mandag den 25. januar 2016

Popayán

Mit ophold i Popayán var ikke helt så vellykket. For det første er blevet natbussen to timer forsinket, dvs. i stedet for at ankomme kl.  6 ankom vi til busterminalen kl.  8. Det i sig selv var jo ikke helt skidt, for det er altid rarest at ankomme til en by inden for forretningslivets åbningstider. Men i og med,  at jeg natten inden havde fundet ud af,  at mit dankort var blevet stjålet, ville jeg gerne nå til hostellet hurtigst muligt og kontakte banken. Jeg befandt mig jo i den situation,  at I Mocoa, hvor jeg kom fra,  virkede min tlf ikke. Og internettet var for langsomt til at jeg kunne nå at logge ind på min netbank, inden min buses afgang. Så efter en urolig og utålmodig bustur på Colombias rådne veje, var energien på sit laveste. Men heldigvis glædede det mig,  at for en gang skyld kunne man gå til hostellet i stedet for at tage taxi. Så med et smil på læben gik jeg i retningen af hostellet. Pludselig kan jeg mærke vanddråber i mit ansigt og høre dem falde på rygsækken. På med regnslaget, mens jeg håber det bare bliver ved et par dråber. Men nej,  selvfølgelig skulle der komme et kæmpe tropisk regnskyld,  som skulle vare hele turen til mit hostel, så selv om jeg stoppede en ti min. under halvtag,  blev det kun være.  Da jeg så ankommer til hostellet er det en kvinder med teenagerattitude, som tager imod mig og bruger fem sek til at vise mig rundt og give mig et håndklæde, hvorefter hun skynder sig tilbage bag disken og finder sin tlf frem. Jeg spørger hende så, om jeg må låne tørretumbleren, hvorefter hun svarer at ja,  men først efter kl 13, mens jeg står foran hende dryppende. Det viste sig selvfølgelig slet ikke at være rigtig, dumme pige. Men det er jo ikk alle, der elsker deres job.

I al fald fik over ringet til min fantastiske kæreste af en helt, som som altid fikser tingene for min, ringer til banken og får kortet spærret og sender mig kontakter over western union. Så I skal ikke bekymre jer. Men uheldet fortsatte, grunden til at jeg kom til byen var pga. vandreturen op af en nærliggende vulkan,  som selvfølgelig var lukket pga. mere aktivitet end normalt. Men Popayán er en utrolig smult smukt by og derfor besøget værd, men regnen forfulgte mig hele dagen,  og da jeg ville på det naturhistoriske museum var det selvfølgelig lukket pga. renovation, den vegetarrestaurant jeg ville på, besluttede sig for ikke at åbne den dag,  og så gav jeg op og gik tilbage drivvåd igen for anden gang og lagde mig til at sove. Sådan én dag skal man jo have en gang imellem. Aftenen endte dog formidabel. Et par stykket som den dag var ankommet sammen, lavede mad og ville gerne i byen. Så jeg drog med og vi fandt et lokalt diskotek med alt godt latinomusik, og folkene fra hostellet, der var med,  havde lige været i Cali og lært basis-salsatrin, så alle ville danse, det var mægtig sjovt,  og jeg gider især, når jeg er den bedste danser i gruppen hehe for ellers plejer jeg er at være for genert.

Det var sjovt aften, som endte med flere colombianere, som havde kigget på os hele aftenen, fordi vi dansede i en stor gruppe og fordi vi dansede enkeltvis, hvilket de synes er meget underligt, købte aguardiente til gringo-gruppen.

TIERRADENTRO
Dagen efter stod dagen på en tur til Tierradentro for at se en forhistorisk gravplads fra en kultur, som man ikke rigtig ved noget om,  andet end at de har bygget en masse underjordiske grave, som er udsmykkede både mønstrer af indgraveringer og af maling. Det foregår oppe langs bjergsiderne, så man bruger en hel dag på at vandre rundt. Naturlandskabet er henrivende, og man kan godt mærke højderne i åndedrættet. Før al den vandren rundt, er der to museer: det arkæologiske og det antropologiske. Førstnævnte er det lidt man ved om gravstederne, og sidstnævnte er om den indfødte befolkning, der bor der nu og som har beboet området fra de  tid spanierne kom. Gode museers begge. Bl.a. har de en tradition om,  at kvinden før hun accepteres skal bo med mandens familie i et år og vise sit værd ved at lave mad til hele lokalsamfundet ud af næsten ingen ingredienser, samt være befrugtet i løbet af det år. Denne kultur har været meget stærkt helt op til 90'erne,  men som alle andre indfødte kulturer er der en stigende ungdoms modkultur, som ikke gider at lære deres sprog eller at leve efter de gamle traditioner. Selve distancen til Tierradentro er nogen og 70 km, men halvdelen af vejen er uasfalteret og vejstrækningerne er der bestemt ikke lagt af en byplanlægger. Så bussen til og fra  dette fantastiske sted var fire timer (selvom de havde sagt tre), og i Colombia er der altid tid til en frokostpause på turen på en restaurant.

Ps bustider her er altid plus to timer. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg havde vænnet mig til det. Jeg forsøger hver gang at spørge ekspedienten bag disken, hvor langt tid det tager i værste fald,  men de forsikrer altid én om,  at den er der til tiden, også selvom bussen ikke en gang forlader terminalen til tiden. Blot ved nedskrivningen af dette hæver mit bryst sig kraftigt, og jeg må tage en dyb indånding og sige til mig selv,  at jeg skal tage denne kulturforskel med et smil.  Men alligevel AAAAAAAARGH!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar