Taganga - dykkerkursus - Santa Marta

Direkte fra Tolú, hvor jeg vendte tilbage til fra Islas San Bernardo, tog jeg en bus til Santa Marta, som var estimeret til seks timer. På øerne gik det op for mig, hvor lidt tid jeg havde tilbage her I Colombia, især når jeg også gerne lige ville presse et tredages dykkercertifikatskursus ind. Derfor havde jeg skrevet til dykkercentret, om jeg kunne starte mandag,  sådan så jeg havde søndag til lige at komme mig efter min seks timers bustur fra 19-1 om natten. Desværre fik jeg en mail i bussen der sagde,  at jeg skulle starte allered søndag,  fordi at jeg skal holde en 18 timers pause fra sidste dykning inden man skal op i højderne, hvorunder min bustur til Bogotá hører. Så efter at have ankommet for sent selvfølgelig kl 3 om morgenen i stedet for kl 1, skyndte jeg mig til mit hostel,  sov et par timer og så i gang med dykkerkursus.

Jeg må indrømme,  at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg havde begivet mig ud på. Hele ideen med dykkerkurset kom dig af,  at jeg læste, mat Taganga er et af de billigste steder i hele verden at gøre det. Og I ved jo hvordan hjernen fungerer, når noget er BILLIGT. Så vil man have det selvom man ikke har brug for det. Men jeg elsker jo at svømme, jeg elsker at dyrke sport og jeg elsker at udfordre mig selv, så på den måde,  er det jo lige noget for mig. Men jeg var ikke klar over,  at man ikke nødvendigvis behøver kurset for at få lov til at dykke ked instruktør, men det er kun hvis man vil dykke alene. Så da jeg mødte op den første dag, vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg havde sagt ja tak til. Dykkercentret tog pænt imod mig. Det er et stort sted (Poseídon Dive Center Taganga) og jeg valgte det fordi det har et godt ry for at gøre alting efter bogen samt at have god service. Ved indmeldelse fik jeg stukket en USB i hånden og så skulle jeg ellers se en 3,5 timers lang introduktionsvideo, hvor de gennemgik al teorien. Puha det var en umådelig lang formiddag, hvor jeg måtte trykke pause og løbe op og ned af trapperne et par gange for ikke at falde i søvn efter min rædsomme nat. Men jeg kom igennem det,  og videoen er god og gentager tingene mange gange, således at meget af det rent faktisk sætter sig fast. Eftermiddagen brugte jeg så i bassinet med min instruktør Petra fra Tjekkiet, som er en bestemt og ligefrem dame, men ellers dygtig kærlig, når vi var færdige med teorien. Nogen gange ville hun spørge mig om noget, jeg ikke kunne svare på,  og så ville jeg mumle noget forkert, og så er hun typen der bare iskoldt stirrer på dig i ti sekunder med undrende øjne og så siger: jamen du har vel set videoen, ikke? Så måske ikke den mest pædagogiske,  men jeg holder nu af hende alligevel.

Hele certifikatet går stort set ud på at lære at være præventiv samt at kunne agere korrekt i en nødsituation mere end det handler om at lære at dykke. Men de er jo i virkeligheden stort set to sider af samme sag, fordi du skal lære at bruge dit udstyr korrekt. Selvom alle mine prøvedyk i bassinet gik over al forventning, og selvom jeg er en garvet svømmer komme det stadig bag på mig, hvor unaturligt jeg synes det er,  at trække vejret under vandet. Selvom jeg mestrede alle øvelser bl. a. med at kunne tage masken af og på under vandet og puste luft tilbage ind i masken, da havde jeg alligevel hele tiden undervejs, når vi dykkede, en lyst til at svømme op til overfladen og trække vejret "ordentligt".  Men det kommer jo nok med mere træning,  at man venner sig til det. Men udover det unaturlige i at trække vejret under vand, er dykning en hel  dag vild fantastisk følelse, og som for mig slet intet har at gøre mig at svømme. Du skal slet ikke bruge dine arme, og dine finner er så store, at dine bevægelser med disse  er minimale for at spare på din luft i tanken. Mest af alt handler det om at lære at flyde under vandet; at finde den perfekte balance mellem at have luft i din vest og vandets tryk. Det var svære end jeg troede.

Efter tre dages kursus, hvor jeg efter timerne måtte hjem og læse i teoribogen (hvilket jeg hyggede mig med,  da jeg savner at studerer), og så ellers i kassen og sove, så jeg kunne være klar til morgendagens træning,  er jeg helt høj over dykning og fuldstændig forelsket. Desværre var min første dukkertur ikke den bedstefar to årsager: en far og hans to døtre havde tilføjet sig til mig og Petra, og de var fuldstændig uforberedte, faren kunne ikke svømme,  de havde fusket sig til at bestå teoriprøven og var der egentlig primært for at Petra kunne tage billeder af deres oplevelse. Den yngste af pigerne fulgte ikke Petras retningslinjer om ikke at panikke, så hun blev smidt tilbage på båden. Faren ville ikke lave nogle af øvelserne under vand, fordi han var utryg, hvilket han nok skulle have tænkt over før han tog med ud på båden, og Nårh ja,  så stormede det en halv pelikan, så sigtbarheden var kun tre meter, så det var ikke de mest trygge og afslappede omgivelser. Dagen efter skånede Petra mig fra familien og sørgede for,  at jeg kom ud om eftermiddagen i stedet,  så jeg endte med 1-1 undervisningen den sidste dag, hvilket var luksus. Jeg fik en dykkertur på næsten en time efter vi havde lavet øvelserne, hvor vi så moræner, stenfisk, trompetfisk og alt muligt andet. Det var himmelsk. Og andendagen var sigtbarheden væsentlig bedre:ti meter. Men jeg har dyb respekt for denne her sport, for det kræver sin træning at sætte sig ind i sporten,  for der er mange ting, der kan gå galt,  og du kan kun kommunikere med håndtegn.

Nu er jeg på vej til Bogotá, 18 lækre timer i bus til hovedstaden. Min tur er nu snart ved at være slut og jeg glæder mig til at komme hjem til jer alle i Danmark. Min tur ender med at jeg genforenes med min hollandske ven Tim, som er tilbage i Sydafrika, fordi han fik et praktikophold på den hollandske ambassade i Bogotá. Oveni det skal jeg mødes med Diana, en colombianer, som jeg var vært for for et par år siden i København via couchsurfing og hun skrev selvfølgelig til mig i det sekund at hun så,  at jeg var i Colombia,  at hun ville elske at være vært for mig,  så jeg skal bo hos hende og hendes forældre mine to Sidste dage og hun har arrangeret en lækker bytur med hendes venner for Tim og jeg. De har virkelighed anden kultur for gæstfrihed i Latinamerika. Fx Juan herfra Colombia satte HELE sin weekend af til at lege guide for os og kørte os rundt hvorend vi ville hen. Selvfølgelig sagde jeg,  at han altid var velkommen i København, men jeg ved,  at jeg ville have svært ved at gengælde den der i mine øjne "overdrevne"  gæstfrihed, så en del af min håber, at han ikke lige kommer foreløbig. Først når Jens og jeg har et gæsteværelse og en bil hehe.

Peru

Endnu en gang har jeg sagt farvel  til Peru og min familie i Lima uden at vide, hvornår jeg vender tilbage. Det er trist, men samtidig har jeg denne gang for alvor  fået understreget, at intet peruansk har i mig, i hvert fald når jeg sammenligner mig med min familie. Jeg følte virkelig, at jeg kom tilbage i tiden, da landede i Lima. Min familie har virkelig ikke udviklet  sig meget, og da jeg lige var kommet fra Santiago og Chile generelt, som måske er det vestligste land i Latinamerika, var chokket hårdt. Min familie og den kultur de lever i nabolaget/regionen er så gammeldags i deres i deres måde at leve og tænke.  Kvindens pligt er at tage sig af familien, mens manden skal sørge for at tjene pengene.

Det første spørgsmål jeg fik HVER GANG, og jeg overdriver ikke, var om min far var gift og havde stiftet ny familie. Fordi han har jo ikke godt af at være alene, og han burde snart finde sig en til at passe på ham etc. Der blev også spurgt, om min mor og far ikke skulle finde sammen, fordi min mor kunne vel godt tilgive min far, for nu var min far vel blevet mere moden. For dem er dit voksenliv slet ikke startet, hvis ikke du er gift, har du faktisk ikke rigtig en plads i familien eller bliver ordentligt anerkendt. Man kalder voksne singles/ugifte for SOLTERONA/SOLTERON (f/m), som direkte oversat er "for-meget-single". Hvis en kvinde derfor er lidt kræsen med at finde sig en mand, så siger familien: jamen hun er jo også solterona i et opgivende tonefald. Selvom de taler meget om kvinders rettigheder, fordi det er begyndt at blive et tema i nyhederne, kan det mærkes, at de har lang vej endnu. Selv mine kusiner, som har arbejdet og studeret hårdt hele deres liv, måske 12 timer om dagen, og er økonomisk uafhængige, venter stadig på en mand og at stifte familie, før de og deres familie kan ånde lettet op.

Mht børn skræmte det mig at se i gadebilledet så mange unge mødre. Dette er piger, som kommer fra familier der i forvejen ikke har mange penge og som bla forventer en del i deres børns levebrød. Men så bliver pigerne gravide, kan hverken arbejde eller studere, og så bor de bare hjemme hos forældrene og lever af dem. Men det er trist at se de her børn blive opdraget af unge udmodne piger, som ikke har overskuet til at være kærlige. Det jeg mest høre dem sige om deres børn er: han er også så uopdragen, ej hvor er du ulækker, kan du så opføre dig ordentlig, ja han er også super irriterende, ja, han er alt for forkælet. Men det er jo ingen hemmelighed, at deres børn er nogle pestilenser, fordi de sådan søger tilstedeværelse og opmærksomhed fra deres mor. Og fordi de intet overskud har til at lære deres børn, hvordan det er man skal opføre sig, men de kun hele tiden fortæller at de de børn gør noget forkert, så hvis barnet opfører sig uudholdeligt, køber de dem en sodavand eller en is eller slik for at få den til at opføre sig pænt de næste 10 min.

Familien her er det vigtigste man har, og det eneste sted, hvor man med sikkerhed kan stole på hinanden, og hvorfor man også skal være loyal. Børnene flytte jo først hjemmefra, når de har stiftet familie eller giftes. Derfor er især mødrene meget tætte med deres børn. Jeg lagde mærke til, hver gang jeg besøgte mine forskellige onkler/fastre, hvordan når jeg talte med mine kusiner og fætre, så hver gang de ytrede sig om noget, så endte de sætningen med: er det ikke rigtig mor, eller er det ikke rigtig far? Som om de hele tiden skal have deres forældres accept i deres måde at se og forstå verden og i deres meninger. Fordi familien er det vigtigste, så du har ikke råd til at være uenig med din familie.

Netop disse tætte relationer i familien gør, at uden for familien  er de ikke rigtig tætte og ærlig med nogen. De har ikke venner og veninder på samme måde som os. De har nærmere bekendtskaber, som de har det sjovt  med. Men de fortæller aldrig hinandens problemer, fordi problemer er set som en svaghed og tabu. Det er pissehårdt som dansker og mig, som elsker at tale om tingene, og elsker at bringe ting op til overfladen, så man ikke skal skamme sig over sine problemer. Dette betyder så, at alle mine samtaler med familien er super super overfladiske og jeg er også fuldstændig stoppet med at fortælle noget som helst personligt om mig og familien hjemme i Danmark. Jeg har endda lært mig selv en lille samling af sætninger, som er dem peruaner bruger altid, når de har deres overfladiske sætninger. Og tro mig, det er ordret det her de siger, generelt bruger de bare mange af de samme udtryk i deres sprog, som afspejler deres måde at tænke på eller vice versa: han/hun er da for meget, han/hun er også bare misundelig, ham/hun må da tage noget ansvar,  men det er da også for meget, det kan han/hun ikke være bekendt osv. Ved at sige de her sætninger har jeg på ingen måde involveret mig men blot dejlig overfladisk haft en fuldstændig ligegyldig samtale.

Salento

Tolu - Islas San Bernardo - Isla Mucura - #1

Grundet højsæson her i Colombia,  som er til og med 15. januar, fordi der har alle børn og unge fri for skole og afdæmpningen af denne, gik min plan om overnatte på et hostel på en af øerne galt grundet manglende plads. Jeg prøvede at reservere to dage før, og fik først svar fra hostellet, da jeg sad i bussen på vej til fastlandsbyen Tolú, hvorfra man rejser til og fra øriget. Det var skuffende og hammer ærgerligt, for Tolú er i sig selv ikke et besøg værd. Mange colombianere tager hertil dog,  så i et kulturelt perspektiv er det sjovt at se,  hvordan og hvor de holder deres ferie med fest og strand.

Siden jeg ankom til kystområderne kan jeg fortælle, at befolkningens sammensætning har ændret sig. Her er størstedelen af afrikansk afstamning. Jeg mener at have læst et sted,  at slavehandel og slaveri blev gjort ulovligt først for de indfødte colombianere, hvorfor man startede med at importere afrikanere en masse, udover at disse vist bare generelt også var mere hårdføre. Nogle sorte slaver formåede at slippe fri fra fangenskab og de oprettede deres egne samfund langs især Stillehavskysten og noget af den caribiske kyst, hvorfor det er her,  den største mængde af colombianere af afrikansk afstamning befinder sig. Det føles som er være et sted i Afrika,  når du blot kigger udover landskabet. Levevilkårene her også helt anderledes end andre steder,  jeg har været.  Det må skyldes deres natur,  som er gold i et landbrugsperspektiv, deres historie selvfølgelig og så mener mange, at også deres kultur. Juan fra Medellín fortalte mig, at det er velkendt at de sorte der bor ved kysten har en anden levestil: deres liv er hårdt, hvorfor de lever dag for dag og ikke rigtig tænker langsigtet. De lidt de tjener bruger de på øl og fest. Rygtet sige,  at langs Stillehavet,hvor der er miner (kan ikke huske hvilket mineral) hænder det, at de er heldige og finder en kæmpe åre,  får en masse penge, men spenderer dem på ingen tid frem for at investere.  Man skal nok passe på med at sige,  om det er en del af deres kultur, men nok rettere noget der har udviklet sig grundet den måde,  de er blevet behandlet på. I al fald er livsglade,  snakker meget og ser ud til at tage sig masser af pauser i løbet af deres arbejdsdag, hvor de bare står og hænger ud på hjørnet og chit-chatter og pifter af pigerne.

Ved ankomsten til Tolú stod en række cykeltaxier,  en slags ladcykel,  og ventede på de nye bygæster. Det er nok et tegn på en anden økonomisk levestil. Mit hostel lå et par km væk, så jeg takkede pænt ja,  udover det faktum at sveden piblede ned af mine kinder og min top var helt klæbet fast til min ryg,  og det er ikke en overdrivelse. Men må indrømme at blive fragtet på cykel føles ikke rart.  At en anden person skal bruge så meget energi på mig og min rygsæk føltes uværdigt for et andet menneske at skulle gøre.  Men han lever jo af det!

På hostellet fik jeg googlet mig frem til en anden indlogeringsmulighed i øgruppen. Meget mere uformel. Man skal åbenbart bare tage turistbusserne om morgenen, som er et smut forbi alle øerne,  og så stå af på Isla Mucura, hvor de andre gæster skal spise frokost, og så venter der folk der,  kan har cabañas og hængekøjer, hvor man kan overnatte eller campe. Dejlig uformelt, og rigtig nok gik er 3 sek. inden der første nærmede sig mig og hjalp mig med at finde et sted.  Foran mig var en gruppe argentinere (som den caribisk colombianske kyst er fyldt med),  som jeg hægtede mig fast på,  og fik lov til at dele en cabaña med pigerne.  Men denne her fyr,  som hjalp mig lever tydeligvis af turisme, og blev ved med at sige til mig,  at han kunne vise mig nogle rigtig flotte strande, og at jeg var rigtig smukt og alt det vås, de nu en gang lukker ud de her mænd.  Det er nok det mest trættende ved at rejse alene som pige,  er de mænd på gaden, og dem som nærmer sig og siger, at jeg er den smukkeste de har set. I Chile ville de normalt bare pifte og sige smukke eller lækre,  men her er det hele sætninger om, hvilken godbid jeg er.  Simpelthen så grænseoverskridende og når jeg går prøver jeg alt,  hvad jeg kan og se sur og tvær ud og med solbriller. To timer efter at jeg havde afslået hans klamme tilbud,  sang han samme sang over for en af de argentinske piger.

Men udover det er øen et lille paradis. Forholdene er ikke de bedste,  men øens natur er formidabel smuk og stranden den der turkise farve, som automatisk giver dig en ro og har en øjeblikkelig afstressende effekt.  Klimaet er fugtigt, uudholdeligt varmt,  og der er intet at lave udover strand og øl, og du har skam heller ikke lyst til andet i det her klima.

Ps jeg sad lige og kiggede mine indlæg igennem. Beklager alle taste- og skrivefejl,  men jeg skriver på min tablet som autogenerer ord,  hvorfor den nogle gange retter mine ord til andre,  og andre gange får jeg simpelthen tastet forkert.

Popayán

Mit ophold i Popayán var ikke helt så vellykket. For det første er blevet natbussen to timer forsinket, dvs. i stedet for at ankomme kl.  6 ankom vi til busterminalen kl.  8. Det i sig selv var jo ikke helt skidt, for det er altid rarest at ankomme til en by inden for forretningslivets åbningstider. Men i og med,  at jeg natten inden havde fundet ud af,  at mit dankort var blevet stjålet, ville jeg gerne nå til hostellet hurtigst muligt og kontakte banken. Jeg befandt mig jo i den situation,  at I Mocoa, hvor jeg kom fra,  virkede min tlf ikke. Og internettet var for langsomt til at jeg kunne nå at logge ind på min netbank, inden min buses afgang. Så efter en urolig og utålmodig bustur på Colombias rådne veje, var energien på sit laveste. Men heldigvis glædede det mig,  at for en gang skyld kunne man gå til hostellet i stedet for at tage taxi. Så med et smil på læben gik jeg i retningen af hostellet. Pludselig kan jeg mærke vanddråber i mit ansigt og høre dem falde på rygsækken. På med regnslaget, mens jeg håber det bare bliver ved et par dråber. Men nej,  selvfølgelig skulle der komme et kæmpe tropisk regnskyld,  som skulle vare hele turen til mit hostel, så selv om jeg stoppede en ti min. under halvtag,  blev det kun være.  Da jeg så ankommer til hostellet er det en kvinder med teenagerattitude, som tager imod mig og bruger fem sek til at vise mig rundt og give mig et håndklæde, hvorefter hun skynder sig tilbage bag disken og finder sin tlf frem. Jeg spørger hende så, om jeg må låne tørretumbleren, hvorefter hun svarer at ja,  men først efter kl 13, mens jeg står foran hende dryppende. Det viste sig selvfølgelig slet ikke at være rigtig, dumme pige. Men det er jo ikk alle, der elsker deres job.

I al fald fik over ringet til min fantastiske kæreste af en helt, som som altid fikser tingene for min, ringer til banken og får kortet spærret og sender mig kontakter over western union. Så I skal ikke bekymre jer. Men uheldet fortsatte, grunden til at jeg kom til byen var pga. vandreturen op af en nærliggende vulkan,  som selvfølgelig var lukket pga. mere aktivitet end normalt. Men Popayán er en utrolig smult smukt by og derfor besøget værd, men regnen forfulgte mig hele dagen,  og da jeg ville på det naturhistoriske museum var det selvfølgelig lukket pga. renovation, den vegetarrestaurant jeg ville på, besluttede sig for ikke at åbne den dag,  og så gav jeg op og gik tilbage drivvåd igen for anden gang og lagde mig til at sove. Sådan én dag skal man jo have en gang imellem. Aftenen endte dog formidabel. Et par stykket som den dag var ankommet sammen, lavede mad og ville gerne i byen. Så jeg drog med og vi fandt et lokalt diskotek med alt godt latinomusik, og folkene fra hostellet, der var med,  havde lige været i Cali og lært basis-salsatrin, så alle ville danse, det var mægtig sjovt,  og jeg gider især, når jeg er den bedste danser i gruppen hehe for ellers plejer jeg er at være for genert.

Det var sjovt aften, som endte med flere colombianere, som havde kigget på os hele aftenen, fordi vi dansede i en stor gruppe og fordi vi dansede enkeltvis, hvilket de synes er meget underligt, købte aguardiente til gringo-gruppen.

TIERRADENTRO
Dagen efter stod dagen på en tur til Tierradentro for at se en forhistorisk gravplads fra en kultur, som man ikke rigtig ved noget om,  andet end at de har bygget en masse underjordiske grave, som er udsmykkede både mønstrer af indgraveringer og af maling. Det foregår oppe langs bjergsiderne, så man bruger en hel dag på at vandre rundt. Naturlandskabet er henrivende, og man kan godt mærke højderne i åndedrættet. Før al den vandren rundt, er der to museer: det arkæologiske og det antropologiske. Førstnævnte er det lidt man ved om gravstederne, og sidstnævnte er om den indfødte befolkning, der bor der nu og som har beboet området fra de  tid spanierne kom. Gode museers begge. Bl.a. har de en tradition om,  at kvinden før hun accepteres skal bo med mandens familie i et år og vise sit værd ved at lave mad til hele lokalsamfundet ud af næsten ingen ingredienser, samt være befrugtet i løbet af det år. Denne kultur har været meget stærkt helt op til 90'erne,  men som alle andre indfødte kulturer er der en stigende ungdoms modkultur, som ikke gider at lære deres sprog eller at leve efter de gamle traditioner. Selve distancen til Tierradentro er nogen og 70 km, men halvdelen af vejen er uasfalteret og vejstrækningerne er der bestemt ikke lagt af en byplanlægger. Så bussen til og fra  dette fantastiske sted var fire timer (selvom de havde sagt tre), og i Colombia er der altid tid til en frokostpause på turen på en restaurant.

Ps bustider her er altid plus to timer. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg havde vænnet mig til det. Jeg forsøger hver gang at spørge ekspedienten bag disken, hvor langt tid det tager i værste fald,  men de forsikrer altid én om,  at den er der til tiden, også selvom bussen ikke en gang forlader terminalen til tiden. Blot ved nedskrivningen af dette hæver mit bryst sig kraftigt, og jeg må tage en dyb indånding og sige til mig selv,  at jeg skal tage denne kulturforskel med et smil.  Men alligevel AAAAAAAARGH!!!

Medellín

Har nu været fire dage i Medellín, som for ikke mere end 20 var byen med største mord-rate og for ti år siden var den stadig høj, 160 personer pr.  100.000 indbygger grundet først den kæreste Pablo Escobar og efterfølgende problemer og uenigheder med guerillakrigerne. Men i dag er Medellín en af de sikreste byer i hele Colombia, og enormt veludviklet grundet udenlandsk økonomisk hjælp til at hjælpe Colombia på fode igen. Sammenlignet med Lima og Santiago er det en lækker by. Men det er ikke helt fair at sammenligne, da Medellín er en 2,5 mio. by og Lima og Santiago har over 10 mio. indbyggere. For fem-ti år siden var Colombia et tredjeverdensland,  og nu er det vist den tredje største økonomi i hele Latinamerika.

Jeg må hellere lige indskyde her,  at I ikke må holde mig fuldstændig op på min fakta. Nogle gange googler jeg tingene en ekstra gang og dobbelttjekke, andre  gange er jeg for doven. Men det er ting,  jeg har fået fortalt, så det kan også sagtens være subjektivt og ensidigt.

Pointen er i hver fald,  at Colombia er i rivende udvikling. Medellín har fået en masse økonomisk hjælp bl.a. fra Frankrig og Spanien til infrastruktur og andre projekter til at løfte især de fattiges adgang til både uddannelse og jobs. Et virker som om de har fat i den lange ende og tænker langsigtet.

Min personlige guide har været Juan Jaime og mit vedhæng var de to cypriotiske britere, alle tre nogle jeg rejste med i Mocoa. Juan er her fra Medellín og et godt eksempel på den varme og gæstfrie colombianer. Hans mor og søster var denne weekend i den Dominikanske Republik, hvorfor han åbnede dørene til deres lejlighed. Juan er advokat og hans familie plejede at være styrtende rige, da han var barn, fordi hans farfar var det,  og kunne derfor hvidvaske narkopenge. Det er ingen som her,  at ens familie har arbejdet med/været involveret i narkoindustrien. Det er mere reglen end undtagelsen. Men pga. nogle problemer og uoverensstemmelser med guerillaerne, endte hele hans fars familie med at blive kidnappet mod at skulle betale 14 mio. US$, hvorfor de mistede deres mange grunde og luksuriøse liv.

Medellíns historie er kort fortalt Pablo Escobar og hans narkokartel,  som op til 90'erne dominerede indtil han blev dræbt, hvorefter guerillaerne overtog narkotrafikken og en masse fra landet flygtede til byen for at leve mere sikkert end der var på landet, og da den colombianske regering endelig fik forhandlet fred med sidstnævnte,  har Medellín haft muligheden for at udvikle sig. Faktisk skal alle colombianere til marts stemme om endelig fredsforhandling med guerillakrigerne. De meget få af dem,  der er tilbage. Denne endelig fredsforhandling består af fem punkter,  som er krav fra begge sider: 1. Kokabønderne skal have kompensation i form at uddannelse og ressourcer til at dyrke andre produkter end koka-blade, 2. guerillakrigerne skal retsforfølges og komme med alle indrømmelser,  så pårørende til forsvundne og dræbte kan få kompensation,  men får lov til at afsone i et specielt fængsel, 3, guerillaerne får lov til at oprette et politisk parti samt en understregning af folkets ret til at protestere uden frygt,  4. endelse af den bevæbnede konflikt, dvs. alle våben afleveres,  5.  og endeligt at de forsøger at finde en løsning på narkokriminaliteten.

Juan stemmer ja,  mens hans familie vil stemme nej,  pga. den terror, de personligt har oplevet. Men tænk jer,  at det ligger i hænderne på den colombianske befolkning, om de vil slutte fred og starte et nyt kapitel i deres historie. Generelt synes jeg,  at Latinamerika og latinamerikanere er gode til at bære nag over for hinanden og ikke vil tilgive og glemme historien. Så som nævnt før kommer det bag på mig,  at det her land med denne frygtelige historie, kan være så fremadrettede. Jeg ved ikke,  om de har tilgivet fortiden, men de har i hvert fald valgt at glemme den.  Og hvor ville det være stort, hvis de kunne være rationelle og langsigtede,  når de skal stemme,  og prøve som et forenet Colombia at komme narkokriminaliteten og volden til livs.

Jeg kender desværre ikke Colombia nok til at vide, om alt det her Juana har fortalt mig er sandt.  Dvs. jeg tror selvfølgelig på alt,  hvad han har fortalt mig,  han er advokat og arbejder med det til daglig, men min erfaring fra Peru og Chile er,  at mange af disse regeringsprojekter er varm luft; at de kører kampagnerne helt op, men at det ender med at være noget populistisk, som er kortsigtet. Men Colombia virker anderledes. Måske fordi udlandet har hjulpet med investeringer, de alle regeringer er interesseret i at bekæmpe narkokriminaliteten eller om Colombia bare er et rigt land,  men de virker til at udnytte de muligheder, de har fået. Ville ønske,  jeg havde studeret her, fordi det er et land i kæmpe udvikling og med en befolkning og en kultur,  som bare er glade på trods af en grusom historie og fortsat stor fattig befolkning. 

Ps. kokain er der massere af her.  Der er endda en park med politi rundt om parken, men indeni sælger de og sniffer mængder af kokain og andre stoffer. Så der er lang vej endnu med at bekæmpe narkokriminaliteten, men i det mindste er de nået til et punkt,  hvor den gængse colombianer ikke er involveret.

Mocoa

Her er alle billederne indtil videre for Colombia. Det er nok primært Søren, som ikke har set dem fotos Colombia.

Mocoa er en by nede sydpå lige på grænsen til den tredjedel af Colombia,  som er jungle og som er meget lidt beboet af to årsager: fordi det er jungle med vild natur,  og det er svært at leve et civiliseret liv der, fordi økosystemet er så skrøbeligt, hvorfor områderne er fredet,og den anden grund er FARC og andre guerillakrigere, som forsat har deres militærbaser i junglen, hvor de kan gemme sig. Efter at have været i Amazonas forstår man godt, hvornår det fysisk er muligt at gemme sig i junglen uden at blive opdaget: junglen er simpelthen så tæt,  at man ikke kan se mere end 30,meter frem,  hvis man står midt i junglen. Selve regnskoven har brug for rigtig meget skygge til deres planter, hvorfor den består af flere forskellige slags træer i forskellige højder, hvis funktion er at tildække vegetationen under sig. Så set oppefra er regnskoven også fuldstændigt tæt pakket.

Det er ikke mere end tre år siden, at FARC blev bekæmpet i Mocoa, hvorfor der nu er fri adgang for turister og lokalbefolkningen, som før flygtede, kan nu vende tilbage til deres landsbyer, som de havde forladt pga. det store antal af dødsfald. Da vi ankom var det midt i deres hvide-og-sorte festival, som er et slags karneval, hvor farverne symboliserer de hvide europæere og de sorte de indfødte. Det er en uge med fest,  koncerter og sort maling og mel og barberskum, som man kaster på alt og alle. Ingen er undtaget, måske lige kvinder med spædbørn, men de holder sig primært indendøre. Selv den ældre befolkning får smidt mel lige i ansigtet. Det var virkelig sjovt at være med til. Men efter én dag, havde vi vist fået nok leg. Det er sjovt et par timer, men de her folk bliver ved en hel uge! Og på hostellet havde vi kun kolde brusere, så jeg følt aldrig rigtig jeg fik melet ud af mit hård og tøj!

De andre dage brugte vi i et naturforskningscenter, hvor de sætter fokus og oplsyer på flora og fauna i Amazonas og lærer lokalbefolkningen at bevare og udnytte naturen på bedste vis. Samtidig tager de her imod vilde dyr,  som på en eller anden måde har været i fangenskab, således kommer de i rehabilitering og sættes ud i det vilde liv igen, hvis de nogensinde kan give slip på det liv,  de havde i fangenskab.  Vi så edderkoppeaber (cirkusaber,  som lavede masser af tricks for at få opmærksom),  papegøjer og et kattedyr, som hedder en lille tiger (tigrillo). Lokalbefolkningen støtter generelt ikke op omkring dette center,  de er stadig i et stadie, hvor de tænker mere kortsigtet omkring naturen, og hvis de kan få en god høst i år,  er de ret ligeglade med miljøet. Men man skal starte et sted,  og projektet er fuldstændig styret og støttet af den colombianske regering.

Endeligt havde drengene en drøm om Ayahuasca,  et hallucinerende stof,  som den amazone befolkning bruger til at rense sig med og uddrive de onde ånder. Der er stadig mange colombianere der gør det for ritualet,  og mange turister ønsker oplevelsen for at komme tættere på sig selv og opleve noget inderligt. Personligt gjorde jeg det for virkningen,  da jeg ikke tror på ånder. Men det var en hel aften, hvor vi havde fastet hele dagen,  og så smager det mildt sagt af pommeren til,  og jeg kastede det op efter begge gange, fordi det gav mig kvalme. Måske kastede jeg op for tidligt, det havde i hvert fald ingen virkning på mig eller de tre andre. Kun Angelo (en af de cypriotiske britere) kom til et hallucinerende stadie, mens Kyriaco (den anden cypriotiske brite) og jeg blot var høje (efterfølgende har jeg fået at vide at mine pupiller var så store som tekopper) og grinede over kngenting, mens Matt og Juan sov,  kastede op og hvilede sig. Ikke rigtig var vi var ude efter, men det er meget forskelligt fra Shaman (ham,  der udfører ritualet) til Shaman.

Sidste ting vi lavede var en smuk dagstur til et kæmpe vandfald. Junglen er fantastisk smuk og dagsturen på gåben var en sted, hvor colombianske familier fra området taget hen og spenderer en hel fridag med at svømme og hoppe fra de mindre vandfald.  Jeg kan ikke understrege nok, hvor befriende det er at møde colombianere og ikke kun turister ved turistattraktionerne.

Cali

På Jeg ankom til Cali d.  2. januar fra Lima. Lige så snart du træder ud af flyet omringes man af en kvælende hede,  som ikke forsvinder, selv når du prøver at gemme dig i skyggen. Ved køen til migrationen er der et skilt med forbudte handlinger i dette område: ingen tlf, ingen mad,  og så heller ingen skydevåben. Så føler mig sig dejlig tryg,  og så får man eller flashback til "Narcos". Jeg vil lige indskyde her at jeg nu i 12 dage har rejst og har ikke følt mig mere utryg på noget tidspunkt, end jeg har andre steder, jeg har rejst. 
Fra lufthavnen kom til busterminalen,  og derfra ville jeg tage offentlig transport. Men efter at have ledt i 10 min efter busstoppested, gik det alligevel op for mig, hvor utryg og udsat jeg føler mig,  når jeg er mutters alene. Hvis man er en gruppe eller blot to, så giver det et kæmpe råderum til at tage sig tid til at lede efter sjove og anderledes måder at transportere sig på eller oplevelser,  som måske ikke lige er dem,  som står i din guidebog. En amerikaner Matt jeg mødte har rejst rigtig meget de sidste  fem år, og mente bestemt at man sagtens kan tomle alene de fleste steder og at man generelt skal stoppe med at være så bange, tilbageholden og påpasselig. Men da jeg så spurgte ham, om han ville gøre det samme som en pige, der rejste alene, var han alligevel længe om at svare, at han nok ville være mere påpasselig. Som pige er man både mere skrøbelig, men også blot et lettere offer. Men denne følelse havde jeg fra dag 1 i Lima og Colombia, modsat Chile, hvor jeg følte mig meget sikker. Men i Sydchile, hvor jeg rejste rundt var levestandarden også meget højere, så der var generelt kun småkriminalitet. Ærgerligt, for jeg havde lidt en drøm om at kunne være åben og tage imod de gæstfrie muligheder, der kunne være fra colombianere, så man kunne få nogle mere autentiske oplevelser.

På hostellet ankommer jeg således i taxi. Et kæmpe hostel med pool. Det havde lige været jul og nytår, og i den periode har byen en ekstraordinær festival, som mange colombianere rejser til for at opleve og deltage i. Så stemningen var lidt død, og aktivitetsniveauet det samme. De gratis salsatimer var der netop ikke om søndagen, og folk var allerede grupperet i vennegrupper, som havde festet samme de sidste par uger. Så det var lidt dødt, så jeg brugte min første dag lidt for mig selv med at forberede bachelorprojekt og meritoverførsel for mine fag fra Chile. For jeg må indrømme, at at være social ikke altid kommer sig helt naturligt for mig. Nogle gange skal jeg kæmpe meget for at turde at tale med folk,  jeg ikke kender. Jeg er simpelthen genert. Men kl 22 fik jeg nosset mig sammen til at købe en øl og gå hen til en bænk med en gruppe og spørge ud af det blå,  om jeg måtte deltage i selskabet. Normalt venter jeg til,  at der er opstår en mere spontan kontakt, som fx man står i køkkenet sammen og spørger hvor saltet er eller sådan noget åndssvagt. Men det var heldigt for en de var just på vej i byen. Alle havde nemlig taget salsatimer,  som er Calis store hovedattraktion. Så i skulle da på salsatek.

Det er en ting,  jeg sådan kommer til at savne i Danmark. Selvom det altid tager en uge eller to at vende mig til at danseriet til fester og når man går i byen, så er det hyggeligt og sjovt. Som dansker synes jeg,  at man skal vende sig til danseriet af to grunde: man danser to og to og meget tæt og bryder den danske fysiske privatsfære, samtidig med man at man danser med en af modsatte køn, som i Danmark tit sker, når man prøver at score nogen. Ellers plejer man mere at danse i grupper i Danmark. Den anden ting er,  at de,  når de danser sammen her,  danser de blot. Man kigger ikke engang på hinanden. Tit ser jeg,  at de blot kigger fra side til side og i hvert ikke på hinanden. De taler ikke en gang sammen, hvilket føles som pinlig tavshed, men det er normalt for dem. Det er nogle meget lange 2-3 min., mens man danser.

Da jeg lige var landet i a Colombia tog jeg fejl af pengesedlerne og var kommet til kun at tage 4000 colombianske pesos med i stedet for 40.000 (8 kr frem for 80), og da jeg nævnte det for en af pigerne, sagde hun,  at det ikke gjorde noget, fordi fyrene altid købte dem drinks. Men da jeg så fortalte det til en af colombianerne - en fyr - sagde han,  at det kun var fordi de var turister, at det efterhånden er normalt at pigerne betaler for sig selv, vil hvilket gjorde mig glad og er endnu et eksempel på,  at de trods alt er lidt længere mht kønsroller i det her land. Ham colombianerne er også homoseksuel, så måske er hans venner lidt mere progressive i kønsdebattent, hvem ved.

Alt i alt var det alt jeg rigtig opnåede på mine to døgn i Cali. Jeg mødte Matt, Juan og to britere, hvis navn jeg aldrig kan huske, fordi de har græske navnet, som inviterede mig med til junglen, hvorfor jeg dagen efter begav mig mod Mocoa nede sydpå. Jeg fandt det attraktivt, fordi det ikk er mere end 2-3  år siden, at man overhovedet kunne tage dertil pga. FARC og interne problemer.

Colombia

Cali - Mocoa - Popayán - Tierradentro - Salento
Har nu været i Colombia i ti dage og nyder det til fulde. Mit førstehåndsindtryk af Colombia er meget positivt. Sammenlignet med andre latinamerikanske land, er det Colombia jeg indtil videre har set,  mere kærligt, afslappet og livsglad. Måske er det fordi jeg rejser i januarmåned, hvor børn og unge har sommerferie, hvorfor familierne generelt også har ferie og byfesterne så småt begynde. Juan, en colombianer jeg mødte i Cali, fortalte, at Colombia stort set har festivaler/karnevaler året rundt i de forskellige regioner. Men jeg tror især at det peaker her i januar og februar. Men det er enormt hyggeligt at rejse rundt og se de forskellige turistattraktioner og møde en masse colombianske familie disse steder. Jeg oplevede det lidt i Chile, at man mødte chilenerne, som rejser rundt i deres eget land, slet ikke i Perú, fordi turistattraktioner/turistmiljøet generelt er for dyrt for den gængse peruaner. Jeg ved ikke,  om det er en økonomisk ting, at der er en større velhavende middelklasse her i Colombia eller en kulturel, at de simpelthen har mere ferie her og kan lide at rejse rundt,  når de så har ferie. Men det gør det mere autentisk at turistattraktionerne også er turistattraktioner for Colombianerne.

En ting jeg har lagt mærke til her, er at søndage her er ligesom i DK, hvor alle butikker er lukkede og byerne generelt ligger døde hen. Det kommer bag på mig,  fordi i Peru og  Chile arbejder folk alle dage i ugen.  Så uden at jeg er ekspert eller kan snakke på Colombias vegne, virker det bare som om,  at de har en mere retfærdig arbejdskultur her,  at arbejderne ikke udnyttes i samme omfang, som jeg har set det i andre latinamerikanske lande. Colombia virker bare mere rigt. Måske fordi det er et frodig land, så familier kan stort altid leve af egen privat landbrug.

Min forestilling før jeg kom hertil var næsten, at jeg skulle opleve et krigshærget land, hvor befolkningen pga. forhistorien holder sig indendøre og at Pablo Escobar og narkokarteller var et tabu. Men slet ikke. Selvom alle man møder på en eller anden måde selv har eller kender nogen, som har været involveret i narkotrafikken, hvad enten for eller imod og måske har haft familiemedlemmer, der er kidnapper elletræ forsvundet, er de fleste åbne omkring det og frygter det ikke længere i deres hverdag. Det virker som om regeringen har arbejdet benhårdt på at løfte Colombia igen, hvilket i den grad har smittet af på befolkningen. Det er opløftende at se, hvor hurtigt de er kommet sig,  hvor flotte og udviklede deres byer er.

En sidste ting jeg vil nævne er deres åbne kultur. Colombia har meget større racediversitet, hvilket nok er grunden til,  at de har større kulturel diversitet og generelt er mere åbne. De virker enormt liberale mht homoseksualitet og ikke traditionelle omkring hverken religion eller kønsnormer. Enormt befriende. Deres befolkning består af en procentdel indfødte, efterkommere af sorte slaver og en kæmpe mestizo befolkning. De virker meget mindre racistiske og hudfarve-fokuseret end både Chile og Peru.

Endeligt er det et land,  som det kun lige er ved at gå op for, hvor mange natur og kulturrigdomme, de har,  som turister elsker. Så det er med at nyde landet nu, inden overflade-turismen for alvor slår ind.