mandag den 18. januar 2016

Medellín

Har nu været fire dage i Medellín, som for ikke mere end 20 var byen med største mord-rate og for ti år siden var den stadig høj, 160 personer pr.  100.000 indbygger grundet først den kæreste Pablo Escobar og efterfølgende problemer og uenigheder med guerillakrigerne. Men i dag er Medellín en af de sikreste byer i hele Colombia, og enormt veludviklet grundet udenlandsk økonomisk hjælp til at hjælpe Colombia på fode igen. Sammenlignet med Lima og Santiago er det en lækker by. Men det er ikke helt fair at sammenligne, da Medellín er en 2,5 mio. by og Lima og Santiago har over 10 mio. indbyggere. For fem-ti år siden var Colombia et tredjeverdensland,  og nu er det vist den tredje største økonomi i hele Latinamerika.

Jeg må hellere lige indskyde her,  at I ikke må holde mig fuldstændig op på min fakta. Nogle gange googler jeg tingene en ekstra gang og dobbelttjekke, andre  gange er jeg for doven. Men det er ting,  jeg har fået fortalt, så det kan også sagtens være subjektivt og ensidigt.

Pointen er i hver fald,  at Colombia er i rivende udvikling. Medellín har fået en masse økonomisk hjælp bl.a. fra Frankrig og Spanien til infrastruktur og andre projekter til at løfte især de fattiges adgang til både uddannelse og jobs. Et virker som om de har fat i den lange ende og tænker langsigtet.

Min personlige guide har været Juan Jaime og mit vedhæng var de to cypriotiske britere, alle tre nogle jeg rejste med i Mocoa. Juan er her fra Medellín og et godt eksempel på den varme og gæstfrie colombianer. Hans mor og søster var denne weekend i den Dominikanske Republik, hvorfor han åbnede dørene til deres lejlighed. Juan er advokat og hans familie plejede at være styrtende rige, da han var barn, fordi hans farfar var det,  og kunne derfor hvidvaske narkopenge. Det er ingen som her,  at ens familie har arbejdet med/været involveret i narkoindustrien. Det er mere reglen end undtagelsen. Men pga. nogle problemer og uoverensstemmelser med guerillaerne, endte hele hans fars familie med at blive kidnappet mod at skulle betale 14 mio. US$, hvorfor de mistede deres mange grunde og luksuriøse liv.

Medellíns historie er kort fortalt Pablo Escobar og hans narkokartel,  som op til 90'erne dominerede indtil han blev dræbt, hvorefter guerillaerne overtog narkotrafikken og en masse fra landet flygtede til byen for at leve mere sikkert end der var på landet, og da den colombianske regering endelig fik forhandlet fred med sidstnævnte,  har Medellín haft muligheden for at udvikle sig. Faktisk skal alle colombianere til marts stemme om endelig fredsforhandling med guerillakrigerne. De meget få af dem,  der er tilbage. Denne endelig fredsforhandling består af fem punkter,  som er krav fra begge sider: 1. Kokabønderne skal have kompensation i form at uddannelse og ressourcer til at dyrke andre produkter end koka-blade, 2. guerillakrigerne skal retsforfølges og komme med alle indrømmelser,  så pårørende til forsvundne og dræbte kan få kompensation,  men får lov til at afsone i et specielt fængsel, 3, guerillaerne får lov til at oprette et politisk parti samt en understregning af folkets ret til at protestere uden frygt,  4. endelse af den bevæbnede konflikt, dvs. alle våben afleveres,  5.  og endeligt at de forsøger at finde en løsning på narkokriminaliteten.

Juan stemmer ja,  mens hans familie vil stemme nej,  pga. den terror, de personligt har oplevet. Men tænk jer,  at det ligger i hænderne på den colombianske befolkning, om de vil slutte fred og starte et nyt kapitel i deres historie. Generelt synes jeg,  at Latinamerika og latinamerikanere er gode til at bære nag over for hinanden og ikke vil tilgive og glemme historien. Så som nævnt før kommer det bag på mig,  at det her land med denne frygtelige historie, kan være så fremadrettede. Jeg ved ikke,  om de har tilgivet fortiden, men de har i hvert fald valgt at glemme den.  Og hvor ville det være stort, hvis de kunne være rationelle og langsigtede,  når de skal stemme,  og prøve som et forenet Colombia at komme narkokriminaliteten og volden til livs.

Jeg kender desværre ikke Colombia nok til at vide, om alt det her Juana har fortalt mig er sandt.  Dvs. jeg tror selvfølgelig på alt,  hvad han har fortalt mig,  han er advokat og arbejder med det til daglig, men min erfaring fra Peru og Chile er,  at mange af disse regeringsprojekter er varm luft; at de kører kampagnerne helt op, men at det ender med at være noget populistisk, som er kortsigtet. Men Colombia virker anderledes. Måske fordi udlandet har hjulpet med investeringer, de alle regeringer er interesseret i at bekæmpe narkokriminaliteten eller om Colombia bare er et rigt land,  men de virker til at udnytte de muligheder, de har fået. Ville ønske,  jeg havde studeret her, fordi det er et land i kæmpe udvikling og med en befolkning og en kultur,  som bare er glade på trods af en grusom historie og fortsat stor fattig befolkning. 

Ps. kokain er der massere af her.  Der er endda en park med politi rundt om parken, men indeni sælger de og sniffer mængder af kokain og andre stoffer. Så der er lang vej endnu med at bekæmpe narkokriminaliteten, men i det mindste er de nået til et punkt,  hvor den gængse colombianer ikke er involveret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar