Jeg fandt lige et gammelt indlæg, som jeg aldrig fik udgivet, men synes nu alligevel på trods af det alder, at det skal udgives. Dog har jeg tilføjet lidt:
"Tiden flyver hernede og det er svært at nå at fordøje alle indtrykkene.
Til de af jer, som følger med på facebook, var Camilla og jeg jo på en ganske kort roadtrip til La Serena. En seks-timers køretur i et naturlandskab, vi begge har meget svært ved at gennemskue: Det ser goldt ud, der er kaktusplanter og ellers ingen anden vegetation. Alligevel lever folk af i det område af landbrug - medmindre de har med minerne at gøre - som fx papaya, tomat, bær, avocado og druer til at lave pisco eller rødvin. Dvs. alligevel nogle grøntsager som vi tænker, må kræve en del næring, hvilket der må være men ikke ligner at være.
Chile er verdens største eksportør af kobber - jeg tror 80 % af alt kobber stammer herfra. Men Chile skal selv importere kobber af to grunde: a) de har ikke teknologien til at rense pg processere kobberet, hvorfor de samarbejder med Kina, b) de fleste mine-firmaer er udenlandske. Det er svært at forstå, at et så naturressourcerigt land ikke selv ejer, sine naturressourcer. Men det er den kendte historie fra 3. verdenslande. Ikke en gang motorvejen er deres egen. Størstedelen er ejet af spaniere, hvilket jo har den effekt på chilenerne, at de konstant føler sig snydt, når de skal betale PEAJE (det man betaler på en betalingsmotorvej), især fordi her er der ikke en slags rabatkort, hvor man kan få rabat, hvis man kører over en strækning ofte. Så chilenerne taler rigtig negativt om et motorvejssystem, som faktisk fungerer rigtig godt. Men man kan jo godt forstå, at de føler sig snydt, når alting foregår hen over hovedet på dem og de aldrig har noget at skulle have sagt. Desuden bekymrer de udenlandske firmaer sig jo ikke om miljøet, hvorfor området nordpå med minerne langsomt kontamineres.
Men det værste ved dette mineri og de naturressourcer, som Chile besidder, er at Chiles som folk ser dette som en uendelig naturresource, som aldrig bruges op, hvorfor de læner sig tilbage og ikke udvikler deres produkt. De har ingen planer om at lære selv at forarbejde deres kobber, således at de kunne være uafhængige af fx Kina. De har slet ikke denne innovationsmentalitet. I stedet går de all-in på udvinding af deres naturressourcer, fordi dette på kort sigt giver jobs og penge. Det samme sker med den opdrættede laks, som er importeret fra Norge, som i 10 år havde sit boom, som gav massere af chilenere job og økonomien voksede. , en pludselig brød en voldsom virus ud, som halverede bestanden og massere af chilerenere i syden mistede deres job. Dette var et resultat af al den antibiotika, de giver laksne, fordi lovgivningen i dette land tilbyder antibiotika, som er påvist både at skabe resistens blandt bakterier i laksen og være skadeligt for mennesker. Men ikke en gang krisen de havde for 5 år siden bremser dem, de fortsætter præcis, hvor de slap, og der er ingen, ændringer i produktionsmetoden, hvorfor det ikke varer mange år, før en lignende krise med stor sandsynlighed kommer til at ske. Men som sagt, Chilenerne er meget kortsigtet, når det kommer til økonomi. Så længe de kan leve af det nu, og leve godt af det, så tænker de ikke videre over konsekvenserne. Jeg har spist alt for meget laks allerede her på min tur, men nu er det slut, medmindre det er vild laks (hvilket vist slet ikke eksisterer i dette land). "
Ingen kommentarer:
Send en kommentar