Efter Miguel vækkede med, inviterede Mauro og Cristinas mor, Adelayda, mig med hendes familie på stranden. Adelaydas familie er ret velhavende, de ejer et par tankstationer, så de havde et par dage forinden købt et hus ved stranden Naplo. Ca. en times køretur herfra. Mauro og Cristina tog også med. Fidel og papá blev hjemme. Der er ikke noget i verden, der kan aflokke dem fra deres ugentlige søndagsudflugt til Huachipa for at spille bold. Ikke en gang en tur i sommerhuset med privat strand og swimming pool.
Naplo er en lille bugt, hvilket gør, at der ikke er så mange bølger. Søndag er den dag, de fleste har fri fra arbejdet, og derfor er strandende altid helt overfyldte. Oppe fra huset lignede det, at den offentlige strand var fyldt med myrer. Meget crowded. Men når man køber hus, følger der, at man har adgang til den private strand, hvor de velhavende bader. Der var mange "gringos" (hvide), og jeg følte mig helt tilpas i flotte og rene omgivelser. Jeg har endnu ikke vænnet mig til at se så meget latinamerikanere hele tiden. Slet ikke deres højder. På diskoteket følte jeg mig helt blottet, fordi at jeg kunne se udover dansegulvet, det plejer jeg ikke. Jeg plejer at kunne gemme mig!
De velhavende har det meget med at skulle skille sig ud, vise at de har penge. Så udover det allerede var et privat område, så kan man også melde sig ind i en klub. Klubben fyldte halvdelen af den private strand. Så de rigeste formår altid at skille sig ud med deres tennisbane, volleybane og egen swimmingpool.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar