fredag den 17. juni 2011

Gademad i Peru

Hvad jeg altid glemmer at undersøge, før jeg rejser til et fremmed land, er landets madkultur. Og jeg ender som regel med at glæde mig (endda rigtig meget!) over den. Peru har ikke været en undtagelse, og her følger lidt tekst om nogle af alle de lækre ting, man ikke kan undgå at smage hernede (eller herovre).

Peru har ikke samme kunstneriske tilgang til mad og anretningen af den, som vi ofte ser det i Vesteuropa; tværtimod er det ofte lidt svært at gennemskue, hvad man egentlig spiser, når man bestiller endnu en ukendt ting på menukortet "for at prøve noget nyt". Til gengæld er deres gademad fænomenal og ufatteligt interessant.
  1. Anticucho: Grillet oksehjerte marineret i en blanding af eddike, hvidløg, chili og krydderier (ja, mere kan jeg ikke regne ud). Som så mange andre retter serveres den med lidt kartoffel til.
  2. Choclo con queso: Navnet siger det hele. Majs med ost. Det lyder en smule mærkeligt, men majs er anderledes i Peru end i Danmark. De er så store, at man ikke ville kunne sælge dem i danske supermarkeder, ("De er vist gensplejsede, hva?! Det er utroligt, hvordan fødevareindustrien pumper grøntsagerne nu til dags... Ingen vitaminer tilbage.. smagsløst.."), og osten smager af en (meget!) smagløs feta. Så måltidet er sådan set en stor, mættende majs med lidt salt gummiost og ærtepure.
  3. Papa rellena: Friturestegte kartoffelmospakke fyldt med lidt løg og enten kylling eller kød. En af mine favoritter, specielt når den serveres med limemarinerede løg og chili.
  4. Papa a la Huancaina: Kartofler i Huancaina-dressing, en af Celias favoritter. Huancaina-dressing består af ost, olie, chili, kondenseret mælk og kiks, og retten serveres typisk med lidt æg eller oliven til. 
  5. Papa con huevo (svært at finde et ordentligt billede): Igen, navnet siger det hele. Kartoffel med æg og chilidressinger, ærtepure og huancaina-dressing. Hvis man er heldig, kan man få lidt af de limemarinerede løg til.
  6. Morgenbollerne: I Peru har man en morgengademadskultur, hvis lige jeg ikke har set i andre lande. Rigtigt mange mennesker køber morgenmad fra en bod på gaden, før de tager på arbejde, og udvalget er da også varieret: avocado, omelet, spejlæg, blodpølse, friturestegt sød kartoffel, ost. Hvad der dog er mere peruviansk end kønsløse franskbrødsboller med interessant fyld, er de forskellige drikke, man kan få til: emoliente (peruviansk urtete med mange (!) forskellige smagsnuancer - ingredienserne kan I se her), Quaker (en tynd og meget sød havregrød - etymologien kan I måske selv regne ud?) eller quinoadrik (enten med æble eller mælk).
Perus andre retter, dem, der serveres på restauranter, skal vi nok skrive om, når vi har været på Astrid y Gaston og fået 12-retters menu. Mums...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar