrupper, som havde festet samme de sidste par uger. Så det var lidt dødt, så jeg brugte min første dag lidt for mig selv med at forberede bachelorprojekt og meritoverførsel for mine fag fra Chile. For jeg må indrømme, at at være social ikke altid kommer sig helt naturligt for mig. Nogle gange skal jeg kæmpe meget for at turde at tale med folk,  jeg ikke kender. Jeg er simpelthen genert. Men kl 22 fik jeg nosset mig sammen til at købe en øl og gå hen til en bænk med en gruppe og spørge ud af det blå,  om jeg måtte deltage i selskabet. Normalt venter jeg til,  at der er opstår en mere spontan kontakt, som fx man står i køkkenet sammen og spørger hvor saltet er eller sådan noget åndssvagt. Men det var heldigt for en de var just på vej i byen. Alle havde nemlig taget salsatimer,  som er Calis store hovedattraktion. Så i skulle da på salsatek. </p>
<p dir="ltr">Det er en ting,  jeg sådan kommer til at savne i Danmark. Selvom det altid tager en uge eller to at vende mig til at danseriet til fester og når man går i byen, så er det hyggeligt og sjovt. Som dansker synes jeg,  at man skal vende sig til danseriet af to grunde: man danser to og to og meget tæt og bryder den danske fysiske privatsfære, samtidig med man at man danser med en af modsatte køn, som i Danmark tit sker, når man prøver at score nogen. Ellers plejer man mere at danse i grupper i Danmark. Den anden ting er,  at de, når de danser sammen her, danser de blot. Man kigger ikke engang på hinanden. Tit ser jeg, at de blot kigger fra side til side og i hvert ikke på hinanden. De taler ikke en gang sammen, hvilket føles som pinlig tavshed, men det er normalt for dem. Det er nogle meget lange 2-3 min., mens man danser.</p>
<p dir="ltr">Da jeg lige var landet i a Colombia tog jeg fejl af pengesedlerne og var kommet til kun at tage 4000 colombianske pesos med i stedet for 40.000 (8 kr frem for 80), og da jeg nævnte det for en af pigerne, sagde hun, at det ikke gjorde noget, fordi fyrene altid købte dem drinks. Men da jeg så fortalte det til en af colombianerne - en fyr - sagde han, at det kun var fordi de var turister, at det efterhånden er normalt at pigerne betaler for sig selv, vil hvilket gjorde mig glad og er endnu et eksempel på, at de trods alt er lidt længere mht kønsroller i det her land. Ham colombianerne er også homoseksuel, så måske er hans venner lidt mere progressive i kønsdebattent, hvem ved. </p>
<p dir="ltr">Alt i alt var det alt jeg rigtig opnåede på mine to døgn i Cali. Jeg mødte Matt, Juan og to britere, hvis navn jeg aldrig kan huske, fordi de har græske navnet, som inviterede mig med til junglen, hvorfor jeg dagen efter begav mig mod Mocoa nede sydpå. Jeg fandt det attraktivt, fordi det ikk er mere end 2-3 år siden, at man overhovedet kunne tage dertil pga. FARC og interne problemer. <br>
<br>
</p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-44422361221792500972016-01-12T05:45:00.001-08:002016-01-14T19:18:31.407-08:00Colombia<p dir="ltr"><b>Cali - Mocoa - Popayán - Tierradentro - Salento </b><br>
Har nu været i Colombia i ti dage og nyder det til fulde. Mit førstehåndsindtryk af Colombia er meget positivt. Sammenlignet med andre latinamerikanske land, er det Colombia jeg indtil videre har set,  mere kærligt, afslappet og livsglad. Måske er det fordi jeg rejser i januarmåned, hvor børn og unge har sommerferie, hvorfor familierne generelt også har ferie og byfesterne så småt begynde. Juan, en colombianer jeg mødte i Cali, fortalte, at Colombia stort set har festivaler/karnevaler året rundt i de forskellige regioner. Men jeg tror især at det peaker her i januar og februar. Men det er enormt hyggeligt at rejse rundt og se de forskellige turistattraktioner og møde en masse colombianske familie disse steder. Jeg oplevede det lidt i Chile, at man mødte chilenerne, som rejser rundt i deres eget land, slet ikke i Perú, fordi turistattraktioner/turistmiljøet generelt er for dyrt for den gængse peruaner. Jeg ved ikke,  om det er en økonomisk ting, at der er en større velhavende middelklasse her i Colombia eller en kulturel, at de simpelthen har mere ferie her og kan lide at rejse rundt,  når de så har ferie. Men det gør det mere autentisk at turistattraktionerne også er turistattraktioner for Colombianerne. </p>
<p dir="ltr">En ting jeg har lagt mærke til her, er at søndage her er ligesom i DK, hvor alle butikker er lukkede og byerne generelt ligger døde hen. Det kommer bag på mig, fordi i Peru og Chile arbejder folk alle dage i ugen. Så uden at jeg er ekspert eller kan snakke på Colombias vegne, virker det bare som om, at de har en mere retfærdig arbejdskultur her, at arbejderne ikke udnyttes i samme omfang, som jeg har set det i andre latinamerikanske lande. Colombia virker bare mere rigt. Måske fordi det er et frodig land, så familier kan stort altid leve af egen privat landbrug. </p>
<p dir="ltr">Min forestilling før jeg kom hertil var næsten, at jeg skulle opleve et krigshærget land, hvor befolkningen pga. forhistorien holder sig indendøre og at Pablo Escobar og narkokarteller var et tabu. Men slet ikke. Selvom alle man møder på en eller anden måde selv har eller kender nogen, som har været involveret i narkotrafikken, hvad enten for eller imod og måske har haft familiemedlemmer, der er kidnapper elletræ forsvundet, er de fleste åbne omkring det og frygter det ikke længere i deres hverdag. Det virker som om regeringen har arbejdet benhårdt på at løfte Colombia igen, hvilket i den grad har smittet af på befolkningen. Det er opløftende at se, hvor hurtigt de er kommet sig, hvor flotte og udviklede deres byer er. </p>
<p dir="ltr">En sidste ting jeg vil nævne er deres åbne kultur. Colombia har meget større racediversitet, hvilket nok er grunden til, at de har større kulturel diversitet og generelt er mere åbne. De virker enormt liberale mht homoseksualitet og ikke traditionelle omkring hverken religion eller kønsnormer. Enormt befriende. Deres befolkning består af en procentdel indfødte, efterkommere af sorte slaver og en kæmpe mestizo befolkning. De virker meget mindre racistiske og hudfarve-fokuseret end både Chile og Peru. </p>
<p dir="ltr">Endeligt er det et land, som det kun lige er ved at gå op for, hvor mange natur og kulturrigdomme, de har, som turister elsker. Så det er med at nyde landet nu, inden overflade-turismen for alvor slår ind. </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-44343155832636240582015-12-23T00:04:00.001-08:002015-12-23T00:04:49.263-08:00San Pedro - Uyuni <p dir="ltr">I Pucón fik jeg vist fanget mig en mindre forkølelse.  Denne lod mig selvfølgelig ikke stoppe af at vandre op på toppen af vulkanen Villarrica.  Senere den aften skulle jeg med en natbus til Santiago, fordi jeg næste morgen havde en aftale på ambassaden kl 9. Så I kan nok gætte, at jeg ikke ligefrem havde fået det bedre i løbet af natten.  En dejlig sommerforkælelse havde listet sig ind på mig, og min mindre travle dag i Santiago med Ambassade-besøg,  sende en pakke fra posthuset (man kommer ind,  og der står nummer 250 og du har lige fået nummer 307 i hånden),  og endeligt et sidste besøg hos Mauricio og Co for at tage afsked.  </p>
<p dir="ltr">For at sætte prikken på i'et,  skulle jeg op kl. 4.30 for at nå et fly kl. 6, for så at finde ud af kl.  5.30, at mit fly er aflyst pga strejke, og LAN, som jeg flyver med sætter mig på det næste fly kl.  12. Så det var 6 dejlige snottede timers i lufthavnen,  hvor jeg ængsteligt sov med min håndbagage under mig og vågnede hver 5. minut, fordi jeg jo i forrige uge fik stjålet mit pas og penge. På ambassaden i Santiago var alt heldigvis foregået helt,  som det skulle,  og jeg var der kun i 40 minutter.  Hende,  som hjalp mig, spurgte hvad min næste destination var,  og da hun hørte San Pedro,  sagde hun,  at det er der,  hvor der sker flest tricktyverier og flest får stjålet bagage i alle størrelser. </p>
<p dir="ltr">Men efter en 2 timers flyvetur til Calama,  hvor man i over en halv time flyver over en kæmpe sandørken,  som i milevis er øde,  og i det døde vulkanlandskab sniger sig en gang imellem en oase med lidt tørt grønt og måske en sø,  hvis man er heldig,  der sidder man et kort over øjeblik og spekulerer over,  hvad I alverden man dog har gang i.  Især når man lige er rejst op fra det frodige og grønne syd. Så med våde forkølelseshævede øjne,  ondt i halsen lander jeg i San Pedro i 35° C.  Heldigvis kunne jeg tage en bus til 120 kr,  som tog mig hele vejen til mit hostel.  Her skulle jeg mødes med Tim og Pascal (to hollændere). Tim har jeg læst sammen i Santiago,  og vi havde tilfældigvis booket billetter til San Pedro samme dag.  San Pedro er ikke rigtig en by for mig: de  er bitte lille og der findes stort set kun turiststeder. Og alt hvad der kan opleves,  er kun indenfor rækkevidde i firehjulstrækker eller med et turistbureau.  Så hvert gang man ankommer til turistattraktionerne er der en stime af mennesker,  og man går pænt i kø. Det er bare noget helt andet,  når jeg kommer fra syden,  hvor jeg kunne tage offentlig transport ud til de steder,  jeg ville besøge. Men på den anden side,  hvad kan man forvente,  når man er midt i en ørken.  Tim,  Pascal og jeg så gejsere den næste morgen kl.  4.30,  hvorfor min forkølelse ikke blev bedre overhovedet.  Gejserne er mange tusind pr gamle,  hvorfor de ikke er explosive,  som dem i Island,  men de koger blot,  og du ser udover dal,  hvor det bare ryger op diverse steder.  Meget smukt. Vi befandt os på det tidspunkt i 5000 m højde,  hvorfor hovedpinen sneg sig ind på én,  hvis man var lidt for overgearet og synes,  at man skulle løbe eller hoppe lidt.  </p>
<p dir="ltr">Dernæst var en tiltrængt siesta,  og vi mødte endnu en Hollænder,  Iris,  som også skulle til Saltørkenen i Uyuni dagen efter og anbefalede mig et bureau. Så jeg skyndte mig derhen og bestilte en tur til 1100 DKK, hvilket synes at være en rimelig pris for tre dage med alle måltider inkluderet og i grupper af 6 mand i firehjulstrækkere.  Så det blev et kort visit med drengene.  Vi ville have været på tur igen om aftnen og se Valle de la Luna, som er et månelignende landskab grundet meteornedslag (tror jeg),  men vores siesta havde været for lang,  så vi nåede det aldrig. </p>
<p dir="ltr"><b>Tre</b><b> dages tur til Uyuni</b><br>
Fredag morgen hentes Iris og jeg (en time for sent selvfølgelig),  og da vi stiger på bussen ser jeg et velkendt ansigt: Simon fra DK.  En af de danske udvekslingsstuderende.  Han har sin lillebror med.  Jeg har kun rigtig mødt ham tre-fire gange,  men ham og hans lillebror er de første danskere jeg møder,  mens jeg har rejst alene.  Så det er altid rart med lidt dansk selskab.  De fleste andre rejsende undgår allerhelst folk fra deres egen nation,  men som dansker møder du ikke så mange,  som fx tyskere,  franskmænd etc. Der gik ikke mere end 5 min,  så skulle vi frem med rejsepapirerne. I Chile får du ved indrejse et indrejsepapir eller rettere en indrejsebon - et tyndt stykke papir med dato mm,  og hvis du er heldig i lufthavnen,  fortæller dydig,  at det her er papir er meget vigtigt. De fortalte ikke mig det,  det var kun fordi Mauricio gjorde mig opmærksom. Simon og hans lillebror havde selvfølgelig ikke medbragt deres papirer. Simon havde ikke en gang et studievisum,  han havde dog forlænget sit ophold for 100 US$, men havde ikke medbragt det papir heller. Turistbureauet sagde først,  at så kunne de ikke komme med, men sagde alligevel,  at de jo kunne prøve at se,  om det kunde lade sig gøre.  Straks sad Simon og jeg som de gode semi-chilenere,  vi er blevet,  at sammensætte en historie, hvorfor drengene havde glemt deres papirer, og at de bare skulle spille gringo-kortet,  som vi kalder det.  Jo dummere du spiller,  jo mere du fralægger dig enhver form for skyld,  jo længere kan du kommer og jo mere kan du opnå. Vores argumenter var følgende til at de ikke havde deres papirer på sig: deres fly var også blevet aflyst,  så de blev pludselig ringet op og var sat på et nyt fly,  hvor de havde få timer til at pakke - de vidste ikke på forhånd, at de ville krydse grænsen til Bolivia - at de havde betalt for<b> </b>turen,  så de kunne jo ikke sende dem tilbage - at det ikke kunne være Simons ansvar at rende rundt med en kvittering for opholdstilladelse osv. Efter 40 min insistereren og gebrokken spansk og at spille dum kom de sgu igennem, og der lød en jubel,  da vi vente tilbage til resten af bussen. Philip,  Simons lillebror,  var flere gange ved at smide håndklædet i ringen,  fordi han kommer direkte fra Danmark. Han er ikke vant til det her spil! Utroligt at de kom igennem,  de havde slet ingen ret til det. </p>
<p dir="ltr">Nu kunne rejsen begynde: man deles ind i grupper af seks,  for der er kun plads til seks mand i hver firehjulstrækker. Vi lavede en gruppe os tre danskere,  Iris og en brasilianer Victor. Skøn ungdomsgruppe. Landskabet er goldt,  man er omringet et perfektformede vulkaner,  og ind i mellem poppede en smeltevandssø op,  som grundet mineralerne og derfor de voksende alger, havde forskellige farver. I de fleste af søerne var der kæmpe flokke af flamingoer også.  Vi så både gejsere og badede i varme kilder den første dag. Et virkeligt smukt landskab, men meget det samme  i to dage, men hvad mere kan  forvente, når man er i ørkenen,  hvor der i ikke en gang er landsbyer,  kun turist-overnatsningssteder.  Der gik dog ikke længe før første stop ved en af søerne,  at hovedpinen og svimmelheden sneg sig ind på os. Av av. højdesyge havde ingen af os rigtig prøvet, og jeg tror 30 % af af gruppen led den første nat.  Det gjorde det bestemt heller ikke  bedre,  at toiletterne på første "hostel" var uden vandskyldning,  men der stod en balje vand,  som man skyllede med bagefter. Denne balje blev tømt i løbet af aftenen,  hvorfor omkring ved en 20-tiden, når de fleste skulle af med dagens mad og de syge skulle kaste op,  var der ingen mulighed for at skylle ud.  I kan nok forestille jer,  at vi alle holdt os så længe, vi kunne med alt der enten skulle ud foroven eller forneden. Men det er jo ikke ligefrem vand,  der er overskud af i ørkenen. </p>
<p dir="ltr">Som på mange turistture, ved guiderne ikke rigtig, hvad de viser turisterne. Så jeg er sikker på, at en geolog kunne have fortalt os meget mere om de steder, vi stoppede. Men vores guide David var sød og forklarede, så meget han kunne. På andendagen var vi alle rimelig mætte af det ellers fantastiske landskab, vi kørte igennem. Vi havde bare set lidt for meget sand, søer og flamingoer, så vi endte med at være den dovne gruppe, som sagde nej tak til at stoppe nogen af stederne. Vi var vist også den gruppe, der formåede at sove allermest på turen. Vi spurgte David, om vi sov mere end folk normalt, og han smilede og grinede, mens han nikkede. Vi var ovenikøbet den yngste gruppe. Men vi var også hårdest ramt med højdesyge og havde forkølelse og forkølelsessår oveni. Vi nåede dog både at se masser af llamaer, vicuñas, ørkenræve og en slags ørkenhare, som kommer frem, når de kan høre bilerne, så for så må man fodre dem med kiks og snacks - nok ikke så sundt for dem, men det blev anbefalet af vores guide David. Den dag var vi oppe i 6200 m. Av. David vidste godt, at vi var syge, men han er overbevist om, at højdesyge er psykisk, hvorfor da de andre grupper havde valget mellem en lavereliggende og højereliggende rute, gav han ikke en gang os muligheden for at vælge. Vi fandt dog ud af, at hvis vi klatrede og løb lidt rundt, så glemte man hæjdesygen et øjeblik, men så snart vi stod stillede dunkede det voldsomt, som en god omgang rødvinstømmermænd, som bare ikke vil forsvinde. Om aftenen lokkede vi vores chauffør David til at køre os til nærmeste kiosk, så vi kunne byde på en bajer. Så vi drak øl, vin og spillede kort den sidste nat. Jeg lærte et nyt spil, dansk 21, som er både taktisk, men stadig simpelt. </p>
<p dir="ltr">Sidstedagen skulle vi se solopgang kl 6, så vi skulle op kl 3.45. Der fortryder man nok, at man blev oppe til kl 24. Men vi havde den luksus, at vi kunne sove den 1,5 inden vi nåede saltørkenen. Vi kom desværre for sent, fordi chaufføren til en af den andre biler kom for sent, og vores chauffør måtte ringe rundt og få fat i ham. Men vi klager ikke. Det var smukt alligevel. Saltørkenen er 12.000 kvadratmeter, og når saltsøen indtørrer hvert år efter regnperioden, indtørrer den i pentagoner. Et virkelig smukt syn, og interessant for sådan en som mig, som bl.a. studerer, hvordan faste stoffer formeres. Dernæst stod resten af dagen på et besøg på kaktusøen (en ø med kaktusser), og så ellers perspektivbilleder i saltørkenen. Dem skal I se, vi fik lavet nogle gode nogen. David var ekspert i at tage billederne - han har arbejdet som chauffør og guide i seks år - så han havde masser af gode ideer og blev med at tage billeder indtil de var perfekte. </p>
<p dir="ltr">Vi rundede turen af i Uyuni med llama til frokost med quinoa. Victor (BR) tog en bid af quinoaen og nærmest spytter det ud, og udbryder, at det er da nok den dårligste ris han nogensinde har smagt. Han er en af de brasilianere, som elsker Mac Donalds og alle andre kæder af fast food. Det er spændende at møde alle disse mennesker fra forskellige dele af verden. </p>
<p dir="ltr">Nu sidder jeg i bussen på vej til Arequipa. Først tog jeg natbussen til fra Uyuni - La Paz (11 timer), dernæst La Paz - Puno (6 timer), som blev forsinket over grænsen, og nu er jeg på vej til Arequipa, hvorefter jeg skal finde en bus direkte til Lima. La paz og Bolivia slog benene væk under mig. Det virkede endnu fattigere end Perú, og som om de har bibeholdt deres gamle traditioner i meget større udstrækning. Overalt så du kvinder i den traditionelle udklædning med mange lag nederdele, poncho-lignende klæder i omkring skuldrene og bowlerlignende hatte. Kvinderne er måske omkring 50-60 år og slæber rundt på mindst 20-30 kg, hvis ikke mere, af fx kartofler eller andre varer, de skal sælge. Jeg så en kvinde med en gasbeholder, som jeg er rimelig sikker på, at jeg prøvede at bære i Santiago, men ikke kunne. Så respekt for de kvinder, som ofte har et barn på ryggen og et andet hånden. Mange af dem snakker også quechua og meget lidt spansk meget stemningsfyldt, men også kaotisk. </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-21352768588448882222015-12-16T08:58:00.001-08:002015-12-23T00:04:18.475-08:00Vulkanen Villarrica <p dir="ltr">Som I nok har set på billederne <a href="https://goo.gl/photos/5oiRTv7xa4UTTyEeA">https://goo.gl/photos/5oiRTv7xa4UTTyEeA</a>, var dette en fantastisk oplevelse. På trods af min forkølelse, som var på vej, trodsesdejeg den tirsdag morgen, fordi den eneste grund til at blive til tirsdag var for at kunne bestige vulkanen. Dagen starter kl. 6.30, hvor man mødes og tager de sko og beklæde på, som man dagen før prøvede. Dagen før har man også prøvet overtræksbukser og dertilhørende jakke, som man skal bruge på vej nej, mormoderen kælkes. Jeg måtte leje nogle hurtige briller, som jens og jeg jeg kalder dem: solbriller til folk, der dyrker sport. I ved med et flerfarvet glas. Mine egne 200 kr solbrillers UV-filter ville på ingen måde være nok til at skærme øjnene, fordi solen reflekteres i sneen. </p>
<p dir="ltr">I kan tro, at det var en fed oplevelse at køre helt op til snegrænsen af vulkanen, stå af, kigge op af en rygende vulkan og tænke, der skal jeg sgu op. Dagen var perfekt som vejrudsigten havde forudset. Min gruppe af 12 var primært franskmænd, vist nok fordi bureauet var fransk, og tyskere, hvorfor det gjorde det lidt svært at mingle, fordi de talte deres eget sprog, men jeg var heller ikke den mest energirige til at chit-chatte. Det første korte stykke er med jord under sig, dernæst sne, hvor der ikke gik mere end en times tid til to, før vi skulle have is/sne-greb på (jeg ved ikke, hvad det hedder, det stykke metal man sætter uden på skoene til at få greb om sneen). Grundet sikkerhed og fordi der er fyldt med andre turistbureauer, som har fået samme fantastiske ide, går vi i en ret linje, som om vi indsatte. Forreste går guiden, som gå zigzag op, og som samtidig mærke, hvor sneen er bedst at gå på og han sætter også et rimeligt tempo som gør, at alle kan følge med og ingen overanstrenger sig. Kun Colombianeren i vores gruppe zaggede bag ud. Ham og jeg som var de eneste af Latinamerikansk afstamning fik kommentaren i bussen på vej hjem, at vi skulle være stolte, fordi de fleste latinamerikanere ikke klarer den (!). </p>
<p dir="ltr">På vejen op møder jeg en franskmænd, vi taler og fortæller hinanden, hvordan vi er endt, hvor vi er, og det viser sig, at vi har haft timer sammen og at hun er på samme program som mig,og. Skørt, men der var vist 300 udvekslingsstuderende. En sød ung pige på 20, som snart er færdig med sin bachelor. Så ung! På vejen op stopper vi en fire gange for spise frokost og snacke. En stor del af guidernes arbejde er vist at underholde os ved at spørge ind til os. Det er hyggeligt, fordi på vores alles hjelme, er der et stykke tape klistret på med vores navne. Så vi kunne alle være på fornavne, hvilket et hyggeligt. Men generelt var vi ikke så snakkesalige, fordi det er hårdt at gå stejlt opad. </p>
<p dir="ltr">Endelig på ps toppen. Her er vi kunne tilladt at være i 5 min. grundet sikkerhed. Udsigten er faktisk - en 360° udsigt over grænse til Argentina bl.a. Hvis man er heldig, dvs en ud af hver halvtredsende gang, de bestiger vulkanen, kan man være heldig at se lavaen i krateret. Men for os denne gang var det kun røg. Men utroligt alligevel. Pga regnen dagen før, var forholdene perfekte til at stå på på ski ned. Hvis jeg havde vidst, at det var en mulighed, havde jeg gerne haft et par ekstra ski på ryggen. Kun Colombianeren havde været så smart at leje ski. Vi andre måtte nøjes med en kælketur ned på plastiksæder. Det tog mig et stykke tid at vende mig til farten, jeg er virkelig ikke en store fartelsker. Vi skulle bruge vores is-hakkere til at bremse med. Det var super cool. Derfor tog det fem timer op og kun halvanden for at komme ned. Vi var allesammen helt røde i ansigtet, da vi kom ned pga solen. </p>
<p dir="ltr">Turen ender hos bureauet med en øl på taget med udsigt over det bestigede bjerg. Og nu har jeg fundet en ny hobby udover surfing, vandring, dans og alle mine andre sportsgrene, nemlig bjergbestigning/klatring på snebeklætte bjerge, hvor man så har sine ski med op. Puha, jeg har svært ved at begrænse mig! <br>
</p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-88020821788283822352015-12-13T18:54:00.001-08:002015-12-13T18:55:56.739-08:00Termales geométricas <p dir="ltr"><b> </b>I dag skulle det ustoppelige regnvejr nydes i Termas geométricas. Grundet den evige vulkanaktivitet besidder dette land selvfølgelig også masser af varme kilder, som kan nydes til forskellige priser.  I dag forkælede jeg mig selv med en af de mere luksuriøse udgaver,  hvor der var omkring ni bassiner,  alt fra 37°-45° C.  Som altid når jeg begiver mig ud på egen hånd,  bliver jeg urolig for om jeg ender alene på turen, men jeg glemmer,  at der altid er andre solo-rejsende som mig. Turen var 2 timer hver vej i en lille 12 personer bus,  hvor halvdelen af vejen er på grus og med kurvede rute a la Sverige,  så mens jeg halvsov havde jeg begge veje kvalme - så jeg er stadig ikke helt ovre min tendens til at blive køresyg! </p>
<p dir="ltr">Efter bussen fulgtes vi alle til omklædningsrummene, og en Chilensk pige og jeg faldt i snak.  Efterhånden antager folk,  at jeg er chilener - ikke fordi jeg ligner én,  jeg er nemlig alt for mørk,  men fordi min accent efterhånden er blevet så lækker, at jeg i 2-5 minutter kan være overbevisende nok til at de tror,  jeg er indfødt. Jeg snakker dog stadig for langsomt og min mørke hudfarve gør mig også mistænkelig. Men til jeg får efterhånden sneget mig ind i naturparken og på busruterne ktil chilensk/nationalpris, bare jeg ikke siger for lange sætninger. På hostelsne er andre rejsende tit er de nysgerrige,  fordi jeg både kan tale engelsk og spansk flydende. Så det tager jeg som et kompliment. Mange rejsende er imponerede over,  at jeg behersker tre sprog, men det er kun sjovt indtil der kommer en fra Østeuropa, eller en schweizer eller andre multilinguistiske heldig-hoveder.  Marcela spurgte mig derfor,  om jeg også var chilener,  og fra da hyggede hende og jeg i de varme bassiner.  Det dejlige ved Chile er,  at man faktisk har mulighed for at møde chilenere på turisthostelsne,  fordi de også har kultur for at rejse rundt som backpackere i deres eget land,  hvilket ikke er så underligt,  når landet er så rigt med natur.  Marcela er journalist og fortalte mig om hendes 20-årige studiegæld (penge lånt af statsbanken) og hendes første månedsløn på 2000 kr som nyuddannet.  Nu tjener hun omkring 9000 før skat med en 5-årig uddannelse og anser det for et godt job.  Vi taler om et land,  hvor priserne måske er 20 % billigere end i Danmark,  og nogle ting er endda lige så dyre.  Hun har efterhånden med hendes arbejdserfring specialiseret sig i økonomi,  og fortalte bl.a.,  hvordan den økonomiske stilstand,  som er rimelig global eller i hvert fald regional her i kontinentet bruges imod den nuværende venstreorienterede regeringen.  Hun fortalte,  at hun hver dag kæmper for at fortælle sandheden,  men at det er svært,  fordi alt kan købes i det her land og især nyhederne,  som altid vil fortælle en historie til fordel for landets rigeste og mest magtfulde,  så de kan beholde deres magt. Må indrømme, at selv jeg som turist føler kæmpe afmagt over systemet her. </p>
<p dir="ltr">Men vores alvorlige samtaleemner foregik i ustoppelig regn i de lækreste omgivelser i en mini-canyon med en rindende flod,  som fyldes fra flere sider af vandfald.  Det var meget stemningsfyldt og tropisk når de kolde regndråber ramte det varme vand og fordamper, i et ellers tempereret omgivende landskab.  Den kolde regn satte prikken over i'et for mig,  som ellers normalt ikke er glad for alt for varme bassiner.  Varmen gjorde en dehydreret,  så man skulle huske at drikke massere af vand.  Alligevel var man svimmel,  hver gang man rejste sig op. </p>
<p dir="ltr">https://goo.gl/photos/nafVtviR4zqDzAbKA</p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-66057900383877283002015-12-12T06:11:00.001-08:002015-12-13T18:55:24.727-08:00Parque Huerquehue <p dir="ltr"><b>Jeg befinder igen nu i Pucón, stadig sydpå, bedre kendt som adrenalinens by.  Her kan man dyrke alverdens ekstremsport: river rafting,  kajak,  klatring,  ski og en masse masse mere.  Forholdene er gode her,  prisen inkluderer forsikring og folk her er faktisk uddannede, hvorfor prisen også er derefter,  men stadig billigt i forhold til Europa, men dyrt,  hvis man vil prøve mere end 1 sport og dyrt i forhold til Peru og de andre lande nordpå. Men i disse vil du så for det meste også underskrive et papir, hvor udbyderen fralægger sig ethvert ansvar for eventuel tilskadekomst. </b></p>
<p dir="ltr"><b>Men jeg foretrækker stadig at vandre,  måske fordi jeg også sparer lidt på mønterne her,  når nu jeg kan få mere for pengene i Peru og Colombia,  som er de næste ugers planer. </b></p>
<p dir="ltr"><b>Den formentlig mest kendte aktivitet i byen er at komme op på den nærliggende vulkan Villarrica.  Endnu en snedækket konisk vulkan.  Grundet udbruddet i april er sikkerhedsomstændighederne (er det et ord?) blevet skærpet,  således at prisen er fordoblet til 800 kr pr mand,  fordi antallet af mennesker pr. guide er blevet nedsat til 4. Taget i betragtning at de lejer dig alt isklatreudstyr,  skitøj, isklatrestøvler osv,  og at det er en 9 timers tur,  er det jo stadig en beskeden pris,  selvom det springer mit budget lidt.  Men jeg er selvfølgelig ankommet i den uheldigste weekend, med to dages intens regn, som gør alle udendørsaktiviteter pænt kedelige og vulkanklatring umulig.</b></p>
<p dir="ltr"><b>Jeg nåede dog en solskinsdag,  hvor jeg ville vandre op på bjerget San Sebastián og se den fantastiske udsigt over området seks vulkaner og tre kæmpe søer i parque Huerquehue,  men heldet er jo ikke altid med én: ruten var lukket pga maraton,  så jeg måtte gå den mere stille og rolige rute "Søerne",  hvor man så en masse små søer med sneklædt bjerge i baggrunden.  Det føltes lidt som Sverige med skovlugten, dog med en lidt anderledes flora. Skoven er fyldt med de fredede træer Araucaria (https://en.m.wikipedia.org/wiki/Araucaria),  som for mig er en slags krydsning mellem et grantræ og et palmetræ.  Stammen virker på samme måde en palmes,  at de nederste grene rådner og falder af,  så der er kun grene/palmeblade på toppen.  Træet gror ekstremt langsomt,  så de tykke stammer og høje af slagsen,  man finder i parken er flere hundrede år gamle. De er virkelig enkle og mægtige.  Så det var bestemt en smuk tur,  hvor jeg var heldig at følges med en tysk pige, som jeg samme aften endte med at spise aftensmad med. </b></p>
<p dir="ltr"><b>Billeder ses her: https://goo.gl/photos/Dur7mQKyKn47DLtA7</b></p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-6906102622529780932015-12-12T05:13:00.001-08:002015-12-12T05:20:41.382-08:00Volcán Osorno <p dir="ltr"> I mandags forlod jeg Angela og hendes kære kære familie,  fordi jeg ville ned og overnatte i naturparken parque Tantauco i sydChiloe.  Så jeg tog til sydspidsen Quellón en bustur på to timer. Men dette viste sig at være en deadend.  Det viste sig for det første, at man kun  kan komme ind i naturparken enten via båd eller egen bil,  begge ting koster i omegnen af 600 kr. Desuden var det helligdag den dag og ovenikøbet plejer de fleste turistbureauer at arrangere turene fra øens hovedstad Castro.  Så min første nat på egen hånd var bestemt ikke den mest inspirerende på et sømandshostel ud til havnepromenaden,  hvor der var fulde sømand på gaden.  Men det er utroligt at se,  at ligegyldigt hvor langt ud på landet du kommer i det her land,  er byerne stadig beboere med folk i alle aldre, ike som i DK,  hvor udkantsdanmark (eller vandkantsdanmark om du vil)  langsomt bliver mindre og mindre. </p>
<p dir="ltr">Tirsdag brugeren hele turen i bus: Quellón - Castro - Puerto Montt - Puerto Varas og endeligt til en lille flække Petrohué,  som ligger klods op af vulkanen Osorno (2600),  fordi jeg havde læst at her kunne man gå en tur rundt om vulkanen. "Hostellet" var hos en ydmyg familie (ydmyg familie siges om dem,  som ikke har så meget,  men heller ikke er fattige),  som havde høns og køer rendende i forhaven.  Toilettet var uden bræt og toiletpapir,  og der var intet internet.  En interessant oplevelse. Desuden boede de på den anden side af en flod, hvor man for at komme over skal have et lift i en af motorbådene.  Specielt sted,  ikke særligt hyggeligt,  men den omkringliggende natur med en kæmpe sø og den koniske, snedækkede vulkan.  I april var vulkanen i udbrud og havde spyet sand og pimpsten i nærområet,  så hvad der for et halvt år siden var grønt og frodigt er nu fuldstændigt bedækket med sort vulkanisk sand. </p>
<p dir="ltr">Det værste ved disse små hostels, som i sig selv er en oplevelse,  er frygten for,  at jeg ikke møder andre rejsende,  som jeg kan tale med og evt. rejse med. Men heldet var med mig. Jeg mødte belgiere, som jeg inviterede mig med på næste dags tur rundt om vulkanen. Søde typer,  begge på deres sabbatår efter at have endt deres studier.  Det sjove er,  at de fleste fransktalende turister foretrække at tale spansk fremfor engelsk,  hvilket for mig er så underligt,  fordi mine hjerne er programmeret til at tale engelsk med turister.  Men det var godt,  en god øvelse for mig at tale spansk med folk  som er dårligere end spansk en mig. </p>
<p dir="ltr">Men vi gik omkring 20km i alt,  10km op og 10km ned. Normalt ville dette ikke være den store bedrift for mig,  men det viste sig at være i et 40 cm's lag af sand. Puha,  en tung omgang.  Især fordi naturen omkring én var meget ens,  så det var ikke så motiverende.  Men som altid på disse ture er udsigten på toppen det hele værd.  På toppen lavede vi en varm frokost med vores trangiasæt.  Det er vist ikke rigtig tilladt i de her parker, men vi var over trægrænsen,  så det var begrænset,  hvilken skade vi kunne komme til at lave. </p>
<p dir="ltr">Efter turen ned,  hvor vi var lave på blodsukker,  fik var den sidste bus tilbage til byen,  hvor vi havde booket hostel,  lige kørt for næsen af os. Men i dette område af Chile,  hvor der kommer mange rygsæksrejsende med telt og hele molevitten,  og hvor der er små byer og naturparker på hvert hjørne,  er det ikke unormalt tomle.  Så det gjorde vi til Puerto Varas. </p>
<p dir="ltr">Fotos: https://goo.gl/photos/<u>3m6qL43SR9jnyiey6</u></p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-3411498590723496832015-12-04T11:51:00.001-08:002015-12-13T19:23:52.877-08:00Den magiske ø<p dir="ltr"><b>https://goo.gl/photos/</b><b><u>p18qqPz8nTmXMLUs9</u></b></p>
<p dir="ltr">Chiloe er kendt som magiens og myternes ø,  og dette tages skal tages med dybeste alvor. I går sad jeg med Angelas mor, morens veninde, Angela og morens kæreste.  Med seriøsitet i både øjne og stemme fortæller de mig, hvordan emnet omkring hekse og troldmænd er et ømtåleligt emne, fordi det kun er folk, som på egen krop, der har oplevet det.  På daværende tidspunkt sidder jeg spændt og tænker "mon de kan aflæse mit ansigtsudtryk lige nu og se, at jeg på ingen måde tror på den slags overtro?",  for "hjemme"  i Santiago holder jeg mig ikke tilbage med at fortælle folk,  at jeg ikke tror på ånder og 6. sans udover - oftest vil det være folk som Sophia,  som jeg har et tættere forhold med.  Men heldigvis formår ejer at gemme mig bag mit ansigt af "I kan ikke mene det her seriøst",  men som heldigvis blev tolket som et ansigtsudtryk af forbløffelse over  de førstehåndsberetninger,  de kunne fortælle: Chiloe er bl. a. befolket af hekse og troldmænd,  og der findes både dem,  der vil andre det ondt og dem,  som blot laver laver sjov og spas med sine overnaturlige evner. Med alvor i stemmen fortæller Angela,  som ellers er det moderne menneske,  at den lokale heks var nede i hendes butik,  og at hun ved at holde to nåle krydset som et kors testede om kvinden var en heks,  for en heks kan ikke forlade et rum, hvis nålene er krydset, og tro mig om heksen ikke blot gik i cirkler og ikke forlod butikken før nålene blev separeret.  Andre historier involverer hvor de øboerne vågner op uden hår eller nogen har forudset hændelser etc.  Det er forunderligt,  at de kan stille så lidt spørgsmålstegn til disse magiske hændelser, ligesom med deres religion,  at drage så hurtigt og entydigt til en konklusion uden at søge at se tingene fra alle tænkelige sider og stadig give plads til,  at der måske findes en forklaring,  som er uden for en viden og kendskab. </p>
<p dir="ltr">Angelas familie har taget mig til som en ekstra datter: hun har før hun flyttede sammen med sin kæreste haft massere af forskellige gæster,  både chilenere og udlændinge i sit hjem, fordi hun simpelthen har en varm og velkomne personlighed,  og jeg tror,  hun holder af at være værtinde.  De bor fem styks i huset,  to børn fra tidligere ægteskab,  hendes kæreste Carlos og deres søn Alonso.  Carlos er fra Santiago og rektor på et institut på øen hovedstad Castro og jeg har nydt af have samtaler med ham om landet og kultursammenstødet,  jeg har oplevet.  Han er nemlig en af de få, som både kendes til kultursammenstød og som også blot henter sin vide andre sted fra end useriøst sensationelle medier som tv'et.  Alligevel,  en så begavet mand,  som denne,  slår det mig stadig,  hvordan chilenere ikke giver meget plads til diskussioner og videre overvejelser,  når de skal forklare et fænomen,  men at de er så hurtige til at sige,  at tingene er sådan og sådan her etc.  De er så sikre i dig ide om,  hvordan verden hænger sammen i stedet for at argumentere for deres mening og på den måde skridt for skrift nærme sig en konklusion.  </p>
<p dir="ltr">Angelas børn har simpelthen vundet mit hjerte.  De er hhv omkring  8, 10 og 12 år,  og de kalder mig "Tía Celia" (tante Celia) og hænger på mig som aber,  kysser og krammer og viser mig en sjælden kærlighed,  som oftest kun ses mellem forældrene selv og børn i DK, men som her er mere normalen.  Børn er her meget mere opmærksomhedskrævende fysisk en de bliver opdraget i Danmark,  og det er ikke unaturligt at se voksne børn hænge op af især deres mødre i fysiske forstand.  Fra barns bliver de nemlig pylret omkring,  krammet,  nusset og  båret rundt på, så de får et helt andet fysisk forhold til de voksne.  Til gengæld er de frække af helvedes til, hvilket skyldes,  at deres forældre her fylder dem konstant med tomme trusler,  således at de slet ingen mulighed har for at sætte grænsen dem selv mellem hvornår de er for meget og hvornår de kan slippe af sted med deres ugerninger.  Forældrene siger 10 gange,  at hvis ikke de makker ret,  ville forælderen gør dit inden at forældren rejser sig op og gør noget ved sagen uden blot at råbe for bordenden. Dette skyldes selvfølgelig også,  at deres forældre er dybt dobbeltmoralske,  ja selv over for mig.  Tit bliver jeg mindet om,  at de i det her land har en nultorelance med alkohol og kørsel,  men det er der absolut ingen,  der overholder.  Det er bare tom snak! </p>
<p dir="ltr">Angela Og Carlos har betalt alt for mig indtil videre og inviteret mig på alverdens lækkerier.  Hver gang jeg prøver at betale bliver de sure,  fordi Chilenere er stolte af at kunne invitere andre ud. Og ved en invitation inkluderer,  at de betaler modsat DK,  hvor vi altid splitter regningen.  Det er svært at vænne sig til og blot tage imod uden at give,  men man må jo indordne sig... </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-7985113573054850812015-12-03T04:06:00.001-08:002015-12-03T04:06:49.944-08:00Chiloe <p dir="ltr">I går gik turen til nationalparken Chiloe, hvor vi gik os en tur langs stranden på 7-8 timer. Destinationen var en smuk strand Cole Cole af caribisk udseende, og på vejen boede der "indfødte", som har boet her altid, og som lever af at fange muslinger af alle slags samt at flette kurve og strikke. Det er ikke meget man hører om de her indfødte, de lever parallelt med resten af øen, men holder sig for dem selv og gifter sig internet med hinandens kusiner og fætre. En kvinde hjalp os med at vise vej på ruten - hvilket vi ikke havde brug for - og bagefter bad hun om en skilling. Dette er nok tegn på netop hvor mange turister, der går denne rute i højsæsonen. I går var vi kun seks mennesker på hele ruten.</p>
<p dir="ltr">Vi er så heldige at bo på et hostel, hvor Evans chilenske værtsfamilie altid indlogerer sig, når de besøger øen. Hector og señora América hedder parret, der ejer det. De har også et catering-firma med kager, hvorfor hytten altid lugter af ny agte lækkerier. De er hjælpsomme og simpelthen så søde og inviterer altid til en aftenkaffe, når vi kommer hjem! </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-59342849452178712782015-12-03T03:14:00.001-08:002015-12-03T03:14:36.721-08:00Mistet pas<p dir="ltr">Det skulle jo også ske for mig! På en busturene fra lufthavnen og til denne herlige mystiske ø, har jeg formået at moste pas og kontanter. Kontanterne er jeg jeg heldigvis ligeglad med, men passet og mine papirer til lufthavnen er jo besværlige at erstatte. Jeg fandt først ud af det, da jeg vi skulle leje bil til vores Strandtur, men så tænkte jeg, at den nok gemte sig et sted. Men ingenting. Så nu er jeg rundt i hele Castro by og på alle busser vi har taget for at spørge. Og de er tydeligvis ikke vant til at folk kommer tilbage og spørger efter glemte sager, for der er ingen steder for glemte sager og ingen procedurer. Man skal spørge alle chauffører personligt og generelt bare selv tænke sig til metoder til, hvordan man kunne komme i kontakt med folk, der kunne have fundet det. Og som med så meget andet skal man insistere og insistere og insistere, og så begynder tingene lidt af lidt at rykke. <br>
Kryds fingre! </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-25924514055401664962015-11-30T13:34:00.001-08:002015-12-03T03:15:00.958-08:00Next Stop Chiloe<p dir="ltr">Mine damer og herrer. Så er jeg på farten. Efter 4 måneder og to uger efterlader jeg Santiago fuld af lettelse over at skulle væk fra denne forfærdeligt urimelige storby, som er fyldt med mennesker uden tillid til hinanden og tro på mennesket. Uden visioner, fordi du simpelthen altid bliver holdt nede, medmindre du er rig og har de rigtige bekendtskaber. Så det eneste jeg er trist over, er at jeg ikke længere skal bo med Ernesto, Sophia, Camilla og Martine. Det har været en fantastisk oplevelse, et dejligt hjem med både danskere på den ene side og chilenere på den anden side. En perfekt cocktail. Jeg har nu også prøvet at bo med hund, og de er jo søde, selvom de lugter. Så det er jo godt at blive bekræftet i, at man er til katte. Hjemmet har særligt været specielt pga. Ernesto og Sophia. Sophia er ejeren af huset omkring 28, har levet sit liv i sus og dus, fordi hun fik et godt betalt job, men som endte med at køre hende psykisk ned. Så hun investerede sine penge i et hus, hvor vi boede, som hun dag for dag renoverer og vedligeholder. Så hun er næsten altid hjemme, hvorfor det er sjældent, at man var alene hjemme. Hun er noget af en personlighed, den slags, som er meget bestemt og har meninger om alt, også selv om hun ikke rigtig ved meget om emnet, så har hun altid en kraftigt mening. Meget udansk, fordi vi for det meste forsøger at argumentere for vores meninger sagligt og videnskabeligt, dvs. med en tredjeparts mening, men Sophia mere slynger sin egen personlige mening ud ud fra hendes egen personlig erfaring. Dermed ikke sagt, at hun ikke er klog og ved meget, for det gør hun. Hun har læst økonomi, så hun kan om nogen fortælle dig, hvor uretfærdigt hendes land er. Fx ejer 7 chilenske mænd hele kysten, og Chiles kyst er enorm!! Hun har også ben i næsen, og der går ikke langt fra tanke til tale. Hun har temperament og taler som en fra gaden, så man skal ikke oppe at toppes med hende. En skøn personlighed!</p>
<p dir="ltr">Ernesto er simpelthen den sødeste og hyggeligste fyr, som man krammer og laver spontane aftaler med. Han er i gang med at aflevere speciale, og bruger det mest af tiden på sine venner, fester, sove og komme for sent på arbejde eller slet ikke at tage på arbejde. Han er altid klar på en fest. </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-39807441268463142532015-11-02T12:45:00.001-08:002015-11-02T13:02:41.154-08:00Latinamerikas bedste uni <p dir="ltr">No Mit uni er nr 250 på verdensranglisten over universiteter. Nr. 1 i Latinamerika. Hvorfor jeg havde høje forventninger til universitetet. Men tilsyneladende alt for høje. Niveauet er uden tvivl højt nok, de har dygtige profesorer/undervisere, hvor mange af de undervisende er førende inden for deres respektivt felter. Til gengæld er undervisningen helt ad helvedes til. Jeg ved slet ikke, om de kender til pædagogik eller at give lige muligheder til folk, som kommer fra forskellige sociale lag og baggrunde. Mit universit i Danmark påtager sig ansvaret for deres undervisning til eleverne ved at sørge for en så givende undervisning, at hvis du er aktiv og tilstede til hver time (både forelæsning og grupperegning), så er du i stand til at lave dine afleveringer og  sandsynligheden for at du består er over 90%. Dette er kæmpe opgave, som de hvert år vha. elevernes evalueringer forbedres så meget som muligt. Her er det dog omvendt verden. Underviseren bærer intet ansvar, og selve undervisningen og timerne på universitet forbereder dig 15%, resten af informationen skal du selv søge og der gives ingen redskaber til dette. Der er en lang bibliografi vedhæfte kursusbeskrivelsen, men ingen lektier eller direkte referencer til kapitlets ej heller, om den ene bog er bedre end den andet osv. <br>
Så fordi jeg har taget svære fag er jeg også endt i den situation, at jeg har dumpet flere test, simpelthen  bl.a. Fordi jeg ikke har arbejdet så meget ved siden af forelæsningerne, fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle arbejde på. Og pludselig fik jeg svære opgaver og test, og så gik det op for mig, at niveauet er højt, og at du fuldstændig selv har ansvaret for at følge med. Så thank God, at jeg har sådan en god bagage med fra DK. <br>
Men vi er jo stadig i Sydamerika og Universitetet er en business, så de er interesseret i at bestå os, så efter at have en samtale med alle mine undervisere, lyder det som om, at jeg nok skal bestå, så længe jeg viser "aktiv deltagelse"  resten af tiden. Men det er ikke kun mig, fordi jeg et udvekslingsstuderende, der kan snakke med underviserne, det kan alle tilsyneladende. Så det er et underligt system, hvor du kan gøre meget, så længe du med eget initiativ søger underviserne. Hvilket er meget forvirrende for en dansker, som er vant til klare og lige regler for alle. Men her kan du snakke dig til mange ting. Jeg er efterhånden også blevet god til "at spille dum", at det er helt forfærdeligt. Da vi var i Patagonien missede jeg et experiment /laboratorium-time, og for ikke at komme, skal man have lægeerklæring. Men da de spurgte mig om, hvorfor jeg ikke havde deltaget den dag, sagde jeg på så gebrokkent spansk jeg nu kan og med et blik, som om jeg ikke kunne forstå, hvad problemet dog var, at min familie jo var på besøg... Og så kiggede han bare opgivende på mig og sagde. "ok, bare send mig en mail med hvorfor". Forfærdeligt, som man vender sig til det. <br>
For at understrege, at det er en business, fik jeg at vide, at de har ikke re-eksamener her. Chilenerne siger, at det er fordi, at universitet er sådan en stor business, så systemet er sådan indrettet, at man ikke kan tage re-eksamen, men skal tage kurset igen, så de kan tjene flere penge på elverne! Samt at deres uddannelser forlænges, dvs de er 5 år om at få en uddannelse som svares til vores bachelor i niveau. Til gengæld har de fag som fodbold, klatring og andre fylde-fag. Skørt, skørt! </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-29591933041797591232015-10-31T17:22:00.001-07:002015-10-31T18:08:30.119-07:00Gays night out <p dir="ltr">I går fik Martine (min danske og ålborgensiske sambo) fornøjelsen af at tage i byen med vores anden chilenske sambo Ernesto og nyde godt af det homoseksuelle natteliv. Ernesto er homo og det er hans venner primært også. Han skriver lige nu bacheloropgave omkring Chileneres forhold til homoseksualitet, som selvfølgelig er meget blandet, men som i grove træk kan karakteriseres af at de ældre generationer enten afskyr det ellers blot ikke accepterer/kendes ved det, og så de nye generationer, som enten ikke vil kendes ved det og har et distanceret forhold til eller modsat dem, som er mere liberale og åbne. De fleste chilenere vi møder er af sidstnævnte, fordi det jo er studerende eller blot metrolitanere, som elsker byen for dets diversitet. Faktisk har jeg bemærket, at mange udvekslingsstuderende bor med homoseksuelle, hvilket jeg gætter på skyldes, at vi nok generelt er mere åbne overfor for homoseksualitet end den gennemsnitlige unge chilener. Det er blot et gæt. </p>
<p dir="ltr">Anyhow så var vi inviteret til Biancas 29-årige fødselsdag i går,hvor vi var de eneste heteroseksuelle. Bianca fortalte bla hvordan hun som barn havde spillet fodbold og hendes veninders forældre derfor ikke lod dem lege med hende. Men det skal siges, at de er kommet igen. Det homo- og alt-mulig-seksuelle miljø er kæmpe her og der er mange af dem i hele gadebilledet af byen. Men blot det, at de omgås primært hinanden, fortæller alligevel, at de jo stadig er en minoritet, som hele tiden skal kæmpe for at retfærdiggøre sig selv. </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-60820317026530812202015-10-28T13:43:00.001-07:002015-10-28T13:43:56.470-07:00Caballeros = gentlemen <p dir="ltr">Lige et hurtigt indspark. Som I nok er klar over er de fleste latinamerikanske fyre i det daglige nogle vaskeægte gentlemen, som holder og åbner dig, betaler for drikkevarer og mad og rejser sig op for én i metro og bus og generelt bar gør livet lidt praktisk lettere for kvinderne. I starten kan I jo nok forestille jer, at man bliver irriteret som dansker, og tænker "hvad har du gang i, tror du ikke godt, at jeg holde døren selv", eller "bare fordi jeg er kvinde kan jeg jo godt stå op" osv, men jeg kan til gengæld fortælle, at man alt for hurtigt vender sig dette. Forleden i bussen på vej hjem fra stranden følges jeg med Camilla og hendes danske kæreste. Da vi så skal ud af bussen går hendes kærester ind foran mig (vi kom fra hver sin side af gangen, men han var nok et par centimeter foran mig) og jeg var nær gået lige ind i ham. For jeg har vænnet mig til, at en fyr altid holder tilbage for en kvinde. Der kan man bare så, hvad vane (og forgodtbefindende) gør ved én! </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2469793918214366981.post-68112569864163038042015-10-27T06:06:00.001-07:002015-10-27T06:06:19.515-07:00Semester snart slut. <p dir="ltr">Jeg har vist forsømt mine fans i et stykke tid 😉 </p>
<p dir="ltr">Jens har jo været på besøg i en 3 1/2 uges tid, hvor tiden fløj og hvor savnet kun er blevet større efter at han tog hjem igen. Vi tog flyet ned sydpå i 11 dage til Patagonien og hvor det Sydamerikanske kontinent ender, hvorpå der er en ø kaldet Tierra del Fuego før Antarktis er næste og sidste stoppested. Regionen hedder også Magallanes y Antártica, pga. Magellan-strædet og den lille spids af Antarktis, hvor Chile har en base. </p>
<p dir="ltr">Vi tog til gengæld først lidt op nordpå til nationalparken Torres del Paine, som har en fantastisk vandretur, som kan gås på min 3 dage. Vi valgte at gøre det med fuld oppakning og forplejning til 5 dage. Vi havde lejet et skod telt og liggeunderlag. Udsigten er fantastisk med en gletsjer den første dag og turkisblå søer i alle retningerne. Man går rundt om en bjergformation og et sted, var der så meget sne på bjerget, at der hver 5-10. minut kunne høres og ses laviner ned langs bjerget. Et smukt syn især for brasilianere og andet folk, som kommer fra lande uden sne. Af dyreliv var der en masse fugle, som alle pga. vinden foretrak at vandre henover jorden en af flyve samme distance. Ligeså med landskabet var det præget af en meget kraftig vind, hvorfor træer og buske tydeligt var drejet i en retning. Der skulle eftersigende også være pumper, som Jens og jeg næsten for en hver tænkelig pris gerne ville have spottet. Men de er menneskesky og i virkeligheden nok ikke typen, man egentlig har lyst til at møde. Ellers var naturen tør og gold, hvor for man kun i bestemte aflukkede arealer måtte lave mad på sit medbragte gasblus. </p>
<p dir="ltr">Turen var hård, hårdere end forventet, fordi vi vandrede rundt om en bjergformation, og der var masser af små højderygge vi konstant skulle passere over, hvilket er hårdt for baller, lår og psyken. Meget op og ned og op og ned og Jens helbred var slet ikke med ham på den tur! Hyggeligt var det dog, fordi alle vandrer den samme rute, så man møder de samme mennesker igen og igen vi nåede at blive gode venner med et chilensk /spansk par, et britisk/tysk vennepar og et chilensk vennepar. Sidste aften samlede vi alle resterne fra vores medbragte mad og kokkerede en "last supper" og nød rødvin og øl foran pejsen. Og så skal det ellers siges, at vi ikke havde en enkelt dråbe regn på trods af at det var uden for sæsonen. Så vi var virkelig heldige! </p>
Celia Caillouxhttp://www.blogger.com/profile/13286032580918819316noreply@blogger.com0