Efter otte timer i en dårligt ventileret bus - kondensen flød næsten på gulvet - nåede vi til Huaraz, et vandreparadis nord for Lima, hvor to bjergkæder, La Cordillera Blanca og Negra, majestætisk tilbyder sig de eventyrlystne. Efter Colca Canyon og Salkantay-turen til Machu Picchu, havde Celia og jeg fået blod på tanden (eller støvlen...) ift. vandring, så planen var at tage af sted uden en guide i hånden, med mad og telt i rygsækken og et kort over området. Lonely Planet fortalte, at det ikke var tilladt at tage afsted uden guide, og flere af de første agencies, vi besøgte, fortalte os det samme: "está prohibido sin guia".
Af Galxay Expeditions, som er en af de bureauer, som er omtalt og anbefalet, fik vi således at vide, at vi kunne tage på Huaraz' Nacional Parkens hovedkontor, tale vores sag og prøve at bede om en særlig tilladelse. Typisk Peru, hvor man altid har muligheden for at fremlægge sin case, overdrive og sige: "jamen, hvad vil du ellers have jeg skal gøre". Da vi endelig fandt frem til kontoret i den modsatte side af byen, var det selvfølgelig lukket - vi ankom lørdag kl. 5.30, hvorefter vi indlogerede os på Jo's place kl. 6.00 og sov til omkring middag. Hovedkontoret lukkede "allerede" 12.30, dagen efter var søndag og valgdag (Ollanta vandt!), så vi kunne godt glemme alt om at skaffe en tilladelse til mandag. Jakob blev sur og gnaven, det passede ikke lige med vores (hans) planer!
Celia
Heldigvis fandt vi et agency, hvor interessen for at leje udstyr ud var større end interessen for at håndhæve et eller andet nyt regulativ, så her fik vi et telt, to liggeunderlag, køkkengrej, et kort, lidt vejledning, et forslag til menu (detaljer følger), vandrestave (to af dem havde, ligesom os, været på Machu Picchu og i Colca Canyon før, så det var passende, at vi også kunne dele vores første tur til Santa Cruz sammen) og en pandelampe (til tisseture om natten). Derefter fulgte lidt indkøb på det lokale marked (det er så fedt, at man her i Peru, kan købe lige den mængde, som man har brug for. 100 gr. sukker, 50 g salt, ja tak) og en meget kritisk gennemgang af vores ejendele: hvad skulle med på turen, og hvad skulle blive hjemme? Vi aftalte, at vi gerne måtte blive meget klamme. Så var tonen sat, stilen lagt - vi tog kun det allermest nødvendige med, men vi syntes alligevel, at taskerne vejede en del, da vi gik tidligt i seng for at stå tidligt op næste morgen.
Vi stod op kvart i seks, pakkede de sidste småting og vandrede så afsted for at fange den første, den bedste collectivo (en blanding af en deletaxa og en minibus) til Caraz. Dårligt havde vi slugt nogle boller med stegt sød kartoffel, spejlæg og avocado og et glas varm quinoadrik fra en gadesælger, før en busmand kommanderede os over i sin lille collectivo, og så var vi på vej. Bussen var så tæt pakket, at vi måtte købe et ekstra sæde til en af vores tasker, mens den anden lå i vores skød, ligesom vi måtte mase vores stave ind under andre sæder og mellem store poser med kartofler til markedet. I Caraz blev vi så råbt ombord på næste collectivo til Cashapampa, hvor vores egentlig trek begyndte.
Der fandt vi ud af, at jeg havde begået den første og måske største fejl på hele turen: Jeg havde glemt DEET'en (tro mig, ingen kan huske, hvad det står for), og vi blev spist af i hvert fald fem forskellige dyr (hestebremser, myg og tre ukendte, blodsultne insekter) i løbet af de første timer i den barske bjergsol. Det gav anledning til en masse dårligt humør hos os begge, og siden ruten slet ikke var så let, som vi var blevet bildt ind, spurgte vi os selv flere gange, om det her mon ville blive en specielt dejlig tur. Vi ved allesammen godt, hvor muggen Celia kan blive, men at jeg også snerrede, var ret nyt, og det fortæller lidt om, at humøret kunne ligge på et meget lille sted. Heldigvis gjorde en frokostpause underværker, men om det var pausen, kalorierne eller de lettere tasker (vi havde planlagt vandtunge ting til frokost første dag: avocado og tomat), der gjorde udslaget, ved jeg ikke. Vi brugte seks timer på at nå, hvad vi havde hørt skulle tage fire, men da vi nåede til lejrpladsen om eftermiddagen, havde vi alligevel overskud til (og fik også omvendt overskud af) at tage en time mere og nå en lille sø, hvor vi slog lejr i 3900 meters højde. Celia var træt til sidst, og jeg måtte love hende en del ting for at holde hende gående: jeg skulle nok skære løg, jeg skulle nok hente vand, jeg skulle nok massere hende. Det var skønt at nå frem, slå teltet op og kunne slappe af, mens maden kogte over det lille gasblus. Dagens menu var soyakød i tomatsovs med lynpasta, men soyakødet var måske turens næststørste fejltagelse: Det smagte kvalmt, og siden det blev serveret med tomatsød tomatsovs, måtte Celia ernære sig alene på pasta. For at fylde hullet i hendes mave, lavede vi popcorn og sukkerte til dessert, mens natten faldt på, og en skyfri, stjerneklar himmel indikerede, at vi ville få en kold nat. Det fik vi - og den oprindelige tanke om at ligge i ødemarken med soveposerne på romantisk vis lynet sammen opløstes den nat i mødet med en kølige virkelighed. Rimfrosten næste morgen bar vidnesbyrd om det fornuftige i vores beslutning. Skæbnens ironi var, at den varme te, vi havde nydt efter aftensmaden, tvang Celia ud i kulden for at tisse tre gange på en time, mens vi øvede peruviansk køreteori.
Dag to bød på første oprydning af lejr, og det endte med at tage os 2½ time at spise morgenmad og pakke sammen. Til sammenligning bør det nævnes, at vi fremover brugte halvanden time hver morgen, endda i adstadigt tempo alle dagene. Men vi fik pakket sammen og kom afsted, før vi blev overhalet af nogle af de andre grupper, der trekkede samme rute, og som havde både guides til ruten og æsler til bagagen. Dagen bød på langt mindre stigning end den foregående, men fordi vi gik i højt tempo og midt i solen, måtte vi efter lidt over to timer sande, at vi var fuldstændigt slået ud; Celia måtte kværne to pakker Charada (wanna-be Oreos) og ligge i skyggen, mens jeg opbød min sidste energi i et forsøg på at koge 8 æg og genopfinde resterne af det klamme soyafail fra aftenen før (vi bar alt vores skrald, og da soyakødet nu havde suget vand og derfor vægt til sig, gjaldt det om at komme af med det så hurtigt som muligt). Derefter røg jeg ned i kulkælderen og blev vildt irriteret over, at nogle emsige køer partout ville græsse omkring vores lille frokostlejr og bringe hestebremser med sig. Celia ville passe på mig, men da hun forsøgte at skræmme køerne væk med en af vores vandrestave, knækkede den, og vi spiste vores frokost i stilhed. Heldigvis gjorde vand og kalorier igen deres, og efter en halv time på et liggeunderlag var vi igen klar til besejre bjergene, omend vi valgte en lettere rute, end vi oprindeligt havde planlagt. Vi forklarer det fysiske nederlag den dag med dehydrering (vi mistede samme dag en af vores to vandflasker), for lidt næring dagen før og stærk solskin. Efter pausen var der et par hundrede meters stigning tilbage, og så kunne vi slå lejr i 4250 meters højde - fra vores telt havde vi dels udsigt til den frygtindgydende rute, der ventede os næste dag, dels et blåt og sjovt formet toilettelt, som de andre grupper brugte. Vi trådte selv bogstaveligt talt af på naturens (v)egne. Vores aftale om at blive meget klamme var så småt ved at bære frugt, så vi tog os et bad i Baby Wipes, før vi, kloge af erfaringerne sidste nat, kravlede ned i hver vores sovepose og mærkede de smertefulde bæresår efter hoftebælterne, mens vi blandede pulverkartoffelmosen med lidt persille, smør og dåsefisk (nej, ikke dåsetun, damen i butikken havde givet os alt muligt andet end tun - sardiner, fisk og makrel - som dog lignede tun i sin grårå ukendelighed).
For at tage forskud på sorgerne ved den stejle stigning, der ventede os tredje dag, delte vi et lille morgenskænderi over de iskolde havregryn og pakkeriet (vandet, som vi blandede pulvermælk i, var frosset i løbet af natten, men vi skulle bruge netop det vand, for det havde jeg puttet rensende klorpiller i). Efter et par minutters gang sluttede vi fred, og så begyndte lidt under tre timers opstigning mod Punta Union, et bjergpas i 4760 meters højde. Taskerne føltes lettere, åndedrættet tungere, og efter et par zigzag-stykker og et par vandpauser ramte vi toppen med smuk udsigt over sneklædte bjergkæder og søer i 4400 meters højde. Med ét følte vi begge, at det værste var overstået, og resten af turen indeholdt hverken flere "humørsvingninger" eller morgenskænderier. Vi endte med at gå lidt over syv timer denne dag for at komme tæt på afslutningen af turen (diskuterede bl.a. dobbelt statsborgerskab), og selvom jeg blev solbrændt i hovedbunden, Celia på næsen, var vi begge glade for turen og det vidundermåltid, der ventede os om aften: Pasta Alfredo fra pulver (med lidt tilsat løg, meget hvidløg og ærter) med en Coca-Cola købt af de lokale Quechuafolk. Endnu en gang kværnede vi popcorn, øvede teori og masserede ømme muskler, før vi udmattede og tilfredse faldt i søvn. Det blev en lang nat for Celia, for hun hørte hele tiden dyr ved vores telt, der ville spise vores skrald (jeg tror ikke, vores vandringsmad fortjente sådan et kompliment), og hun vækkede mig et par gange: "Jakob, jeg tror, der er noget udenfor..." eller "Jakob, jeg skal ud og tisse, og jeg tror, der er noget...". Men nu skal jeg ikke gøre for meget grin af hende, for dels tillod det mig at falde ind i en maskulin beskytterrolle, dels tror jeg selv, at der var nogle dyr derude.
For at aflive nogle rester stegte Celia brødkrummer i persillesmør til morgenmad, mens en lokal hund foræd sig i vores kedelige kiks, og jeg frøs mine hænder af i et forsøg på at vaske op i den kolde flod, vi i løbet af de sidste dage havde fulgt op og ned af bjerget. Det var luksus at komme tilbage med rene skåle og nyde frugten af Celias gastronomiske nysgerrighed, før vi begav os afsted på, hvad der tegnede til at blive den letteste dag: kort distance, færre kilo i rygsækkene og uden for megen sol. Det viste sig at holde stik lige indtil de sidste tredive minutter, hvor vi gik en smule forkert og derfor måtte gå stejlt opad i meget længere tid, end vi gad og havde regnet med. Celia var lige ved at bryde sammen, da jeg foreslog, at vi skulle op af bakken, ikke ned (Bebrejdende stemme: "Ej, Jakob..."), men hun holdt ud, og vi kom frem til Vaqueria samtidigt med de andre grupper, hvor der blev knipset gruppebilleder og spist fejringssnacks, før vi hoppede ind i collectivos mod Huaraz.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar