Det har været en speciel oplevelse at skulle starte på arbejde her. For det første griner mine onkler af mig, når jeg nævner, at jeg skal arbejde. I deres øjne er tre timer om dagen jo ikke noget arbejde! Men jeg har fundet ud af, at jeg egentlig kan bruge så meget tid, som jeg har lyst til i SOS børnebyen. Til at begynde med har chefpædagogen Alicia sat mig som hjælper på et morgenhold. Holdet består af de børn i byen, som er mellem 3-6 år. Jeg kan stadig ikke alle navnene, men næsten. De er rigtig søde og meget kærlige. Man kan godt mærke, at de er vant til at få omsorg og kærlighed af mange forskellige personer. De er nemlig meget tillidsfulde (er det et ord?). De krammede mig allesammen den første dag, og her hilser man ved at give et kys på kinden, så jeg fik et kys af dem alle!
Det er sådan i en SOS børneby, at der er forskellige huse, hvor der tilhører en mor. En mor er en uddannet pædagog, som har dedikeret sit liv til at bo der og passe på børnene. Nogle af de mødre, der er der nu, har været der siden byen åbnede, engang i 70'erne. Jeg har endnu ikke helt forstået, hvilke slags mennesker det er, det virker jo meget opofrende. Jeg ved heller ikke, hvor godt de bliver betalt. Om det bare er en normalløn, for det er jo et decideret fuldtidsjob; der bor der og har en fridag om ugen til at besøge deres familier.
Resten af crew'et i byen består af en masse "tanter" (tías). Tanter lyder meget fremmed, men på spansk svarer det altså til moster/faster, og er betegnelse man bruger om de kvinder, som har betydning for én. De her tías arbejder også hele ugen med en fridag. De har allesammen enten læst pædagogik, psykologi eller noget i den dur, så de forstår sig på børn. I går snakkede jeg med tía Delia, en af de lidt yngre. Hun sagde, at børnene identificerer deres ældste bror i huset som deres far. Her er der jo kun kvinder, det virker lidt ekstremt, når man jo skulle synes, at det kræver begge køn til at opdrage et barn. Det er også et tema, jeg endnu ikke har fået spurgt den om.
Alicia er en del af "kontoret", som er et normalt job med normale arbejdstider. Her arbejder alle dem, der er med til at koordinerer og finansiere arrangementer. Der er også en direktør, som jeg endnu ikke har mødt. Så jeg kunne forestille mig, at han mere bare er et navn, en titel, og han ligesom begår sig det miljø, der finansierer SOS børnebyerne.
Børnene i byen er næsten alle forældreløse. Forstået på den måde, at de ikke har kontakt med deres biologiske forældre. Det kan enten være børn, som fra fødslen er blevet taget fra moren af forskellig årsager. Der er mange triste historier. De fleste børn er enten blevet taget fra forældrene pga. vold, incest, fejlernæring osv., men der også mange, hvor unge mødre kommer og afleverer nogle af deres børn, fordi de ikke kan klare det økonomisk. Enkelte børn får besøg af deres biologiske familie, fx en bedstemor. Men det er meningen, at de skal betragte SOS børnebyen som deres hjem og familie. Der er her i Zárate 16 huse med ca. 9 børn i hvert. Det er den største og første SOS børneby i Peru. I hvert hus bor der børn i alle aldre, fra spædbørn til 15-16-årige. De 15-16-årige bliver derefter sendt et andet sted hen specielt for unge, hvor de bl.a. bliver inddelt i drenge og piger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar