torsdag den 14. januar 2016

Cali

På Jeg ankom til Cali d.  2. januar fra Lima. Lige så snart du træder ud af flyet omringes man af en kvælende hede,  som ikke forsvinder, selv når du prøver at gemme dig i skyggen. Ved køen til migrationen er der et skilt med forbudte handlinger i dette område: ingen tlf, ingen mad,  og så heller ingen skydevåben. Så føler mig sig dejlig tryg,  og så får man eller flashback til "Narcos". Jeg vil lige indskyde her at jeg nu i 12 dage har rejst og har ikke følt mig mere utryg på noget tidspunkt, end jeg har andre steder, jeg har rejst. 
Fra lufthavnen kom til busterminalen,  og derfra ville jeg tage offentlig transport. Men efter at have ledt i 10 min efter busstoppested, gik det alligevel op for mig, hvor utryg og udsat jeg føler mig,  når jeg er mutters alene. Hvis man er en gruppe eller blot to, så giver det et kæmpe råderum til at tage sig tid til at lede efter sjove og anderledes måder at transportere sig på eller oplevelser,  som måske ikke lige er dem,  som står i din guidebog. En amerikaner Matt jeg mødte har rejst rigtig meget de sidste  fem år, og mente bestemt at man sagtens kan tomle alene de fleste steder og at man generelt skal stoppe med at være så bange, tilbageholden og påpasselig. Men da jeg så spurgte ham, om han ville gøre det samme som en pige, der rejste alene, var han alligevel længe om at svare, at han nok ville være mere påpasselig. Som pige er man både mere skrøbelig, men også blot et lettere offer. Men denne følelse havde jeg fra dag 1 i Lima og Colombia, modsat Chile, hvor jeg følte mig meget sikker. Men i Sydchile, hvor jeg rejste rundt var levestandarden også meget højere, så der var generelt kun småkriminalitet. Ærgerligt, for jeg havde lidt en drøm om at kunne være åben og tage imod de gæstfrie muligheder, der kunne være fra colombianere, så man kunne få nogle mere autentiske oplevelser.

På hostellet ankommer jeg således i taxi. Et kæmpe hostel med pool. Det havde lige været jul og nytår, og i den periode har byen en ekstraordinær festival, som mange colombianere rejser til for at opleve og deltage i. Så stemningen var lidt død, og aktivitetsniveauet det samme. De gratis salsatimer var der netop ikke om søndagen, og folk var allerede grupperet i vennegrupper, som havde festet samme de sidste par uger. Så det var lidt dødt, så jeg brugte min første dag lidt for mig selv med at forberede bachelorprojekt og meritoverførsel for mine fag fra Chile. For jeg må indrømme, at at være social ikke altid kommer sig helt naturligt for mig. Nogle gange skal jeg kæmpe meget for at turde at tale med folk,  jeg ikke kender. Jeg er simpelthen genert. Men kl 22 fik jeg nosset mig sammen til at købe en øl og gå hen til en bænk med en gruppe og spørge ud af det blå,  om jeg måtte deltage i selskabet. Normalt venter jeg til,  at der er opstår en mere spontan kontakt, som fx man står i køkkenet sammen og spørger hvor saltet er eller sådan noget åndssvagt. Men det var heldigt for en de var just på vej i byen. Alle havde nemlig taget salsatimer,  som er Calis store hovedattraktion. Så i skulle da på salsatek.

Det er en ting,  jeg sådan kommer til at savne i Danmark. Selvom det altid tager en uge eller to at vende mig til at danseriet til fester og når man går i byen, så er det hyggeligt og sjovt. Som dansker synes jeg,  at man skal vende sig til danseriet af to grunde: man danser to og to og meget tæt og bryder den danske fysiske privatsfære, samtidig med man at man danser med en af modsatte køn, som i Danmark tit sker, når man prøver at score nogen. Ellers plejer man mere at danse i grupper i Danmark. Den anden ting er,  at de,  når de danser sammen her,  danser de blot. Man kigger ikke engang på hinanden. Tit ser jeg,  at de blot kigger fra side til side og i hvert ikke på hinanden. De taler ikke en gang sammen, hvilket føles som pinlig tavshed, men det er normalt for dem. Det er nogle meget lange 2-3 min., mens man danser.

Da jeg lige var landet i a Colombia tog jeg fejl af pengesedlerne og var kommet til kun at tage 4000 colombianske pesos med i stedet for 40.000 (8 kr frem for 80), og da jeg nævnte det for en af pigerne, sagde hun,  at det ikke gjorde noget, fordi fyrene altid købte dem drinks. Men da jeg så fortalte det til en af colombianerne - en fyr - sagde han,  at det kun var fordi de var turister, at det efterhånden er normalt at pigerne betaler for sig selv, vil hvilket gjorde mig glad og er endnu et eksempel på,  at de trods alt er lidt længere mht kønsroller i det her land. Ham colombianerne er også homoseksuel, så måske er hans venner lidt mere progressive i kønsdebattent, hvem ved.

Alt i alt var det alt jeg rigtig opnåede på mine to døgn i Cali. Jeg mødte Matt, Juan og to britere, hvis navn jeg aldrig kan huske, fordi de har græske navnet, som inviterede mig med til junglen, hvorfor jeg dagen efter begav mig mod Mocoa nede sydpå. Jeg fandt det attraktivt, fordi det ikk er mere end 2-3  år siden, at man overhovedet kunne tage dertil pga. FARC og interne problemer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar