Gademad i Peru

Hvad jeg altid glemmer at undersøge, før jeg rejser til et fremmed land, er landets madkultur. Og jeg ender som regel med at glæde mig (endda rigtig meget!) over den. Peru har ikke været en undtagelse, og her følger lidt tekst om nogle af alle de lækre ting, man ikke kan undgå at smage hernede (eller herovre).

Peru har ikke samme kunstneriske tilgang til mad og anretningen af den, som vi ofte ser det i Vesteuropa; tværtimod er det ofte lidt svært at gennemskue, hvad man egentlig spiser, når man bestiller endnu en ukendt ting på menukortet "for at prøve noget nyt". Til gengæld er deres gademad fænomenal og ufatteligt interessant.

1. Anticucho: Grillet oksehjerte marineret i en blanding af eddike, hvidløg, chili og krydderier (ja, mere kan jeg ikke regne ud). Som så mange andre retter serveres den med lidt kartoffel til.
2. Choclo con queso: Navnet siger det hele. Majs med ost. Det lyder en smule mærkeligt, men majs er anderledes i Peru end i Danmark. De er så store, at man ikke ville kunne sælge dem i danske supermarkeder, ("De er vist gensplejsede, hva?! Det er utroligt, hvordan fødevareindustrien pumper grøntsagerne nu til dags... Ingen vitaminer tilbage.. smagsløst.."), og osten smager af en (meget!) smagløs feta. Så måltidet er sådan set en stor, mættende majs med lidt salt gummiost og ærtepure.
3. Papa rellena: Friturestegte kartoffelmospakke fyldt med lidt løg og enten kylling eller kød. En af mine favoritter, specielt når den serveres med limemarinerede løg og chili.
4. Papa a la Huancaina: Kartofler i Huancaina-dressing, en af Celias favoritter. Huancaina-dressing består af ost, olie, chili, kondenseret mælk og kiks, og retten serveres typisk med lidt æg eller oliven til. 
5. Papa con huevo (svært at finde et ordentligt billede): Igen, navnet siger det hele. Kartoffel med æg og chilidressinger, ærtepure og huancaina-dressing. Hvis man er heldig, kan man få lidt af de limemarinerede løg til.
6. Morgenbollerne: I Peru har man en morgengademadskultur, hvis lige jeg ikke har set i andre lande. Rigtigt mange mennesker køber morgenmad fra en bod på gaden, før de tager på arbejde, og udvalget er da også varieret: avocado, omelet, spejlæg, blodpølse, friturestegt sød kartoffel, ost. Hvad der dog er mere peruviansk end kønsløse franskbrødsboller med interessant fyld, er de forskellige drikke, man kan få til: emoliente (peruviansk urtete med mange (!) forskellige smagsnuancer - ingredienserne kan I se her), Quaker (en tynd og meget sød havregrød - etymologien kan I måske selv regne ud?) eller quinoadrik (enten med æble eller mælk).

Perus andre retter, dem, der serveres på restauranter, skal vi nok skrive om, når vi har været på Astrid y Gaston og fået 12-retters menu. Mums...

Huaraz y Santa Cruz Trek

Efter otte timer i en dårligt ventileret bus - kondensen flød næsten på gulvet - nåede vi til Huaraz, et vandreparadis nord for Lima, hvor to bjergkæder, La Cordillera Blanca og Negra, majestætisk tilbyder sig de eventyrlystne. Efter Colca Canyon og Salkantay-turen til Machu Picchu, havde Celia og jeg fået blod på tanden (eller støvlen...) ift. vandring, så planen var at tage af sted uden en guide i hånden, med mad og telt i rygsækken og et kort over området. Lonely Planet fortalte, at det ikke var tilladt at tage afsted uden guide, og flere af de første agencies, vi besøgte, fortalte os det samme: "está prohibido sin guia".

Af Galxay Expeditions, som er en af de bureauer, som er omtalt og anbefalet, fik vi således at vide, at vi kunne tage på Huaraz' Nacional Parkens hovedkontor, tale vores sag og prøve at bede om en særlig tilladelse. Typisk Peru, hvor man altid har muligheden for at fremlægge sin case, overdrive og sige: "jamen, hvad vil du ellers have jeg skal gøre". Da vi endelig fandt frem til kontoret i den modsatte side af byen, var det selvfølgelig lukket - vi ankom lørdag kl. 5.30, hvorefter vi indlogerede os på Jo's place kl. 6.00 og sov til omkring middag. Hovedkontoret lukkede "allerede" 12.30, dagen efter var søndag og valgdag (Ollanta vandt!), så vi kunne godt glemme alt om at skaffe en tilladelse til mandag. Jakob blev sur og gnaven, det passede ikke lige med vores (hans) planer!
Celia

Heldigvis fandt vi et agency, hvor interessen for at leje udstyr ud var større end interessen for at håndhæve et eller andet nyt regulativ, så her fik vi et telt, to liggeunderlag, køkkengrej, et kort, lidt vejledning, et forslag til menu (detaljer følger), vandrestave (to af dem havde, ligesom os, været på Machu Picchu og i Colca Canyon før, så det var passende, at vi også kunne dele vores første tur til Santa Cruz sammen) og en pandelampe (til tisseture om natten). Derefter fulgte lidt indkøb på det lokale marked (det er så fedt, at man her i Peru, kan købe lige den mængde, som man har brug for. 100 gr. sukker, 50 g salt, ja tak) og en meget kritisk gennemgang af vores ejendele: hvad skulle med på turen, og hvad skulle blive hjemme? Vi aftalte, at vi gerne måtte blive meget klamme. Så var tonen sat, stilen lagt - vi tog kun det allermest nødvendige med, men vi syntes alligevel, at taskerne vejede en del, da vi gik tidligt i seng for at stå tidligt op næste morgen.

Vi stod op kvart i seks, pakkede de sidste småting og vandrede så afsted for at fange den første, den bedste collectivo (en blanding af en deletaxa og en minibus) til Caraz. Dårligt havde vi slugt nogle boller med stegt sød kartoffel, spejlæg og avocado og et glas varm quinoadrik fra en gadesælger, før en busmand kommanderede os over i sin lille collectivo, og så var vi på vej. Bussen var så tæt pakket, at vi måtte købe et ekstra sæde til en af vores tasker, mens den anden lå i vores skød, ligesom vi måtte mase vores stave ind under andre sæder og mellem store poser med kartofler til markedet. I Caraz blev vi så råbt ombord på næste collectivo til Cashapampa, hvor vores egentlig trek begyndte.

Der fandt vi ud af, at jeg havde begået den første og måske største fejl på hele turen: Jeg havde glemt DEET'en (tro mig, ingen kan huske, hvad det står for), og vi blev spist af i hvert fald fem forskellige dyr (hestebremser, myg og tre ukendte, blodsultne insekter) i løbet af de første timer i den barske bjergsol. Det gav anledning til en masse dårligt humør hos os begge, og siden ruten slet ikke var så let, som vi var blevet bildt ind, spurgte vi os selv flere gange, om det her mon ville blive en specielt dejlig tur. Vi ved allesammen godt, hvor muggen Celia kan blive, men at jeg også snerrede, var ret nyt, og det fortæller lidt om, at humøret kunne ligge på et meget lille sted. Heldigvis gjorde en frokostpause underværker, men om det var pausen, kalorierne eller de lettere tasker (vi havde planlagt vandtunge ting til frokost første dag: avocado og tomat), der gjorde udslaget, ved jeg ikke. Vi brugte seks timer på at nå, hvad vi havde hørt skulle tage fire, men da vi nåede til lejrpladsen om eftermiddagen, havde vi alligevel overskud til (og fik også omvendt overskud af) at tage en time mere og nå en lille sø, hvor vi slog lejr i 3900 meters højde. Celia var træt til sidst, og jeg måtte love hende en del ting for at holde hende gående: jeg skulle nok skære løg, jeg skulle nok hente vand, jeg skulle nok massere hende. Det var skønt at nå frem, slå teltet op og kunne slappe af, mens maden kogte over det lille gasblus. Dagens menu var soyakød i tomatsovs med lynpasta, men soyakødet var måske turens næststørste fejltagelse: Det smagte kvalmt, og siden det blev serveret med tomatsød tomatsovs, måtte Celia ernære sig alene på pasta. For at fylde hullet i hendes mave, lavede vi popcorn og sukkerte til dessert, mens natten faldt på, og en skyfri, stjerneklar himmel indikerede, at vi ville få en kold nat. Det fik vi - og den oprindelige tanke om at ligge i ødemarken med soveposerne på romantisk vis lynet sammen opløstes den nat i mødet med en kølige virkelighed. Rimfrosten næste morgen bar vidnesbyrd om det fornuftige i vores beslutning. Skæbnens ironi var, at den varme te, vi havde nydt efter aftensmaden, tvang Celia ud i kulden for at tisse tre gange på en time, mens vi øvede peruviansk køreteori.

Dag to bød på første oprydning af lejr, og det endte med at tage os 2½ time at spise morgenmad og pakke sammen. Til sammenligning bør det nævnes, at vi fremover brugte halvanden time hver morgen, endda i adstadigt tempo alle dagene. Men vi fik pakket sammen og kom afsted, før vi blev overhalet af nogle af de andre grupper, der trekkede samme rute, og som havde både guides til ruten og æsler til bagagen. Dagen bød på langt mindre stigning end den foregående, men fordi vi gik i højt tempo og midt i solen, måtte vi efter lidt over to timer sande, at vi var fuldstændigt slået ud; Celia måtte kværne to pakker Charada (wanna-be Oreos) og ligge i skyggen, mens jeg opbød min sidste energi i et forsøg på at koge 8 æg og genopfinde resterne af det klamme soyafail fra aftenen før (vi bar alt vores skrald, og da soyakødet nu havde suget vand og derfor vægt til sig, gjaldt det om at komme af med det så hurtigt som muligt). Derefter røg jeg ned i kulkælderen og blev vildt irriteret over, at nogle emsige køer partout ville græsse omkring vores lille frokostlejr og bringe hestebremser med sig. Celia ville passe på mig, men da hun forsøgte at skræmme køerne væk med en af vores vandrestave, knækkede den, og vi spiste vores frokost i stilhed. Heldigvis gjorde vand og kalorier igen deres, og efter en halv time på et liggeunderlag var vi igen klar til besejre bjergene, omend vi valgte en lettere rute, end vi oprindeligt havde planlagt. Vi forklarer det fysiske nederlag den dag med dehydrering (vi mistede samme dag en af vores to vandflasker), for lidt næring dagen før og stærk solskin. Efter pausen var der et par hundrede meters stigning tilbage, og så kunne vi slå lejr i 4250 meters højde - fra vores telt havde vi dels udsigt til den frygtindgydende rute, der ventede os næste dag, dels et blåt og sjovt formet toilettelt, som de andre grupper brugte. Vi trådte selv bogstaveligt talt af på naturens (v)egne. Vores aftale om at blive meget klamme var så småt ved at bære frugt, så vi tog os et bad i Baby Wipes, før vi, kloge af erfaringerne sidste nat, kravlede ned i hver vores sovepose og mærkede de smertefulde bæresår efter hoftebælterne, mens vi blandede pulverkartoffelmosen med lidt persille, smør og dåsefisk (nej, ikke dåsetun, damen i butikken havde givet os alt muligt andet end tun - sardiner, fisk og makrel - som dog lignede tun i sin grårå ukendelighed).

For at tage forskud på sorgerne ved den stejle stigning, der ventede os tredje dag, delte vi et lille morgenskænderi over de iskolde havregryn og pakkeriet (vandet, som vi blandede pulvermælk i, var frosset i løbet af natten, men vi skulle bruge netop det vand, for det havde jeg puttet rensende klorpiller i). Efter et par minutters gang sluttede vi fred, og så begyndte lidt under tre timers opstigning mod Punta Union, et bjergpas i 4760 meters højde. Taskerne føltes lettere, åndedrættet tungere, og efter et par zigzag-stykker og et par vandpauser ramte vi toppen med smuk udsigt over sneklædte bjergkæder og søer i 4400 meters højde. Med ét følte vi begge, at det værste var overstået, og resten af turen indeholdt hverken flere "humørsvingninger" eller morgenskænderier. Vi endte med at gå lidt over syv timer denne dag for at komme tæt på afslutningen af turen (diskuterede bl.a. dobbelt statsborgerskab), og selvom jeg blev solbrændt i hovedbunden, Celia på næsen, var vi begge glade for turen og det vidundermåltid, der ventede os om aften: Pasta Alfredo fra pulver (med lidt tilsat løg, meget hvidløg og ærter) med en Coca-Cola købt af de lokale Quechuafolk. Endnu en gang kværnede vi popcorn, øvede teori og masserede ømme muskler, før vi udmattede og tilfredse faldt i søvn. Det blev en lang nat for Celia, for hun hørte hele tiden dyr ved vores telt, der ville spise vores skrald (jeg tror ikke, vores vandringsmad fortjente sådan et kompliment), og hun vækkede mig et par gange: "Jakob, jeg tror, der er noget udenfor..." eller "Jakob, jeg skal ud og tisse, og jeg tror, der er noget...". Men nu skal jeg ikke gøre for meget grin af hende, for dels tillod det mig at falde ind i en maskulin beskytterrolle, dels tror jeg selv, at der var nogle dyr derude.

For at aflive nogle rester stegte Celia brødkrummer i persillesmør til morgenmad, mens en lokal hund foræd sig i vores kedelige kiks, og jeg frøs mine hænder af i et forsøg på at vaske op i den kolde flod, vi i løbet af de sidste dage havde fulgt op og ned af bjerget. Det var luksus at komme tilbage med rene skåle og nyde frugten af Celias gastronomiske nysgerrighed, før vi begav os afsted på, hvad der tegnede til at blive den letteste dag: kort distance, færre kilo i rygsækkene og uden for megen sol. Det viste sig at holde stik lige indtil de sidste tredive minutter, hvor vi gik en smule forkert og derfor måtte gå stejlt opad i meget længere tid, end vi gad og havde regnet med. Celia var lige ved at bryde sammen, da jeg foreslog, at vi skulle op af bakken, ikke ned (Bebrejdende stemme: "Ej, Jakob..."), men hun holdt ud, og vi kom frem til Vaqueria samtidigt med de andre grupper, hvor der blev knipset gruppebilleder og spist fejringssnacks, før vi hoppede ind i collectivos mod Huaraz.

Lidt dage i Lima

Pigerne efterlod os i mandags, så nu er der helt stille herhjemme, helt ryddet og køleskabet er næsten tomt. Jakob, papá og jeg har brugt dagene på rengøring og oprydning, noget der virkelig trængte. Jakob og jeg har planlagt lidt af vores Huaraz-tur, hvor vi skal trekke og udforske. Vi har desuden experimenteret med diverse mayo-salatter, da der efter festen var et par 1-litersposer tilbage: ægge- og tunsalat. Mums.

Papito har fået pigernes seng, som pigerne betalte, som tak for at bo her, så nu kan vi endelig smide papito meget gamle, ulækre og stinkende madras ud sammen med metalsengen, som i midten havde form som et halvt udhullet påskeæg; metalstængerne har efter flere måtte bøje sig for Papitos vægt, som pga. hans højde jo er meget centreret i midten. Han var ikke meget for at smide sengen ud. Generelt er han typen der gemmer alt, også selvom det er klamt og i stykker. Hvis han bare så var typen, der i sidste ende genbrugte det, ville det være i orden. I stedet er der bare et værelse nede i stueetagen, som er fyldt med skrammel fra de sidste mange år. Så når man smider Papitos ting ud, skal man være snild og gemme det væk fra ham inden skraldemændene kommer og henter det. 

Et andet Papito-projekt, som blev realiseret i går, var hans årlige bad. Han siger jo altid, når man beder ham om at gå i bad (han lugter i en radius af en halv til en hel meter!): "Vil du måske have, jeg skal dø?". Et svar, som jeg at have snakket med en taxichauffør i Cusco, som efter sigende skulle være meget gængst blandt gamle mænd fra højlandet. Papito og mamina (min farmor) stammede fra Sikuani, en provins i Cusco, hvor det er så koldt om vinteren, at der er dødsfald hvert år. Oftest børn og gamle mennesker. Så det er måske ikke så mærkeligt, at papito forbinder vand og vinter med død. I hvert fald blev der kogt vand i går til Papito, hvorefter min far og hans brødre måtte kaste lidt vand af gangen, så han selv kunne skrubbe sig og vaske sig. 

Alt dette skete mens Jakob og jeg sov. Vi har de sidste par dage sovet meget længe, til en klokken 11-12 stykker. Så til morgenmad i tirsdags spiste vi jo bare en omgang frokost, som bestod af CEVICHE til 1,50 SOL. Det var måske lidt overdrevet at få rå fisk til morgenmad, men Jakob skulle jo lige prøve noget ceviche, inden vi tager væk fra kysten igen, og de sælger det kun til middag, så man må jo slå til! 

Om aftenen onsdag afholdt South American Explorers et foredrag af en Alaska-amerikaner, som ville gøre op med Machu Picchumyterne, og fortælle os, hvad man rent faktisk vidste, og hvad historien er op til det blev opdaget af Hiram Bingham. Han er ufaglært, men autodidakt til mange ting, blandt andet "prospecting" (lede efter mineraler, olie mm. - tror jeg!). Hans "thing" er research. Han gør det fra han står op om morgen til han går i seng, derfor har han lavet meget ekspeditioner med arkæologer og andre fagmænd, men aldrig drevet af penge. Han har gang i flere projekter, og et af dem er Machu Picchu, som desværre er blevet så turistet og så lidt arkæologisk udforsket, at man kan slippe fra at sige alt muligt, hvori man inddrager lidt inkakultur!

Takketale og fødselsdagstale til papá

Her er min tale fra i lørdags. Papá blev rigtig glad for den og var stolt af mig. Selv var jeg også stolt, og det er vist også min første længere tale nogensinde (puha, det var vist også på tide!), men det er jo så nemt at lade sine ældre søskende stå for de store ord. Jeg fik ikke sagt det hele, da talen blev holdt efter kl. 24, så man skulle lige tage højde for stemningen. Men folk blev rørt og grinede, mere bekræftelse, behøvede jeg ikke!

Det var i øvrigt en fantastisk fest: masser af glade mennesker, god stemning, og musik og øl nok til endnu en fest. De skandinaviske gæster var et hit, især drengene vi have mødt i Cusco. Jeg kunne ikke have introduceret mine danske medpatrioter for en mere klokkeren peruansk fest:
   Der var live salsa/cumbia band, som skal overdøve alt form for verbal kommunikation.Tredive kasser øl med 12 stk. 750 mL-øl i hver, sodavand, drinks og egen barmand. Ovnstegt svin med russisk salat og kartofler. Hora loca (Crazy hour/en times skørhed!), med unge klædt i nar-kostumer, som sprayer skum ud, og får alle til at danse til alt slags musik. Fra folkedans til moderne reggaeton. Men vigtigst af alt, danselystne og festglade peruaner. Oftest mændene ved et bord og kvinderne på danseulvet, fordi de ikke længere gider at vente på at bliver spurgte op til dans.

Muy buenas noches y bienvenidos a nuestro cumpleaños. He preparado un pequeño discurso, que es una tradición muy danesa.

Esto es mi primer cumpleaños en Perú nunca, y hace ya más que 20 años que mi papá no haya celebrado el suyo en su madre patria. Ojala que no sea la última vez que esto se realice.

Estoy contentísima y muy orgullosa de tener la oportunidad de celebrarlo aquí. Hace como cuatro años que decidí viajar a Perú y vivir en Zarate por lo menos 6 meses. Después de haber viajado varias veces de niña, mi deseo era tener bastante tiempo con mi familia paterna, porque desde los 2 años mi papá me llevó para que conozca los Sullca: una familia enorme, con mucha diversidad, siempre listos para fiestas y chelas, y lo más importante;  me tenían mucho cariño (y yo también a ellos).

Un gran parte de mi recuerdo de los Sullcas incluye a mamina, la cabeza de la familia. Ella fue una mujer muy fuerte, muy respetada de todos y siempre cumplió con su papel como esposa, madre y abuela. Nunca la vi quejándose. Todos los días atendía en el primer piso: cocinaba limpiaba, lavaba la ropa y ordenaba los asuntos familiares. Así que les ruego que no la olviden y que continúen la sus vidas según sus deseos de mamina.

Un brindis para nuestra querida mamina, Nieves Huamán de Sullca.

Recien he tenido el tiempo y el dinero para realizar mi deseo, después de haber acabado la pre, que he estudiado los últimos tres años. Los últimos 5 meses han sido todo un sueño hecho realidad. Especialmente mis primos lo han hecho todo una fiesta. Además mi español ha mejorado bastante, y espero en el futuro estudiar aquí por lo menos medio año.

Zárate siempre va a ser un lugar muy especial para mí. Vara de Oro, cuadra ocho de Chimú. Por ejemplo tuve mi primer beso aquí (sé que todos se recuerdan de esa época en mi vida!).
Aquí también he conocido otra cultura que la europea que me ha hecho aprender a apreciar ambas culturas y reconocer que las dos  tienes sus ventajas y desventajas. Lo que más me gusta de los peruanos, es que son tan abiertos, cariñosos y casi nunca están demasiados ocupados para no invitarte un poquito de gaseosa u otra bebida en su casa. Uds. son relajados y toman todo por partes, tranquilamente. Son cualidades que quisiera que los daneses aprendieran: que también siempre se saludan en la calle, y que se respeta a los mayores de edad.

Ahora quisiera dedicar unas palabras a mi querido papá.

Papi, pah o papá

Tienes un lugar muy especial en mi corazón y siempre lo vas a tener. Aparte de lo biológico, has sido siempre un apoyo y un buen amigo. Sólo este año me has apoyado bastante al buscar un lugar para estudiar español, para encontrar voluntariado en el SOS, para empezar a tomar clases para mi sacar mi brevete y varias cosas más. Cuando pido tu ayuda, siempre has hecho todo lo que puedas para realizar mi deseo. De verdad eres un gran apoyo.

El hecho de que eres muy joven siempre ha significado que los dos nos hemos entendido en una forma muy distinta que entre mi mamá y yo: nos reímos mucho más, hacemos cosas como ir al cine y me has enseñado ser cultural, llevándome a varios conciertos y actividades culturales.

Quisiera nombrar ciertas cosas que me has enseñado y que quisiera saber hacer como tú:

-         Nunca te das por vencido: siempre luchas. Pero a veces también eres un poco terco, cuando la gente te dice que algo no es posible, sueles averiguarlo y averiguarlo tú mismo. Entonces a veces también encuentras soluciones y alternativas que otros no encuentran ni conocían.

-         Eres muy paciente en general. Con personas, no te importa esperar para conseguir lo que querías. Haciendo compras: no te importa gastar todo un día en comprar sólo una cosa. Es parte de tu forma de ser: eres tranquilo.
No tengo número de cuantas veces me has llevado al centro para comprar sólo una cosa, y nos hemos demorado un día entero.

-         Porque otra que cosa que te gusta y sabes hacer es regatear. Nunca pagas ni un SOL demasiado.

-         Tú pasión a la música. Tienes conocimiento a casi todos los instrumentos, sabes explorar el mundo de la música moderna, andina, folklore, electrónico, etc. Con ella me has criado siendo muy orgullosa de ser peruana, sabiendo que la cultura de los andes desciende de la cultura Inka que una vez fue unas de las civilizaciones más desarrolladas y solidaria. La música es tu contribución para preservar las culturas andinas de Perú.

-         Eres muy sociable. No eres tímido: te gusta conocer a diferentes personas y te gusta intercambiar conocimiento y cultura. Más de todo te gusta pasar el tiempo chévere, te gusta planificar y apoyar actividades culturales.

Lo últimos que te quiero decir es que todavía es un enigma cómo tuviste el valor de mudarte a otro país. ¿Cómo has tenido que luchar contra las culturas distintas de Perú y Dinamarca? A veces me pregunto si te sientes más peruano o danés y ¿cuáles de las naciones aprecias más? Todo lo que has logrado en tu vida me hace muy orgulloso de ti y te tengo mucho respeto.

Espero que tú y yo sigamos teniendo esta amistad muy especial, que sigamos viajando a Perú juntos y que sigamos conociéndonos más y más.  

Al terminar quisiera dar las gracias a todas las personas que han hecho, que la fiesta se realice:

Mi tío Fidel y su familia que nos han prestado su jardín/terreno/esquina

Mi tía Gladys y mi tía Vicky, los cocineros y mucho más.

Mi papá por haberse hecho cargo de todo.

Y mi familia por su apoyo en general!

Ahora es tiempo para festejar, celebrar y bailar. Que la pasen bien y por favor que me ayuden hacerlo una noche inolvidable."

Celia

Cumpleaños de Celia y Hector

22.33: Ankommer til festen. Der sidder nogle peruvianer på stole langs væggen. Der er stadig masser af plads til flere. De skal nok komme. Sætter os ved at bord og går ombord i de første af de 360 øl (650 ml.), der er indkøbt til festen. Bandet er ved at sætte udstyret op.

23.00: Hector og Celia byder velkommen til festen. Midt i talen ankommer 5 danske drenge, vi mødte i Cuzco; de havde forsikret os om, at de ville komme, men vi var i tvivl, om de ville klare den, for de havde kun en adresse i et lidt usikkert kvarter at gå efter. Nu er vi 14 danskere. Føler os ikke langt hjemmefra.

23.07: Bandet begynder at spille salsa, cumbia og meringue. Dansegulvet bliver straks fyldt. Fidel fører an med ukendt tante til familien. Jeg må hellere snart invitere Celia op, ellers snupper en af de andre fyre hende.

23.15: Danskerne joiner dansen. Musikken er så høj, at man dårligt kan snakke. Salsahofterne bliver smurt.

23.31: Opdager bartenderen. Bestiller tre mojitos. Får ikke drukket dem; Celia forærer dem til sin kusine. Bestiller tre mere. Får to. Giver dem væk. Drikker øl.

23.44: Fire fulde mænd hiver mig over. Glemmer deres navn, når de har sagt det. De begynder at joke. No hablo muy bien en español, pero entiendo un poco. De joker. Jeg griner på de rigtige tidspunkter. Det kan de godt lide. De fortsætter. Byder mig på øl. No gracias. De forsøger sig på engelsk. Lugter meget af øl. Tengo que tomar mas.

23.59: Kigger rundt efter den 15 kg store svinesteg, bageren har lavet. Den burde være her nu. Spørger Celia. Regner med, at den er forsinket en time. Godt bud. Henter øl. Sætter mig med de danske drenge.

00.23: Celia holder tale på spansk. Forstår ikke så meget af det spanske. Heldigvis har hun oversat den for mig tidligere. Hun stråler, som hun står der og taler. Hector holder også tale. Bandet overtager det festlige publikum. Spiller salsa igen. Hora Loca starter. Klovne danser med os. Sprøjter skum ud. Har balloner.

00.40: Danser stadigvæk. Har budt Celias kusine, Christina, op. Skal lære nogle flere moves, hvis jeg skal imponere de her sydamerikanere. Helen, Celias anden kusine, vil gerne danse med en af de danske fyrer. Han ligner Mikael Berthelsen. Det her er en fantastisk god fest.

00.46: Får at vide, at jeg dansede salsa til en cumbia-sang. Spørger, hvordan man danser cumbia. Celia lærer mig det.

01.26: Svinestegen ankommer. Alle er pludseligt meget sultne. Putter for meget chilisovs på min mad. Spiser det alligevel. Dum fejl. Kommer til at tilbyde Kristine et stykke ren fedt. Hun tygger på det. Endnu en dum fejl.

01.49: Stoleleg går på danskernes initiativ igang. De små kusiner leger med. God stemning. Finale mellem Astrid og Celias fætter, Brandon. Brandon vinder.

02.40: Bandet kalder på Celias kæreste. Det er mig. Jeg sidder hernede. Skal åbenbart sige et par ord. No hablo muy bien en español. Taler dansk. Celia oversætter til spansk. Beder bandet om at spille sangen "Celia". Vi danser en dans sammen.

03.23: Papito bliver puttet i seng. Han er gammel.

03.29: Papito kommer tilbage. Skal have en øl mere.

04.11: Drikker en øl med Helen. Hun snakker engelsk, jeg spansk. Spiser et par småkager. De fylder meget i munden. Skyller dem ned med en andens persons tequila sunrise.

04.51: Danskerne får lov at sætte musik på. Hensat til en dansk privatfest. De danske drenge danser meget homoerotisk. Er i tvivl om, hvordan peruanerne modtager det. Føler mig lidt pinlig på deres vegne.

05.30: Rydder tomme flasker sammen. Tømmer halvfyldte (eller halvtomme) flasker. Gemmer spiritusen.

06.03: De andre piger går i seng. Bør blive her til den bitre ende. Solen er stået op. Haner galer.

06.37: Putter drengene i en taxa hjem. Vinker farvel. Køber en morgenbolle med spejlæg.

06.55: Lader være med at børste tænder.

07.02: Falder vist i søvn.

12.45: Vågner uden tømmermænd. Er vildt glad efter festen igår.

13.33: Skriver dette blogindlæg.

Jakob

Et par dage i Lima

Vi har i løbet af de sidste fødselsdagsdage haft rig lejlighed til at udforske Lima og opleve en stor storbys mange sider, både gennem museumsbesøg, (lange) taxature og interessant mad.

I Lima er det så småt ved at blive vinter, så der hænger et konstant gråt skydække over byen, og man behøver ikke læse vejrudsigten, for man ved, at vejret vil være det samme hver eneste dag de næste mange måneder. I Miraflores den anden dag var vi heldige at se lidt blå himmel og åbent hav, mens paragliders kastede skygger paa vores is og kaffe i det fine, vestlige LarcoMar - men det var også eneste opbrud i de hvide skyers belejring. Man ved aldrig, hvad klokken er, når man vågner om morgenen.
Da vi vandrede rundt i Miraflores og Barranco, de pænere og rigere kvarterer, så vi The Point hostel, som vi sov på i Cuzco. Det er underligt at tænke på, hvor forskellige indtryk overnattende der har fået sammenlignet med os, der bor i det langt fattigere og mindre turistvenlige San Juan de Lurigancho. På underligt paradoksal vis er vi priviligerede; at vi har muligheden for at bo blandt de mindre priviligerede, at få et indblik i "den almindelige" peruaners hverdag. Og samtidigt spise aftensmad (blækspruttesort spaghetti med delikat orangerød rejesovs og rigtig parmesan og en røget tunsandwich) på et lille, autentisk italiensk spiseri (ejerne er godt nok fra Venezuela).

Eller tage i Jockey Plaza, nyde fastfood fra et El Dorado af valgmuligheder (KFC, Burger King, McD, Subway, Pizza Hut etc.) og gå på jagt efter sneaks, som vi åbenbart allesammen havde brug for. Det endte med, at fire ud af syv fik nye sneaks, mig selv inkluderet (mine var grønne og gule, pigernes selvfølgelig lyserøde). Shoppingglæden smitter, når man er sammen med seks piger, men jeg har heldigvis kun brug for et par nye løbesko, en sort skjorte, et ny parfume, t-shirts, jeans, bøger og lidt andre småting...

Kultur er mange ting, men for for alvor at føle os lidt kulturelle tog vi på Larco Archeological Museum, en af verdens smukkeste samlinger af precolumbiansk keramik (keramik fra før Columbus). Vores taxachauffør tog en kæmpe omvej, så hvad der burde have varet 20 minutter, endte med at vare 50, men det var al bilosen og ventetiden værd: Det var et virkeligt godt museum. Hvor informationsplancherne stod på både engelsk og fransk - flydende og fejlfrit, hvilket er første gang jeg har oplevet det på denne tur (man plejer at skulle kæmpe sig gennem dårlig grammatik og forkerte ord). Desuden var teksten til tider en anelse mere akademisk, end man ville forvente på et museum ("Art was the visual medium of ideological domination"), men da dette blev suppleret af meget kommunikationsvenlige kommentarer ("Today it might be hard to understand that agriculture was so important for the precolumbian cultures, but back then their lives depended on it"), var man altid med. Da man var ved at læse sig selv træt, var der kun tilbage at se på overdådige smykker og erotisk keramikkunst (lad os nøjes med at sige, at man heller ikke dengang manglede fantasi!).

Mandag

De sidste par dage, har vi bare tullet rundt i Lima, nydt hinandens selskab og fået ordnet diverse praktiske sager. Pigerne og papá formåede at bruge en hel eftermiddag på at købe dyre billetter til Brasilien, fordi man først skal gå på runde fra rejsebureau til rejsebureau for at sammenligne priser og ydelser. De endte selvfølgelig det første sted, de havde spurgt. Her brugte de så halvdelen af tiden på betalingen, som skulle være via Lea VISA. Så da Jakob og jeg kommer tilbage efter en lang spadsertur i centrum, og vi undrer os over, at de stadig ikke er færdige, står Lea og øver sig på sin underskrift. Grundet de mange penge, der var i omløb (4000 $), var de meget vigtigt for banken, at hendes underskrift på VISA-kortet og pas skulle være identiske, hvilket i Lea tilfælde slet slet ikke var tilfældet. Tværtimod havde hun på VISA-kortet lavet en anderledes og letskreven underskrift, så banken ville ikke godtage betalingen. Til hendes store ydmygelse, måtte hun står at øve sig på sin underskrift, så den lignede krusedullen på hendes VISA. Vi var allesammen dybt chokerede over, at ens underskrift rent faktisk kan have betydning, når man nu er vant til at underskrive til højre og til venstre uden at skænke det en tanke, om den lignede den fra sidst. Men det lykkedes til sidst (efter to og en halv time!), fordi Lea lagde et hvidt papir på sit VISA-kort og på den måde fik kopieret sin underskrift, så den lignede næsten identisk.

Jakob og jeg havde i mellemtiden været lidt kulturelle: vi tog til "Parque de la Muralla", en park for enden af centrum, hvor der er ruiner af den gamle bymur. Der var også et tilhørende museum til 1 beskeden SOL, men det er hårdt når det hele står på spansk. Jakob forstår til gengæld overraskende meget, så vi kan supplere hinanden. Men simultantolke kan jeg altså ikke, jeg er en spasser til det. Det er meget nemmere at oversætte til engelsk, fordi mange ord ligner hinanden, såkaldte transparente ord. Men vi fik forstået lidt af Limas historie, og hvor spansk det har været.

Celia

Køb af flybilletter (sikke dyrt det er!) - Leas underskrift

Parque de la Muralla, churros, tamales og anticucho

Pollo a la brasa

Shopping efter sneaks (fire mennersker køber - bla. Celia, der er på sit andet par)

Fast food monsterarena

Jockey Plaza

Museo de la Nacion (Yuyutanpam)

Prøvede at komme i biffen og se Alice in WOnderland og Sherlock Holmes. Celia Tirsdag

LarcoMar

SAE

Miraflores og Barranco - contemporary art museum

Italiensk mad (suspiro, spaghetti negro con camarones y tuna ahumado)

Kristine i taxa

Adventure før Lima

Før vi vendte snuden mod Lima for at fejre Celias fødselsdag, bød Peru os på en række oplevelser i kategorien "det har ingen af os prøvet før" - eller, to af de tre oplevelser hører til i denne kategori.

Det mindst spektakulære var horseback riding. Lørdag eftermiddag tog vi op til nogle ruiner af en udgravet bymur om Cuzco for at ride på heste og nyde naturen - jeg var lidt luren ved tanken om at ride på heste (jeg har trods alt ikke redet siden, jeg var 5 år og praktisk talt blev trukket rundt i manegen af en ældre pige, der sikkert elskede at pleje hesten, Prince), men Celia og de andre overbeviste mig. Hestene var i fin stand, hvad guidebogen ellers havde advaret imod, og de var så vant til ruten, at vi ikke behøv gøre meget andet end at sidde og nyde udsigten. Min hest hed Volcano - jup, pga. sit temperament - og når vores heste engang i mellem forsøgte at overhæle hinanden, kunne den finde på at bide efter de andre eller skubbe dem væk fra stien; så måtte jeg rive hårdt i tøjlerne (som jeg på cowboymaner holdt i én hånd) og råbe. Da vi nåede frem til Balcon del Diablo, en naturlig stenbalkon med udsigt til et lille vandløb, begyndte det at trække op til regnvejr, og vi kunne høre torden i horisonten og frøs. Heldigvis holdt himlen tæt, og vi nåede tilbage kolde, men tørre. Vi snuppede en massage efter en tur på chokolademuseet, og til aftensmad spiste vi en led brownie.

Langt mere spektakulært og adrenalinfrigørende var Via Ferrata, italiensk for jernvejen, en 300 meter lodret klatretur med karabinhager, hjelme og snacks i rygsækken. Vi ankom til basecamp, en lille container in the middle of nowhere, hvor vores guide ventede os med udstyr, og først der så vi, hvad vi egentlig skulle klatre op af - en lang række jernhager, der var boret ind i bjergsiden. Efter ca. 200 meter kom vi til en overgang, hvor vi skulle gå på line. Meget belejligt valgte vores guide dette sted som fotospot, og vi fik alle prøvet at stå på kun ét ben og med én hånd på sikkerhedskablet. Og selvfølgelig et nervøst krisesmil på læberne. Efter at have nydt et godt æble, en tung mueslibar og en chokoladebar på toppen, skulle vi ned. Og i stedet for at klatre ned, skulle vi rappelle. Hvor angstprovokerende det end er at læne sig ud over en lodret klippevæg og fæstne sin lid til, at rebet om dit liv er fæstnet ordentligt, ligeså utroligt er det at hoppe ned og lande sikkert efter 100 meter. Efter turen spurgte vores guide, om Celia læste til model (Celia undrede sig over, at han spurgte, når hun nu er så lille - jeg undrede mig over, hvordan man læser til model), hvad han må have overvejet i et stykke tid, for han havde kun taget billeder af hende med vores kamera, og det kom som lidt af et chok, da han opdagede, at vi var et kærestepar.

Som et højdepunkt klemte vi også lige Nazcalinjerne ind i vores program. Som et ondt varsel om selve flyturen fik Celia det dårligt i bussen af al bjergkørslen og de hårnålesving, buschaufføren måtte navigere, og for at sikre os mod den værste flysyge købte vi nogle piller på apoteket. Da vi kom hen til lufthavnen (et stort ord for en lille bygning med kiosker og nogle skranker), blev vi vejet, og fordi vi ikke vejede meget, blev vi spurgt, om vi ville have noget imod at blive delt op - de ville gerne fordele vægten i to flyvere, fordi de havde to større (læs: tykkere) passagerer. Vi fik senere at vide, at de to englændere havde ventet i over 2½ time på, at nogle som os ankom og fyldte flyveren sammen med dem. Man er kun seks mennesker i hver flyver (inkl. to piloter), så man føler alting: acceleration, turbulens, take-off og landing. Og selvfølgelig bliver man ret flysyg, selv hvis man havde taget piller imod det. Det havde Astrid og Liv ikke, og Astrid endte da også med at kaste op, mens et af Perus must-see passerede forbi. I flyvemaskinerne er der heldigvis poser til netop sådan en situation, men da Liv spurgte deres (tykke) medpassager, om hun måtte få hendes pose og give den til Astrid, kiggede medpassageren blot forfærdet på Astrid og tog posen op til sin egen mund. I mellemtiden kunne man se store figurer tegnet i ørkensandet og tænke på, hvad disse optegninger mon har haft af funktion for 2000 år siden.

Da vi kom til Lima var det oplevelsesmætte og glade - og med udsigt til Celias fødselsdag og en fantastisk middag på Huaca Pucllana.

Ikke længere teenager!

Jeg har haft en skøn 20-års fødselsdag. Natuk, Lea og Kristine ankom fredag, og vi sover nu syv piger og Jakob på samme værelser på to dobbeltsenge og en selvoppustelige luftmadras, som sjovt nok er det bedste sted at sove. Den deler Jakob og jeg, hvor vi har alt for meget plads, mens de andre allesammen ligger i samme stilling og retning: "som sild i en tynde", men de klager ikke, og sover tilpas godt. Der er gået kolonistemning i flokken, måske mere a la sommerhus. Vi laver mad, læser og er indtil videre ikke kommet så meget ud af huset, andet en måltidsindkøb. Men de sidste ugers oplevelser har godt af lige at blive fordøjet lidt. I dag var store Skype-dag. Der blev Skypet til familie, kærester og venner. Hvilket er rimelig godt gået med to computere og en Iphone (PS, sådan en står øverst på ønskelisten!).

Min fødselsdag

Den startede på slaget d. 21. maj kl. 00.00, hvor der blev sunget fødselsdagssang på spansk, grønlandsk, dansk og portugisisk (bemærk, at engelsk ikke er omtalt!). Vi havde aftenen op til budt pigerne velkommen på Sullca-manér, med en kasse øl og en opstilling af hvide plastikhavestole ude på gaden. Vi var så mange, at folk måtte gå på det modsatte fortov. Jakob var festens midtpunkt, fordi han har vundet min families tillid, ikke pga. hans søde væremåde, men ved at være en dygtig fodboldspiller. Fidel og Miguel (farbrødre) brugte aftenen på at prøve at opkøbe Jakob ved øl og chips. Desuden formåede han at joke på spansk, hvilket altid er en god egenskab, og vi var alle meget imponerede, da han jo er blandt dem med mindst kendskab til det spansk sprog. Om morgenen på dagen, fik jeg vi lavet den bedste morgenmad, jeg længe har fået: laks, creme cheese, frugtsalat, nutella, jordnøddesmør (jeg øver mig på mit danske ordforråd og på at minimere antallet af engelsk ord og udtryk!), tortilla og cocopops! Imponerende, hvor mange internationale produkter, de har i supermarkederne. Gaver fik jeg også: ombytning af mit fremtidige peruanske kørekort, ørenringe og massagekursus.

Miguel ville gerne vise folk familiens busterminal, så der tog vi på tur, hvor vi blev tilbudt noget sodavand og en lille øl. Jakobs fik lov til at køre Florentinos bus i 15 meter, hvorefter han fandt ud af, at bremsen var meget kort, og Miguel, fordi han stod op foran, smadrede lige ind i forruden. 

Det bedste på dagen vist sig altså at være aftenen, som bød på fin restaurant med udsigt udover nogle kystruiner i Miraflores. Vi fik den lækreste gourmetmad, god vin og overdådig betjening: fem tjenere og en dame til at åbne døren til toilettet. De fleste af os bestilte tunbøf i en rødvins- og chichasovs med kartoffelmos og nogle stegte grønsager. Forretten blev til piqueos, anrettet som tapas, hvor vi alle fik smagt på fire forskellige slags forretter: anticucho (oksehjerte), rejer stegt med quinoa, fyldte kartofler, og huancainasovs med chifles (ovnstegte bananaer). Dem der kunne, delte chokoladebrownie-desserter med hasselnøddeis. I alt skulle vi af med ca. 250 DKKR pr. mand. Efter at have tjekket postpriserne i dag og fundet frem til, at sende pakker til DK er ekstremt dyrt, har vi valgt at bruge de penge på endnu en gourmettur i løbet af ugen på en restaurant med en uges ventetid og nok Perus mest populære kok. Mums

Celia

The rest

Tredjedagen
      Tredjedagen viste sig mere barmhjertig end de to foregaaende, idet vi for det foerste fik lov at sove laenge (guidesne lod os sove laengere, maaske fordi de regnede med, at vi var sure efter regnen), for det andet fik pandekager med dulce de leche paa til morgenmad, for det tredje ikke skulle gaa saa langt og for det fjerde vidste, at vi gik i retning af varme bade (vi havde alle, undtagen Celia, taget et iskoldt bad aften foer. Lidt dumt, naar man tager i betragtning, at vi ligesaa godt kunne have ventet til syndfloden ramte om aften). I begyndelsen gik vi paa en lille sti, hvor vi oplevede stenskred efter gaardsdagens voldsomme regnvejr, senere paa en lidt lang og kedelig busrute, som til gengaeld var relativt flad og tilboed os en fin udsigt over floden, der fulgte os til venstre. Modsat de andre dage skulle vi kun gaa foer frokost, saa vi hoppede ind i en bus efter frokost og blev koert til St. Teresa, en lille og yderst turistet by, med fire computere paa én langsom Internetcafe (4 soles i timen = fire gange dyrere end normalt). Man ved, at en by er turistet, naar de skilter med pizza, mexikansk mad og laundry service. Semijungleterraenet boed paa frugttraer (appelsin, avocado, aebler og bananer) i hostellets baghave. Vores telte lugtede slemt af fugt, mest af alt de vaade skumliggeunderlag. Ingenting blev toert i loebet af aftenen, fordi der ingen solskin var og luftfugtigheden var hoej. Heldigvis brugte vi aftenen om et lejrbaal med oel og pisco, hvor vi hang ud med nogle brasilianere fra en anden gruppe. Tre franskmaend fra vores gruppe besluttede sig for at drikke sig ret stive og tage guidesene med i faldet, isaer Ciro, der naeste dag drak vand og kiggede paa os med traette, roede oejne.

Fjerdedagen
      Vi vaagnede til den friske morgenstank af et paa andendagen fugtigt telt, for teltene blev bare pakket vaade sammen om morgenen, saa de naaede aldrig at toerre. Efter at have pakket sammen, skulle pigerne ud paa deres saedvanlige og hyppige morgentisseture: Celia paastaar, at det lavere tryk pga. hoejden traekker tis ud af hende, saa hver morgen stormede hun ud for at tryktisse. Jeg maatte vente med at faa mit morgenkys, til hun kom tilbage lettet, glad og afslappet (og 20 gram lettere). St. Teresa er slet ikke saa oede en by, hvilket pigerne fandt ud af, da de ved deres udvalgte tissespot ved vejkanten blev overrasket over den tidlige morgentraffik. Midt i morgenrituallet kom en bil forbi, og Celia og Liv kunne ikke stoppe med et tisse; men bukserne skulle jo paa i en fart, saa de kom begge tilbage noget pinlige med fugtige shorts og en gang, der indikerede, at de havde skidt i bukserne (Celia: en foelelse, jeg helt havde glemt). Paa en saadan her tur kommer man ind paa livet af hinanden.
     Hele vores gruppe valgte at sipline den morgen efter opfordring fra Daniel: "The road is very boring, there are many busses, and it is boring. I recommend that you take the sipline or bus. If not, Ciro will walk with you". Daniel havde lidt flere magelige kilo end Ciro. Det var en skide sjov oplevelse, da vi susede ned med 65 km/t tvaers over floden, vi de tidligere dage have fulgt. Celia var modig og sprang ud foerst, hvad de andre kommenterede paa: "That sounded more like a laugh than a scream, though I am not sure". Hvad, vi ikke havde regnet med, var, at vi efter tredje ledning skulle klatre 20 meter op af en klippevaeg, der skraanede svagt udad - vi havde dog et reb om livet, og der var banket metaltrin ind i vaeggen for at hjaelpe os, men Livs guide besluttede sig for at klare den uden reb og blot haefte hende fast til sig. Hun har senere fortalt, at hun var lidt nervoes, da hun hang der og foelte, at hun kunne traekke dem begge ned ved et forkert trin. Efter frokost fulgte vi togskinnerne til Aguas Calientes. Det var naermest en filmisk scene at vandre gennem junglen ved sporene (Oh Brother, Where Art Thou eller Stand By Me). Paa vores hostel blev vi alle maniske over endelig at have ordentlige senge, et rart bad og overstaaet vores firedages vandring, saa vi taendte op for lidt hitmusik som Medina, James Brown og Timbaland, foer vi tog ud at spise med vores kokke og guides paa en superturistico restauranto.


Femtedagen
    Vi stod op 3.45 for at komme hen til koeen ind til raeset til at komme til Macchu Picchu og faa et stempel for at faa lov til at komme op paa Wayna Picchu senere paa dagen. Kl. 4.45 blev vi lukket ind og skulle race op til toppen for at vaere blandt de foerste 200, der faar lov til at klatre op paa Wayna Picchu. Efter en haard tur paa 45 minutters klatring stod vi gennembloedte og blev langsomt koldere og koldere, mens vi ventede paa det stempel, som var saa besvaerligt at faa fat i - men det viste sig at vaere det hele vaerd, for udsigten var fantastisk, da man sad bogstaveligt talt paa toppen af Wayna Picchu og overskuede inkaernes utrolige arbejde. Jeg har aldrig proevet noget lignende. Turen op var til tider nervepirrende, for stien var smal, stejl og med farlige skranter til den ene af de to sider; og selvfoelgelig var turen ned naesten mere nervepirrende (hvis mindre udmattende), for der forstod man for alvor stigningen. Selvom vi var i god form og fodsikre efter de tidligere dages mange vandretimer, var det en haard tur op, og da vi havde regnet med ikke at skulle gaa overhovedet paa dag fem, kraevede det en del viljestyrke at motivere sig selv til at fortsaette op. Fordi vi ankom til Macchu Picchu allerede kl. 6, saa vi de smukke bygninger vaagne, mens den tykke morgentaage lettede (vi kunne ikke se laengere fremt end 10-15m) og solen kastede lange skygger. I baggrunden begyndte nabobjergene saa smaat at komme frem; foerst kom toppen frem pga. solen, hvilket fik dem til at ligne svaevende bjergetoppe. Langsomt gik det op for os, hvor stort Macchu Picchu er, da bygningerne kom frem en af gangen bag taagen. Macchu Picchu blev "scientifically discovered" i 1911, saa meget af det staerke inkahaandvaerk staar stadig den dag i dag, og man kan kun fascineres af de terasser, som inkaerne dyrkede deres afgroeder paa.
      Vi levede den dag af kaempe avokadoer og hvide broed (omkring 0.7 kg avokado pr. avokado - da vi om aften kunne vaelge avokado til forret, afslog vi alle!), fordi vi naegtede at betale turistpriser for sodavand og mad - visse ting var fem gange dyrere end normalt. Paa vejen ned var vi fuldstaendigt udmattede, meget passende for den sidste dag paa et trek, der, naar man fortaeller andre rejsende, at man skal til Macchu Picchu over Salkantay, moedes med maaben og kommentarer som: "The really tough trek?".

     Til allersidst hoppede vi paa et tog til Ollantaytambo, hvor vi spillede kort med franskmaendene, dels hjerterfri, dels roevhul - aabenbart kender de begge spil, endda ogsaa krig, som vi afslog at spille. Allersidst en vild bustur tilbage til Cuzco og vores hostel.
     Alt i alt et fantastisk trek, der paa alle maader har overgaaet forventningerne.



Jakob

PS: Hjerterfri har vi spillet flere gange hver dag. Da vi tog kortene frem i toget, grinede nogen fra gruppen og sagde, at alt jo var ved det gamle, naar vi havde kortene fremme. Jeg er selv naesten blevet hooket paa at spille kort.

Salkantay, et alternativ til Inka Trail

Soendag  d. 8. maj kl. 4.30 til torsdag d. 23. maj kl. 23

Fantastisk

Smuk

Haard

Tre hurtige tillaegsord til lige at laegge stemningen for vores 5 dage lang vandretur. De 5. dag var sat af kun til Machu Pichu, saa det troede man var en afslapningsdagen, selve hoesten, men det skulle vise sig at vaere lidt af en travdag ogsaa. 

Foerste dagen

     Det var lidt haardt og uoverskueligt at skulle saa tidligt op, og ovenpaa Colca Canyon-helvedet, var vi faktisk lidt nervoese. Dagen forinden havde en guide fra organisationen vaeret forbi til en briefing, hvor han anbefalede vandrestokke, da vi skulle gaa i hvert fald syv timer dagligt, alt fra 300-2000 meter i hoejdeforskel. Man kan godt blive lidt forpustet af den nyhed, naar nu Czco i en beliggenhed af 3300 m´s hoejde, havde kunnet maerkes i vores byvandring den foerste dag. Men vi tog det med et smil. Derudover har Salkantayturen et ry for at vaere vaere for de fit-for-fight-typer, i Lonely Planet beskredet noget i retningen af "slightly more challenging" end Inkaturen. Vores taxiichauffoers bemarkning havde ogsaa vaeret: " naah, I maa virkelig kunne lide at vandre", da jeg naevnte Salkantayturen! Derudover baerer man jo sin egen bagage (dog minus 5 kilo, som nogle af hestene ville baere). Den foerste morgenmad var ikke inkl., saa vi medbragte vores egen: rugbroed med avocado og ost. Saa kan I jo selv forestille jer, hvor turistet her er, naar de formaar at faa impoteret rugbroed herop. Senere fik vi saa at vide, at resten af vores 14-mandsgruppe synes, vi virkede meget asociale og som de vilde vandrefolkstyper, fordi vi havde egen morgemad med og derfor ikke delte bord med resten af holdet. Den foerste dag var ret haard, vi skulle jo opad. Jakob og jeg havde pakket vores taske daarligt, saa vi bar paa for mange kilo. Desuden bestod den dag af short-cuts, som vores semi-tosprogede guide (hans engelske var ikke helt saa godt!) kaldte med. Dvs. i stedet for at gaa paa den zigzaggede bil-grusvej, tog vi de stejle stier opad. Deraf shortcuts. De var hurtigere, men til gengaeld dobbelt saa haarde. Vi blev allesammen nok lidt skraemt af vores eget eget aandedraet der. I hoejderne gisper man saadan efter vejret, selv et stykke tid efter man staar stille. Frokosten blev serveret paa halvvejen, og traditionen tro, vi vi to-retters med laekker suppe. Noget de formaaede at gennemfoere gennem hele turen til frokost og aftensmad. Det var to unge kokke, som aldrig sagde noget, meget underdanige og underbetalte, som udover at lave mad til os, skulle pakke vores telte ned og ud, pakke koekkenet ned og ud, sorge for fem kilo baggage pr. person paa hesten, samt GAA (hestene blev kun brugt til bagage) praecis den samme rute som os hver eneste dag. Med andre ord, de skulle alt det vi skulle og meget meget mere. Den aften var kold, vi sov ved foden af Salktantay, et hoejt og smuk snebelagt bjerg med en hoejde paa 6300 meter. Selv sov vi i ca. 4700 meters hoejde. Sengetiden var kl. 20-21 efter aftensmaden. I alt havde vi gaaet seks-syv timer den dag.

Anden dagen

      Vaekket med "Mate de Coca", som en lille opkvikker kl. halv seks. Den haardeste dag med de stoerste hoejdeforskelle (vistnok 1800 meter i alt), og flest timers gaatur. Det var tre timer stejlt opad, og bagefter syv timer nedad med en frokost pause halvejs ned. Heldigvis paa hele turen viste Daniels tidsangivelser (vores guide) ikke at vaere et gennemsnit men et maksimum. Selv med pauser paa 10-15 minutter, formaaede vi at skaere op til 30 % af tiden. Det var en rar overraskelse. Alligevel havde Colca skraemt os, saa Astrid tog en hest (noget af det fedeste hun laenge har proevet) sammen med nogle af de andre piger. Bl.a. en anden Celia, som var fra Sydafrika. Der blev til to og en halv time, vores Jakob bar vores faelles rygsaek 85 % af tiden, men jeg tog de haardeste sidste 30-35 min. Vores pauser hver halve time gjorde turen rigtig dejlig overskuelig, og Daniels peppede os op ved at faa os til at tage gruppebilleder. Ciro (vores bagtropguide) tog sig af de bagtroppen, saa ingen foelte sig glemt eller til besvaer. Paa det hoejeste punkt fik vi taget et dejligt billede af os alle! De naeste par timer var neasten de vaerste, da nedstigning er meget hardere for kroppen. Det var nogle lange syv timer. Da Liv, Astrid og jeg elsker diverse former for lege, brugte vi en stor del af tiden paa bogstavlegen; man bliver enig om et bogstav, hvor man skiftevis skal sige et ord, der starter med det paagaeldende bogstav. I kan nok forestille jer, at Jakob begyndt at gaa i forvejen, han blev modsat os traette af legen! For at goere den lidt svaere, skulle man sige tostavelsesord eller derefter. Men legen er god for mig, da mit danske ikke har det for godt. Jeg har svaert ved at sige en saetning paa dansk, uden af der sniger sig et engelsk eller spansk ord indimellem. Derudover finder jeg paa mine egen ord, fx ville jeg kalde Astrid for en slikmund/soed tand og endte med at kalde hende en soedmund.

      Endestationen den dag var belligende taet ved junglen, saa jeg badede mig praktisk talt i myggebalsam (98,1% DEET - det skulle vist ikke vaere helt sundt?!). De andre hargennem hele turen klaget over, at det var aetsende, den aetsede vist lidt af Livs klip-klapper og Jakobs vandrestav, men jeg fandt den bare yderst effektiv, da jeg har det med at bliver monsterbidt overalt og efterfoelgende haeve op. Men vi er alle hjemvendt med bid over det hele, og har de vildeste kloeture om natten, hvor man vaagner og naesten kloer hul paa dem, fordi man alligevel er halv bevidstloes. Men jungleterraenet betoed ogsaa troperegn, hvilket resulterede i drivvaade og fugtige telte, som tydeligvis ikke var i stand til at afvise de enorme regndraaber. De staedige sov i deres telte, men vi og enkelte andre rykkede vores ting op i det shelter, vi havde faaet aftensmad i. Alle ting var drivvaade, men efter loebeturen frem og tilbage med vores bagage og liggeunderlag, formaaede vi at holde humoeret oppe, maaske for meget. Det endte i hvert fald med kolonistemning, fnis og grineflip over latterlige ting. Men det fik en brat afslutning, da vi blev tyset af inde fra det andet rum. Vi fandt aldrig ud af, hvem det var, men vi blev saa skamfulde i oejeblikket, at vi alle lagde os til at sove. Efterfoelgende tror jeg vi alle taenker tilbage paa det, at det var daarlig stil og nedladene, vedkommende kunne i stedet have bedt os om at tie stille. Men det oedelagde bestemt ikke vores aften.

Cuzco

 Fredag d. 6. maj til d. ? maj

Fra vores fine hostel i Arequipa, "La Ciudad Blanca" (den hvide by), fik vi tilbudt et billigt busselskab, som mange af de lokale tager. Billigt i den forstand, at vi kunne faa en "cama" i stedet for "semi-cama" til den normale pris. Efter tre dages Colca-tur (opsumering: flere timers gaature stejlt op og bagefter stejlt nedad), var det virkelig noget vi saa frem til. Desvaerre er det jo saadan, at man faar, hvad man betaler for, og vi endte nede i stueetagen i dobbeltdaekkeren uden aircondition og med kondensvand dryppende ned langs ruderne. Astrid fik kvalme, vi froes og havde derfor svaert ved at sove ordentligt. Vi havde jo soerget for at faa gode pladser taet ved fjersynet, saa der var lidt underholdning til de 10 timers bjergkoersel. Men naar der er mange peruanere, saa er filmen jo synkroniseret, uden undertekster og en B-film. Action-pludder-pladder for fuld styrke. Det var en lang nat, som bestemt ikke var pengen vaerd. Da vi endelig naaede "el terrapuerto" ("jord-havn" = busterminalen) kl. 6 om morgenen, begyndte nabobussen at toemme lokummet (hvor man heldigvis kun maa tisse) under bussen, hvilket betoed, at der ophobede sig en lille stroem af tis, som langsomt naermede sig os, mens vi bag i bussen proevede at faa fat i vores rygsaekke!

      Men Cuzco er heldigvis det hele vaerd. For mig er det skoent at gense byen, og denne gang faa lov til at se det mere udefra. Det er en meget smuk kolonialistisk by, men stadig med rester af inkabygninger. Men ogsaa meget turistet. De argentinske kvinder fra vors Colca Canyon Trek, kaldet det "Cuzcolandia", hvor endelse faar betydning som en forlystelse park, som kun er lavet til at traekke penge ud af folk. Alt koster her, og gerne 50 % mere en normalt. Du ser turister overalt, og reaktionen paa det er, at alle lokale paa en eller anden maade yder turistisk service. Man skal vaenne sig til hele tiden at blive stoppet op paa gaden og tilbudt diverse. Det er svaert at opleve peruanske kultur, her er baade veganske, vegetariske, spansk, franske etc. restauranter, som uden tvivl laver fantastisk mad, men det er langt fra repreasentativt! De lokale goer alting for at tilpasse sig turisterne vaner. Derfor bliver det dejligt at tage pigerne (Astrid, Liv, Lea, Natook og Kristine) med til Lima for rent faktisk at snakke spansk, spise peruansk og bade i et koldt brusebad! Det er nemlig ikke meget spansk, man faar talt, men derimod tonsvis af engelsk.

      Jeg har snakket med nogle forskellige "cuzqueños" (folk fra Cuzco), og det er dejligt at hoere, at de er saa stolte over deres landsregion. Oftest er det nemlig, at folk fra landet og med de gamle traditioner bliver set ned paa, kaldt "cholos" (a la bonderoev, men mere nedladende end drilagtigt"), isaer fordi de har en fremtraedende accent. Der er mange konotationer omkring det ord, bla. ignorance, uintelligens mm. Men efterhaanden som det er gaaet mere og mere op for dem, hvor unikt det er, at de stadig har en stor del af befolkningen der udlever de gamle traditioner, er stoltheden saa smaat sneget sig ind. Naar jeg fortaeller, at mine bedsteforaeldre er herfra, faar jeg at vide, at jeg skal vaere stolt.  

Celia

Jakob i Peru

Jeg ankom tidligt tirsdag morgen i Limas lufthavn. Efter et toldtjek ventede Celia og lidt af hendes familie mig i ankomsthallen (noget traette, klokken var ikke 6 endnu – og alligevel var gamle bedstefar, papito, taget med), og Hector koerte os sikkert hjem gennem den ellers ret hektiske peruvianske traffik. Selvom mit spanske er meget daarligt (jeg har taget et bogkursus paa et par uger og kan ifoelge bogen 403 ord, hvis man taeller maanederne med – og dem kan jeg ikke), har familien vaeret virkeligt imoedekommende: De har lyttet taalmodigt, naar jeg forsoegte at sige noget paa spansk, og suppleret mig med gloser, de har forsoegt sig med deres eget engelske (”Hello!”, ”How are you?”), og de har spurgt ind til mig, selvom jeg sjaeldent har kunnet svare ordentligt udover et spaedt ”si”. Jeg var oprindeligt lidt nervoes for, hvor mange familiemedlemmer jeg skulle moede og holde styr paa, og hvor svaert det ville vaere at kommunikere, men det har altsammen vist sig at vaere ubegrundet.

Vi brugte de foerste dage i Lima, hvor Celia viste mig rundt. Jeg er sikker paa, at jeg aldrig kunne finde en ligesaa god guide, for hun kender byen godt og kan (modsat de fleste guides) faktisk tale mere end spansk. Desuden er det jo ikke helt daarligt at gense sin kaereste efter fire maaneder. Vi opfoerte os som turister den ene dag og besoegte nogle flotte monumenter fra conquistadortiden (altsammen opfoert i klassisk europaeisk stil, en smule barokt), mens vi guflede choclo con queso (majskolbe med ost) og snakkede med Alyssa, en af Celias rigtigt gode veninder fra spanskholdet; den anden dag moedte jeg saa resten af spanskholdet over en yoghurtis med fudge brownie og japanske vingummifrugter i den turistede og rige bydel Miraflores. Naar vi ikke opfoerte os som turister var vi familiehuset i San Juan de Lurigancho, hvor vi hang ud med Hector, spiste frokost med de lokale eller slentrede op og ned af gaden – jeg har ikke set meget af Lima endnu, men jeg fornemmer allerede, hvor stor, kompleks og overvaeldende byen er, og hvor meget svaerere den ville vaere at gaa til uden Celia. Det bliver dejligt at udforske den grundigere, naar vi kommer tilbage fra vores rejseri, men lige nu er det fantastisk dejligt at rejse rundt. Og saa skal jeg tilbage og have revance i fodbold - sidst gik det helt fint, men vi vandt desvaerre ikke nogen af vores kampe. Naeste gang vinder vi og har raad til at koebe sejrsoel.

Vores foerste stop efter Lima har vaeret Arequipa, den Hvide By, en stor matrix af en by, hvor alle veje og gader ligge parallelt eller vinkelret paa hinanden – i hvert fald i centrum, hvor de fleste turistattraktioner er. Her moedte vi Liv og Astrid, som vi nu rejser rundt med. Efter en kort, men meget oplevelsesrig og skide skaeg tur i byen loerdag, laa vi med toemmermaend soendag og saa James Bond ”Casino Royal”. Mandag udforskede vi klostrer, kirker og museer, og tirsdag tog vi afsted paa et trek til Colca Canyon, verdens naestdybeste canyon. Her gik vi omkring tre timer dagligt, sov i bambushytter, spiste god mad (bl.a. alpacakoed) og badede i charterblaa swimmingpools; vi fik virkelig valuta for pengene, moedte nogle (til tider lidt for) snaksagelige israelere og nogle spoejse og soede argentinske kvinder, og fik varmet op til trekket paa soendag til Macchu Picchu og Mt. Salkantay. Sidste dag stod vi op kl. 5 for at bestige en bjergside, inden solen stod for hoejt paa himlen (i starten var der helt sort, og vi gik med stearinlys og pandelamper) – og foerst efter denne heltemodige daad fik vi lov at spise morgenmad og hoppe i varme kilder (aqua termales), hvor 80 grader varmt vand kommer ud af klippevaeggen. Det bloedte de udmattede muskler op. Om aften hoppede vi paa en natbus til Cuzco, som var en skuffelse: vi havde valgt at opgradere vores saeder til cama (sovepladser) istedet for semi-cama (saeder man slaar tilbage), men vi sad i underetagen af dobbeltdaekkerbussen, hvor der var indelukket, og gulvet var vaadt med kondens fra vinduerne (et par boeger skulle til toerre bagefter). Desuden viste de en daarlig synkroniseret actionfilm og gav os smaa taepper. Men Cuzco har vaeret det vaerd – det er en ufatteligt smuk by, og jeg kan kun anbefale, at I googler det. Det bliver godt at se endnu mere af byen og feste paa vores partyhostel.

Jakob 

PS: Jeg skal nok holde oeje med Celia, selvom det  nok betyder, at vi ikke faar en ligesaa oplevelsesrig aften som i Arequipa.

La Ley Seca

Jeg glemte helt at fortællet, at weekenden op til valget d. 10. april lå Peru helt øde. Valget her finder altid sted en søndag, som er de fleste eneste ugentlig fridag. Hvis man arbejder om søndagen og ikke får fri til at stemme, får man en bøde. For her er det en pligt at stemme. Men valgstederne har kun åbent til kl. 16, og Lima er jo en by med alt for mange mennesker, så det kan let tage op til tre timer for at komme til stemmeurnerne. For oveni de mega køer der er, så bliver de yngste peruaner (dvs. fra 40 år og nedad) sendt til udkantsområderne og stemme. Ingen ved rigtig hvorfor, sikkerhed eller fordi systemet bare er langt fra optimalt, men i hvert fald resulterer det i, at trafikken er endnu mere kaotisk end myldretiden i hverdagene. Hvad der normalt ville tage en halv time, tog den dag halvanden time mindst. Papá og jeg blev hjemme hele dagen, for det var ikke en dag til at tage på spadserture.

      Men grunden til at Peru op til d. 10. april lå helt øde, var pga. en lov med øgenavnet "den tørre lov". Det betyder, at man fredag og lørdag ikke må indtage nogen form for alkohol. Butikkerne må heller ikke sælge og alle bars og diskoteker er lukket. Politiet render rundt og tjekker op på folk, og finder de dig med en øl, får man simpelthen en bøde. Men det sværeste er nok at få fat i alkohol, fordi folk har det jo ikke med at være så lovlydige eller at have problemer med at bryde loven. Men det blev bare indendørs i stedet for det vante udendørs drikkeri.

      Jeg har svært ved at forholde mig til den lov, fordi man jo tænker, at folk er ansvarlige nok til at være i stand til at stemme den søndag. Men her er det måske anderledes, fordi der findes mange drukkenbolte, som drikker af fattigdom og manglende livsgnist. Desuden er det jo lovpligtigt at stemme, så det er måske en måde at hjælpe folk med at få stemt. Bøden er alligevel på næsten 200 kroner, hvilket her ikke er så lidt endda.

Montañita

For lige at opsummere, hvad jeg egentlig har lavet her. Loerdag lagde jeg ud med at ankomme hertil kl. 22, hvilket var naesten to timer senere end forventet. Saa det var lidt kaotisk, men endte godt og jeg tog en taxa alene til Kamala, det sted vi bor. Vi bor i en by ved siden af Montañita, jeg kan bare ikke lige huske, hvad den hedder! Montañita er nok det eneste sted i Sydamerika, hvor man som kvinde kan tage en taxa alene, og jeg foelte mig slet ikke tryg i starten (jeg kommer jo fra Lima!), men har nu vaennet mig til tanken og synes, at det er fantastisk. Men efter at jeg fik sat mine ting af og taget et bad, smuttede vi i byen. Her starter festen jo kl. 24 eller senere. Jeg var hundesulten, jeg havde ikke rigtig spist, pga. koeresyge og toemmermaend fra torsdag aften i sidste uge. Daarlig kombi, men jeg var overraskende frisk og kylede en Burrito i munden, og saa var der doemt loerdag aften! Dans, reggaeton, salsa og loebe rundt paa gaden og snakke med alle mulige, du ikke kender. Det er faktisk ligesom Roskilde Festival, og folk knalder til hoejre og venstre. Det er i hvert fald ikke svaert at faa fat i en fyr. Hvis nogen narmer sig mig (oftest er det jo latinamerikanere, som er mest pres), saa siger jeg bare: "jeg stoler ikke paa sydamerikanere". Men jeg vil godt danse med dem. Men de siger jo saa meget lort, at det er til at kaste op over. At jeg har en kaereste, goer kun én mere interessant. I hvert faar vi danset hele natten.

      Soendag blev jo derefter med toemmermaend, sodavand og burger. Malin og jeg proevede at kurere det ved at bade i en times, og det hjalp faktisk. Det er saa skoent og sjovt at lege i boelgerne, naar man skal proeve at overkomme dem. Det har jeg brugt lang tid paa, alene og med Malin, Linnea eller baderingen. Det er en dejlig maade at vaagne paa. Resten af dagen (dvs. fra kl. 17, vi stod jo op kl. 14) laa vi i haengekoejer og slikkede sol, laeste og nappede. Det er livet!

      Mandag stop paa strandkyst. Vi gik fra by til by og tog bussen, som koerer hver 15. minut. Det var saa dejligt, havet og boelgernes brussen. Naah jeg nu har vaeret i Lima saa lang tiden midt inde i byen med kaos og larm. Vi spiste en masse laekkerier paa vejen; Bolón til morgenmad, som er stegt baban rullet sammen med fetalignende ost, serveret som en rund kugle. Her spiser de jo ikke kartofler til tilbehoer, men banan. Stegt banan i diverse skabninger, og det er laekkert men fedt! Derefter stod den paa cheesecake, frugt og til aftensmad sushi i Montañita. Jeg kunne ikke dy mig, selvom man jo burde spise lokalt!

      Tirsdag havde vi igen svaert ved at komme ud af roerte, da mandag pludselig var blevet lidt af en festaften. Saa det blev faktisk naesten endnu en soendag, men vi kom da til Libertad de Bolívar, hvor vi spiste med udsigt udover vandet til solnedgangen. Solen gaar jo ned paa en times tid. Vi spiste rejer og bananflager. Her er de jo specialister i seafood, og i stedet for suppen caldo de gallina, som peruanerne spiser (suppe af hoensebouillon, dvs. man koger det op med kylling), saa spiser de caldo de pescado her til forret. Dvs. suppen har smagt af fisk. Ikke lige min yndling, nu hvor jeg faaet det daarligt et par gange af fisk.

      I dag staar den paa Salinas, som er en by halvanden time herfra. Man kan ikke lave saa meget her i omraadet andet end at besoege byerne langt kysten og gaa ture. Saa er der surfing og dykning, men det har jeg ikke rigtig tid til at laere. Men bodyboard lejede vi i gaar, og det var saa sjovt. Jeg tror efterhaanden, at alle der var paa stranden i gaar saa mig noegen. Bikinien har det jo med at falde af, naar men vaelter rundt i boelgerne. Linnea og jeg fik ret godt fat paa teknikken til sidst. I aften er der Ladies' night, og i morgen kl. 5.45 skal jeg tage bussen til Guayaquil for saa at komme til Lima. Det bliver vist en all-nighter, maaske igen med toermmermaend i bussen.

      Saa for lige at opsummere, har det vaerte ligesome et sommerhus ophold, fordi Malin og Linnea jo har vaeret her saa laenge og bor i deres egen cabaña (hytte), og de kender alle folk. Men nu glaeder jeg mig til at skulle rejse rundt. Det har vaeret skoent at tale med alle turisterne og hoere deres historier. Man bliver jo saa rejselysten.

     

¿Por qué no?

Montañitas synonym. Befinder mig paa Ecuadors kyst, hvor der er de smukkeste sandstrande og 30 grader varmt, selvom det er vinter. Her er vinter bare, at det regner. Det goer det til gengaeld ogsaa i store maengder. Troperegn om natten, naar man er paa vej hjem fra byen. Det betyder, at selvom om det er kyst er det helt vildt frodigt og groent, med palmetraer og diverse buske. Folk bor i huse, hvor tagene er lavet af palmeblade, og dem der bor taet paa kysten bor i huse, der lige er loeftet en etage paa bambusstaenger. Det kunne jo vaere, der kom en Tsunami. Beliggenheden er i hvert fald ret udsat, naar der sker jordskaelv i Stillehavsomraadet. Da der var jordskaelv i Japan skulle de evakuere op i bjergene, men i sidste ende skete der faktisk ikke noget!

      Dette omraade af kysten er et surferparadis. Boelgerne er store og ikke saa voldsomme. Jeg har desvaerre naaet at proeve det, nok pga. Montañitasyndromet. Det er svaert ikke at tage i byen, og naeste dag er det svaert at faa noget konstruktivt ud af dagen. Men det lykkedes da Linnea og jeg at komme paa udflugt i gaar. Vi tog til Dos Mangas, en lille flaekke oppe i bjergene. En halv time fra kysten begynder bjerglandskabet, som er fyldt med semi-regnskove med et meget fugtigt klima. Det var utroligt, hvilke forskellige klimaer vi oplevede paa den halve time i taxa fra Kamala (hvor vi bor). Fra kyst til Sverigelignende til jungle. Sverigelignende vil sige, at der er bakker fyldt med hoeje traer og masser af graesstepper langs bakkerne/bjergene! Der skulle vi paa El Sendero de las Piscinas, en tur hvor man gaar eller rider paa heste (som vi valgte) ind til junglen, hvor der er fyldt med naturlige vandreservoirs, skabt ved vandets erosion, naar det loeber ned at bjernene. Utroligt smukt, og vi fik lov til at bade i det friske ferskvand. Guiden sagde, at vandet ville vaere meget koldt, men altsaa han er jo Ecudorianer, "meget koldt her" er "mmm smaalunt" i danske termer. Saa det var skoent og eftersigende kurrende mod stress. Men altsaa jeg er jo ikke meget for smaakryb og dybe vandhuller, hvor jeg ikke kan se bunden, saa det var ikke saa afstressende for mig. Jeg havde i hvert fald svaert ved at slappe af, naar der sad kaempe edderkopper lige over vandkanten. Det er jo mig i en noeddeskal. Jeg maa vist traene mit indre naturmenneske!

      Sidder nu med ondt i benene, bagdelen og laarene. Naar man ikke er vant til at ride paa heste, saa var det lidt af en oplevelse. Linneas hest blev bundet fast til guidens hest, fordi hun ikke kunne styre den, mens min hest og jeg eklarede os alene. Den havde bare den lille vane, at hver gad det gik stejlt nedad, synes det var sjovt at begynde at galopere. Der var flere gange, hvor jeg troede jeg skulle falde af, men man sidder jo overraskende godt fast paa saadan én. Turen var en halvanden time paa hest derhen og halvanden time tilbage. Det var godt vi ikke gik turen, fordi der er saa fugtigt og varmt, saa det var rart at vi bare kunne sidde og nyde. Efter den halvanden time, stod vi af heste og gik en halv times tid op ad den det vandloeb, hvor de der vandreservoirs er dannet. Det var den dejligst tur!

Præsidentvalg 2011

"Los vivos viven de los tontos, y los tontos del trabajo"

Dette er kort sagt, hvordan peruanerne her i de fattigere del, dvs. over 50 % af befolkningen, tænker. Det er i hvert fald svært ikke at have det sådan. "De kvikke lever af de dumme, og de dumme lever af deres arbejde". Med andre ord, men er smart og vågen, hvis man formår at snyde de mindre kvikke.

      Papá og jeg var til "mitin", a la det engelsk "meeting" for det peruanske parti "Gana Perú" ("Vind Peru!"), hvor præsidentkanditaten Ollanta Humala, den eneste venstreorienterede kandidat. I kan nok forestille jer, han ikke er så populær blandt den rige del af befolkningen, fordi han foreslår en masse beskatning og en mere nationalistisk politik over for de udenlandske virksomheder. Fx mere beskatning på mineriet, som udgør over 50 % af Perus eksport. I al fald var pladsen "2 de mayo" fyldt med Ollanta-tilhængere, og der var masser af politisk propaganda. Ollanta kom på scenen kl. 20, og lovede mange ting til peruanerne. Bl.a. gratis skolegang inkl. morgenmad og frokost, gratis sundhedssystem, hvor de først tjekker helbredet og ikke pungen, en demokratisk regering, hvor de tidligere korrupte politikere skal retsforfølges, sikkerhed og mere politi, og en forøgelse af minimumslønnen med 50 % til at starte med. Lighed er blandt hans mærkesager. 

      Det var dejligt at høre de her tanker, men det er svært at tro på, at faktisk kan lykkedes. Pengene vil han lede efter i beskatning og nationalisering af diverse virksomheder. Han har gode intentioner, men hvis mentaliteten er, at du når længst ved at snyde dine nærmeste, af altid at være lidt mere kvik en din nabo (gerne på hans/hendes bekostning), så er det ikke kun rammerne, der kræver radikale ændringer, men værdierne især. Jeg krydser fingre for Ollanta Humala, hvem jeg ville have stemt på. Desuden er han og Toledo (ekspræsident) de eneste, som rent faktisk går ind for demokrati og udlever det. Men jeg har lagt mærke til, at det betyder mere for peruanerne, at økonomien fortsætter med at vokse. Lige nu vokser den med 8 % årligt og har ligget stabilt der i snart 3 år. Hvad de ikke er klar over, at størstedelen af befolkningen ikke får gavn af de 8 %, men kun mærker en lille forøgelse af levestandarden. Men det vil de hellere mærke, end intet fremskridt, så de er meget nemme at tilfredsstille. Som min tía Gladys sagde, så ville hun stemme på Toledo, fordi under hans regeringsperiode, steg priserne på maden ikke. Det er, hvad har betydning her, det er hvad de nøjes. Der er ikke langsigtede overvejelser, bare det går fremad.

24 kr rigere

Har undervist i engelsk i dag med tømmermænd! Det er to piger, som har brug for noget lektiehjælp i engelsk, så nu er de mine elever. Vældig søde. Den ene er lærenem og meget udadvendt. Hun spørger mig hele tiden om DK og har add'et mig på Facebook. Mens anden bare kommer for at få lavet sine lektier. De går begge i 6. klasse og lærer stadig farverne, at bøje "to be" og andre basale ting. Deres bøger lægger op til et højere niveau, men det er tydeligt at se, at pga. undervisningsformen her, så lærer de kun en brøkdel af alle de noter, de skriver. Her har lærerne slet ikke noget ansvar for elevernes faglige udfoldelse. Det er børnene og deres forældre, der har ansvaret, lærerne giver dem kun redskaberne. Det er helt forfærdeligt. Så kan I jo godt forestille her, hvordan det også øger den social ulighed. Og så har de udover det, en syg orden her. Udover de alle har dem samme skrift, fordi det er jo en måde at disciplinere på, så skal de skrive deres noter med kuglepen, og bruge retteblæk, hvis de laver en fejl. Alle store bogstaver og tegn skrives med rød, mens resten er i blå. Jeg tænker, at det måske har noget at gøre med, at de ikke har samme adgang til bøger, så deres noter er ligesom deres skolemateriale, og derfor er det jo ret vigtigt, at de er læsbare. For her har de jo eksamen hver år fra 1. klasse.

      Her forleden læste jeg min fætters Historie-noter. Det var bare en komprimeret tekst om en bestemt periode. Romantikken, vist nok. Meget overfladisk og meget lidt uddybende. Det var som taget ud fra et leksikon. Så jeg kan godt forstå, der er småuvidende her, når deres intellekt på ingen måde bliver stimuleret. Jeg tager 5 soles i timen, hvilket skulle være ret billigt. Jeg synes jo bare det er hyggeligt, og jeg behøver ikke at forberede mig.

Mine første køretimer

Så har jeg været på min anden køretime i dag. Det gik betydeligt bedre i dag, fordi jeg slappede mere af, og derfor ikke havde problemer med koblingspunktet. Han sagde dog, at jeg er nødt til at øve mig ved siden af, fordi fem køretimer ikke plejer at være nok for folk. Besynderligt, ikke? At de ligefrem regner med, at du øver dig i din egen bil, fordi det er åbenbart normalt her bare at køre rundt uden kørekort. Som sagt, at gå på køreskole er ikke obligatorisk, man kan godt, hvis man er autodidakt, går op til eksamener med det samme. Det er, hvad de fleste har gjort. Men nu er det ved at ændre sig lidt, flere unge er begyndt at tage køre- og teoritimer, fordi politiet er begyndt at være mere emsige, og faktisk giver folk bøder for værste lovovertrædelser. Men der er langt igen. 

      For lige at give jer et indblik i, hvor den trafikale situation er, så respekterer de for faktisk ikke rigtig nogen færdselsregler! Vigepligt afhænger af den, der først stikker snuden frem, ligeså med overhalinger. I dag skulle jeg lave en u-vending på en stor hovedvej, som blev delt af en midterrabat. Et sted på midterrabatten var der hul, så man kan dreje til venstre eller lave u-vending. I det jeg skal til at lave min vending, kommer en modsatkørende billist, som også skal dreje til venstre, dvs. min højre. Han er jo lidt mere rutineret, og er derfor foran mig. Han vælger så, fordi det er ham mest bekvemt, at dreje i venstre side i stedet for højre, så jeg skal pludselig dreje meget mere skarpt, end jeg lige havde forventet. Det ender med, at min kørelærer måtte bremse for mig, fordi jeg ikke bremsede hårdt nok, fordi jeg slet ikke havde forventet, at det her kunne ske. Så siger han: "se, derfor skal du altid helt ned i tempo, når du vil dreje", i stedet for at give den anden bil skylden for faktisk at køre i den forkerte side! Men nej, her i Peru hedder det sig, at man bare må tilpasse sig de situationer, man bliver udsat for. Så udover de gængse ting, man skal kigge efter, når man kører, såsom de andre biler, skiltning og generelle færdselsregler, ja, så skal man helst forvente det værste fra folk, undgå dybe huller i vejen og alle de uskiltede vejbump. Faktisk vil jeg vove at påstå, at de ikke overholder noget anden end at køre i højreside.

† Lunita 14.03.2011 †

Min lille gråstribede kat blev aflivet i morges. Siden jeg fik den har den haft ringorm, som jeg troede blot var sår, fordi den jo kom fra gaden. Men det viser sig at være en enorm smitsom sygdom, og den nåede også at smitte Blondie og Fie. De har alle tre været til dyrlægen og fået oral indsprøjtning, injektion, noget creme og en antiparasitindsprøjtning. Det er nok alle fire medikamenter, der har slået lille Lunita omkuld, i går vaklede hun og kunne ikke rigtig gå. Men af en eller anden grund tog jeg hende ikke til dyrlægen. Jeg ved ikke, om det er de peruanske omstændigheder, der gjorde mig tilbageholden, eller om det var håb/naivitet om at det bare var en normal reaktion på medikamenterne. Men i hvert fald handlede jeg ikke, hvilket resulterede i, at hun her til morgen ikke kunne bevæge sig, imens hun var helt koldsvedig. Dyreklinikken åbner ikke før kl. 9-10 stykker, og jeg vågnede ved en 6-tiden. Hun fortjente at blive aflivet via indsprøjtning, men jeg kunne ikke bære at se hende lide længere, så jeg måtte aflive hende på den eneste måde, jeg var i stand til; ved at drukne hende. Hun var så svag, at det kun tog måske to min. Men jeg har længe ikke grædt, som jeg gjorde der. Jeg nåede knap nok at tage fat i hende, før tårerne trillede ned og jeg begyndte at hulke. Men jeg fuldendte det, fordi hun var mit ansvar, og jeg kunne ikke tillade, at hun fortsatte med at lide. Den lille stakkels mis. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg ville have reageret ligesådan i DK, fordi folk ligegyldighed over for kæledyr her, påvirker jo også mig. Her i Peru er det ikke værd at beholde en syg kat, fordi der er så mange, at jeg synes det er bedre at aflive dem, give dem en fredfyldt død. Det er jo også bare generelt svært at retfærdiggøre mit forbrug på mine katte, når nogle af mine andre familiemedlemmer ikke engang har samme ressourcer til deres familie, som det jeg vælger at bruge på mine katte. Det er svært at finde en balance, som ens samvittighed er i overensstemmelse med. Jeg har heller ikke lyst til at blive for affærdigende hvad angår dyrs levestandard.

      Men det var det hårdeste jeg nogensinde har måtte gøre over for et andet levende væsen. Men jeg står ved min handling. Papá og jeg gik derefter hen til floden Rímac og begravede min lille killing! Men sådan er livet her, dyr går og kommer. Hvis dit kæledyr er syg, efterlader du den på gaden, hvor der kun er naturloven tilbage. Derfor er det ikke sjældent du ser en død hund eller kat i vejkanten eller i parkerne. Det er barske vilkår, men realiteten.