Direkte fra Tolú, hvor jeg vendte tilbage til fra Islas San Bernardo, tog jeg en bus til Santa Marta, som var estimeret til seks timer. På øerne gik det op for mig, hvor lidt tid jeg havde tilbage her I Colombia, især når jeg også gerne lige ville presse et tredages dykkercertifikatskursus ind. Derfor havde jeg skrevet til dykkercentret, om jeg kunne starte mandag, sådan så jeg havde søndag til lige at komme mig efter min seks timers bustur fra 19-1 om natten. Desværre fik jeg en mail i bussen der sagde, at jeg skulle starte allered søndag, fordi at jeg skal holde en 18 timers pause fra sidste dykning inden man skal op i højderne, hvorunder min bustur til Bogotá hører. Så efter at have ankommet for sent selvfølgelig kl 3 om morgenen i stedet for kl 1, skyndte jeg mig til mit hostel, sov et par timer og så i gang med dykkerkursus.
Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg havde begivet mig ud på. Hele ideen med dykkerkurset kom dig af, at jeg læste, mat Taganga er et af de billigste steder i hele verden at gøre det. Og I ved jo hvordan hjernen fungerer, når noget er BILLIGT. Så vil man have det selvom man ikke har brug for det. Men jeg elsker jo at svømme, jeg elsker at dyrke sport og jeg elsker at udfordre mig selv, så på den måde, er det jo lige noget for mig. Men jeg var ikke klar over, at man ikke nødvendigvis behøver kurset for at få lov til at dykke ked instruktør, men det er kun hvis man vil dykke alene. Så da jeg mødte op den første dag, vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg havde sagt ja tak til. Dykkercentret tog pænt imod mig. Det er et stort sted (Poseídon Dive Center Taganga) og jeg valgte det fordi det har et godt ry for at gøre alting efter bogen samt at have god service. Ved indmeldelse fik jeg stukket en USB i hånden og så skulle jeg ellers se en 3,5 timers lang introduktionsvideo, hvor de gennemgik al teorien. Puha det var en umådelig lang formiddag, hvor jeg måtte trykke pause og løbe op og ned af trapperne et par gange for ikke at falde i søvn efter min rædsomme nat. Men jeg kom igennem det, og videoen er god og gentager tingene mange gange, således at meget af det rent faktisk sætter sig fast. Eftermiddagen brugte jeg så i bassinet med min instruktør Petra fra Tjekkiet, som er en bestemt og ligefrem dame, men ellers dygtig kærlig, når vi var færdige med teorien. Nogen gange ville hun spørge mig om noget, jeg ikke kunne svare på, og så ville jeg mumle noget forkert, og så er hun typen der bare iskoldt stirrer på dig i ti sekunder med undrende øjne og så siger: jamen du har vel set videoen, ikke? Så måske ikke den mest pædagogiske, men jeg holder nu af hende alligevel.
Hele certifikatet går stort set ud på at lære at være præventiv samt at kunne agere korrekt i en nødsituation mere end det handler om at lære at dykke. Men de er jo i virkeligheden stort set to sider af samme sag, fordi du skal lære at bruge dit udstyr korrekt. Selvom alle mine prøvedyk i bassinet gik over al forventning, og selvom jeg er en garvet svømmer komme det stadig bag på mig, hvor unaturligt jeg synes det er, at trække vejret under vandet. Selvom jeg mestrede alle øvelser bl. a. med at kunne tage masken af og på under vandet og puste luft tilbage ind i masken, da havde jeg alligevel hele tiden undervejs, når vi dykkede, en lyst til at svømme op til overfladen og trække vejret "ordentligt". Men det kommer jo nok med mere træning, at man venner sig til det. Men udover det unaturlige i at trække vejret under vand, er dykning en hel dag vild fantastisk følelse, og som for mig slet intet har at gøre mig at svømme. Du skal slet ikke bruge dine arme, og dine finner er så store, at dine bevægelser med disse er minimale for at spare på din luft i tanken. Mest af alt handler det om at lære at flyde under vandet; at finde den perfekte balance mellem at have luft i din vest og vandets tryk. Det var svære end jeg troede.
Efter tre dages kursus, hvor jeg efter timerne måtte hjem og læse i teoribogen (hvilket jeg hyggede mig med, da jeg savner at studerer), og så ellers i kassen og sove, så jeg kunne være klar til morgendagens træning, er jeg helt høj over dykning og fuldstændig forelsket. Desværre var min første dukkertur ikke den bedstefar to årsager: en far og hans to døtre havde tilføjet sig til mig og Petra, og de var fuldstændig uforberedte, faren kunne ikke svømme, de havde fusket sig til at bestå teoriprøven og var der egentlig primært for at Petra kunne tage billeder af deres oplevelse. Den yngste af pigerne fulgte ikke Petras retningslinjer om ikke at panikke, så hun blev smidt tilbage på båden. Faren ville ikke lave nogle af øvelserne under vand, fordi han var utryg, hvilket han nok skulle have tænkt over før han tog med ud på båden, og Nårh ja, så stormede det en halv pelikan, så sigtbarheden var kun tre meter, så det var ikke de mest trygge og afslappede omgivelser. Dagen efter skånede Petra mig fra familien og sørgede for, at jeg kom ud om eftermiddagen i stedet, så jeg endte med 1-1 undervisningen den sidste dag, hvilket var luksus. Jeg fik en dykkertur på næsten en time efter vi havde lavet øvelserne, hvor vi så moræner, stenfisk, trompetfisk og alt muligt andet. Det var himmelsk. Og andendagen var sigtbarheden væsentlig bedre:ti meter. Men jeg har dyb respekt for denne her sport, for det kræver sin træning at sætte sig ind i sporten, for der er mange ting, der kan gå galt, og du kan kun kommunikere med håndtegn.
Nu er jeg på vej til Bogotá, 18 lækre timer i bus til hovedstaden. Min tur er nu snart ved at være slut og jeg glæder mig til at komme hjem til jer alle i Danmark. Min tur ender med at jeg genforenes med min hollandske ven Tim, som er tilbage i Sydafrika, fordi han fik et praktikophold på den hollandske ambassade i Bogotá. Oveni det skal jeg mødes med Diana, en colombianer, som jeg var vært for for et par år siden i København via couchsurfing og hun skrev selvfølgelig til mig i det sekund at hun så, at jeg var i Colombia, at hun ville elske at være vært for mig, så jeg skal bo hos hende og hendes forældre mine to Sidste dage og hun har arrangeret en lækker bytur med hendes venner for Tim og jeg. De har virkelighed anden kultur for gæstfrihed i Latinamerika. Fx Juan herfra Colombia satte HELE sin weekend af til at lege guide for os og kørte os rundt hvorend vi ville hen. Selvfølgelig sagde jeg, at han altid var velkommen i København, men jeg ved, at jeg ville have svært ved at gengælde den der i mine øjne "overdrevne" gæstfrihed, så en del af min håber, at han ikke lige kommer foreløbig. Først når Jens og jeg har et gæsteværelse og en bil hehe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar