tirsdag den 26. januar 2016

Peru

Endnu en gang har jeg sagt farvel  til Peru og min familie i Lima uden at vide, hvornår jeg vender tilbage. Det er trist, men samtidig har jeg denne gang for alvor  fået understreget, at intet peruansk har i mig, i hvert fald når jeg sammenligner mig med min familie. Jeg følte virkelig, at jeg kom tilbage i tiden, da landede i Lima. Min familie har virkelig ikke udviklet  sig meget, og da jeg lige var kommet fra Santiago og Chile generelt, som måske er det vestligste land i Latinamerika, var chokket hårdt. Min familie og den kultur de lever i nabolaget/regionen er så gammeldags i deres i deres måde at leve og tænke.  Kvindens pligt er at tage sig af familien, mens manden skal sørge for at tjene pengene.

Det første spørgsmål jeg fik HVER GANG, og jeg overdriver ikke, var om min far var gift og havde stiftet ny familie. Fordi han har jo ikke godt af at være alene, og han burde snart finde sig en til at passe på ham etc. Der blev også spurgt, om min mor og far ikke skulle finde sammen, fordi min mor kunne vel godt tilgive min far, for nu var min far vel blevet mere moden. For dem er dit voksenliv slet ikke startet, hvis ikke du er gift, har du faktisk ikke rigtig en plads i familien eller bliver ordentligt anerkendt. Man kalder voksne singles/ugifte for SOLTERONA/SOLTERON (f/m), som direkte oversat er "for-meget-single". Hvis en kvinde derfor er lidt kræsen med at finde sig en mand, så siger familien: jamen hun er jo også solterona i et opgivende tonefald. Selvom de taler meget om kvinders rettigheder, fordi det er begyndt at blive et tema i nyhederne, kan det mærkes, at de har lang vej endnu. Selv mine kusiner, som har arbejdet og studeret hårdt hele deres liv, måske 12 timer om dagen, og er økonomisk uafhængige, venter stadig på en mand og at stifte familie, før de og deres familie kan ånde lettet op.

Mht børn skræmte det mig at se i gadebilledet så mange unge mødre. Dette er piger, som kommer fra familier der i forvejen ikke har mange penge og som bla forventer en del i deres børns levebrød. Men så bliver pigerne gravide, kan hverken arbejde eller studere, og så bor de bare hjemme hos forældrene og lever af dem. Men det er trist at se de her børn blive opdraget af unge udmodne piger, som ikke har overskuet til at være kærlige. Det jeg mest høre dem sige om deres børn er: han er også så uopdragen, ej hvor er du ulækker, kan du så opføre dig ordentlig, ja han er også super irriterende, ja, han er alt for forkælet. Men det er jo ingen hemmelighed, at deres børn er nogle pestilenser, fordi de sådan søger tilstedeværelse og opmærksomhed fra deres mor. Og fordi de intet overskud har til at lære deres børn, hvordan det er man skal opføre sig, men de kun hele tiden fortæller at de de børn gør noget forkert, så hvis barnet opfører sig uudholdeligt, køber de dem en sodavand eller en is eller slik for at få den til at opføre sig pænt de næste 10 min.

Familien her er det vigtigste man har, og det eneste sted, hvor man med sikkerhed kan stole på hinanden, og hvorfor man også skal være loyal. Børnene flytte jo først hjemmefra, når de har stiftet familie eller giftes. Derfor er især mødrene meget tætte med deres børn. Jeg lagde mærke til, hver gang jeg besøgte mine forskellige onkler/fastre, hvordan når jeg talte med mine kusiner og fætre, så hver gang de ytrede sig om noget, så endte de sætningen med: er det ikke rigtig mor, eller er det ikke rigtig far? Som om de hele tiden skal have deres forældres accept i deres måde at se og forstå verden og i deres meninger. Fordi familien er det vigtigste, så du har ikke råd til at være uenig med din familie.

Netop disse tætte relationer i familien gør, at uden for familien  er de ikke rigtig tætte og ærlig med nogen. De har ikke venner og veninder på samme måde som os. De har nærmere bekendtskaber, som de har det sjovt  med. Men de fortæller aldrig hinandens problemer, fordi problemer er set som en svaghed og tabu. Det er pissehårdt som dansker og mig, som elsker at tale om tingene, og elsker at bringe ting op til overfladen, så man ikke skal skamme sig over sine problemer. Dette betyder så, at alle mine samtaler med familien er super super overfladiske og jeg er også fuldstændig stoppet med at fortælle noget som helst personligt om mig og familien hjemme i Danmark. Jeg har endda lært mig selv en lille samling af sætninger, som er dem peruaner bruger altid, når de har deres overfladiske sætninger. Og tro mig, det er ordret det her de siger, generelt bruger de bare mange af de samme udtryk i deres sprog, som afspejler deres måde at tænke på eller vice versa: han/hun er da for meget, han/hun er også bare misundelig, ham/hun må da tage noget ansvar,  men det er da også for meget, det kan han/hun ikke være bekendt osv. Ved at sige de her sætninger har jeg på ingen måde involveret mig men blot dejlig overfladisk haft en fuldstændig ligegyldig samtale.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar