En skoledag

Man skal vist skynde sig at skrive alle tingene ned, som man oplever, inden det hele bare bliver hverdag og man glemmer at værdsætte alle de små særheder og forskelligheder.

Om morgenen, når jeg tager bussen og metro i skole, står der ved hver metro station en masse gadesælgere og sælger alt fra negleklipper til morgenmad, bestående at en bolle med pålæg. Sushi er blevet enormt populært her også, så til frokost og aftensmad, spiser de det også. Man køber en 10 stk sushi for en 20'er. Har dog endnu ikke prøvet det, men det ser meget lækkert ud. Nok ikke så god kvalitet. Der står også altid én og presser appelsiner, som de kalder dem, men jeg ville snarere sige mandariner/klementiner. Bare tanken om det nu, gør at jeg kan smage surheden i min mund. De har ikke samme tradition for søde appelsiner til juice her, som vi har.

Efter at have taget bus og metro, som hver især kører en gang hver 5-10. minut, står jeg af på San Joaquin, som er universitets største campus, hvor de fleste fakulteter er. Det er enormt og jeg må heller være ærlig og sige, at det tog mig lidt over en uge at kunne finde rundt her! De fleste af os har fag på forskellige fakulteter, og har derfor været snotforvirrede, fordi man bare får at vide: "Du skal være i 109" på den økonomiske fakultet. Man aner ingenting, og sandsynligheden for, at de chilenske studerende, man spørger, ved, hvor det ligger er minimal. Selvom vi har fået en tyk og fed blå bog med alle (inkl. forældede) kurserne og kursusnumre er angivet, har vi aldrig fået et lokaleoversigt. I dag spørger jeg så tilfældigvis en pige, hvor 109 ligger, og så tager hun sin telefon frem og finder den straks på en App, som universitet har, hvor du ikke blot kan finde undervisningslokaler, men også toiletter, rum til at printe etc. Det er sgu da utroligt, at ingen udvekslingsstuderende har fået noget som helst at vide om det.

Ovenstående leder mig til to temaer. Det ene er, at chilenere her er virkelig hjælpsomme, uden rigtigt at være det. Hvis du spørger om vej,  og de egentlig ikke rigtig aner, hvor stedet ligger, guider de dig bare i en retning, som måske, måske-ikke er den rigtige. Dette gør de hellere end blot at sige, at man kunne spørge en anden eller at guide én et sted hen, for at finde den rette information. Det er sket for flertallet af os, og ingen af os kan forstå, hvad det kommer sig af; en måde at være høflig på måske? Selvom man jo kunne sige, at det ligger i den ikke-høflige ende at guide nogen i den potentielt-forkerte retning!
Det andet tema er dette totale kaos, jeg har oplevet på dette universitet. Dette er ikke en overdrivelse, jeg repeterer, dette er ikke en overdrivelse. For det første, var vores timer en uge forsinket pga. vrøvl med intranettet, dernæst sidder vi i timelange køer for at blive indskrevet på diverse fakulteter. En af gangene havde jeg siddet i to timer, for så at komme ind og få at vide, at dette kursus ikke var for udvekslingsstuderende, selvom jeg havde angivet det på min ansøgning hertil, og ingen på noget tidspunkt havde nævnt, at jeg ikke kunne tage dette kursus. Da jeg så kommer hjem til Mauricio med en rødvin under armen, fordi jeg havde så ondt af mig selv, er hans eneste kommentar bare: "Tsk, Celia, du skal aldrig "take no for an answer", du skal bare blive siddende indtil du får din vilje". Jeg tænker bare, "ja, ja, han tror han ved, hvordan det er på mit uni, som eftersigende er Latinamerikas bedste", men manden havde sgu ret. Dagen efter, fortæller Camilla mig, at svenskeren Svea, havde siddet derinde, indtil de lavede en ekstra plads til hende på et kursus. Så der er ingen regel uden undtagelser i det her land. Har lige lært i dag i vores "Chilensk kultur"-timer, at chilenere ikke meget tillid har til hinanden eller systemet, og nu forstår man. For selv på et prestigefyldt universitet kan alle regler bøjes. De siger én ting, men hvis du bare er stædig nok, så kan du modellere det hele, som du vil. Fx skulle jeg skifte fag i tirsdags, fordi det ene programmeringsfag var for svært, og fristen var i sidste uge, og alligevel fik jeg - fordi jeg kan altid trække jeg-er-udveklsingsstuderende-og-forstår-ingenting-kortet - lov til at skrive mig ind på et nyt fag. Så man kan jo ikke lade være med at elske systemet, når det er til ens egen fordel, men det meste af tiden er det op ad bakke, og ingen tager ansvar for noget som helst, og det er ikke til at finde informationer nogle steder, om hvordan regelrne egentlig er. TOTAL KAOS. Så min drøm om at være en flittig studerende her er knust. Man bliver ligeglad med studierne, indifferent. Heldigvis har jeg et fantastisk kursus, hvor jeg stadig bliver udfordret, og i resten må jeg bare nyde udfordringen i at blive undervist på spansk og inhalere og fordøje alt det spanske og chilenske, jeg overhovedet kan.