Dagens to helt store oplevelser var myldretid i Paris og heldet det skinnede ned over os på et uventet tidspunkt. Vi startede dagen ud med at køre igennem Belgium med en enkelt tankning. Den eneste oplevelse vi tog med os derfra var en dansk familie med tre børn på tankstationen, hvor moderen listede sig hen til os og nysgerrigt spurgte, hvor vi skulle hen og hvad vores planer var. Hum og hendes mand har også kørt MC, og hendes råd bar at køre derudaf og nyde det, for nu, tre børn senere, var det bilferie for hende og hendes mand. Dette sagde hun med et halv-suk, mens hun pegede over på bilen, som var pakket til det yderste med tre børn, som steg ud af bilen med hver deres typer madkrummer på overdelen og med krudt i numsen!
I Frankrig havde Celia endnu en obligatorisk times hvil på en tankstation, hvor vi igen igen måtte genoverveje vores køreplan, da det st sidde bagpå i varme og sol simpelthen er trættende. Men da vi endelig tog valget om at krydse París og så se situationen an på den anden side, fandt nervøsiteten lidt ind, da kl der var 15 og vi vidste godt at Paris' myldretid var ved at tage til. Men myldretid er jo altid værre end man som dansker overhovedet kan forestille sig: et kæmpe motorvejsnet, hvor der var udsigt til flere timers kø i 35 grader og MC motoren viste 100°C. Og der sidder vi i MC tøj og udstyr og sveden triller ned at os, og vores bagdele er efter 100 km den godt ømme og stort set følelsesløse. Men hvad vi ikke vidste var, at på Paris' motorveje opstår en ekstra bane mellem yderste og næstyderste bane. Og ikke kun MC'erne er indforstået med dette, men alle biler, lastbiler og varevogne gør alle plads til at MC'erne kan sluse igennem. Efter 10 min hvor Jens skulle samle sig mod samt lige gøre sig overvejelser omkring sikkerheden i det, begav han sig ud imellem bilerne og fulgte strømmen af MC'er. Det var en sindssyg oplevelse at køre at igennem bilkøerne, som stod stille. Men det var fuldt ud accepteret og alle biler gjorde plads, og hvad der nok ville have taget to timer tog kun 30-40 min. Det skal lige siges, at de fleste MC'er var by-MC'er og uden oppakning. Vild oplevelse!
Efter denne svedtur og adrenalinsrus var tanken så godt som tømt, og da vi endelig er gode ude fra Paris og den første tank er inde for rækkevidde, fremkommer et skilt, hvor der står tankstationen er lukket, næste er inden for 45 km! Så alt hvad vi havde brug for på det tidspunkt var en pause, men i stedet skulle vi igennem et mindre mentalt stressforløb, hvor MC'en blinkede "Low on fuel", mens vi ingenting kunne gøre andet end af fortsætte. Men vi nåede det med 5 liter tilbage i tanken.
Efter adrenalinruset får vi lige target et par gode kilometer på MC'en, og den ene kilometer tager den anden og pludselig er kl 21, og hvad var det nu man skulle husket? Nårh ja, at få arrangeret overnatning et sted. GPS'en hjælper os med et par muligheder, alle 20-30 km fra nuværende position, og som vi tager blot en tilfældig. Hvad vi ikke lige får set er, at den ligger midt i ude i ingenting i Midtfrankrig. Efter blot at stole blindt på GPS'en og efter den har taget os 20 km ind i bøhlandet kl 22 om aftenen og igennem et hav af små byer, begynder vi så småt at bekymre os om stedet overhovedet har åbent og om det overhovedet findes. For unge mennesker med en mere realistisk tilgang til planlægning er jeg sikker på, at flere alarmsignaler for længst var gået af, men for Jens og Celia tager det lidt længere tid at se tingene i øjnene! Kl 22.30 ankommer vi således til hotellet og heldigvis for at lykken tilsmilede os den aften; da vi finder en parkeringsplads er det bag hotellets tilhørende restaurant. Her sidder familien, som ejer hotellet, tilfældigt ude og nyder det sidste af deres aftensmad. Egentlig er receptionen for længst lukket, med ved synet af os unge og danske ('... hele vejen fra Danmark??? Wow!' ) tilrejsende forbarmer de sig og indlogerer os, mens de udtrykkeligt understreger vores held. For i dette område i en radius af 20-30 km var de stort set det eneste hotel.
