onsdag den 5. juli 2017

Auberge de la Brenne

Dagens to helt store oplevelser var myldretid i Paris og heldet det skinnede ned over os på et uventet tidspunkt. Vi startede dagen ud med at køre igennem Belgium med en enkelt tankning. Den eneste oplevelse vi tog med os derfra var en dansk familie med tre børn på tankstationen, hvor moderen listede sig hen til os og nysgerrigt spurgte, hvor vi skulle hen og hvad vores planer var. Hum og hendes mand har også kørt MC, og hendes råd bar at køre derudaf og nyde det, for nu, tre børn senere, var det bilferie for hende og hendes mand. Dette sagde hun med et halv-suk, mens hun pegede over på bilen, som var pakket til det yderste med tre børn, som steg ud af bilen med hver deres typer madkrummer på overdelen og med krudt i numsen!

I Frankrig havde Celia endnu en obligatorisk times hvil på en tankstation, hvor vi igen igen måtte genoverveje vores køreplan, da det st sidde bagpå i varme og sol simpelthen er trættende. Men da vi endelig tog valget om at krydse París og så se situationen an på den anden side, fandt nervøsiteten lidt ind, da kl der var 15 og vi vidste godt at Paris' myldretid var ved at tage til. Men myldretid er jo altid værre end man som dansker overhovedet kan forestille sig: et kæmpe motorvejsnet, hvor der var udsigt til flere timers kø i 35 grader og MC motoren viste 100°C. Og der sidder vi i MC tøj og udstyr og sveden triller ned at os, og vores bagdele er efter 100 km den godt ømme og stort set følelsesløse. Men hvad vi ikke vidste var, at på Paris' motorveje opstår en ekstra bane mellem yderste og næstyderste bane. Og ikke kun MC'erne er indforstået med dette, men alle biler, lastbiler og varevogne gør alle plads til at MC'erne kan sluse igennem. Efter 10 min hvor Jens skulle samle sig mod samt lige gøre sig overvejelser omkring sikkerheden i det, begav han sig ud imellem bilerne og fulgte strømmen af MC'er. Det var en sindssyg oplevelse at køre at igennem bilkøerne, som stod stille. Men det var fuldt ud accepteret og alle biler gjorde plads, og hvad der nok ville have taget to timer tog kun 30-40 min. Det skal lige siges, at de fleste MC'er var by-MC'er og uden oppakning. Vild oplevelse!

Efter denne svedtur og adrenalinsrus var tanken så godt som tømt, og da vi endelig er gode ude fra Paris og den første tank er inde for rækkevidde, fremkommer et skilt, hvor der står tankstationen er lukket, næste er inden for 45 km! Så alt hvad vi havde brug for på det tidspunkt var en pause, men i stedet skulle vi igennem et mindre mentalt stressforløb, hvor MC'en blinkede "Low on fuel", mens vi ingenting kunne gøre andet end af fortsætte. Men vi nåede det med 5 liter tilbage i tanken.

Efter adrenalinruset får vi lige target et par gode kilometer på MC'en, og den ene kilometer tager den anden og pludselig er kl 21, og hvad var det nu man skulle husket? Nårh ja, at få arrangeret overnatning et sted. GPS'en hjælper os med et par muligheder, alle 20-30 km fra nuværende position, og som vi tager blot en tilfældig. Hvad vi ikke lige får set er, at den ligger midt i ude i ingenting i Midtfrankrig. Efter blot at stole blindt på GPS'en og efter den har taget os 20 km ind i bøhlandet kl 22 om aftenen og igennem et hav af små byer, begynder vi så småt at bekymre os om stedet overhovedet har åbent og om det overhovedet findes. For unge mennesker med en mere realistisk tilgang til planlægning er jeg sikker på, at flere alarmsignaler for længst var gået af, men for Jens og Celia tager det lidt længere tid at se tingene i øjnene! Kl 22.30 ankommer vi således til hotellet og heldigvis for at lykken tilsmilede os den aften; da vi finder en parkeringsplads er det bag hotellets tilhørende restaurant. Her sidder familien, som ejer hotellet, tilfældigt ude og nyder det sidste af deres aftensmad. Egentlig er receptionen for længst lukket, med ved synet af os unge og danske ('... hele vejen fra Danmark??? Wow!' ) tilrejsende forbarmer de sig og indlogerer os, mens de udtrykkeligt understreger vores held. For i dette område i en radius af 20-30 km var de stort set det eneste hotel.

mandag den 3. juli 2017

Maastricht

Vi sidder på en autentisk græsk restaurant i Maastricht, som vores B&B værtinde anbefalede hos. Selvom man forbinder græsk mad med udkogte retter serveret i buffet, så må dette siges at have været en helt anden delikat oplevelse! Maastricht er en vidundelig lille eventyrby med masser af romerske efterladenskaber. Et helt ideelt endestation efter 10 timer på farten, hvor vi efter de første 6 timer var i tvivl om jeg kunne gennemføre dagens køreplan, da jeg var tæt på hele tiden at falde i søvn. Men vi fortsatte, og heldigvis for vores kommunikationsudstyr, kunne jeg holde mig vågen mens vi sang "California dreamin'" i kanon og ellers på anden vis holde samtalen kørende. Til sidst var selv Jens helt afkræftet, med god grund, da det er ham der jo konstant skaæ manøvre den flere hundrede kilo tunge MC. Nu kan glæder vi os til at flade ud hjemme på værelset, som vi for øvrigt var så heldige at erhverve os midt i højsæsonen eneste fridag (André Rieu spiller koncert fra onsdag og tre uger frem, hvorfor hele byen er totalt booket med turister fra hele verden). Så vi vil i aften nyde vores flotte udsigt fra en balkon og prise og lykkelig over de øjeblikke, hvor man får lov til at være så heldig!

søndag den 2. juli 2017

Lübeck

Første stop Lübeck. Efter at have brugt halvandens time tid på at finde et overnatningssted med en reception, der stadig har åbent plus et ledigt værelse, har vi nu endelig fået os et værelse på Hotel Kreta, som en af de andre hotelejere pænt sagde, nok havde et ledigt værelse, men "not so good" med et lækkert tysk accent. Mamma havde ellers rådet os til at stoppe i god tid. Men learning by doing, ikke sandt. Men vi er i god behold. Femern sørgede for at minde os om, at vi er på MC og ikke bil, da vinden fik grebet fat i os og skubbet og langsomt over i modsatte kørebane (!). Men JC er jo en mægtig kører, så han tog det fattet og fik os pænt tilbage. Nu nyder vi aftenen med en G&T og så håber vi på en ordentlig lur.

onsdag den 27. januar 2016

Taganga - dykkerkursus - Santa Marta

Direkte fra Tolú, hvor jeg vendte tilbage til fra Islas San Bernardo, tog jeg en bus til Santa Marta, som var estimeret til seks timer. På øerne gik det op for mig, hvor lidt tid jeg havde tilbage her I Colombia, især når jeg også gerne lige ville presse et tredages dykkercertifikatskursus ind. Derfor havde jeg skrevet til dykkercentret, om jeg kunne starte mandag,  sådan så jeg havde søndag til lige at komme mig efter min seks timers bustur fra 19-1 om natten. Desværre fik jeg en mail i bussen der sagde,  at jeg skulle starte allered søndag,  fordi at jeg skal holde en 18 timers pause fra sidste dykning inden man skal op i højderne, hvorunder min bustur til Bogotá hører. Så efter at have ankommet for sent selvfølgelig kl 3 om morgenen i stedet for kl 1, skyndte jeg mig til mit hostel,  sov et par timer og så i gang med dykkerkursus.

Jeg må indrømme,  at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg havde begivet mig ud på. Hele ideen med dykkerkurset kom dig af,  at jeg læste, mat Taganga er et af de billigste steder i hele verden at gøre det. Og I ved jo hvordan hjernen fungerer, når noget er BILLIGT. Så vil man have det selvom man ikke har brug for det. Men jeg elsker jo at svømme, jeg elsker at dyrke sport og jeg elsker at udfordre mig selv, så på den måde,  er det jo lige noget for mig. Men jeg var ikke klar over,  at man ikke nødvendigvis behøver kurset for at få lov til at dykke ked instruktør, men det er kun hvis man vil dykke alene. Så da jeg mødte op den første dag, vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg havde sagt ja tak til. Dykkercentret tog pænt imod mig. Det er et stort sted (Poseídon Dive Center Taganga) og jeg valgte det fordi det har et godt ry for at gøre alting efter bogen samt at have god service. Ved indmeldelse fik jeg stukket en USB i hånden og så skulle jeg ellers se en 3,5 timers lang introduktionsvideo, hvor de gennemgik al teorien. Puha det var en umådelig lang formiddag, hvor jeg måtte trykke pause og løbe op og ned af trapperne et par gange for ikke at falde i søvn efter min rædsomme nat. Men jeg kom igennem det,  og videoen er god og gentager tingene mange gange, således at meget af det rent faktisk sætter sig fast. Eftermiddagen brugte jeg så i bassinet med min instruktør Petra fra Tjekkiet, som er en bestemt og ligefrem dame, men ellers dygtig kærlig, når vi var færdige med teorien. Nogen gange ville hun spørge mig om noget, jeg ikke kunne svare på,  og så ville jeg mumle noget forkert, og så er hun typen der bare iskoldt stirrer på dig i ti sekunder med undrende øjne og så siger: jamen du har vel set videoen, ikke? Så måske ikke den mest pædagogiske,  men jeg holder nu af hende alligevel.

Hele certifikatet går stort set ud på at lære at være præventiv samt at kunne agere korrekt i en nødsituation mere end det handler om at lære at dykke. Men de er jo i virkeligheden stort set to sider af samme sag, fordi du skal lære at bruge dit udstyr korrekt. Selvom alle mine prøvedyk i bassinet gik over al forventning, og selvom jeg er en garvet svømmer komme det stadig bag på mig, hvor unaturligt jeg synes det er,  at trække vejret under vandet. Selvom jeg mestrede alle øvelser bl. a. med at kunne tage masken af og på under vandet og puste luft tilbage ind i masken, da havde jeg alligevel hele tiden undervejs, når vi dykkede, en lyst til at svømme op til overfladen og trække vejret "ordentligt".  Men det kommer jo nok med mere træning,  at man venner sig til det. Men udover det unaturlige i at trække vejret under vand, er dykning en hel  dag vild fantastisk følelse, og som for mig slet intet har at gøre mig at svømme. Du skal slet ikke bruge dine arme, og dine finner er så store, at dine bevægelser med disse  er minimale for at spare på din luft i tanken. Mest af alt handler det om at lære at flyde under vandet; at finde den perfekte balance mellem at have luft i din vest og vandets tryk. Det var svære end jeg troede.

Efter tre dages kursus, hvor jeg efter timerne måtte hjem og læse i teoribogen (hvilket jeg hyggede mig med,  da jeg savner at studerer), og så ellers i kassen og sove, så jeg kunne være klar til morgendagens træning,  er jeg helt høj over dykning og fuldstændig forelsket. Desværre var min første dukkertur ikke den bedstefar to årsager: en far og hans to døtre havde tilføjet sig til mig og Petra, og de var fuldstændig uforberedte, faren kunne ikke svømme,  de havde fusket sig til at bestå teoriprøven og var der egentlig primært for at Petra kunne tage billeder af deres oplevelse. Den yngste af pigerne fulgte ikke Petras retningslinjer om ikke at panikke, så hun blev smidt tilbage på båden. Faren ville ikke lave nogle af øvelserne under vand, fordi han var utryg, hvilket han nok skulle have tænkt over før han tog med ud på båden, og Nårh ja,  så stormede det en halv pelikan, så sigtbarheden var kun tre meter, så det var ikke de mest trygge og afslappede omgivelser. Dagen efter skånede Petra mig fra familien og sørgede for,  at jeg kom ud om eftermiddagen i stedet,  så jeg endte med 1-1 undervisningen den sidste dag, hvilket var luksus. Jeg fik en dykkertur på næsten en time efter vi havde lavet øvelserne, hvor vi så moræner, stenfisk, trompetfisk og alt muligt andet. Det var himmelsk. Og andendagen var sigtbarheden væsentlig bedre:ti meter. Men jeg har dyb respekt for denne her sport, for det kræver sin træning at sætte sig ind i sporten,  for der er mange ting, der kan gå galt,  og du kan kun kommunikere med håndtegn.

Nu er jeg på vej til Bogotá, 18 lækre timer i bus til hovedstaden. Min tur er nu snart ved at være slut og jeg glæder mig til at komme hjem til jer alle i Danmark. Min tur ender med at jeg genforenes med min hollandske ven Tim, som er tilbage i Sydafrika, fordi han fik et praktikophold på den hollandske ambassade i Bogotá. Oveni det skal jeg mødes med Diana, en colombianer, som jeg var vært for for et par år siden i København via couchsurfing og hun skrev selvfølgelig til mig i det sekund at hun så,  at jeg var i Colombia,  at hun ville elske at være vært for mig,  så jeg skal bo hos hende og hendes forældre mine to Sidste dage og hun har arrangeret en lækker bytur med hendes venner for Tim og jeg. De har virkelighed anden kultur for gæstfrihed i Latinamerika. Fx Juan herfra Colombia satte HELE sin weekend af til at lege guide for os og kørte os rundt hvorend vi ville hen. Selvfølgelig sagde jeg,  at han altid var velkommen i København, men jeg ved,  at jeg ville have svært ved at gengælde den der i mine øjne "overdrevne"  gæstfrihed, så en del af min håber, at han ikke lige kommer foreløbig. Først når Jens og jeg har et gæsteværelse og en bil hehe.

tirsdag den 26. januar 2016

Peru

Endnu en gang har jeg sagt farvel  til Peru og min familie i Lima uden at vide, hvornår jeg vender tilbage. Det er trist, men samtidig har jeg denne gang for alvor  fået understreget, at intet peruansk har i mig, i hvert fald når jeg sammenligner mig med min familie. Jeg følte virkelig, at jeg kom tilbage i tiden, da landede i Lima. Min familie har virkelig ikke udviklet  sig meget, og da jeg lige var kommet fra Santiago og Chile generelt, som måske er det vestligste land i Latinamerika, var chokket hårdt. Min familie og den kultur de lever i nabolaget/regionen er så gammeldags i deres i deres måde at leve og tænke.  Kvindens pligt er at tage sig af familien, mens manden skal sørge for at tjene pengene.

Det første spørgsmål jeg fik HVER GANG, og jeg overdriver ikke, var om min far var gift og havde stiftet ny familie. Fordi han har jo ikke godt af at være alene, og han burde snart finde sig en til at passe på ham etc. Der blev også spurgt, om min mor og far ikke skulle finde sammen, fordi min mor kunne vel godt tilgive min far, for nu var min far vel blevet mere moden. For dem er dit voksenliv slet ikke startet, hvis ikke du er gift, har du faktisk ikke rigtig en plads i familien eller bliver ordentligt anerkendt. Man kalder voksne singles/ugifte for SOLTERONA/SOLTERON (f/m), som direkte oversat er "for-meget-single". Hvis en kvinde derfor er lidt kræsen med at finde sig en mand, så siger familien: jamen hun er jo også solterona i et opgivende tonefald. Selvom de taler meget om kvinders rettigheder, fordi det er begyndt at blive et tema i nyhederne, kan det mærkes, at de har lang vej endnu. Selv mine kusiner, som har arbejdet og studeret hårdt hele deres liv, måske 12 timer om dagen, og er økonomisk uafhængige, venter stadig på en mand og at stifte familie, før de og deres familie kan ånde lettet op.

Mht børn skræmte det mig at se i gadebilledet så mange unge mødre. Dette er piger, som kommer fra familier der i forvejen ikke har mange penge og som bla forventer en del i deres børns levebrød. Men så bliver pigerne gravide, kan hverken arbejde eller studere, og så bor de bare hjemme hos forældrene og lever af dem. Men det er trist at se de her børn blive opdraget af unge udmodne piger, som ikke har overskuet til at være kærlige. Det jeg mest høre dem sige om deres børn er: han er også så uopdragen, ej hvor er du ulækker, kan du så opføre dig ordentlig, ja han er også super irriterende, ja, han er alt for forkælet. Men det er jo ingen hemmelighed, at deres børn er nogle pestilenser, fordi de sådan søger tilstedeværelse og opmærksomhed fra deres mor. Og fordi de intet overskud har til at lære deres børn, hvordan det er man skal opføre sig, men de kun hele tiden fortæller at de de børn gør noget forkert, så hvis barnet opfører sig uudholdeligt, køber de dem en sodavand eller en is eller slik for at få den til at opføre sig pænt de næste 10 min.

Familien her er det vigtigste man har, og det eneste sted, hvor man med sikkerhed kan stole på hinanden, og hvorfor man også skal være loyal. Børnene flytte jo først hjemmefra, når de har stiftet familie eller giftes. Derfor er især mødrene meget tætte med deres børn. Jeg lagde mærke til, hver gang jeg besøgte mine forskellige onkler/fastre, hvordan når jeg talte med mine kusiner og fætre, så hver gang de ytrede sig om noget, så endte de sætningen med: er det ikke rigtig mor, eller er det ikke rigtig far? Som om de hele tiden skal have deres forældres accept i deres måde at se og forstå verden og i deres meninger. Fordi familien er det vigtigste, så du har ikke råd til at være uenig med din familie.

Netop disse tætte relationer i familien gør, at uden for familien  er de ikke rigtig tætte og ærlig med nogen. De har ikke venner og veninder på samme måde som os. De har nærmere bekendtskaber, som de har det sjovt  med. Men de fortæller aldrig hinandens problemer, fordi problemer er set som en svaghed og tabu. Det er pissehårdt som dansker og mig, som elsker at tale om tingene, og elsker at bringe ting op til overfladen, så man ikke skal skamme sig over sine problemer. Dette betyder så, at alle mine samtaler med familien er super super overfladiske og jeg er også fuldstændig stoppet med at fortælle noget som helst personligt om mig og familien hjemme i Danmark. Jeg har endda lært mig selv en lille samling af sætninger, som er dem peruaner bruger altid, når de har deres overfladiske sætninger. Og tro mig, det er ordret det her de siger, generelt bruger de bare mange af de samme udtryk i deres sprog, som afspejler deres måde at tænke på eller vice versa: han/hun er da for meget, han/hun er også bare misundelig, ham/hun må da tage noget ansvar,  men det er da også for meget, det kan han/hun ikke være bekendt osv. Ved at sige de her sætninger har jeg på ingen måde involveret mig men blot dejlig overfladisk haft en fuldstændig ligegyldig samtale.

mandag den 25. januar 2016

Salento

Tolu - Islas San Bernardo - Isla Mucura - #1

Grundet højsæson her i Colombia,  som er til og med 15. januar, fordi der har alle børn og unge fri for skole og afdæmpningen af denne, gik min plan om overnatte på et hostel på en af øerne galt grundet manglende plads. Jeg prøvede at reservere to dage før, og fik først svar fra hostellet, da jeg sad i bussen på vej til fastlandsbyen Tolú, hvorfra man rejser til og fra øriget. Det var skuffende og hammer ærgerligt, for Tolú er i sig selv ikke et besøg værd. Mange colombianere tager hertil dog,  så i et kulturelt perspektiv er det sjovt at se,  hvordan og hvor de holder deres ferie med fest og strand.

Siden jeg ankom til kystområderne kan jeg fortælle, at befolkningens sammensætning har ændret sig. Her er størstedelen af afrikansk afstamning. Jeg mener at have læst et sted,  at slavehandel og slaveri blev gjort ulovligt først for de indfødte colombianere, hvorfor man startede med at importere afrikanere en masse, udover at disse vist bare generelt også var mere hårdføre. Nogle sorte slaver formåede at slippe fri fra fangenskab og de oprettede deres egne samfund langs især Stillehavskysten og noget af den caribiske kyst, hvorfor det er her,  den største mængde af colombianere af afrikansk afstamning befinder sig. Det føles som er være et sted i Afrika,  når du blot kigger udover landskabet. Levevilkårene her også helt anderledes end andre steder,  jeg har været.  Det må skyldes deres natur,  som er gold i et landbrugsperspektiv, deres historie selvfølgelig og så mener mange, at også deres kultur. Juan fra Medellín fortalte mig, at det er velkendt at de sorte der bor ved kysten har en anden levestil: deres liv er hårdt, hvorfor de lever dag for dag og ikke rigtig tænker langsigtet. De lidt de tjener bruger de på øl og fest. Rygtet sige,  at langs Stillehavet,hvor der er miner (kan ikke huske hvilket mineral) hænder det, at de er heldige og finder en kæmpe åre,  får en masse penge, men spenderer dem på ingen tid frem for at investere.  Man skal nok passe på med at sige,  om det er en del af deres kultur, men nok rettere noget der har udviklet sig grundet den måde,  de er blevet behandlet på. I al fald er livsglade,  snakker meget og ser ud til at tage sig masser af pauser i løbet af deres arbejdsdag, hvor de bare står og hænger ud på hjørnet og chit-chatter og pifter af pigerne.

Ved ankomsten til Tolú stod en række cykeltaxier,  en slags ladcykel,  og ventede på de nye bygæster. Det er nok et tegn på en anden økonomisk levestil. Mit hostel lå et par km væk, så jeg takkede pænt ja,  udover det faktum at sveden piblede ned af mine kinder og min top var helt klæbet fast til min ryg,  og det er ikke en overdrivelse. Men må indrømme at blive fragtet på cykel føles ikke rart.  At en anden person skal bruge så meget energi på mig og min rygsæk føltes uværdigt for et andet menneske at skulle gøre.  Men han lever jo af det!

På hostellet fik jeg googlet mig frem til en anden indlogeringsmulighed i øgruppen. Meget mere uformel. Man skal åbenbart bare tage turistbusserne om morgenen, som er et smut forbi alle øerne,  og så stå af på Isla Mucura, hvor de andre gæster skal spise frokost, og så venter der folk der,  kan har cabañas og hængekøjer, hvor man kan overnatte eller campe. Dejlig uformelt, og rigtig nok gik er 3 sek. inden der første nærmede sig mig og hjalp mig med at finde et sted.  Foran mig var en gruppe argentinere (som den caribisk colombianske kyst er fyldt med),  som jeg hægtede mig fast på,  og fik lov til at dele en cabaña med pigerne.  Men denne her fyr,  som hjalp mig lever tydeligvis af turisme, og blev ved med at sige til mig,  at han kunne vise mig nogle rigtig flotte strande, og at jeg var rigtig smukt og alt det vås, de nu en gang lukker ud de her mænd.  Det er nok det mest trættende ved at rejse alene som pige,  er de mænd på gaden, og dem som nærmer sig og siger, at jeg er den smukkeste de har set. I Chile ville de normalt bare pifte og sige smukke eller lækre,  men her er det hele sætninger om, hvilken godbid jeg er.  Simpelthen så grænseoverskridende og når jeg går prøver jeg alt,  hvad jeg kan og se sur og tvær ud og med solbriller. To timer efter at jeg havde afslået hans klamme tilbud,  sang han samme sang over for en af de argentinske piger.

Men udover det er øen et lille paradis. Forholdene er ikke de bedste,  men øens natur er formidabel smuk og stranden den der turkise farve, som automatisk giver dig en ro og har en øjeblikkelig afstressende effekt.  Klimaet er fugtigt, uudholdeligt varmt,  og der er intet at lave udover strand og øl, og du har skam heller ikke lyst til andet i det her klima.

Ps jeg sad lige og kiggede mine indlæg igennem. Beklager alle taste- og skrivefejl,  men jeg skriver på min tablet som autogenerer ord,  hvorfor den nogle gange retter mine ord til andre,  og andre gange får jeg simpelthen tastet forkert.