San Pedro - Uyuni

I Pucón fik jeg vist fanget mig en mindre forkølelse.  Denne lod mig selvfølgelig ikke stoppe af at vandre op på toppen af vulkanen Villarrica.  Senere den aften skulle jeg med en natbus til Santiago, fordi jeg næste morgen havde en aftale på ambassaden kl 9. Så I kan nok gætte, at jeg ikke ligefrem havde fået det bedre i løbet af natten.  En dejlig sommerforkælelse havde listet sig ind på mig, og min mindre travle dag i Santiago med Ambassade-besøg,  sende en pakke fra posthuset (man kommer ind,  og der står nummer 250 og du har lige fået nummer 307 i hånden),  og endeligt et sidste besøg hos Mauricio og Co for at tage afsked. 

For at sætte prikken på i'et,  skulle jeg op kl. 4.30 for at nå et fly kl. 6, for så at finde ud af kl.  5.30, at mit fly er aflyst pga strejke, og LAN, som jeg flyver med sætter mig på det næste fly kl.  12. Så det var 6 dejlige snottede timers i lufthavnen,  hvor jeg ængsteligt sov med min håndbagage under mig og vågnede hver 5. minut, fordi jeg jo i forrige uge fik stjålet mit pas og penge. På ambassaden i Santiago var alt heldigvis foregået helt,  som det skulle,  og jeg var der kun i 40 minutter.  Hende,  som hjalp mig, spurgte hvad min næste destination var,  og da hun hørte San Pedro,  sagde hun,  at det er der,  hvor der sker flest tricktyverier og flest får stjålet bagage i alle størrelser.

Men efter en 2 timers flyvetur til Calama,  hvor man i over en halv time flyver over en kæmpe sandørken,  som i milevis er øde,  og i det døde vulkanlandskab sniger sig en gang imellem en oase med lidt tørt grønt og måske en sø,  hvis man er heldig,  der sidder man et kort over øjeblik og spekulerer over,  hvad I alverden man dog har gang i.  Især når man lige er rejst op fra det frodige og grønne syd. Så med våde forkølelseshævede øjne,  ondt i halsen lander jeg i San Pedro i 35° C.  Heldigvis kunne jeg tage en bus til 120 kr,  som tog mig hele vejen til mit hostel.  Her skulle jeg mødes med Tim og Pascal (to hollændere). Tim har jeg læst sammen i Santiago,  og vi havde tilfældigvis booket billetter til San Pedro samme dag.  San Pedro er ikke rigtig en by for mig: de  er bitte lille og der findes stort set kun turiststeder. Og alt hvad der kan opleves,  er kun indenfor rækkevidde i firehjulstrækker eller med et turistbureau.  Så hvert gang man ankommer til turistattraktionerne er der en stime af mennesker,  og man går pænt i kø. Det er bare noget helt andet,  når jeg kommer fra syden,  hvor jeg kunne tage offentlig transport ud til de steder,  jeg ville besøge. Men på den anden side,  hvad kan man forvente,  når man er midt i en ørken.  Tim,  Pascal og jeg så gejsere den næste morgen kl.  4.30,  hvorfor min forkølelse ikke blev bedre overhovedet.  Gejserne er mange tusind pr gamle,  hvorfor de ikke er explosive,  som dem i Island,  men de koger blot,  og du ser udover dal,  hvor det bare ryger op diverse steder.  Meget smukt. Vi befandt os på det tidspunkt i 5000 m højde,  hvorfor hovedpinen sneg sig ind på én,  hvis man var lidt for overgearet og synes,  at man skulle løbe eller hoppe lidt. 

Dernæst var en tiltrængt siesta,  og vi mødte endnu en Hollænder,  Iris,  som også skulle til Saltørkenen i Uyuni dagen efter og anbefalede mig et bureau. Så jeg skyndte mig derhen og bestilte en tur til 1100 DKK, hvilket synes at være en rimelig pris for tre dage med alle måltider inkluderet og i grupper af 6 mand i firehjulstrækkere.  Så det blev et kort visit med drengene.  Vi ville have været på tur igen om aftnen og se Valle de la Luna, som er et månelignende landskab grundet meteornedslag (tror jeg),  men vores siesta havde været for lang,  så vi nåede det aldrig.

Tre dages tur til Uyuni
Fredag morgen hentes Iris og jeg (en time for sent selvfølgelig),  og da vi stiger på bussen ser jeg et velkendt ansigt: Simon fra DK.  En af de danske udvekslingsstuderende.  Han har sin lillebror med.  Jeg har kun rigtig mødt ham tre-fire gange,  men ham og hans lillebror er de første danskere jeg møder,  mens jeg har rejst alene.  Så det er altid rart med lidt dansk selskab.  De fleste andre rejsende undgår allerhelst folk fra deres egen nation,  men som dansker møder du ikke så mange,  som fx tyskere,  franskmænd etc. Der gik ikke mere end 5 min,  så skulle vi frem med rejsepapirerne. I Chile får du ved indrejse et indrejsepapir eller rettere en indrejsebon - et tyndt stykke papir med dato mm,  og hvis du er heldig i lufthavnen,  fortæller dydig,  at det her er papir er meget vigtigt. De fortalte ikke mig det,  det var kun fordi Mauricio gjorde mig opmærksom. Simon og hans lillebror havde selvfølgelig ikke medbragt deres papirer. Simon havde ikke en gang et studievisum,  han havde dog forlænget sit ophold for 100 US$, men havde ikke medbragt det papir heller. Turistbureauet sagde først,  at så kunne de ikke komme med, men sagde alligevel,  at de jo kunne prøve at se,  om det kunde lade sig gøre.  Straks sad Simon og jeg som de gode semi-chilenere,  vi er blevet,  at sammensætte en historie, hvorfor drengene havde glemt deres papirer, og at de bare skulle spille gringo-kortet,  som vi kalder det.  Jo dummere du spiller,  jo mere du fralægger dig enhver form for skyld,  jo længere kan du kommer og jo mere kan du opnå. Vores argumenter var følgende til at de ikke havde deres papirer på sig: deres fly var også blevet aflyst,  så de blev pludselig ringet op og var sat på et nyt fly,  hvor de havde få timer til at pakke - de vidste ikke på forhånd, at de ville krydse grænsen til Bolivia - at de havde betalt for turen,  så de kunne jo ikke sende dem tilbage - at det ikke kunne være Simons ansvar at rende rundt med en kvittering for opholdstilladelse osv. Efter 40 min insistereren og gebrokken spansk og at spille dum kom de sgu igennem, og der lød en jubel,  da vi vente tilbage til resten af bussen. Philip,  Simons lillebror,  var flere gange ved at smide håndklædet i ringen,  fordi han kommer direkte fra Danmark. Han er ikke vant til det her spil! Utroligt at de kom igennem,  de havde slet ingen ret til det.

Nu kunne rejsen begynde: man deles ind i grupper af seks,  for der er kun plads til seks mand i hver firehjulstrækker. Vi lavede en gruppe os tre danskere,  Iris og en brasilianer Victor. Skøn ungdomsgruppe. Landskabet er goldt,  man er omringet et perfektformede vulkaner,  og ind i mellem poppede en smeltevandssø op,  som grundet mineralerne og derfor de voksende alger, havde forskellige farver. I de fleste af søerne var der kæmpe flokke af flamingoer også.  Vi så både gejsere og badede i varme kilder den første dag. Et virkeligt smukt landskab, men meget det samme  i to dage, men hvad mere kan  forvente, når man er i ørkenen,  hvor der i ikke en gang er landsbyer,  kun turist-overnatsningssteder.  Der gik dog ikke længe før første stop ved en af søerne,  at hovedpinen og svimmelheden sneg sig ind på os. Av av. højdesyge havde ingen af os rigtig prøvet, og jeg tror 30 % af af gruppen led den første nat.  Det gjorde det bestemt heller ikke  bedre,  at toiletterne på første "hostel" var uden vandskyldning,  men der stod en balje vand,  som man skyllede med bagefter. Denne balje blev tømt i løbet af aftenen,  hvorfor omkring ved en 20-tiden, når de fleste skulle af med dagens mad og de syge skulle kaste op,  var der ingen mulighed for at skylle ud.  I kan nok forestille jer,  at vi alle holdt os så længe, vi kunne med alt der enten skulle ud foroven eller forneden. Men det er jo ikke ligefrem vand,  der er overskud af i ørkenen.

Som på mange turistture,  ved guiderne ikke rigtig,  hvad de viser turisterne.  Så jeg er sikker på,  at en geolog kunne have fortalt os meget mere om de steder,  vi stoppede.  Men vores guide David var sød og forklarede, så meget han kunne. På andendagen var vi alle rimelig mætte af det ellers fantastiske landskab,  vi kørte igennem.  Vi havde bare set lidt for meget sand,  søer og flamingoer,  så vi endte med at være den dovne gruppe, som sagde nej tak til at stoppe nogen af stederne. Vi var vist også den gruppe,  der formåede at sove allermest på turen. Vi spurgte David,  om vi sov mere end folk normalt,  og han smilede og grinede, mens han nikkede. Vi var ovenikøbet den yngste gruppe. Men vi var også hårdest ramt med højdesyge og havde forkølelse og forkølelsessår oveni. Vi nåede dog både at se masser af llamaer,  vicuñas, ørkenræve og en slags ørkenhare,  som kommer frem,  når de kan høre bilerne, så for så må man fodre dem med kiks og snacks - nok ikke så sundt for dem,  men det blev anbefalet af vores guide David. Den dag var vi oppe i 6200 m. Av.  David vidste godt,  at vi var syge,  men han er overbevist om,  at højdesyge er psykisk,  hvorfor da de andre grupper havde valget mellem en lavereliggende og højereliggende rute,  gav han ikke en gang os muligheden for at vælge. Vi fandt dog ud af,  at hvis vi klatrede og løb lidt rundt,  så glemte man hæjdesygen et øjeblik,  men så snart vi stod stillede dunkede det voldsomt,  som en god omgang rødvinstømmermænd,  som bare ikke vil forsvinde. Om aftenen lokkede vi vores chauffør David til at køre os til nærmeste kiosk,  så vi kunne byde på en bajer. Så vi drak øl,  vin og spillede kort den sidste nat. Jeg lærte et nyt spil, dansk 21, som er både taktisk,  men stadig simpelt.

Sidstedagen skulle vi se solopgang kl 6, så vi skulle op kl 3.45. Der fortryder man nok,  at man blev oppe til kl 24. Men vi havde den luksus,  at vi kunne sove den 1,5 inden vi nåede saltørkenen. Vi kom desværre for sent, fordi chaufføren til en af den andre biler kom for sent,  og vores chauffør måtte ringe rundt og få fat i ham.  Men vi klager ikke.  Det var smukt alligevel. Saltørkenen er 12.000 kvadratmeter,  og når saltsøen indtørrer hvert år efter regnperioden,  indtørrer den i pentagoner. Et virkelig smukt syn,  og interessant for sådan en som mig,  som bl.a. studerer, hvordan faste stoffer formeres. Dernæst stod resten af dagen på et besøg på kaktusøen (en ø med kaktusser), og så ellers perspektivbilleder i saltørkenen. Dem skal I se, vi fik lavet nogle gode nogen. David var ekspert i at tage billederne - han har arbejdet som chauffør og guide i seks år - så han havde masser af gode ideer og blev med at tage billeder indtil de var perfekte.

Vi rundede turen af i Uyuni med llama til frokost med quinoa. Victor (BR) tog en bid af quinoaen og nærmest spytter det ud,  og udbryder,  at det er da nok den dårligste ris han nogensinde har smagt. Han er en af de brasilianere,  som elsker Mac Donalds og alle andre kæder af fast food. Det er spændende at møde alle disse mennesker fra forskellige dele af verden.

Nu sidder jeg i bussen på vej til Arequipa. Først tog jeg natbussen til fra Uyuni - La Paz (11 timer), dernæst La Paz - Puno (6 timer), som blev forsinket over grænsen,  og nu er jeg på vej til Arequipa, hvorefter jeg skal finde en bus direkte til Lima. La paz og Bolivia slog benene væk under mig. Det virkede endnu fattigere end Perú,  og som om de har bibeholdt deres gamle traditioner i meget større udstrækning. Overalt så du kvinder i den traditionelle udklædning med mange lag nederdele, poncho-lignende klæder i omkring skuldrene og bowlerlignende hatte. Kvinderne er måske omkring 50-60 år og slæber rundt på mindst 20-30 kg, hvis ikke mere,  af fx kartofler eller andre varer, de skal sælge. Jeg så en kvinde med en gasbeholder,  som jeg er rimelig sikker på,  at jeg prøvede at bære i Santiago, men ikke kunne. Så respekt for de kvinder,  som ofte har et barn på ryggen og et andet hånden. Mange af dem snakker også quechua og meget lidt spansk meget stemningsfyldt,  men også kaotisk.

Vulkanen Villarrica

Som I nok har set på billederne https://goo.gl/photos/5oiRTv7xa4UTTyEeA,  var dette en fantastisk oplevelse. På trods af min forkølelse,  som var på vej,  trodsesdejeg den tirsdag morgen, fordi den eneste grund til at blive til tirsdag var for at kunne bestige vulkanen. Dagen starter kl.  6.30, hvor man mødes og tager de sko og beklæde på,  som man dagen før prøvede.  Dagen før har man også prøvet overtræksbukser og dertilhørende jakke, som man skal bruge på vej nej, mormoderen kælkes. Jeg måtte leje nogle hurtige briller,  som jens og jeg jeg kalder dem: solbriller til folk,  der dyrker sport.  I ved med et flerfarvet glas. Mine egne 200 kr solbrillers UV-filter ville på ingen måde være nok til at skærme øjnene,  fordi solen reflekteres i sneen. 

I kan tro,  at det var en fed oplevelse at køre helt op til snegrænsen af vulkanen,  stå af,  kigge op af en rygende vulkan og tænke,  der skal jeg sgu op.  Dagen var perfekt som vejrudsigten havde forudset. Min gruppe af 12  var primært franskmænd, vist nok fordi bureauet var fransk,  og tyskere, hvorfor det gjorde det lidt svært at mingle,  fordi de talte deres eget sprog, men jeg var heller ikke den mest energirige til at chit-chatte. Det første korte stykke er med jord under sig,  dernæst sne,  hvor der ikke gik mere end en times tid til to,  før vi skulle have is/sne-greb på (jeg ved ikke, hvad det hedder,  det stykke metal man sætter uden på skoene til at få greb om sneen). Grundet sikkerhed og fordi der er fyldt med andre turistbureauer,  som har fået samme fantastiske ide,  går vi i en ret linje,  som om vi indsatte. Forreste går guiden,  som gå zigzag op,  og som samtidig mærke,  hvor sneen er bedst at gå på og han sætter også et rimeligt tempo som gør,  at alle kan følge med og ingen overanstrenger sig. Kun Colombianeren i vores gruppe zaggede bag ud.  Ham og jeg som var de eneste af Latinamerikansk afstamning fik kommentaren i bussen på vej hjem, at vi skulle være stolte, fordi de fleste latinamerikanere ikke klarer den (!).

På vejen op møder jeg en franskmænd,  vi taler og fortæller hinanden, hvordan vi er endt,  hvor vi er,  og det viser sig, at vi har haft timer sammen og at hun  er på samme program som mig,og. Skørt, men der var vist 300 udvekslingsstuderende. En sød ung pige på 20, som snart er færdig med sin bachelor. Så ung! På vejen op stopper vi en fire gange for spise frokost og snacke. En stor del af guidernes arbejde er vist at underholde os ved at spørge ind til os.  Det er hyggeligt, fordi på vores alles hjelme, er der et stykke tape klistret på med vores navne. Så vi kunne alle være på fornavne, hvilket et hyggeligt. Men generelt var vi ikke så snakkesalige, fordi det er hårdt at gå stejlt opad.

Endelig på ps toppen.  Her er vi kunne tilladt at være i 5  min. grundet sikkerhed. Udsigten er faktisk - en 360° udsigt over grænse til Argentina bl.a. Hvis man er heldig, dvs en ud af hver halvtredsende gang,  de bestiger vulkanen, kan man være heldig at se lavaen i krateret. Men for os denne gang var det kun røg. Men utroligt alligevel. Pga regnen dagen før,  var forholdene perfekte til at stå på på ski ned.  Hvis jeg havde vidst, at det var en mulighed, havde jeg gerne haft et par ekstra ski på ryggen. Kun Colombianeren havde været så smart at leje ski. Vi andre måtte nøjes med en kælketur ned på plastiksæder.  Det tog mig et stykke tid at vende mig til farten,  jeg er virkelig ikke en store fartelsker. Vi skulle bruge vores is-hakkere til at bremse med. Det var super cool. Derfor tog det fem timer op og kun halvanden for at komme ned. Vi var allesammen helt røde i ansigtet,  da vi kom ned pga solen.

Turen ender hos bureauet med en øl på taget med udsigt over det bestigede bjerg.  Og nu har jeg fundet en ny hobby udover surfing,  vandring,  dans og alle mine andre sportsgrene,  nemlig bjergbestigning/klatring på snebeklætte bjerge,  hvor man så har sine ski med op. Puha, jeg har svært ved at begrænse mig!

Termales geométricas

I dag skulle det ustoppelige regnvejr nydes i Termas geométricas. Grundet den evige vulkanaktivitet besidder dette land selvfølgelig også masser af varme kilder, som kan nydes til forskellige priser.  I dag forkælede jeg mig selv med en af de mere luksuriøse udgaver,  hvor der var omkring ni bassiner,  alt fra 37°-45° C.  Som altid når jeg begiver mig ud på egen hånd,  bliver jeg urolig for om jeg ender alene på turen, men jeg glemmer,  at der altid er andre solo-rejsende som mig. Turen var 2 timer hver vej i en lille 12 personer bus,  hvor halvdelen af vejen er på grus og med kurvede rute a la Sverige,  så mens jeg halvsov havde jeg begge veje kvalme - så jeg er stadig ikke helt ovre min tendens til at blive køresyg!

Efter bussen fulgtes vi alle til omklædningsrummene, og en Chilensk pige og jeg faldt i snak.  Efterhånden antager folk,  at jeg er chilener - ikke fordi jeg ligner én,  jeg er nemlig alt for mørk,  men fordi min accent efterhånden er blevet så lækker, at jeg i 2-5 minutter kan være overbevisende nok til at de tror,  jeg er indfødt. Jeg snakker dog stadig for langsomt og min mørke hudfarve gør mig også mistænkelig. Men til jeg får efterhånden sneget mig ind i naturparken og på busruterne ktil chilensk/nationalpris, bare jeg ikke siger for lange sætninger. På hostelsne er andre rejsende tit er de nysgerrige,  fordi jeg både kan tale engelsk og spansk flydende. Så det tager jeg som et kompliment. Mange rejsende er imponerede over,  at jeg behersker tre sprog, men det er kun sjovt indtil der kommer en fra Østeuropa, eller en schweizer eller andre multilinguistiske heldig-hoveder.  Marcela spurgte mig derfor,  om jeg også var chilener,  og fra da hyggede hende og jeg i de varme bassiner.  Det dejlige ved Chile er,  at man faktisk har mulighed for at møde chilenere på turisthostelsne,  fordi de også har kultur for at rejse rundt som backpackere i deres eget land,  hvilket ikke er så underligt,  når landet er så rigt med natur.  Marcela er journalist og fortalte mig om hendes 20-årige studiegæld (penge lånt af statsbanken) og hendes første månedsløn på 2000 kr som nyuddannet.  Nu tjener hun omkring 9000 før skat med en 5-årig uddannelse og anser det for et godt job.  Vi taler om et land,  hvor priserne måske er 20 % billigere end i Danmark,  og nogle ting er endda lige så dyre.  Hun har efterhånden med hendes arbejdserfring specialiseret sig i økonomi,  og fortalte bl.a.,  hvordan den økonomiske stilstand,  som er rimelig global eller i hvert fald regional her i kontinentet bruges imod den nuværende venstreorienterede regeringen.  Hun fortalte,  at hun hver dag kæmper for at fortælle sandheden,  men at det er svært,  fordi alt kan købes i det her land og især nyhederne,  som altid vil fortælle en historie til fordel for landets rigeste og mest magtfulde,  så de kan beholde deres magt. Må indrømme, at selv jeg som turist føler kæmpe afmagt over systemet her.

Men vores alvorlige samtaleemner foregik i ustoppelig regn i de lækreste omgivelser i en mini-canyon med en rindende flod,  som fyldes fra flere sider af vandfald.  Det var meget stemningsfyldt og tropisk når de kolde regndråber ramte det varme vand og fordamper, i et ellers tempereret omgivende landskab.  Den kolde regn satte prikken over i'et for mig,  som ellers normalt ikke er glad for alt for varme bassiner.  Varmen gjorde en dehydreret,  så man skulle huske at drikke massere af vand.  Alligevel var man svimmel,  hver gang man rejste sig op.

https://goo.gl/photos/nafVtviR4zqDzAbKA

Parque Huerquehue

Jeg befinder igen nu i Pucón, stadig sydpå, bedre kendt som adrenalinens by.  Her kan man dyrke alverdens ekstremsport: river rafting,  kajak,  klatring,  ski og en masse masse mere.  Forholdene er gode her,  prisen inkluderer forsikring og folk her er faktisk uddannede, hvorfor prisen også er derefter,  men stadig billigt i forhold til Europa, men dyrt,  hvis man vil prøve mere end 1 sport og dyrt i forhold til Peru og de andre lande nordpå. Men i disse vil du så for det meste også underskrive et papir, hvor udbyderen fralægger sig ethvert ansvar for eventuel tilskadekomst.

Men jeg foretrækker stadig at vandre,  måske fordi jeg også sparer lidt på mønterne her,  når nu jeg kan få mere for pengene i Peru og Colombia,  som er de næste ugers planer.

Den formentlig mest kendte aktivitet i byen er at komme op på den nærliggende vulkan Villarrica.  Endnu en snedækket konisk vulkan.  Grundet udbruddet i april er sikkerhedsomstændighederne (er det et ord?) blevet skærpet,  således at prisen er fordoblet til 800 kr pr mand,  fordi antallet af mennesker pr. guide er blevet nedsat til 4. Taget i betragtning at de lejer dig alt isklatreudstyr,  skitøj, isklatrestøvler osv,  og at det er en 9 timers tur,  er det jo stadig en beskeden pris,  selvom det springer mit budget lidt.  Men jeg er selvfølgelig ankommet i den uheldigste weekend, med to dages intens regn, som gør alle udendørsaktiviteter pænt kedelige og vulkanklatring umulig.

Jeg nåede dog en solskinsdag,  hvor jeg ville vandre op på bjerget San Sebastián og se den fantastiske udsigt over området seks vulkaner og tre kæmpe søer i parque Huerquehue,  men heldet er jo ikke altid med én: ruten var lukket pga maraton,  så jeg måtte gå den mere stille og rolige rute "Søerne",  hvor man så en masse små søer med sneklædt bjerge i baggrunden.  Det føltes lidt som Sverige med skovlugten, dog med en lidt anderledes flora. Skoven er fyldt med de fredede træer Araucaria (https://en.m.wikipedia.org/wiki/Araucaria),  som for mig er en slags krydsning mellem et grantræ og et palmetræ.  Stammen virker på samme måde en palmes,  at de nederste grene rådner og falder af,  så der er kun grene/palmeblade på toppen.  Træet gror ekstremt langsomt,  så de tykke stammer og høje af slagsen,  man finder i parken er flere hundrede år gamle. De er virkelig enkle og mægtige.  Så det var bestemt en smuk tur,  hvor jeg var heldig at følges med en tysk pige, som jeg samme aften endte med at spise aftensmad med.

Billeder ses her: https://goo.gl/photos/Dur7mQKyKn47DLtA7

Volcán Osorno

I mandags forlod jeg Angela og hendes kære kære familie,  fordi jeg ville ned og overnatte i naturparken parque Tantauco i sydChiloe.  Så jeg tog til sydspidsen Quellón en bustur på to timer. Men dette viste sig at være en deadend.  Det viste sig for det første, at man kun  kan komme ind i naturparken enten via båd eller egen bil,  begge ting koster i omegnen af 600 kr. Desuden var det helligdag den dag og ovenikøbet plejer de fleste turistbureauer at arrangere turene fra øens hovedstad Castro.  Så min første nat på egen hånd var bestemt ikke den mest inspirerende på et sømandshostel ud til havnepromenaden,  hvor der var fulde sømand på gaden.  Men det er utroligt at se,  at ligegyldigt hvor langt ud på landet du kommer i det her land,  er byerne stadig beboere med folk i alle aldre, ike som i DK,  hvor udkantsdanmark (eller vandkantsdanmark om du vil)  langsomt bliver mindre og mindre.

Tirsdag brugeren hele turen i bus: Quellón - Castro - Puerto Montt - Puerto Varas og endeligt til en lille flække Petrohué,  som ligger klods op af vulkanen Osorno (2600),  fordi jeg havde læst at her kunne man gå en tur rundt om vulkanen. "Hostellet" var hos en ydmyg familie (ydmyg familie siges om dem,  som ikke har så meget,  men heller ikke er fattige),  som havde høns og køer rendende i forhaven.  Toilettet var uden bræt og toiletpapir,  og der var intet internet.  En interessant oplevelse. Desuden boede de på den anden side af en flod, hvor man for at komme over skal have et lift i en af motorbådene.  Specielt sted,  ikke særligt hyggeligt,  men den omkringliggende natur med en kæmpe sø og den koniske, snedækkede vulkan.  I april var vulkanen i udbrud og havde spyet sand og pimpsten i nærområet,  så hvad der for et halvt år siden var grønt og frodigt er nu fuldstændigt bedækket med sort vulkanisk sand.

Det værste ved disse små hostels, som i sig selv er en oplevelse,  er frygten for,  at jeg ikke møder andre rejsende,  som jeg kan tale med og evt. rejse med. Men heldet var med mig. Jeg mødte belgiere, som jeg inviterede mig med på næste dags tur rundt om vulkanen. Søde typer,  begge på deres sabbatår efter at have endt deres studier.  Det sjove er,  at de fleste fransktalende turister foretrække at tale spansk fremfor engelsk,  hvilket for mig er så underligt,  fordi mine hjerne er programmeret til at tale engelsk med turister.  Men det var godt,  en god øvelse for mig at tale spansk med folk  som er dårligere end spansk en mig.

Men vi gik omkring 20km i alt,  10km op og 10km ned. Normalt ville dette ikke være den store bedrift for mig,  men det viste sig at være i et 40 cm's lag af sand. Puha,  en tung omgang.  Især fordi naturen omkring én var meget ens,  så det var ikke så motiverende.  Men som altid på disse ture er udsigten på toppen det hele værd.  På toppen lavede vi en varm frokost med vores trangiasæt.  Det er vist ikke rigtig tilladt i de her parker, men vi var over trægrænsen,  så det var begrænset,  hvilken skade vi kunne komme til at lave.

Efter turen ned,  hvor vi var lave på blodsukker,  fik var den sidste bus tilbage til byen,  hvor vi havde booket hostel,  lige kørt for næsen af os. Men i dette område af Chile,  hvor der kommer mange rygsæksrejsende med telt og hele molevitten,  og hvor der er små byer og naturparker på hvert hjørne,  er det ikke unormalt tomle.  Så det gjorde vi til Puerto Varas.

Fotos: https://goo.gl/photos/3m6qL43SR9jnyiey6

Den magiske ø

https://goo.gl/photos/p18qqPz8nTmXMLUs9

Chiloe er kendt som magiens og myternes ø,  og dette tages skal tages med dybeste alvor. I går sad jeg med Angelas mor, morens veninde, Angela og morens kæreste.  Med seriøsitet i både øjne og stemme fortæller de mig, hvordan emnet omkring hekse og troldmænd er et ømtåleligt emne, fordi det kun er folk, som på egen krop, der har oplevet det.  På daværende tidspunkt sidder jeg spændt og tænker "mon de kan aflæse mit ansigtsudtryk lige nu og se, at jeg på ingen måde tror på den slags overtro?",  for "hjemme"  i Santiago holder jeg mig ikke tilbage med at fortælle folk,  at jeg ikke tror på ånder og 6. sans udover - oftest vil det være folk som Sophia,  som jeg har et tættere forhold med.  Men heldigvis formår ejer at gemme mig bag mit ansigt af "I kan ikke mene det her seriøst",  men som heldigvis blev tolket som et ansigtsudtryk af forbløffelse over  de førstehåndsberetninger,  de kunne fortælle: Chiloe er bl. a. befolket af hekse og troldmænd,  og der findes både dem,  der vil andre det ondt og dem,  som blot laver laver sjov og spas med sine overnaturlige evner. Med alvor i stemmen fortæller Angela,  som ellers er det moderne menneske,  at den lokale heks var nede i hendes butik,  og at hun ved at holde to nåle krydset som et kors testede om kvinden var en heks,  for en heks kan ikke forlade et rum, hvis nålene er krydset, og tro mig om heksen ikke blot gik i cirkler og ikke forlod butikken før nålene blev separeret.  Andre historier involverer hvor de øboerne vågner op uden hår eller nogen har forudset hændelser etc.  Det er forunderligt,  at de kan stille så lidt spørgsmålstegn til disse magiske hændelser, ligesom med deres religion,  at drage så hurtigt og entydigt til en konklusion uden at søge at se tingene fra alle tænkelige sider og stadig give plads til,  at der måske findes en forklaring,  som er uden for en viden og kendskab.

Angelas familie har taget mig til som en ekstra datter: hun har før hun flyttede sammen med sin kæreste haft massere af forskellige gæster,  både chilenere og udlændinge i sit hjem, fordi hun simpelthen har en varm og velkomne personlighed,  og jeg tror,  hun holder af at være værtinde.  De bor fem styks i huset,  to børn fra tidligere ægteskab,  hendes kæreste Carlos og deres søn Alonso.  Carlos er fra Santiago og rektor på et institut på øen hovedstad Castro og jeg har nydt af have samtaler med ham om landet og kultursammenstødet,  jeg har oplevet.  Han er nemlig en af de få, som både kendes til kultursammenstød og som også blot henter sin vide andre sted fra end useriøst sensationelle medier som tv'et.  Alligevel,  en så begavet mand,  som denne,  slår det mig stadig,  hvordan chilenere ikke giver meget plads til diskussioner og videre overvejelser,  når de skal forklare et fænomen,  men at de er så hurtige til at sige,  at tingene er sådan og sådan her etc.  De er så sikre i dig ide om,  hvordan verden hænger sammen i stedet for at argumentere for deres mening og på den måde skridt for skrift nærme sig en konklusion. 

Angelas børn har simpelthen vundet mit hjerte.  De er hhv omkring  8, 10 og 12 år,  og de kalder mig "Tía Celia" (tante Celia) og hænger på mig som aber,  kysser og krammer og viser mig en sjælden kærlighed,  som oftest kun ses mellem forældrene selv og børn i DK, men som her er mere normalen.  Børn er her meget mere opmærksomhedskrævende fysisk en de bliver opdraget i Danmark,  og det er ikke unaturligt at se voksne børn hænge op af især deres mødre i fysiske forstand.  Fra barns bliver de nemlig pylret omkring,  krammet,  nusset og  båret rundt på, så de får et helt andet fysisk forhold til de voksne.  Til gengæld er de frække af helvedes til, hvilket skyldes,  at deres forældre her fylder dem konstant med tomme trusler,  således at de slet ingen mulighed har for at sætte grænsen dem selv mellem hvornår de er for meget og hvornår de kan slippe af sted med deres ugerninger.  Forældrene siger 10 gange,  at hvis ikke de makker ret,  ville forælderen gør dit inden at forældren rejser sig op og gør noget ved sagen uden blot at råbe for bordenden. Dette skyldes selvfølgelig også,  at deres forældre er dybt dobbeltmoralske,  ja selv over for mig.  Tit bliver jeg mindet om,  at de i det her land har en nultorelance med alkohol og kørsel,  men det er der absolut ingen,  der overholder.  Det er bare tom snak!

Angela Og Carlos har betalt alt for mig indtil videre og inviteret mig på alverdens lækkerier.  Hver gang jeg prøver at betale bliver de sure,  fordi Chilenere er stolte af at kunne invitere andre ud. Og ved en invitation inkluderer,  at de betaler modsat DK,  hvor vi altid splitter regningen.  Det er svært at vænne sig til og blot tage imod uden at give,  men man må jo indordne sig...

Chiloe

I går gik turen til nationalparken Chiloe, hvor vi gik os en tur langs stranden på 7-8 timer. Destinationen  var en smuk strand Cole Cole af caribisk udseende, og på vejen boede der "indfødte", som har boet her altid, og som lever af at fange muslinger af alle slags samt at flette kurve og strikke. Det er ikke meget man hører om de her indfødte, de lever parallelt med resten af øen, men holder sig for dem selv og gifter sig internet med hinandens kusiner og fætre. En kvinde hjalp os med at vise vej på ruten - hvilket vi ikke havde brug for - og bagefter bad hun om en skilling. Dette er nok tegn på netop hvor mange turister, der går denne rute i højsæsonen. I går var vi kun seks mennesker på hele ruten.

Vi er så heldige at bo på et hostel, hvor Evans chilenske værtsfamilie altid indlogerer sig, når de besøger øen. Hector og señora América hedder parret, der ejer det. De har også et catering-firma med kager, hvorfor hytten altid lugter af ny agte lækkerier. De er hjælpsomme og simpelthen så søde og inviterer altid til en aftenkaffe, når vi kommer hjem!

Mistet pas

Det skulle jo også ske for mig! På en busturene fra lufthavnen og til denne herlige mystiske ø, har jeg formået at moste pas og kontanter. Kontanterne er jeg jeg heldigvis ligeglad med, men passet og mine papirer til lufthavnen er jo besværlige at erstatte. Jeg fandt først ud af det, da jeg vi skulle leje bil til vores Strandtur, men så tænkte jeg, at den nok gemte sig et sted. Men ingenting. Så nu er jeg rundt i hele Castro by og på alle busser vi har taget for at spørge. Og de er tydeligvis ikke vant til at folk kommer tilbage og spørger efter glemte sager, for der er ingen steder for glemte sager og ingen procedurer. Man skal spørge alle chauffører personligt og generelt bare selv tænke sig til metoder til, hvordan man kunne komme i kontakt med folk, der kunne have fundet det. Og som med så meget andet skal man insistere og insistere og insistere, og så begynder tingene lidt af lidt at rykke.
Kryds fingre!

Next Stop Chiloe

Mine damer og herrer. Så er jeg på farten. Efter 4 måneder og to uger efterlader jeg Santiago fuld af lettelse over at skulle væk fra denne forfærdeligt urimelige storby, som er fyldt med mennesker uden tillid til hinanden og tro på mennesket. Uden visioner, fordi du simpelthen altid bliver holdt nede, medmindre du er rig og har de rigtige bekendtskaber. Så det eneste jeg er trist over, er at jeg ikke længere skal bo med Ernesto, Sophia, Camilla og Martine. Det har været en fantastisk oplevelse, et dejligt hjem med både danskere på den ene side og chilenere på den anden side. En perfekt cocktail. Jeg har nu også prøvet at bo med hund, og de er jo søde, selvom de lugter. Så det er jo godt at blive bekræftet i, at man er til katte. Hjemmet har særligt været specielt pga. Ernesto og Sophia. Sophia er ejeren af huset omkring 28, har levet sit liv i sus og dus, fordi hun fik et godt betalt job, men som endte med at køre hende psykisk ned. Så hun investerede sine penge i et hus, hvor vi boede, som hun dag for dag renoverer og vedligeholder. Så hun er næsten altid hjemme, hvorfor det er sjældent, at man var alene hjemme. Hun er noget af en personlighed, den slags, som er meget bestemt og har meninger om alt, også selv om hun ikke rigtig ved meget om emnet, så har hun altid en kraftigt mening. Meget udansk, fordi vi for det meste forsøger at argumentere for vores meninger sagligt og videnskabeligt, dvs. med en tredjeparts mening, men Sophia mere slynger sin egen personlige mening ud ud fra hendes egen personlig erfaring. Dermed ikke sagt, at hun ikke er klog og ved meget, for det gør hun. Hun har læst økonomi, så hun kan om nogen fortælle dig, hvor uretfærdigt hendes land er. Fx ejer 7 chilenske mænd hele kysten, og Chiles kyst er enorm!!  Hun har også ben i næsen, og der går ikke langt fra tanke til tale. Hun har temperament og taler som en fra gaden, så man skal ikke oppe at toppes med hende. En skøn personlighed!

Ernesto er simpelthen den sødeste og hyggeligste fyr, som man krammer og laver spontane aftaler med. Han er i gang med at aflevere speciale, og bruger det mest af tiden på sine venner, fester, sove og komme for sent på arbejde eller slet ikke at tage på arbejde. Han er altid klar på en fest.

Latinamerikas bedste uni

No Mit uni er nr 250 på verdensranglisten over universiteter. Nr. 1 i Latinamerika. Hvorfor jeg havde høje forventninger til universitetet. Men tilsyneladende alt for høje. Niveauet er uden tvivl højt nok, de har dygtige profesorer/undervisere, hvor mange af de undervisende er førende inden for deres respektivt felter. Til gengæld er undervisningen helt ad helvedes til. Jeg ved slet ikke, om de kender til pædagogik eller at give lige muligheder til folk, som kommer fra forskellige sociale lag og baggrunde. Mit universit i Danmark påtager sig ansvaret for deres undervisning til eleverne ved at sørge for en så givende undervisning, at hvis du er aktiv og tilstede til hver time (både forelæsning og grupperegning), så er du i stand til at lave dine afleveringer og  sandsynligheden for at du består er over 90%. Dette er kæmpe opgave, som de hvert år vha. elevernes evalueringer forbedres så meget som muligt. Her er det dog omvendt verden. Underviseren bærer intet ansvar, og selve undervisningen og timerne på universitet forbereder dig 15%, resten af informationen skal du selv søge og der gives ingen redskaber til dette. Der er en lang bibliografi vedhæfte kursusbeskrivelsen, men ingen lektier eller direkte referencer til kapitlets ej heller, om den ene bog er bedre end den andet osv.
Så fordi jeg har taget svære fag er jeg også endt i den situation, at jeg har dumpet flere test, simpelthen  bl.a. Fordi jeg ikke har arbejdet så meget ved siden af forelæsningerne, fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle arbejde på. Og pludselig fik jeg svære opgaver og test, og så gik det op for mig, at niveauet er højt, og at du fuldstændig selv har ansvaret for at følge med. Så thank God, at jeg har sådan en god bagage med fra DK.
Men vi er jo stadig i Sydamerika og Universitetet er en business, så de er interesseret i at bestå os, så efter at have en samtale med alle mine undervisere, lyder det som om, at jeg nok skal bestå, så længe jeg viser "aktiv deltagelse"  resten af tiden. Men det er ikke kun mig, fordi jeg et udvekslingsstuderende, der kan snakke med underviserne, det kan alle tilsyneladende. Så det er et underligt system, hvor du kan gøre meget, så længe du med eget initiativ søger underviserne. Hvilket er meget forvirrende for en dansker, som er vant til klare og lige regler for alle. Men her kan du snakke dig til mange ting. Jeg er efterhånden også blevet god til "at spille dum", at det er helt forfærdeligt. Da vi var i Patagonien missede jeg et experiment /laboratorium-time, og for ikke at komme, skal man have lægeerklæring. Men da de spurgte mig om, hvorfor jeg ikke havde deltaget den dag, sagde jeg på så gebrokkent spansk jeg nu kan og med et blik, som om jeg ikke kunne forstå, hvad problemet dog var, at min familie jo var på besøg... Og så kiggede han bare opgivende på mig og sagde. "ok, bare send mig en mail med hvorfor". Forfærdeligt, som man vender sig til det.
For at understrege, at det er en business, fik jeg at vide, at de har ikke re-eksamener her. Chilenerne siger, at det er fordi, at universitet er sådan en stor business, så systemet er sådan indrettet, at man ikke kan tage re-eksamen, men skal tage kurset igen, så de kan tjene flere penge på elverne! Samt at deres uddannelser forlænges, dvs de er 5 år om at få en uddannelse som svares til vores bachelor i niveau. Til gengæld har de fag som fodbold, klatring og andre fylde-fag. Skørt, skørt!

Gays night out

I går fik Martine (min danske og ålborgensiske sambo) fornøjelsen af at tage i byen med vores anden chilenske sambo Ernesto og nyde godt af det homoseksuelle natteliv. Ernesto er homo og det er hans venner primært også. Han skriver lige nu bacheloropgave omkring Chileneres forhold til homoseksualitet, som selvfølgelig er meget blandet, men som i grove træk kan karakteriseres af at de ældre generationer enten afskyr det ellers blot ikke accepterer/kendes ved det, og så de nye generationer, som enten ikke vil kendes ved det og har et distanceret forhold til eller modsat dem, som er mere liberale og åbne. De fleste chilenere vi møder er af sidstnævnte, fordi det jo er studerende eller blot metrolitanere, som elsker byen for dets diversitet. Faktisk har jeg bemærket, at mange udvekslingsstuderende bor med homoseksuelle, hvilket jeg gætter på skyldes, at vi nok generelt er mere åbne overfor for homoseksualitet end den gennemsnitlige unge chilener. Det er blot et gæt.

Anyhow så var vi inviteret til Biancas 29-årige fødselsdag i går,hvor vi var de eneste heteroseksuelle. Bianca fortalte bla hvordan hun som barn havde spillet fodbold og hendes veninders forældre derfor ikke lod dem lege med hende. Men det skal siges, at de er kommet igen. Det homo- og alt-mulig-seksuelle miljø er kæmpe her og der er mange af dem i hele gadebilledet af byen. Men blot det, at de omgås primært hinanden, fortæller alligevel, at de jo stadig er en minoritet, som hele tiden skal kæmpe for at retfærdiggøre sig selv.

Caballeros = gentlemen

Lige et hurtigt indspark. Som I nok er klar over er de fleste latinamerikanske fyre i det daglige nogle vaskeægte gentlemen, som holder og åbner dig, betaler for drikkevarer og mad og rejser sig op for én i metro og bus og generelt bar gør livet lidt praktisk lettere for kvinderne. I starten  kan I jo nok forestille jer, at man bliver irriteret som dansker, og tænker "hvad har du gang i, tror du ikke godt, at jeg holde døren selv", eller "bare fordi jeg er kvinde kan jeg jo godt stå op"  osv, men jeg kan til gengæld fortælle, at man alt for hurtigt vender sig dette. Forleden i bussen på vej hjem fra stranden følges jeg med Camilla og hendes danske kæreste. Da vi så skal ud af bussen går hendes kærester ind foran mig (vi kom fra hver sin side af gangen, men han var nok et par centimeter foran mig) og jeg var nær gået lige ind i ham. For jeg har vænnet mig til, at en fyr altid holder tilbage for en kvinde. Der kan man bare så, hvad vane (og forgodtbefindende) gør ved én!

Semester snart slut.

Jeg har vist forsømt mine fans i et stykke tid 😉

Jens har jo været på besøg i en 3 1/2 uges tid, hvor tiden fløj og hvor savnet kun er blevet større efter at han tog hjem igen. Vi tog flyet ned sydpå i 11 dage til Patagonien og hvor det Sydamerikanske kontinent ender, hvorpå der er en ø kaldet Tierra del Fuego før Antarktis er næste og sidste stoppested. Regionen hedder også Magallanes y Antártica, pga. Magellan-strædet og den lille spids af Antarktis, hvor Chile har en base.

Vi tog til gengæld først lidt op nordpå til nationalparken Torres del Paine, som har en fantastisk vandretur, som kan gås på min 3 dage. Vi valgte at gøre det med fuld oppakning og forplejning til 5 dage. Vi havde lejet et skod telt og liggeunderlag. Udsigten er fantastisk med en gletsjer den første dag og turkisblå søer i alle retningerne. Man går rundt om en bjergformation og et sted, var der så meget sne på bjerget, at der hver 5-10. minut kunne høres og ses laviner ned langs bjerget. Et smukt syn især for brasilianere og andet folk, som kommer fra lande uden sne. Af dyreliv var der en masse fugle, som alle pga. vinden foretrak at vandre henover jorden en af flyve samme distance. Ligeså med landskabet var det præget af en meget kraftig vind, hvorfor træer og buske tydeligt var drejet i en retning. Der skulle eftersigende også være pumper, som Jens og jeg næsten for en hver tænkelig pris gerne ville have spottet. Men de er menneskesky og i virkeligheden nok ikke typen, man egentlig har lyst til at møde. Ellers var naturen tør og gold, hvor for man kun i bestemte aflukkede arealer måtte lave mad på sit medbragte gasblus.

Turen var hård, hårdere end forventet, fordi vi vandrede rundt om en bjergformation, og der var masser af små højderygge vi konstant skulle passere over, hvilket er hårdt for baller, lår og psyken. Meget op og ned og op og ned og Jens helbred var slet ikke med ham på den tur! Hyggeligt var det dog, fordi alle vandrer den samme rute, så man møder de samme mennesker igen og igen vi nåede at blive gode venner med et chilensk /spansk par, et britisk/tysk vennepar og et chilensk vennepar. Sidste aften samlede vi alle resterne fra vores medbragte mad og kokkerede en "last supper" og nød rødvin og øl foran pejsen. Og så skal det ellers siges, at vi ikke havde en enkelt dråbe regn på trods af at det var uden for sæsonen. Så vi var virkelig heldige!

Aguildo

D. 18 september er Chiles nationaldag. Jeg troede, at det var en en fejring af deles uafhængighed, men det er det ikke. Jeg har fået fortalt historien, men kan ikke lige huske det. I al fald er det en vigtig dag for folket, hvor de bliver flasket med chilenske nationalisme og patriotisme. I radioen  siger de, at man skal huske, at det er et privilegium at være statsborger i dette fantastiske land. Ligeledes hænger der flag på alle huse, alle flagstænger og bilernes ligeså på bagsiden, sidespejlene og hvor fantasien sætter grænser. Det er svært ikke at lade sig rive med af denne stolte nation. Cueca, deres folkedans, er også midtpunkt for festlighederne. På med folkedragterne, og så danser folk i alle aldre Cueca. Tøjet er sådan lidt cowboyagtig for mændene, med en cowboyhat og cowboystøvler. Kvinderne har løst hår med blomster og spænder og måske lidt franske fletninger hist og her. Deres kjoler er som regel røde og er sådan lidt sydspansk, med et bånd om livet og så ellers er skørt, som virkelig løftes af vinden, når man danser en halv omgang rundt om selv. Det er meget stemningsfuldt, når man ser 3-5 årige danse. Og som altid her, behøver man ikke at være god til at danse, for at gå ud på dansegulvet og bare nyde stemningen og dansen for ens egen skyld. Jeg dansede det et par gange (efter at alkoholen ligesom havde fået modet fem i mig), man danser to og to og har et hvidt tørklæde i hånden, som man vifter rundt i en cirkel i strakt arm. Heldigvis er sangene kun 2 min. lange, og de første 30 sekunder, står man bare og klapper i takt, og det er den samme rutine hver gang med at danse frem og tilbage, skifte pladser og så går man ud fra dansegulvet til sidst hånd i hånd.

Men nu tilbage til overskriften. Disse dag, er måske ligesom julen for os danskere, eller ligesom festivalstemningen i DK, hvor der bliver brugt en masse penge, og man spiser ude, køber gaver til børnene, forkæler familien, spiser god mad (empanadas og anticucho), så derfor vil ens arbejdsgiver typisk give en "aguildo" - er ikke sikker på, om jeg husker navnet rigtig -, som er en slags bonus/tillæg, som man har ekstra penge til festlighederne. Og det er ikke noget, nogen arbejdsgivere gør, men alle gør. Og det får igen en til at tænke på, hvordan forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager er her. Mentaliteten er at arbejdstageren her skal være taknemmelig for sit job og sin arbejdsgiver. Forholdet er enormt ulige, og det er ikke kun arbejdsrelateret, men hierarkiet her er virkelig tydeligt. Hvis du har en boss, så er denne ikke kun din boss i arbejdsrelateret henseender, men også med de små ting i hverdagen som at hente kaffe, hente mad, rydde op efter sig selv, parkere bilen etc. I al fald så er aguildo og folkefesten jo kun et plaster på såret, en måde at få chilenerne til at glemme deres hårde, travle og nedslidende hverdag. Akkurat som feudalsamfundet i middelalderen, hvor man havde årsfester. For her disker alle de rige/velhavende i byerne op med de store donationer og gaver til folket, så de fattige for en stund kan glemme den kæmpe store ulighed her er.

Nårh men det er måske heller ikke så slemt som det lyder, men jeg er glad for, at jeg bor i et LILLE land, hvor det er sværere at manipulere med en helt befolkning, og hvor vi er bedre til at stille spørgsmålstegn, når de rige/velhavende pludselig stiller og vil donere penge og interessere for andre en dem selv. Glædelig 18. september!

Física del Sólido Avanzado

VEfter overskriften ved jeg bare, at interessen hos dig steg 😉 Hver mandag og onsdag har jeg mit svære fysikkursus, som udover at være et niveau lidt for højt for mig har en underviser, som taler med 100 km i timen. Hurtigere end en færing og jeg kan kun med nødt og næppe, på et mix af dansk, spansk og engelsk,  nå at skrive noter. Det er svært at beskrive, hvor hurtigt de taler hernede, men det er sådan, at hver gang man går og synes, at ens spanske i hvert fald er blevet bedre, så skal du bare hænge ud med en gruppe chilenere, og så har du bare lyst til at sætte dig og ned og græde og tænker, at det her kommer du aldrig til at lære.

Men mine timer mandag og tirsdag er mine yndlings. Af to grunde: faget er interessant og underviseren simpelthen den bedste, som formår altid at uddybe og gennemgå de elementære ting, når han kan se på os, at vi måske har tabt tråden lidt. Enormt sympatisk fætter! Den anden grund er Daniel, min anden studiekammerat i faget. Men eneste studiekammerat. You heard me: vi er kun to elever. Fordi det lidt er et specialkursus. Og Daniel, som er ved at være færdig med sin kandidat, er autist eller noget i den dur, og er det dejligste menneske på jorden af flere grunde. Udover at han er yderst hjælpsom med alt, hvad jeg spørger om, så er han simpelthen så rar at være sammen med. Han tager nemlig ikke hensyn til mit niveau af spansk, når han taler og så retter han mig, selv hvis jeg siger det mindste forkert, fx en forkert artikel eller forkert udtale. For situationsfornemmelse har han ikke altid. Så når jeg spørger om en lille ting, måske lidt til samfundet til uni, så starter hans hjerne en større præsentation af emnet, og jeg får altid en udførlig beskrivelse af, hvordan tingene er og hvorfor. Han er meget belært, og man kan mærke, hvordan han sluger information til sig. Han refererer tit til undersøgelser, og har altid flere synspunkter på et emne. Og som sagt, så taler han til mig, som han ville tale til enhver chilener, der bliver ikke taget hensyn. Heldigvis følges vi kun 3-5 stop på vej hjem i metroen, for i han er ikke til at stoppe, når han først er gået i gang. Men han er så dejlig at hænge ud med. Jeg elsker, at man kan lægge alle alt væk, hvad der hedder at skulle agere eller være på en bestemt måde, for Daniel er bare sig selv altid og 100%, hvilket gør, at man også selv kan være det i hans selskab. Skøn fyr. Fx siger han til mig hver gang, at jeg ser træt ud haha, som i at jeg ikke lige har været  i bad eller ikke har set mig selv i spejlet et stykke tid.

Alt for hjælpsomme og høflige

En ting alle os turister og udvekslingsstuderende har oplevet er, at chilenere hellere vil semi-hjælpsomme end ikke at hjælpe overhovedet. Dvs. Når du spørg om hjælp på gaden/universitetet/diverse institutioner, så vil en chilenere hellere misvejlede dig end ikke at vejlede dig. Dette er sket for mig flere gange, fx hvis du spørger om vej, så sender de dig i en retning, siger du skal dreje lidt hist og her og så finder du det. Og så siger de, at det kun tager 10 min. hvilket bestemt er relativt. Måske 10 måske 30 min. og måske er du slet ikke på vej hen, hvor du gerne ville hen. Og sådan er der generelt med information.

I går skulle jeg i banken og få ordnet min chilenske konto og finde frem til de penge, som jeg har sendte fra Danmark og endnu ikke modtaget. Det første sted, sagde de, at den type konto jeg har ikke kan modtage udenlandske transaktioner, så sendte de mig videre til en anden bank med mere expertise. I denne var der ingen, der vidste noget om udenlandske transaktioner. Så jeg skal videre til en tredje bank, hvor han siger, jo selvfølgelig kan jeg da det, så længe det er mindre end 20.000 kroner, og at det bare tager 3-4 hverdage. Desværre var systemet nede i går, så han kunne ikke tjekke for mig, hvor pengene befandt sig (de skal over USA først). Så imellemtiden har mit humør  og mit stressniveau og mine tanker været igennem alle tænkelige scenarier/niveauer. Fra worst-case til "tag det nu roligt Celia, du er i Sydamerika på ferie, ingen stress". Det her land er ikke for control freaks som mig. Er snart bange for at få en blodprop!!! Eller skal jeg virkelig tage kulturen til mig og bare affinde mig med og måske endda holde af, at tingene går så skide langsomt, ting tager sin tid, men er man stædig nok og kender de rigtige mennesker, så med insisteren, så kan man alt, hvad man vil?

Las fiestas patrias

Nu er der ikke længe til d. 18. september, som her i Chile er deres nationaldag. Det skulle efter sigende være en kæmpe folkefest, hvor der er FONDAS overalt i byerne og især kystbyerne besøges flittigt.  Fondas er en slags mini-festivaller, hvor der er musik, ASADAS (grill) og masser af drikkelse. Det er, hvad de indtil videre har fortalt os, så det bliver spændende at opleve, for det er altid svært at forestille sig det.

Jeg er blevet inviteret op nordpå til Copiapo - til ørkenen. I ved, bare lige 12 timer i bil haha. Faktisk til den blomstrede ørken. Eftersom el niño synes, at det var i år, at den skulle forbi Chile, så har det regnet meget mere end normalen, og når dette sker (måske en gang hver 30.-40. år), blomstrer ørkenen (https://www.google.cl/search?q=desierto+florido&sa=X&es_sm=91&biw=1263&bih=682&tbm=isch&tbo=u&source=univ&ved=0CBoQsARqFQoTCLTVh52H-ccCFUfQgAod-MwMTQ). Det er altså ørken, som normal er så golt og forladt, at du aldrig ville have gættet, at der lå nogle frø i dvale i jorden. Alles kommentar, når jeg fortæller, at jeg skal til Copiapo er: "Du ved godt, at det er ørken, ikke? At der ikke er andet end kilometervis af ørken?". Men jeg er blevet inviteret af Mauricio og Co. Jeg ved ikke, hvem af brødrenen og fætrene, der tager med, men jeg nyder bare at skulle dukke op og opleve og ikke skulle planlægge og bekymre mig planlægning. Jeg er her trods alt for at opleve, hvad de alligevel ville opleve uden mig. Desuden kan jeg også mærke, at jeg holder mig lidt tilbage, fordi jeg er så vant til i Peru, at min familie lover mig alt muligt uden at det på noget tidspunkt bliver til noget. Men her i Chile vil jeg dog mene, at de holder, hvad de lover, dog skal man være  fleksibel med tiden ;)

Den gruppe af udvekslingsstuderende, jeg er begyndt at hænge ud med (svenskere, hollændere, amerikanere, australiere) tager allesammen lidt ned sydpå og er sådan en kæmpe gruppe, at de ender med faktisk at fylde hele hostellet. De spiser sushi hver dag, kender kun til sikre downtown-Santiago og taler engelsk, når vi har sammenkomster. Det viser bare, hvor svært det er ikke at ende med at leve i en parallelverden her i Santiago. For de fleste vil gerne lære chilenere at kende osv, men det er bare hårdt og svært, så det er så nemt, at ende i sin egen lille vestlige koloni. Jeg ville smadder gerne have været med dem ned sydpå, og blev også inviteret, men alligevel tror jeg bare, at nordpå vil være chance for at opleve noget, jeg ikke har mulighed for at opleve ellers.

I Copiapo har Mauricios mor ikke ikke-færdig-konstrueret hus (hans ord) ud til vandet, så forhåbentlig bliver der tid til surfing og bodyboard, hvis der altså er mulighed for at leje, og ellers siger familien, de har noget udstyr. For her er stadig koldt, så man bader ikke bare lige i havet. Desuden har de jo kolde havstrømme langs Chiles kyst, så de har faktisk aldrig varmt vand!

Kaffe afvænning

Igen en lille sidebemærning. Som i måske har set på facebook (Søren, få dig nu en facebook-profil, omend en anonym én eller sådan noget! - nårh ja, og så tillykke med i går igen), har jeg været flere gange på StarBucks her i Chile, end jeg har hele mit liv. Det skyldes simpelthen, at deres kaffe her er intet mindre end forfærdelig: det er højst sandsynligt lavet fra en "espresso"-maskine, som bruger mælkepulver og endda nogen gange sukker/sødemiddel, som standardindstilling, og eller kan du få en lækker pulverkaffe, som er så bitter og kønsløs, at du næsten kommer til at savne sukkeret, som espressomaskinen putter i din kaffe. Så det jeg savner allemest er nok at kunne dufte til en omgang friskkværnet kaffebønner og en bodumkande kaffe lavet på disse. Men der er jo ikke noget, der ikke er godt for noget andet. Nu får jeg drukket en masse hjemmelavet ingefærthe med honning og citron.

Mht. sødemiddel, er det noget de fleste bruger i stedet for sukker. På restauranter/cafeer, bliver du altid tilbudt sødemiddel til din the/kaffe. Jeg ved intet om sødemiddel, men jeg mistænker dem for igen, at have et forskruet og forkert syn på, hvad der er sundt for kroppen.

Sygeforsikring

Mauricio betaler 500$ om måneden for en god sygeforsikring. Han er lige brevet opereret i næsen, fordi han altid kun har kunne trække vejret gennem det ene næsebor. Pga operationen er han sygemeldt 21 dage, hvorfor han får en arbejdserstatning. Dette betyder, at han skal være hjemme 24/7, fordi de kommer uanmeldt fra sygeforsikringen for at tjekke, at han ikke har forladt sit hjem. Utroligt. Vi skal være så glade for vores tillid til hinanden, og at vores regler ikke er så sort/hvide.

Hverdag

Så er jeg så småt ved at få en hverdag her i Santiago.

Fra mandag-torsdag går jeg i skole. Jeg havde oprindeligt også timer fredag, men den første dag i det fag kiggede underviseren på os med et smil og sagde: "... og hvad synes I egentlig om at skulle i skole hver fredag kl. 15.30?", og så blev det ellers rykket til mandag. Så nogle gange kan man jo ikke lade være med at holde af det kaotiske universitetsliv, hvor intet er, som det er planlagt.

Jeg følger fire kurser: et i programmering for ingeniører, to fysikfag (Moderne Fysik og Avanceret Fasstoffysik) og Chilensk Kultur. Alle sammen fag, som jeg synes er interessante og er glad for. Mange af de andre udvekslingsstuderende har taget de obligatoriske fag, de skulle have i forbindelse med deres uddannelsen, hvorfor de her i Chile tager allemulige skøre kurser, som fx fodbold eller tennis. Det er de færreste, der er kommet for at studere, hvilket jeg synes er ærgerligt. Men desværre gør universitetet intet for at motivere vi os fagligt, så selvom man ligesom mig også kom for at studere, så er det svært at holde selvdisciplinen og interessen oppe. Underviserne er fuldstændig ligeglade med, at man er udvekslingsstuderende og de andre elever ligeså. Vi har selv skulle spørge og finde frem til de forskellige portaler, som de forskellige fakulteter bruger, og først i sidste uge, fandt jeg helt tilfældigvis ud af, at uni havde en app, som viser alle auditorierne, læsesale mm.. Dvs. efter at alle har været faret vild tonsvis af gange. Så det er svært at tage universitet og det akademiske aspekt i denne udveksling seriøst, når alt hvad man oplever er kaotisk.

Mht. undervisning har man her moduler af 1 time og 20 min uden pause. Derfor er det svært at socialisere med ens klassekammerater, fordi alle kommer lige når timen starter og fordufter ligeså timen er slut, så man har ikke rigtig mulighed for at snakke med dem. Heldigvis i Moderne Fysik er jeg i gruppe med to piger, så der får jeg da mødt lidt chilenere gennem dem.
De giver ikke rigtig lektier for, hvilket er meget stressende, fordi i stedet har du bare en lang bibliografi fra kursusbeskrivelsen, hvor der er anbefalet litteratur. Dvs. man ved ikke, hvilket emne, der bliver gennemgået næste gang, medmindre underviseren har sagt det i timen, så man kan ikke en gang rigtig forberede sig. Det er virkelig ikke min stil, jeg hader at komme til time uden at ane, hvad der kommer til at foregå. Så jeg har simpelthen ikke knækket, hvordan de studerer her.

Efter skole har jeg efterhånden også fået lidt styr på. Mandag underviser Camilla og jeg Maura (Mauricios datter) i engelsk. Det er skide hyggeligt, for jeg savner familien, så det er en god undskyldning for mig at se familien. Maura synes ikke det er så fedt. Hun går i skole hver dag fra 8-16, og bliver ellers bare presset af sin far til at studere. Hver uge har hun prøver.  Så stakkels pige!
Tirsdag og torsdag er der udendørs salsaundervisning for en 10'er! Det er Cubansk Rueda de Casino, så det er bare mega fedt og uforpligtende, for man dukker bare op, hvis man har lyst. Og så er der lidt fri dans bagefter. Onsdag er planen, at jeg skal danse lidt dancehall, men nu får vi at se, om jeg får taget mig sammen.

Fredag er så dagen, hvor jeg burde studere, men det ender tit med, at vi efter salsa om torsdagen tager på karaoke (vi er en gruppe udvekslingsstuderende) og skråler til kl. sent om morgenen.

I aften er der "Fiesta del Mundo", hvor vi skal lave en dansk bod. Vi køber rugbrød og laver fiskefilet, og så bikser  vi noget smørrebrød sammen. Vi er vist 5-6 danskere, vi ses faktisk aldrig, men alligevel har vi lidt kontakt. Så det bliver hyggeligt at se dem i aften.

En skoledag

Man skal vist skynde sig at skrive alle tingene ned, som man oplever, inden det hele bare bliver hverdag og man glemmer at værdsætte alle de små særheder og forskelligheder.

Om morgenen, når jeg tager bussen og metro i skole, står der ved hver metro station en masse gadesælgere og sælger alt fra negleklipper til morgenmad, bestående at en bolle med pålæg. Sushi er blevet enormt populært her også, så til frokost og aftensmad, spiser de det også. Man køber en 10 stk sushi for en 20'er. Har dog endnu ikke prøvet det, men det ser meget lækkert ud. Nok ikke så god kvalitet. Der står også altid én og presser appelsiner, som de kalder dem, men jeg ville snarere sige mandariner/klementiner. Bare tanken om det nu, gør at jeg kan smage surheden i min mund. De har ikke samme tradition for søde appelsiner til juice her, som vi har.

Efter at have taget bus og metro, som hver især kører en gang hver 5-10. minut, står jeg af på San Joaquin, som er universitets største campus, hvor de fleste fakulteter er. Det er enormt og jeg må heller være ærlig og sige, at det tog mig lidt over en uge at kunne finde rundt her! De fleste af os har fag på forskellige fakulteter, og har derfor været snotforvirrede, fordi man bare får at vide: "Du skal være i 109" på den økonomiske fakultet. Man aner ingenting, og sandsynligheden for, at de chilenske studerende, man spørger, ved, hvor det ligger er minimal. Selvom vi har fået en tyk og fed blå bog med alle (inkl. forældede) kurserne og kursusnumre er angivet, har vi aldrig fået et lokaleoversigt. I dag spørger jeg så tilfældigvis en pige, hvor 109 ligger, og så tager hun sin telefon frem og finder den straks på en App, som universitet har, hvor du ikke blot kan finde undervisningslokaler, men også toiletter, rum til at printe etc. Det er sgu da utroligt, at ingen udvekslingsstuderende har fået noget som helst at vide om det.

Ovenstående leder mig til to temaer. Det ene er, at chilenere her er virkelig hjælpsomme, uden rigtigt at være det. Hvis du spørger om vej,  og de egentlig ikke rigtig aner, hvor stedet ligger, guider de dig bare i en retning, som måske, måske-ikke er den rigtige. Dette gør de hellere end blot at sige, at man kunne spørge en anden eller at guide én et sted hen, for at finde den rette information. Det er sket for flertallet af os, og ingen af os kan forstå, hvad det kommer sig af; en måde at være høflig på måske? Selvom man jo kunne sige, at det ligger i den ikke-høflige ende at guide nogen i den potentielt-forkerte retning!
Det andet tema er dette totale kaos, jeg har oplevet på dette universitet. Dette er ikke en overdrivelse, jeg repeterer, dette er ikke en overdrivelse. For det første, var vores timer en uge forsinket pga. vrøvl med intranettet, dernæst sidder vi i timelange køer for at blive indskrevet på diverse fakulteter. En af gangene havde jeg siddet i to timer, for så at komme ind og få at vide, at dette kursus ikke var for udvekslingsstuderende, selvom jeg havde angivet det på min ansøgning hertil, og ingen på noget tidspunkt havde nævnt, at jeg ikke kunne tage dette kursus. Da jeg så kommer hjem til Mauricio med en rødvin under armen, fordi jeg havde så ondt af mig selv, er hans eneste kommentar bare: "Tsk, Celia, du skal aldrig "take no for an answer", du skal bare blive siddende indtil du får din vilje". Jeg tænker bare, "ja, ja, han tror han ved, hvordan det er på mit uni, som eftersigende er Latinamerikas bedste", men manden havde sgu ret. Dagen efter, fortæller Camilla mig, at svenskeren Svea, havde siddet derinde, indtil de lavede en ekstra plads til hende på et kursus. Så der er ingen regel uden undtagelser i det her land. Har lige lært i dag i vores "Chilensk kultur"-timer, at chilenere ikke meget tillid har til hinanden eller systemet, og nu forstår man. For selv på et prestigefyldt universitet kan alle regler bøjes. De siger én ting, men hvis du bare er stædig nok, så kan du modellere det hele, som du vil. Fx skulle jeg skifte fag i tirsdags, fordi det ene programmeringsfag var for svært, og fristen var i sidste uge, og alligevel fik jeg - fordi jeg kan altid trække jeg-er-udveklsingsstuderende-og-forstår-ingenting-kortet - lov til at skrive mig ind på et nyt fag. Så man kan jo ikke lade være med at elske systemet, når det er til ens egen fordel, men det meste af tiden er det op ad bakke, og ingen tager ansvar for noget som helst, og det er ikke til at finde informationer nogle steder, om hvordan regelrne egentlig er. TOTAL KAOS. Så min drøm om at være en flittig studerende her er knust. Man bliver ligeglad med studierne, indifferent. Heldigvis har jeg et fantastisk kursus, hvor jeg stadig bliver udfordret, og i resten må jeg bare nyde udfordringen i at blive undervist på spansk og inhalere og fordøje alt det spanske og chilenske, jeg overhovedet kan.

Universitet - test og control

Bare lige en hurtig kommentar.
Har lige fået en meddelse fra et kursus jeg har, om en aflevering, hvor et billede skal vedhæftes. Men dette billede skal vedhæftes på en korrekt måde, og hvis ikke dette gøre korrekt, så får man en karakterstraf. Ikke nok med at den ikke vil blive betragte som en del af afleveringen, som måske ville ske i DK, men du får også en decideret straf. Det er sgu et skørt kontrolsystem de har her!

Chile og naturressourcer

Jeg  fandt lige et gammelt indlæg,  som jeg aldrig fik udgivet, men synes nu alligevel på trods af det alder,  at det skal udgives.  Dog har jeg tilføjet lidt:

"Tiden flyver hernede og det er svært at nå at fordøje alle indtrykkene.

Til de af jer, som følger med på facebook, var Camilla og jeg jo på en ganske kort roadtrip til La Serena. En seks-timers køretur i et naturlandskab, vi begge har meget svært ved at gennemskue: Det ser goldt ud, der er kaktusplanter og ellers ingen anden vegetation. Alligevel lever folk af i det område af landbrug - medmindre de har med minerne at gøre - som fx papaya, tomat, bær, avocado og druer til at lave pisco eller rødvin. Dvs. alligevel nogle grøntsager som vi tænker, må kræve en del næring, hvilket der må være men ikke ligner at være.

Chile er verdens største eksportør af kobber - jeg tror 80 % af alt kobber stammer herfra. Men Chile skal selv importere kobber af to grunde: a) de har ikke teknologien til at rense pg processere kobberet, hvorfor de samarbejder med Kina, b) de fleste mine-firmaer er udenlandske. Det er svært at forstå, at et så naturressourcerigt land ikke selv ejer, sine naturressourcer. Men det er den kendte historie fra 3. verdenslande. Ikke en gang motorvejen er deres egen. Størstedelen er ejet af spaniere, hvilket jo har den effekt på chilenerne, at de konstant føler sig snydt, når de skal betale PEAJE (det man betaler på en betalingsmotorvej), især fordi her er der ikke en slags rabatkort, hvor man kan få rabat, hvis man kører over en strækning ofte. Så chilenerne taler rigtig negativt om et motorvejssystem, som faktisk fungerer rigtig godt. Men man kan jo godt forstå, at de føler sig snydt, når alting foregår hen over hovedet på dem og de aldrig har noget at skulle have sagt. Desuden bekymrer de udenlandske firmaer sig jo ikke om miljøet, hvorfor området nordpå med minerne langsomt kontamineres.

Men det værste ved dette mineri og de naturressourcer,  som Chile besidder,  er at Chiles som folk ser dette som en uendelig naturresource,  som aldrig bruges op,  hvorfor de læner sig tilbage og ikke udvikler deres produkt. De har ingen planer om at lære selv at forarbejde deres kobber,  således at de kunne være uafhængige af fx Kina.  De har slet ikke denne innovationsmentalitet.  I stedet går de all-in på udvinding af deres naturressourcer,  fordi dette på kort sigt giver jobs og penge.  Det samme sker med den opdrættede laks, som er importeret fra Norge,  som i 10  år havde sit boom, som gav massere af chilenere job og økonomien voksede. , en pludselig brød en voldsom virus ud,  som halverede bestanden og massere af chilerenere i syden mistede deres job.  Dette var et resultat af al den antibiotika,  de giver laksne, fordi lovgivningen i dette land tilbyder antibiotika,  som er påvist både at skabe resistens blandt bakterier i laksen og være skadeligt for mennesker.  Men ikke en gang krisen de havde for 5 år siden bremser dem,  de fortsætter præcis,  hvor de slap, og der er ingen, ændringer i produktionsmetoden,  hvorfor det ikke varer mange år,  før en lignende krise med stor sandsynlighed kommer til at ske.  Men som sagt,  Chilenerne er meget kortsigtet,  når det kommer til økonomi.  Så længe de kan leve af det nu,  og leve godt af det,  så tænker de ikke videre over konsekvenserne.  Jeg har spist alt for meget laks allerede her på min tur,  men nu er det slut,  medmindre det er vild laks (hvilket vist slet ikke eksisterer i dette land).  "

En lillebitte meget hurtig update. Vi starter først i skole d. 11. august pga. problemer med kursusbasen og tilmeldinger til kurserne, så pludselig havde vi en uge her i Santiago mere, og vi synes i forvejen at det er lidt svært at finde ud af den vekslen der er mellem at være turister, som skal på seight-seeing og så at vi langsomt skal til at opbygge en hverdag herned og ikke bruge for mange penge. I øvrigt har jeg ikke lige fået fortalt, hvordan priserne er hernede. Men de er meget lig de danske, i hvert fald supermarkedspriserne. Deres valuta er pesos, og her er vi alle millionære, fordi her skal man bare gange det danske beløb med 100, så får man det i pesos. Så fx min husleje er 230.000, dvs. i omegnen af 2300 DKKR! Det tog mig lidt tid, før jeg forstod, at det var så nemt at omregne. I begyndelsen regnede jeg om til dollars og så danske kroner.

Men Mauricio, som bare er en champ, har lånt os han et år gamle jeep, og så er planen, at Camilla og jeg kører op nordpå til La Serena, som skulle være fantastisk. Camilla er mere kørevant end jeg, for da jeg oprindeligt blev spurgt om jeg ville låne bilen takkede jeg pænt nej, da trafikken her er lidt skræmmende. Primært inde i byen og skiltningen er dårlig, men ellers er vejforholdende betydelig bedre end i andre Latinamerikanske storbyer. Camilla er oprindelig fra Canada, så hun er vant til at køre alle steder hen. Så woop woop vi skal på en kort road trip de næste par, se kysten og ellers bare nyde ferien inden skolen starter. Vi lover at tage mange billeder.

Mht. bolig flytter jeg ind d. 11. august hos to chilenere, designere (ved ikke hvad de arbejder med!), så det er bare ligesom jeg drømte om; ville jo helst undgå at bo med andre udvekslingstuderende, så jeg kan lære så meget chilensk som muligt! Området hedder Providencia (google det!), og er meget fint og flot og ikke-farligt, så når det er mørkt og jeg skal hjem, så er det intet problem.

En sidste kort ting, jeg lige vil dele med jer apropos at passe på miljøet. De døjer jo med ekstrem meget SMOG om vinteren i Santiago, fordi kulden holder alle de forurenende partikler nede i den dal, som Santiago ligger i. MEN, og nu kommer det geniale: politikerne gør jo rigtig meget for at nedsætte forureningen (ahøøøm), så de har simpelthen bestemt, at hver dag er et to-cifret tal, fx 56, som svarer til det sidste nummer på din nummerplade, og hvis din nummerplade har dette tal, må du ikke køre HELE dagen, ellers får du en bøde. Smart, ikke? Det er både privatbilet, firmabiler etc. Men chilenerne har mere end én bil, så de tager jo bare den anden. Har endnu ikke mødt nogen, hvor det var et problem, udover de fattigste, som kun har en bil og lever af den. Igen, hvor er jeg taknemmelig over, at jeg lever i oplyst land, hvor politik - for det meste - ikke bare er overfladiske og populistiske løsninger.

Tid til at få tømt hovedet lidt for tanker! Har haft introduktionsdag på universitet, hvor alt foregår på spansk, så det er bare lige på og hårdt! Her mødte jeg for første gang Camilla fra DTU. Hun er oprindelig fransk-canadisk med dansk mor, så hun er sgu en sej tøs, som ikke holder sig tilbage med at prøve sig frem på spansk, selvom hendes ordforråd indtil videre begrænset. Hendes franske giver hende helt klart en kæmpe fordel. I forbindelse med hende har jeg så mødt venstreorienterede, litterære og kulturelle Elena. I forgårs overnattede jeg hos Camilla, fordi jeg ikke selv kan tage hjem fra byen, da mit nabolag ikke er sikkert for en pige på egen hånd. Hun bor i Vitacura, som er bydelen, der ikke kunne være mere anderledes end Cerro Navia, hvor jeg bor. Ordnede forhold, dørvagter, pæne gader og ingen gadesælgere, masser af dyre biler og lukkede områder med lejlighedskomplekser. Elena er en skøn dame, som snakker og snakker på (også selvom Camilla ikke forstår), og er en af liberale (i en ikke-dansk kontekst!) chilenere, som tror på abort, feminisme og at man selv skal have lov til at vælge, hvad man vil i sit liv. Vi nåede ikke at snakke så meget, andet end at hun viste nogle af hendes selvskrevne digtsamlinger, og lavede bl.a. en joke om, at hvis det havde været under Pinochet, så var hun blevet anholdt. Så hende håber jeg at se mere til. De har to ekstra senge, så hun sagde, jeg bare kunne overnatte, når jeg ville. Fik jeg nævnt at hun lavede frokost til os i det sekund, vi vågnede? Det er godt nok luksus her.

Anyhow jeg føler efterhånden, at jeg har mødt netop nogle af de forskellige sider af Chile, som jeg ønskede. Familien jeg bor hos er ultraliberal, en hver er sin egen lykkes smed, hvor man behandler folk, der er lavere rangeret i hierakiet end en selv dårligt, fordi det er "den eneste de lærer at arbejde hårdt på". Moises, min 20-årige "bodyguard", som jeg kalder ham, må ikke være med til at feste med de ældre brødre, men skal gå og åbne døren for os alle og hente ting i kiosken, hvis noget mangler, og gå ud med skraldet og bare generelt gøre alt ærgerlige arbejde, fordi han hos sin mor oppe nordpå ikke har opført sig ordentligt. Problemet er bare, at når de behandler ham som en hund, så bliver han enormt indædt og magtesløs, og når han engang kommer højere op i hierakiet, kommer han til at behandler dem under sig ligeså dårligt en endnu dårligere - og sådan fortsætter den onde cirkel. Buhu!

Så mødte jeg de studerende, som er mere unge og friske. Jeg har kun mødt chilenere, som er medlem af organisationen CAUC, som er dem, der har med udvekslingsstuderende at gøre. De er vældig flinke og imødekommende, er gode til at introducere os til Chile i forskellige henseender, så de er bare meget vestligt orienterede og kender godt til de kulturelle forskelle. Men der er lagt op til den helst store drukferie; et fuldt semester er 50 créditos, men de siger anbefaler kun 20-30, dvs. to fag mindre end fuldt pensum, så man har mere tid til fest og ballade. Så nu får vi at se. Jeg har jo mange fag, jeg skal have og gerne vil have. Jeg udnytter jo i stor stil, at universitet er flerfakultært (vist ikke et ord, men I forstår!), ligesom Københavns Universitet, så jeg både kan have fysik-fag, humaniora, samfundsvidenskab og programmering.

Jeg kom sådan til at tænke på forleden, pga. livsstilen her, hvor afslappet det er at leve i uvidenhed både omkring sundhed og miljø. Det startede med, at jeg i flyet mødte et amerikansk par, som grinede over, at deres meget rige søn i Schweiz havde alt, undtagen en god tørretumbler, for i Europa "er alting jo åhh så miljøvenligt". No wonder, at mother earth langsomt forsvinder ind! Ja tænkt sig, hvor afslappet en værdi vi også kunne have, hvis ikke vi bekymrede os. Nogle gang er det altså nemmere at være uoplyst. Chile er i samme dur. Plastikposer, skrald er der i massevis og bliver ikke sorteret. Desuden sundhed her er, hvad de siger i reklamerne. Hvis de i en reklame har en læge, som siger, at du skal drikke en masse mælk, og at det er sundt selvom der er tilsat sukker og smag, jamen så siger alle, at så er det sundt. Cereals er sunde her, selvom de indeholder mere sukker end noget som helst andet. Så når jeg spiser yoghurt natural (UDEN TILSAT SUKKER - meget svært at finde i supermarkedet), så glor de mærkeligt og synes at min mad er kedelig. Men overvej lige, hvor let, deres liv er - hvor lidt bekymring de har i hverdagen over deres livsstil. De ejer ingen dårlig samvittighed eller betænksomt. Misunder dem lidt, selvom jeg selvfølgelig aldrig ville være foruden min oplysthed.

Jeg havde en masse meget mere at ville fortælle om, men det tager lang tid at skrive det ned, og inden når jeg at glemme halvdelen. Men jeg har det godt. Føler mig som en antropolog på opdagelse. Kys og kram til jer alle.

Første uge

Tid til en update. Jeg er helt udkørt af de her første fem første dage i Santiago. Jeg blev hente tirsdag af Mauricio, min fars ven, som var i Danmark for 15 år siden. Min telefon er selvfølgelig gået ud for strøm i flyet, og min bagage er ingen steder at se, så jeg skal stå i kø hos American Airlines i en time uden at kunne kontakte Mauricio, fordi mit opladerstik ikke passer til de chilenske stikkontakter (hvilket jeg fandt ud af, at de faktisk gør). I al fald formår jeg at få lidt strøm og kontakt til Mauricio, som har ventet på mig i to timer (!).

Han bor lige ved siden af lufthavnen, Cerro Navia, og da vi kører ind i nabolaget ser jeg ikke andet en blikhuse og slidte træhuse og tænker: "puha, hvad for et sted skal jeg dog bo!". For altid på denne her tur sammenlignes med det peruanske middelklasse, så derfor havde jeg en forventning om, at det ville være forhold af samme art men trods alt rigtige huse med rigtig tag. Dertil skal det siges, at han hentede mig i kun 1 år gammel firhjulstrækker, så han havde ligesom også sat standarden. Det viser sig så, at han bor i det største og lækreste hus her i nabolaget, hvor alle kender ham og sikkert på en eller anden måde samarbejder med ham. Han skrev til besked til mig, da jeg var ude at se mig omkring alene den første dag: "hvis der er nogen, der generer dig, så bare sig, at du er min niece. Alle ved hvem jeg er her". Uff, så ved man, at man er i Latinamerika. Hvor ingenting er gratis og alting handler om at positionere sig. Det er jo så langt væk fra dansk mentalitet at skulle stå i gæld til hinanden, og jeg prøver så vidt muligt at holde mig fra det, fordi jeg ikke vil være en del af det. Men det er jo et generelt dilemma for mig; hvor skal jeg tilpasse mig og hvor meget skal jeg råbe højt, når familien yngste dreng Moises - sorte får, som de kalder ham - skal åbne døren for mig, rydder op for mig og serverer mad til mig! Samtidig, når Mauricio kan få mit identitetkort (som jeg har brugt to dage for at få, fx uendelig lange køer og fejl i stemplet) igennem på to dage i stedet for tre uger, fordi han fætter Angel kender én, som kender én, som .... osv. Så siger jeg jo ikke nej tak! Så det kan vist med rette siges, uden at jeg fornærmer nogen, at her i Chile er kontakter og vennetjenester det vigtigste, du kan opbygge her. Men det er bare benhårdt altid at skulle være så overfladisk, fordi man skal give det bedste indtryk og hele tiden spille et spil, som handler om ikke at være for ærlig omkring, hvad man vil have, men at pakke det godt nok ind til at det ikke er en fornærmelse at bede om en tjeneste. Fx skulle jeg den første nat låne tøj af Angels pilola (kæreste). Så han kører mig derhjem uanmeldt og fortæller, at jeg i en uge nu har gået rundt i det samme tøj og at jeg fryser og spørger om det ikke er synd for mig. Af sig selv spørger hun jo så, om jeg vil låne tøj. Men man kan altid ikke spørge direkte om tingene her, det er simpelthen bare ikke måden at gøre det pa.

De sidste par dage har jeg bare hængt ud med Mauricio og hans kæmpe familie. De har en cateringfirma, som han ejer og som resten af brødrene arbejder i også. Om aftenen carretea (fester) man, nogen gange med en previa (opvarmning), og det gør de tilsyneladende hele uge i det her land. Man lader sig ikke slå ud af at skulle tidligt op på arbejde den efterfølgende dag, og jeg synes bestemt ikke, at de holder sig tilbage med alkoholen. De drikker en del pisco her med tonic. Det smager dejligt nok egentlig. Men ellers drikker jeg mest vin og øl. For god vin til billige penge har de masser af.

Det har taget mig et par dage at finde rundt i alle de familiære forhold, fordi Muaricios forældre hver især har giftet sig på ny og fået børn, som alle anser hinanden for søskende. Og på spansk skelner man ikke mellem mors og fars side, hvad angår famlietitler. Fx hedder det kun tante, ikke moster og faster. Så det gør det kun svære for mig at navigere rundt i familietræet. Desuden er man her bare meget hurtigt en del af familien, så foran deres børn kalder de mig tia Celia (tante celia) og omtaler mig også som Mauricios niece eller søster, hvis jeg bare lige hurtigt skal kategoriseres. Det er hyggeligt og man bliver man hurtigt knyttet til familien. Dertil har de bare være fantastisk gæstefrie. Jeg bliver behandler som en prinsesse, får serveret maden, bliver kørt rundt og de åbner døren for mig. Hvis jeg siger, at jeg mangler noget, arrangerer de det for mig. Det overrasket mig hver gang jeg kommer ned til kontinentet, at de har tid til at være så gæstfrie. Igen er det svært for mig både at tage imod, men for mig, som godt kan lide at gøre tingene selv, tager de også en del af min frihed. Men indtil videre prøver jeg bare at tilpasse mig dem. Jeg skal nok få masser af mulighed for at se og opleve tingene på egen hånd. Det er jo en kæmpe mulighed jeg har fået af at bo her hos Mauricio. Det er jo det virkelig Chile, middelklassen. Jeg observerer konstant og prøver at sat ord på inde i mit hovede, hvordan kulturen er her i forhold til Danmark Peru. Min hjerne kører på højtryk. Det er så spændende, at jeg til tider har svært ved at slappe af, fordi jeg har så travlt med at sætte alting i bokse, så jeg kan forstå det hele. Men jeg skal være her i fire måneder, så jeg har jo ikke travlt!

Endelig vil jeg bare sige, at Chile ikke er landet du skal begynde eller forsøge at forbedre dit spansk på. Hold kæft de snakker grimt og forkert. Spiser en masse endelser, sætter nye endelser og snakker alt anden et det sprog, du kan finde i ordbogen.  Nogen gang når de bruger slang, beder jeg dem om at oversætte til normal spansk. Jeg er virkelig sat på prøve. Jeg kan fortælle, at det ikke er en unormal situation, at vi sidder til et selskab, og de joker og snakker, og jeg sidder bare og kigger og lytter og smiler høfligt, men forstår kun brudstykker af samtalerne. Så i stedet sidder jeg og gætter mig til, hvad de snakker om og griner så af den joke, som jeg har fundet på inden i mit hovede. Mauricio sagde forleden med fryd i stemmen: "så ved du hvordan det føles!". Han var jo selv i Danmark i 6 år og jeg taler trods sproget, det gjorde han ikke.